Som barn blev hun stemplet som uromager. Som teenager fulgte selvskade, selvmordsforsøg og selvmedicinering. Liv Louise Holm måtte helt ned på bunden af sig selv, før hun som voksen fik diagnosen ADHD. Hun har mistet tilliden til lægesystemet, og til de voksne der skulle passe på hende, men fundet sin egen vej til ro i nervesystemet. Igen og igen har skammen antændt angsten i brystet.

Socialt Indblik november 2022
Af Anne Anthon Andersen

Allerede i de tidlige skoleår var hun smerteligt bevidst om, at omgivelserne først og fremmest oplevede hende som et forstyrrende indslag. Hun var den eneste pige på den pæne privatskole, der blev sendt op til rektor. Og hun vidste præcis hvor mange knager der hang på gangen uden for klasselokalet. read more

Dinosaurer, havøgler og drømme om at finde sjældent danefæ. Fossiljagt vækker skattejægerens urinstinkt i naturens rum for læring og tryllebindende eventyr.

Natur&Miljø november 2022
Af Anne Anthon Andersen

”Hvad hvis vi finder nogle? Må vi så tage dem med hjem?”, vil 10-årige Victor vide, da vi går mod stranden. Han, klassekammeraten August og 7-årige Morgan er på vej på fossiljagt ved Møns Klint.

”Man må tage, hvad man kan bære. Hvis det da ikke er sjældne skatte, man finder. Så skal de afleveres til et museum. Men så får man findeløn”, svarer Tina Noregren. read more

Regeringens ’skræmmeannoncer’ i libanesiske aviser skulle tilgodese en indenrigspolitisk dagsorden. Men internationalt vender budskaberne tilbage som en boomerang af dårlig omtale og er en kæp i hjulet på mange års udenrigspolitisk kamp for Danmarks omdømme. Hvorfor? Den internationale offentlighed lytter med og læser den ind i fortællingen om det selvtilstrækkelige Danmark. Den fortælling kan imagekampagner ikke ændre, vurderer førende eksperter i nation branding.

 

Kommunikationen.dk, november 2015

Af Anne Anthon Andersen

Da regeringen med integrationsminister Inger Støjberg i front valgte at indrykke annoncer i libanesiske aviser, som skulle afskrække asylansøgere fra at søge mod Danmark, cementerede de samtidig budskabet om det lukkede Danmark på den internationale mediescene. Fra britiske BBC og The Independent til amerikanske Wall Street Journal og det arabiske Al-Jazeera blev de danske annoncer omtalt. Og Washington Post noterede i en overskrift, at ”Flygtninge i massevis flygter fra det skandinaviske eventyrland Danmark”. 

I danske Grundfos oplever kommunikationsdirektør Kim Nøhr Skibsted, at han og hans kollegaer ustandseligt er nødt til at forsvare virksomhedens danske brand.
”Vores medarbejdere og vores kunder i så godt som alle verdensdele synes, at Danmark skiller sig ud som selvtilstrækkelige. De fleste synes, at det er fair at ville have en stram og kontant politik, men ligefrem at annoncere i aviser med det, virker for mange ejendommeligt og som politisk plat, der primært hører hjemme i den hjemlige debat”, siger han til Kommunikationen.dk.

Hele verden kigger med
Men kunne man ikke have forudset den reaktion? Og hvorfor vælger integrationsministeriet og Støjberg alligevel at køre ud med så aggressive budskaber?
Jo, lyder det fra lektor i nation branding Mads Mordhorst fra CBS. Men målet var at sende et indenrigspolitisk budskab til danske vælgere. Det kan man bare ikke gøre på en international arena. Slet ikke med den fortælling bag sig, som Danmark har skrevet sig ind i siden Muhammed-tegningerne i 2005, lyder det fra Mordhorst, der leder et forskningsprojekt om Danmarks omdømme efter Muhammedkrisen.

I dag kigger hele den internationale medieverden med. Annoncerne bliver en del af et mønster i fortællingen om Danmark som et lukket land, der ikke vil være med til at løse de udfordringer, som verden står overfor

”Hvis man kunne forestille sig, at Inger Støjberg havde ladet som om, at hun indrykkede annoncerne, havde hun sandsynligvis nået sit mål. Uden at få problemer. Men i dag kigger hele den internationale medieverden med. Annoncerne bliver en del af et mønster i fortællingen om Danmark som et lukket land, der ikke vil være med til at løse de udfordringer, som verden står overfor. Gentagelser som genoptryk af Muhammedtegninger, grænsebomme og nu Støjbergs annoncer cementerer den fortælling”, forklarer han.

