Ikke kategoriseret

Drømmen om et andet liv

Foto: Anne Mie Dreves.

Et arbejds- og familieliv, der smelter sammen, under internationale eller landlige himmelstrøg. Mød fire familier, der har valgt at kaste deres vante rammer op i luften for at lade dem lande på ny.

Cover Kids, august 2013

Af Anne Anthon Andersen

Cover_Kids_2

Kasper, 30 år, designstuderende. Majiken, 29 år, antropolog.

Kasper Friis Kjeldgaard, Majiken Hviid og sønnen Eske på ni måneder er flyttet fra lejlighed på Vesterbro til arbejdskollektiv i en nedlagt fabrik på Amager.

Hvorfor valgte I at flytte i arbejdskollektiv, før I blev forældre?

“Vi tror på, at det kan være rigtig godt for et barn at bo sammen med forskellige voksne mennesker, og vi kan allerede nu mærke på Eske, at han trives med masser af liv omkring sig. Han hygger sig allermest, når vi sidder otte mennesker ved bordet. Det var vigtigt for os, at bevare det pulserende liv med kreative arbejdsatelier, spontanitet og venner.”

Hvad har det betydet for jeres arbejds-og familieliv?

“Vi har begge arbejdsliv, der er meget abrupte, og som kræver, at vi kan gå til og fra arbejdet og forfølge ideerne, når de opstår.
Derfor er det optimalt, at arbejdsværkstedet er en del af vores hjem. Det gør, at vi kan være tæt på vores lille barn og samtidig gribe ideerne og gå fra køkkenet og lige ud i værkstedet for at få noget fra hånden. Det har været rart at have gode mennesker omkring os i en periode af vores liv, hvor vi ellers ikke ville se så meget til omverdenen.”

Hvilke udfordringer har de nye rammer givet jer?

“En gammel fabriksbygning giver os selvfølgelig en række udfordringer i forhold til at sikre vores hjem. Nu hvor Eske har lært at kravle, er det for eksempel ikke optimalt, at vores gulve er af beton. Men så har vi skaffet en masse gulvtæpper. Ligesom vi ikke længere kan sove oppe i vores hems, men har rykket madrassen ned i stuen.”

Hvilke ulemper er der forbundet med at bo, som I gør nu?

“Når alle er ude af huset og i byen i weekenden, bliver det pludselig tydeligt, at vi nu er forældre, der er nødt til at blive hjemme. Der er da nogle fredag aftener, hvor vi ville ønske, vi kunne tage med. Og så opstår der nogle mærkelige udfordringer ved at bo i en gammel fabriksbygning, som at det pludselig regner ind ad vinduerne, eller at en stor åben dør uden gelænder må spærres af.” Kasper har designet en serie af uroer, der blandt andet bliver solgt i designforretningen Stilleben.

Cover_Kids_Jacob_og_Julie

Jacob, 37 år, Art Director. Julie, 36 år, Art Director.

Jacob Wildschiødtz og Julie Lysbo er flyttet fra lejligheden på Christianshavn til et ‘ Brownstonehus’ i Brooklyn Heights. De arbejder sammen i deres fælles firma NR2154. Sammen har de datteren Viola Lou på 3 år.

Hvorfor flyttede I til New York?

“Vi havde det rigtig godt, hvor vi var – og der var jo absolut ingen grund til at skulle starte helt forfra i en ny by Men det hele var lidt for trygt, og vi havde lyst til at springe ud i et eventyr sammen.” Hvilke udfordringer har I oplevet ved at flytte til et andet land? ” Der er meget praktik ved at flytte til et helt andet land – især når det er et land som USA, hvor de ikke gør det let for en. Social er det meget nemt at få en stor omgangskreds, men New York er og bliver en transitby. Når man lige er kommet tæt ind på folk, flytter de videre. Det er ærgerligt.”

Ændrede jeres forhold til byen sig, da I fik barn?

“New York er en by, hvor man arbejder meget. Vi var vant til en livsstil, hvor vi arbejdede hver dag fra 10 til 10, og derefter mødtes i byen, fik en drink og spiste en god middag. Det gør man ikke, når man får børn, men vi prøver at integrere Lou i vores liv og tage hende med ud til så meget som muligt. Vi er glade for at have oplevet New York inden børn, men det er også en sej by med børn! Vi bruger bare byen anderledes nu, og man kan jo sagtens stadig gå ud eller arbejde igennem, hvis man har en babysitter Men det er dyrt.”

Hvordan er det at have barn i New York?

“Det koster mange penge! Men derudover er der sindssygt mange tilbud til børn – og det er jo en gave. Der er et væld af museer med super gode aktiviteter til børn og et utal af legepladser og parker midt i byen. Her er faktisk alt, hvis man bare ved, hvor man skal lede. Og tager man en time udenfor byen, er der jo smukke naturområder med både strand og bjerge.”

Er der noget, I savner ved Danmark?

“Mest af alt savner vi vores familier, vores venner, og så nok den tryghed, man er så vandt til på alle planer. Når man rejser ud, finder man ud af, hvor godt alt fungerer i Danmark. Noget man nok tager for givet, når man bor der. I New York kan man godt føle sig ret så alene. For eksempel er det, at få børn ret krævende for nybagte forældre. Fra det øjeblik man kommer ind på hospitalet for at føde sit barn, skal man have kreditkortet op af lommen, og når du holder dit nyfødte barn i armene starter hele møllen: Du skal tænke på forsikring, din barsel og dit første lægebesøg, når babyen er tre dage gammel. Ingen sundhedsplejerske, som kommer af sig selv og intet tilbud om mødregrupper, du kan støtte dig til. Og så er det en udfordring at få passet sit barn, når man skal tilbage på arbejde.”