Udfordrer årelangt kommunikationsarbejde
Samme analyse leverer britiske Simon Anholt, der er kendt som verdens førende ekspert i nation branding. 
”Hvis den samme attitude bliver gentaget over tid, vil det helt sikkert skade Danmarks image yderligere i nogle dele af verden. Men jeg antager, at det er præcis, hvad Inger Støjberg ønsker: ved at portrættere Danmark som et uvenligt og selvtilstrækkeligt land, håber hun at afskrække folk fra at vælge at søge mod Danmark”, siger Simon Anholt til Kommunikationen.dk.

Hvis den samme attitude bliver gentaget over tid, vil det helt sikkert skade Danmarks image yderligere i nogle dele af verden

Og heri består den kommunikative balanceakt, som kendetegner det ikke altid gnidningsfrie indenrigs- og udenrigspolitiske partnerskab i arbejdet med Danmarks omdømme.
Efter at vrede muslimer verden over havde brændt dannebrogsflag som reaktion på Muhammedtegningerne i vinteren 2006, skruede Udenrigsministeriet og Den Danske Repræsentation i Mellemøsten i 2006 op for omdømmeindsatsen gennem uformelle netværk. Public Diplomacy blev gjort til et højtprioritetsområde, fordi en analyse viste, at den offentlige opfattelse ville være afgørende i genoprettelsen af Danmarks omdømme ude i verden. I 2009 udgav Udenrigsministeriet en rapport om Danmarks public diplomacy arbejde inspireret af netop Simon Anholts teori om, hvordan et lands omdømme formes.
Indsatsen skabte succes i Mellemøsten, hvor Den Danske Repræsentation gennem relationer og netværk fik skabt forståelse og forsoning.

”Det var i høj grad takket være den indsats, at vi slet ikke så samme omfang af optøjer, da flere medier genoptrykte Muhammedtegningerne i 2008. Man var lykkedes med at styrke Danmarks omdømme gennem stærke netværk og personlige relationer med dialog og public diplomacy som værktøj”, lyder vurderingen fra Mads Mordhorst. Og det er det omdømme, annoncerne i de libanesiske aviser nu endnu engang udfordrer.

Fortællingen brænder sig fast
Når den internationale offentlighed ændrer opfattelse af et land er det udelukkende resultat af, hvordan landet handler og optræder – aldrig et spørgsmål om slogans, billeder, kampagner eller anden form for propaganda, argumenterer Simon Anholt. Det ved man i både Integrationsministeriet og Udenrigsministeriet. Men hvorfor er der så ikke nogen, der har advaret om annoncernes skade af Danmarks omdømme og forhindret dem?
Fordi de ikke var ment som en kampagne, men en indenrigspolitisk markering til danske vælgere om, at man ville overholde valgløfter om strammere asylpolitik, vurderer både Mordhorst og Anholt.

Når først sådanne fortællinger har brændt sig fast, skal der enormt meget til at ændre dem i den offentlige bevidsthed. Det tager meget længere tid at reparere et image end at ødelægge det

”Målet har været det danske indenrigspolitiske miljø. Man har ville vise handlekraft og demonstrere, at man gør noget for at håndtere flygtningestrømmen”, forklarer Mads Mordhorst.
Men i en national branding optik rammer annoncerne lige ind i det internationale mediebillede, som i årevis har fortalt historien om det lukkede Danmark.
”Det har sikkert været en offentlighed, som Inger Støjberg og regeringen gerne ville have været foruden. Men det kan ikke lade sig gøre i en global medievirkelighed, der virker bag om ryggen på os. Der er altid flere, der læser med. Og er der en ting, vi kunne have lært af Muhammenkrisen, var det netop det”, siger Mads Mordhorst.
Fortællingen om Danmark som det lille lukkede land mod nord er ikke bare sådan at overskrive med en modkampagne, lyder vurderingen fra Mordhorst:
”Skaden er sket. Når først sådanne fortællinger har brændt sig fast, skal der enormt meget til at ændre dem i den offentlige bevidsthed. Det tager meget længere tid at reparere et image end at ødelægge det”.

Handling og godhed er eneste vej
Simon Anholt har i mere end et årti argumenteret for, at det er umuligt at ændre et lands brand ved hjælp af PR-kampagner, logos, design eller reklamekampagner.

Derfor er budskaber som grænsebomme og annoncer, der få asylsøgere til at holde sig væk, dybt skadelige for Danmarks omdømme

”For der er ingen studier, der har vist, at det kan lade sig gøre for et land at ændre image gennem kommunikation”, siger han. Lande kan kun forbedre deres omdømme ved konstant at arbejde for at forbedre forholdene for menneskeheden og vores fælles jord, og ved netop ikke udelukkende at sætte landets egne mål højest. Derfor er budskaber som grænsebomme og annoncer, der få asylsøgere til at holde sig væk, dybt skadelige for Danmarks omdømme.
”I de muslimske lande, hvor Danmark allerede er bredt anderkendt som antiislamisk, er annoncerne benzin på et brændende bål. I resten af verden tegner de et billede af Danmark som stadigt mindre humant, samarbejdende og empatisk EU medlemsland stadigt længere fra de almindelig nordiske værdier; viden, medfølelse og international ansvarlighed”, siger Simon Anholt.

Vi er hele tiden nødt til at forklare, at danskerne ikke er selvtilstrækkelige eller lider af fremmedhad

Og det er lige præcis det møde med omverden, man hos Grundfos kæmper med, når virksomheden kommunikerer, at den er dansk og blandt andet derfor lægger stor vægt på kulturforståelse, socialt ansvar og bæredygtighed, forklarer Kim Nøhr Skibsted:
”Vi er hele tiden nødt til at forklare, at danskerne ikke er selvtilstrækkelige eller lider af fremmedhad. Til tider er det en svær øvelse. Vi har en tendens til at tro, at den måde vi debatterer i Danmark ikke noteres i udlandet, men det gør det. Og jo skarpere retorik, der bruges, jo større er forundringen og antipatien mod Danmark”.

 

 

Kristian Jensen: “Ærlig kommunikation er med til at forstærke Danmarks image”

Danske og internationale eksperter mener, at Danmarks omdømme tager skade af regeringens beslutning om at indrykke ”skræmmeannoncer” i Mellemøsten. Men hvad mener udenrigsminister Kristian Jensen, der er øverste chef for de ambassadørerne og den danske public diplomacy-indsats.

Kommunikationen.dk, november 2015

Af Anne Anthon Andersen

 

Hvornår fik du kendskab til, at man ville indrykke annoncerne i libanesiske aviser? 


Beslutningen om at gennemføre en informationsindsats med henblik på at orientere om ændringer af regler for ophold i Danmark var en regeringsbeslutning. Initiativet blev taget af Udlændinge-, Integrations- og Boligminister, Inger Støjberg, og besluttet i regeringen.

 

Hvilke overvejelser om annoncernes potentielle konsekvenser for Danmarks omdømme gjorde du dig, da du hørte om dem?


Forud for beslutningen havde vi i regeringen en drøftelse af de forskellige aspekter af informationsindsatsen. De nærmere detaljer i interne regeringsdrøftelser kommenterer jeg af princip ikke på.

 

Hvad var din og Udenrigsministeriets holdning til indrykningen af dem?
 read more

Historisk mange frivillige kaster sig ind i kampen for at hjælpe flygtninge på eget initiativ. På de sociale medier spreder de lynhurtigt deres budskab, samler penge ind og får hjælpen frem. Det stiller nye kommunikationskrav til de etablerede nødhjælpsorganisationer, der nu udvikler guerilla-inspirerede metoder for at fange de stærke private kræfter ind.

Kommunikationen.dk, oktober 2015

Af Anne Anthon Andersen

 

Da de første både med syriske flygtninge ramte strandbredden på den græske ferieø Lesbos, var de hurtigste hjælpende hænder i vandkanten ikke organiserede nødhjælpsarbejderes, men turister og private folk, der på eget initiativ var rejst af sted for at hjælpe.

Mens flygtningenes vandring ad europæiske landeveje satte gang i de professionelle nødhjælpsorganisationers faste procedurer for analyse af situationen, fik billederne af syriske forældre med små børn på armen lynhurtigt private til at starte indsamlinger på Facebook for at tage sagen i egen hånd.