Har I gjort jer nogle tanker om at blive i New York, eller er planen, at I vender hjem til DK på et tidspunkt?

“Vi er stadig på eventyr, nu er vi bare en mere med Lou, men vi tager stadig et år af gangen. Men selvfølgelig tænker vi over, om vi skal tage hjem, når Lou skal begynde i skole. Hun er i hvert fald blevet skrevet op.”

Cover_Kids_Amalie_og_Christian

Amalie, 33 år, udviklingskonsulent, Christian, 34 år, selvstændig kok og gartner.

Amalie og Christian Sørensen Sommer vinkede farvel til Østerbro-lejlighed og livet i storbyen, da de for knap to år siden kørte om bord på trækfærgen som Orøs nye øboere. I drømmene levede de et liv, hvor arbejde og livet med deres to drenge smeltede sammen på et landsted fyldt med kærlighed, gourmetmad og gårdbutik.

Hvorfor valgte I at blive øboere?

“Da vi fik vores ældste søn, Ravn, vidste vi bare, at vi skulle ud af byen. Vi ønskede os et hus med både kontor og gæsteværelse, trappe, brændeovn og legeplads og drømte om at åbne vores egen cafe. Da det gik op for os, at rådighedsbeløbet langt fra rakte til et sted i nærheden af byen, tænkte vi: ‘ Hvor kan vi få alt, som vi ønsker os?’ Og det kunne vi her.”

Hvad håbede I, at det ville give jeres børn?

“Vores ønske var at kunne sige til os selv og børnene, at vi havde turdet forsøge at leve vores største drøm ud i livet. Det er vigtigt at vise, at det er muligt at udleve det, man drømmer om. Også selvom det måske ikke bliver en succes. Allerede nu har vi færre barrierer i forhold til, hvad der kan lade sig gøre.”

Hvad har det betydet for jeres måde at leve på?

“I København blev vores hjem for meget en base for at stå op, gå på arbejde, komme hjem, spise og sove. Her kommer børnene hjem til et levende hjem, hvor vi arbejder, og folk fra øen hele tiden kommer og går. Her er aktivitet og projekter, og de ser noget blive skabt. Alt fra et frø, de er med til at plante i jorden og se spire, til at opleve, hvordan vi forvandler et sted fra ruin til hjem og gårdcafe.”

Hvad har det betydet for børnene?

“Jeg tror, at de oplever færre begrænsninger i livet. Her er jo hverken fodgængerovergange eller lyskryds, men højere til loftet og himlen; plads til at gøre, hvad man har lyst til, bogstaveligt talt. Ravn bruger naturen meget.”

Hvad har I givet afkald på?

“Det der med lige at smutte en tur i biografen, mødes på en bar og snuppe en aftenøl med vennerne. Det kan vi selvfølgelig savne en gang imellem. Vi havde aldrig troet, at vi kunne undvære byen. Men her er der helt andre muligheder, der åbner sig. Nu går vi bare lige en tur ned til vandet eller sætter os ud i marken og drikker en kop kaffe.”

Cover_Kids_Caroline_og_Cornelius

Caroline, 30 år, kogebogsforfatter, Corneliius, 35 år, it-underviser.

Caroline Fibæk og Corneliius Rone er flyttet fra hjertet af Nørrebro til mikrosamfundet Vallø Stiftsyd for Køge med børnene Tjalfe på 7 år og Sophia Elisabeth på 1 år. Et skifte, der skal rykke dem et skridt tættere på drømmen om et økologisk hus og et 100 procent selvforsynende hjem.

Hvorfor valgte I at flytte til Vallø Stift?

“Vi savnede naturen, og det at have plads til at integrere arbejde og familieliv. Vi er begge to selvstændige og har valgt at arbejde hjemmefra for at have mere tid med vores børn. En ung pige i huset skal passe vores datter, Sophia Elisabeth, hjemme hos os, når Corneliius har haft barsel.”

Hvad har det givet jer at flytte fra storbyen til landet?

“Hverdagen er blevet lettere, og picknicken behøver ikke mere være en længere udflugt, men kan spises i haven. I det hele taget stiller livet på landet nogle rammer til rådighed, som gør, at børnene hurtigt kan blive ret selvstændige. Nu tager vores søn på syv for eksempel selv bussen til skole. I København ville jeg jo aldrig have fundet på at sende ham alene med 5A. Alt blev planlagt i byen, og det blev ofte en meget voksen-struktureret form for leg med legeaftaler på diverse legepladser, hvor vi som forældre var med og så på.”

Hvor meget ser I jeres venner nu?

“Faktisk tror jeg, at vi har fået mere samvær med vores venner. Da vi boede i Ørestaden for et par år siden, fik vi aldrig besøg. Vores venner på Nørrebro følte, at der var uendeligt langt til Ørestaden. I København mødtes vi ofte i hverdagen og sad og arbejdede sammen på cafeer, men nu ses vi en hel weekend, hvor vi holder fri og for alvor er sammen. Mange weekender er huset fyldt med mennesker.” Hvad savner I fra livet i byen? ” Vi lever helt afgjort mere alternativt end de fleste. Vi går for eksempel meget op i rawfood og prioriterer, at vores datter ikke skal i vuggestue. For eksempel er det en udfordring, når de andre børn i min søns klasse stiller spørgsmålstegn ved, hvorfor han har hjemmelavet slik uden sukker med til fødselsdag, og hvorfor han aldrig har hverken leverpostej eller trestjernet salami med på madpakken. Der er dage, hvor jeg savner den københavnske mentalitet. I København følte jeg aldrig, at jeg faldt uden for. Her kan jeg godt føle, at folk synes, at vi stikker lige lovligt meget ud.”

Relateret indhold