“Selv om vi nyder godt af den bølge af private initiativer, der rejser sig netop nu, bliver vi også ramt af praktiske udfordringer – fx at vi har måtte afvise samarbejde med private initiativer, fordi vi ikke har haft ressourcer til det, ligesom vi har oplevet, at private initiativer var fremme i områderne, inden vi selv var klar med hjælp. Her bliver vi simpelthen overhalet indenom”, siger Claes Amundsen fundraising- og kommunikationschef hos Red Barnet.

For som professionel organisation skal der laves analyser af behovet for hjælp, og en række kvalitetskrav til nødhjælpen skal overholdes. Det er selvfølgelig en kommunikativ udfordring, når der pludselig står private initiativer på stranden i Lesbos og siger; hvor i alverden er Red Barnet lige henne?, erkender Claes Amundsen.

Hos Folkekirkens Nødhjælp har kommunikationsafdelingen også mødt udfordringer:

“Der er ingen tvivl om, at vi har oplevet øget konkurrence om kommunikationen af vores budskaber i en i forvejen hård konkurrence med andre NGO’er”, siger kommunikationsrådgiver med ansvar for sociale medier Christian Sophus Ehlers.

 

NGO´erne skal rykke hurtigere

Generalsekretær Anders Ladekarl fra Røde Kors kalder den historiske flygtningestrøm en øjenåbner. Samtidig med at den har skabt interesse for nødhjælpsarbejdet som aldrig før og en eksplosion i antallet af henvendelser fra private, der vil hjælpe, har situationen også hos Røde Kors leveret udfordringer:

“Vi har i den grad fået en sund reminder om, hvor hurtige vi skal være. At vi skal være endnu mere forudseende og være endnu bedre til at bruge de sociale medier til at mobilisere folk, der i forvejen er aktive frivillige”, siger Anders Ladekarl.

Dagen efter at flygtningene meldte deres ankomst på landevejene omkring Rødby, ringede flere hundrede danskere for at høre, hvordan de kunne hjælpe. Langt flere end Røde Kors kunne nå at besvare. De måtte etablere en hotline og fik ved hjælp af et opslag på Facebook henvendelser fra op imod 100 frivillige.

“Dagen efter havde vi otte frivillige til at tage imod opkald. På den måde vil vi fremover arbejde meget mere netværksbaseret med vores kommunikation. Vi vil i fremtiden gøre mere for at organisere frivillige ildsjæle i friere rammer med plads til den spontanitet, som vi oplever, er vigtig drivkraft for folks engagement i hjælpearbejde i dag”, siger Anders Ladekarl.

Den kommunikative kunst er at holde fokus på de styrker, der følger med at være en stor, erfaringsrig organisation med faste rammer og samtidig åbne op for den hurtige, spontane og frivillige hjælp.

Et eksempel er kontakten til initiativet Venligboerne, som opstod, da flygtningene ankom til grænsen i Rødby. Venligboernes mødtes på Facebook med et fælles ønske om at hjælpe flygtningene som deres nye danske venner. Her øjnede Røde Kors muligheder.

“Ved at invitere Venligboerne ind i organisationen forsøger vi at kombinere den enkelte frivilliges ønske om at opleve selv at hjælpe direkte med vores styrke som organisation med 130 års erfaring, når det kommer til at kvalitetssikre, så ikke bare nogle tilfældige, men alle får en ven. Det er et eksempel på en udfordring, som hverken den enkelte private eller vi som organisation kan løfte alene. Det er den synergi, vi skal have meget mere i spil i vores kommunikation”, siger Anders Ladekarl.

 

Kamp om troværdighed

Det er med at holde tungen lige i munden i kommunikationen til omverdenen, når nye netværksbaserede samarbejder mellem organisationer og frivillige skal kommunikeres, erkender Claes Amundsen fra Red Barnet. For nødhjælpsorganisationerne står midt i et dilemma. På den ene side vil deres målgruppe gerne hjælpe via en professionel organisation med erfaring og procedure, som sikrer, at hjælpen bliver udnyttet optimalt. Samtidig taler det stærkt til målgruppens motivation at støtte via en ven på Facebook eller selv rejse af sted og opleve, hvordan man hjælper.

Hos både Red Barnet, Røde Kors og Folkekirkens Nødhjælp er fokus knivskarpt rettet mod at få andel i de mange frivilliges brændende engagement for at nå målet om at hjælpe endnu flere. Et forsøg på at indfange de frivillige kræfter er de online-platforme for egenindsamlinger, som alle tre organisationer har startet.

“Vi har fundet ud af, at vi er nødt til at udvikle modeller, der tilbyder folk nye måder at være frivillige på. Vi vil gerne bruge en del af den guerilla-tankegang, der kendetegner mange private initiativer og give folk mere frie tøjler til selv at udvikle initiativer,” siger Claes Amundsen.
Hos Folkekirkens Nødhjælp har flygtningekrisen skabt blik for, hvor vigtig deres tilstedeværelse på Facebook er.

“Selv om vi har et solidt brand og scorer højt på troværdighed i brandmålinger, er vi slet ikke i nærheden af den troværdighed, som målgruppen har til en søster eller en ven på Facebook,” forklarer Christian Sophus Ehlers.
Derfor skruer Folkekirkens Nødhjælp nu op for et nyt tiltag i jagten på at øge autenticiteten af deres budskaber. Målet er, at 100 digitale ambassadører med en solid skare af følgere på de sociale medier, forpligter sig på at dele opfordringen om at donere til Folkekirkens Nødhjælp.

Frygter arrogance

Men nye metoder kræver grundig omtanke, før man omlægger kommunikationen radikalt, mener Claes Amundsen. For hvor høj og kraftfuld bølgen af private initiativer end har været, vil den lægge sig igen. Kombinationen af massiv flygtningestrøm, at danskerne har mødt flygtningene på egne grænser og turistmål, stærke billeder af forældre på flugt med børn i armene, og en heftig debat på de sociale medier, har etableret et historisk drama, som er stærk benzin på et brændende budskab om nødhjælp.
“Risikoen er, at alle griber den bølge og udvikler modeller, som ikke virker, når bølgen lægger sig”, siger Claes Amundsen.
Allerforrest på læberne af talspersonerne fra hjælpeorganisationerne har de seneste uger helt bevidst ligget en tydelig anerkendelse af de private initiativers hjælp.
“Alle store organisationer er i fare for at blive opfattet som arrogante og selvtilstrækkelige. Det gælder, uanset om der er tale om FN, Red Barnet eller Mærsk”, siger Claes Amundsen:
“Derfor er det vigtigt for os at understrege, at vi har erfaring og muligheder for hjælp, som de private initiativer ikke har. Men at vi samtidig anerkender og hilser de private initiativer velkommen som et supplement til vores indsats.

 

Københavns havne har længe været rene nok til badning. Nu kan vi også spise af dem. Maritime nyttehaver skal for alvor stemple København som bæredygtig storby.

Natur&Miljø, september 2013

Af Anne Anthon Andersen

Forestil dig en lys og lun sommeraften. Forestil dig en gåtur langs havnemolen på Christians Brygge. Og forestil dig så, at du kan fortsætte ud over vandet på flydende pontoner og her trække friske muslinger og østers, salt-og sukkertang i land til middagsmaden.
Lyder det for godt til at være sandt? Det er det ikke. Tegnestuen EFFEKT har udarbejdet tegninger, de første vandprøver er godkendt, og den 25. maj holdt foreningen Maritime Nyttehaver F første høstfest med smagsprøver på tang, østers og muslinger over bål.
“De maritime nyttehaver bliver et bæredygtigheds-ikon. Som vi har unikke cykelstier og havnebade, skal de være 3. generations bæredygtigheds-fortælling i promoveringen af København som miljøvenlig metropol,” siger formand for foreningen, David Koch Mouritzen.

Østers-stiklinger
De flydende haver skal bestå af rekreative mobile tømmerflåder med siddepladser, grille og drivhuse.
Selve haverne bliver monteret under tømmerflåderne i form af kasser til dyrkning af østers, net og bentler til tang og muslinger.
Men hvad er udsigterne til succes for skalddyr i havnen? Spørger man direktør for Dansk Skaldyrscenter ved DTU AQUA, Jens Kjerulf Petersen, er de positive. Til daglig forsker han i netop opdræt af skalddyr, og han er optimistisk, selv om der er udfordringer.
“Når det er i Limfjorden, vi finder langt de fleste af vores danske østers, skyldes det den høje saltholdighed ( over 25 promille).
I Københavns Havn svinger den mellem 8 og 18. Østers vil vokse langsommere og kan ikke reproducere sig her. Men de kan sagtens dyrkes,” siger Jens Kjerulf Petersen.
“Når du dyrker selleri, skal du også vælge, om du skal bruge frø eller stiklinger. Det er lidt det samme. Her har du brug for en slags udplantningsmateriale. Til gengæld er den store vandgennemstrømning en fordel, og muslinger kan både vokse og blive flere,” vurderer han.

Kommunen bakker op
Høsten er forbeholdt medlemmer af foreningen. Men projektet handler om andet end tilfredse smagsløg, understreger formand David Koch Mouritzen.
“Vi vil give københavnere og turister indsigt i, hvad det vil sige at dyrke fødevarer i havnen. Vi skal væk fra at tro, at vi kan forbruge, som vi har været vant til og blot importere, når vores ressourcer slipper op. De maritime nyttehaver gør det nærværende, at det har konsekvenser, hvordan vi behandler vores vandmiljø.” Københavns teknik-og miljøborgmester Ayfer Baykal er begejstret for de nye haver.
“Det er en fantastisk og original ide. Jeg håber meget, at københavnerne kan komme til at producere egne råvarer i havnen,” siger Ayfer Baykal, som kalder projektet et lille, men vigtigt skridt på vej mod målet om at blive verdens første CO 2 -neutrale hovedstad i 2025. Kommunen bakker op om projektet, lover hun.
“Vi støtter og hjælper gerne lokale initiativer med råd og viden om eksempelvis strømforhold og udløb i havnen, så de kan finde gode steder at dyrke råvarer. De vandmålinger, vi har i kommunen, har vi allerede stillet til rådighed for Maritime Nyttehaver, og andre er også velkomne til at bruge dem,” siger Københavns teknik-og miljøborgmester.

OM MARITIME NYTTEHAVER:
– Foreningen Maritime Nyttehaver er en samling af privatpersoner, virksomheder og organisationer, der vil bruge det rene vand og de næringsstoffer, der flyder igennem havnen, til at producere østers, muslinger og tang under flydende platforme.
– De flydende haver er tegnet som 6×6 meter store mobile tømmerflåder, der kan flyttes rundt i Københavns havne.
– Det koster 100 kroner om året at være medlem af foreningen. Som medlem har man adgang til at høste havnens ‘ frugter’.
– Den 25. maj holdt Maritime Nyttehaver sin første høstfest på Islands Brygge.

Et arbejds- og familieliv, der smelter sammen, under internationale eller landlige himmelstrøg. Mød fire familier, der har valgt at kaste deres vante rammer op i luften for at lade dem lande på ny.

Cover Kids, august 2013

Af Anne Anthon Andersen

Kasper, 30 år, designstuderende. Majiken, 29 år, antropolog.

Kasper Friis Kjeldgaard, Majiken Hviid og sønnen Eske på ni måneder er flyttet fra lejlighed på Vesterbro til arbejdskollektiv i en nedlagt fabrik på Amager.

Hvorfor valgte I at flytte i arbejdskollektiv, før I blev forældre?

“Vi tror på, at det kan være rigtig godt for et barn at bo sammen med forskellige voksne mennesker, og vi kan allerede nu mærke på Eske, at han trives med masser af liv omkring sig. Han hygger sig allermest, når vi sidder otte mennesker ved bordet. Det var vigtigt for os, at bevare det pulserende liv med kreative arbejdsatelier, spontanitet og venner.”

Hvad har det betydet for jeres arbejds-og familieliv?

“Vi har begge arbejdsliv, der er meget abrupte, og som kræver, at vi kan gå til og fra arbejdet og forfølge ideerne, når de opstår.
Derfor er det optimalt, at arbejdsværkstedet er en del af vores hjem. Det gør, at vi kan være tæt på vores lille barn og samtidig gribe ideerne og gå fra køkkenet og lige ud i værkstedet for at få noget fra hånden. Det har været rart at have gode mennesker omkring os i en periode af vores liv, hvor vi ellers ikke ville se så meget til omverdenen.”

Hvilke udfordringer har de nye rammer givet jer?

“En gammel fabriksbygning giver os selvfølgelig en række udfordringer i forhold til at sikre vores hjem. Nu hvor Eske har lært at kravle, er det for eksempel ikke optimalt, at vores gulve er af beton. Men så har vi skaffet en masse gulvtæpper. Ligesom vi ikke længere kan sove oppe i vores hems, men har rykket madrassen ned i stuen.”

Hvilke ulemper er der forbundet med at bo, som I gør nu?

“Når alle er ude af huset og i byen i weekenden, bliver det pludselig tydeligt, at vi nu er forældre, der er nødt til at blive hjemme. Der er da nogle fredag aftener, hvor vi ville ønske, vi kunne tage med. Og så opstår der nogle mærkelige udfordringer ved at bo i en gammel fabriksbygning, som at det pludselig regner ind ad vinduerne, eller at en stor åben dør uden gelænder må spærres af.” Kasper har designet en serie af uroer, der blandt andet bliver solgt i designforretningen Stilleben.

Jacob, 37 år, Art Director. Julie, 36 år, Art Director.

Jacob Wildschiødtz og Julie Lysbo er flyttet fra lejligheden på Christianshavn til et ‘ Brownstonehus’ i Brooklyn Heights. De arbejder sammen i deres fælles firma NR2154. Sammen har de datteren Viola Lou på 3 år.

Hvorfor flyttede I til New York?

“Vi havde det rigtig godt, hvor vi var – og der var jo absolut ingen grund til at skulle starte helt forfra i en ny by Men det hele var lidt for trygt, og vi havde lyst til at springe ud i et eventyr sammen.” Hvilke udfordringer har I oplevet ved at flytte til et andet land? ” Der er meget praktik ved at flytte til et helt andet land – især når det er et land som USA, hvor de ikke gør det let for en. Social er det meget nemt at få en stor omgangskreds, men New York er og bliver en transitby. Når man lige er kommet tæt ind på folk, flytter de videre. Det er ærgerligt.”

Ændrede jeres forhold til byen sig, da I fik barn?

“New York er en by, hvor man arbejder meget. Vi var vant til en livsstil, hvor vi arbejdede hver dag fra 10 til 10, og derefter mødtes i byen, fik en drink og spiste en god middag. Det gør man ikke, når man får børn, men vi prøver at integrere Lou i vores liv og tage hende med ud til så meget som muligt. Vi er glade for at have oplevet New York inden børn, men det er også en sej by med børn! Vi bruger bare byen anderledes nu, og man kan jo sagtens stadig gå ud eller arbejde igennem, hvis man har en babysitter Men det er dyrt.”

Hvordan er det at have barn i New York?

“Det koster mange penge! Men derudover er der sindssygt mange tilbud til børn – og det er jo en gave. Der er et væld af museer med super gode aktiviteter til børn og et utal af legepladser og parker midt i byen. Her er faktisk alt, hvis man bare ved, hvor man skal lede. Og tager man en time udenfor byen, er der jo smukke naturområder med både strand og bjerge.”

Er der noget, I savner ved Danmark?

“Mest af alt savner vi vores familier, vores venner, og så nok den tryghed, man er så vandt til på alle planer. Når man rejser ud, finder man ud af, hvor godt alt fungerer i Danmark. Noget man nok tager for givet, når man bor der. I New York kan man godt føle sig ret så alene. For eksempel er det, at få børn ret krævende for nybagte forældre. Fra det øjeblik man kommer ind på hospitalet for at føde sit barn, skal man have kreditkortet op af lommen, og når du holder dit nyfødte barn i armene starter hele møllen: Du skal tænke på forsikring, din barsel og dit første lægebesøg, når babyen er tre dage gammel. Ingen sundhedsplejerske, som kommer af sig selv og intet tilbud om mødregrupper, du kan støtte dig til. Og så er det en udfordring at få passet sit barn, når man skal tilbage på arbejde.”

Har I gjort jer nogle tanker om at blive i New York, eller er planen, at I vender hjem til DK på et tidspunkt?

“Vi er stadig på eventyr, nu er vi bare en mere med Lou, men vi tager stadig et år af gangen. Men selvfølgelig tænker vi over, om vi skal tage hjem, når Lou skal begynde i skole. Hun er i hvert fald blevet skrevet op.”

Amalie, 33 år, udviklingskonsulent, Christian, 34 år, selvstændig kok og gartner.

Amalie og Christian Sørensen Sommer vinkede farvel til Østerbro-lejlighed og livet i storbyen, da de for knap to år siden kørte om bord på trækfærgen som Orøs nye øboere. I drømmene levede de et liv, hvor arbejde og livet med deres to drenge smeltede sammen på et landsted fyldt med kærlighed, gourmetmad og gårdbutik.

Hvorfor valgte I at blive øboere?

“Da vi fik vores ældste søn, Ravn, vidste vi bare, at vi skulle ud af byen. Vi ønskede os et hus med både kontor og gæsteværelse, trappe, brændeovn og legeplads og drømte om at åbne vores egen cafe. Da det gik op for os, at rådighedsbeløbet langt fra rakte til et sted i nærheden af byen, tænkte vi: ‘ Hvor kan vi få alt, som vi ønsker os?’ Og det kunne vi her.”

Hvad håbede I, at det ville give jeres børn?

“Vores ønske var at kunne sige til os selv og børnene, at vi havde turdet forsøge at leve vores største drøm ud i livet. Det er vigtigt at vise, at det er muligt at udleve det, man drømmer om. Også selvom det måske ikke bliver en succes. Allerede nu har vi færre barrierer i forhold til, hvad der kan lade sig gøre.”

Hvad har det betydet for jeres måde at leve på?

“I København blev vores hjem for meget en base for at stå op, gå på arbejde, komme hjem, spise og sove. Her kommer børnene hjem til et levende hjem, hvor vi arbejder, og folk fra øen hele tiden kommer og går. Her er aktivitet og projekter, og de ser noget blive skabt. Alt fra et frø, de er med til at plante i jorden og se spire, til at opleve, hvordan vi forvandler et sted fra ruin til hjem og gårdcafe.”

Hvad har det betydet for børnene?

“Jeg tror, at de oplever færre begrænsninger i livet. Her er jo hverken fodgængerovergange eller lyskryds, men højere til loftet og himlen; plads til at gøre, hvad man har lyst til, bogstaveligt talt. Ravn bruger naturen meget.”

Hvad har I givet afkald på?

“Det der med lige at smutte en tur i biografen, mødes på en bar og snuppe en aftenøl med vennerne. Det kan vi selvfølgelig savne en gang imellem. Vi havde aldrig troet, at vi kunne undvære byen. Men her er der helt andre muligheder, der åbner sig. Nu går vi bare lige en tur ned til vandet eller sætter os ud i marken og drikker en kop kaffe.”

Caroline, 30 år, kogebogsforfatter, Corneliius, 35 år, it-underviser.

Caroline Fibæk og Corneliius Rone er flyttet fra hjertet af Nørrebro til mikrosamfundet Vallø Stiftsyd for Køge med børnene Tjalfe på 7 år og Sophia Elisabeth på 1 år. Et skifte, der skal rykke dem et skridt tættere på drømmen om et økologisk hus og et 100 procent selvforsynende hjem.

Hvorfor valgte I at flytte til Vallø Stift?

“Vi savnede naturen, og det at have plads til at integrere arbejde og familieliv. Vi er begge to selvstændige og har valgt at arbejde hjemmefra for at have mere tid med vores børn. En ung pige i huset skal passe vores datter, Sophia Elisabeth, hjemme hos os, når Corneliius har haft barsel.”

Hvad har det givet jer at flytte fra storbyen til landet?

“Hverdagen er blevet lettere, og picknicken behøver ikke mere være en længere udflugt, men kan spises i haven. I det hele taget stiller livet på landet nogle rammer til rådighed, som gør, at børnene hurtigt kan blive ret selvstændige. Nu tager vores søn på syv for eksempel selv bussen til skole. I København ville jeg jo aldrig have fundet på at sende ham alene med 5A. Alt blev planlagt i byen, og det blev ofte en meget voksen-struktureret form for leg med legeaftaler på diverse legepladser, hvor vi som forældre var med og så på.”

Hvor meget ser I jeres venner nu?

“Faktisk tror jeg, at vi har fået mere samvær med vores venner. Da vi boede i Ørestaden for et par år siden, fik vi aldrig besøg. Vores venner på Nørrebro følte, at der var uendeligt langt til Ørestaden. I København mødtes vi ofte i hverdagen og sad og arbejdede sammen på cafeer, men nu ses vi en hel weekend, hvor vi holder fri og for alvor er sammen. Mange weekender er huset fyldt med mennesker.” Hvad savner I fra livet i byen? ” Vi lever helt afgjort mere alternativt end de fleste. Vi går for eksempel meget op i rawfood og prioriterer, at vores datter ikke skal i vuggestue. For eksempel er det en udfordring, når de andre børn i min søns klasse stiller spørgsmålstegn ved, hvorfor han har hjemmelavet slik uden sukker med til fødselsdag, og hvorfor han aldrig har hverken leverpostej eller trestjernet salami med på madpakken. Der er dage, hvor jeg savner den københavnske mentalitet. I København følte jeg aldrig, at jeg faldt uden for. Her kan jeg godt føle, at folk synes, at vi stikker lige lovligt meget ud.”