Hun er både psykiatrisk patient og læge. Som 23-årig fik Marie Dam Heebøll diagnosen bipolar affektiv sindslidelse type 2. Først 15 år senere havde hun samlet mod til at ’springe ud’ offentligt. Siden hun smed masken, har hun følt sig fri til at være sig selv, og hun er kun blevet mødt af omsorg og forståelse. Som læge har hun arbejdet for at skabe gunstige arbejdsforhold for mennesker med psykiatriske diagnoser. Nøglen til at hjælpe psykisk syge er at tale åbent om diagnoser og skabe nuancer i forståelsen af psykisk sygdom.

Socialt Indblik november 2022
Af Anne Anthon Andersen

Hun var godt i gang med at uddanne sig til læge – havde kørt hårdt på med halvårlige stopprøver på medicinstudiet og levet sit liv i 7. gear i årevis, da filmen pludselig knækkede. Marie Dam Heebøll havde længe haft det skidt. Men hun havde skudt det fra sig – druknet følelsen af uro i studier, fest og fart over feltet.

Det var først, da hun pludselig opdagede, at hun skulle mønstre al sin koncentration om hvert eneste ord i en sætning for at formulere noget, som andre kunne forstå, at det gik op for hende, at der var noget galt. Hun kunne ikke tænke en sætning til ende og befandt sig i sin egen klokke, afskåret fra omverdenen.

”Jeg var fuldstændig tømt for kræfter. Det føltes, som om min hjerne var brændt sammen. Der var ligesom pludselig noget, der knækkede,” forklarer hun.  

Hun var 23 år gammel. Boede i Århus sammen med sine fire søskende i en studielejlighed, som deres mor havde købt til dem, så de havde tag over hovedet, mens de studerede. Marie Dam Heebøll var blevet opgivende på det hele, kunne ikke stå ud af sengen om morgenen. Familien var bekymret. Tidligere på året havde hendes læge udskrevet antidepressiv medicin.

”En dag blev jeg så modløs, at jeg tog alle pillerne på én gang. Jeg ønskede bare at få fred,” forklarer hun.

Det var hendes lillebror, der tog hende i hånden og sagde: ”Kom søster. Nu går vi ud til Risskov.”

Marie Dam Heebøll kan mindes de hvide vægge og de halvtomme rum. Ellers kan hun ikke huske så meget fra selve indlæggelsen på psykiatrisk skadestue i Risskov ved Århus, hvor hun var indlagt på akutafdelingen i en uges tid. Men hun kan huske lettelsen over ikke længere at skulle tage ansvar for sig selv i en tilstand, hvor hun ikke følte, at hun kunne stole på sine egne sanser.

”Det at hjælpe psykisk sårbare mennesker kræver meget mere end medicin. Vi er mange, der har fundet mestringsstrategier, som er lige så afgørende som medicin. Fx er det stærkt virkningsfuldt for mig at svømme ud i vintervandet, dykke ned under den blikstille mørke flade og så fange solens stråler nedefra. Det er magisk, det er naturens beroligende medicin.” Credit: Simon Skipper

Efter udskrivelsen blev Marie Dam Heebøll indkaldt til en samtale med en psykiater og en psykolog. Da hun havde fortalt om sine symptomer og sit forløb, ventede hun ude på gangen, mens de to fagfolk drøftede hendes sag. Da hun blev kaldt ind igen, fik hun diagnosen bipolar affektiv sindslidelse type 2. Bipolar sindslidelse er den diagnose, man tidligere kaldte maniodepressiv. Bipolar affektiv sindslidelse er kendetegnet ved svingninger i stemningslejet, skiftende mellem opløftet maniske eller de lidt mildere hypomane perioder, hvor kroppen har svært ved at falde til ro – og ofte udløser søvnløshed, og perioder med sænket stemningsleje ledsaget af depression. For type 2-variationen er der ikke tale om deciderede manier, men at sindsstemningen i stedet veksler mellem såkaldte hypomane perioder og depressioner.

Det forklarede de mange depressive perioder, hun havde oplevet – men også de perioder, hvor hun havde givet den fuld skrald – da hun for eksempel for at dygtiggøre sig før studentereksamen spontant var flyttet til Frankrig for at lære spansk hos spansktalende franske venner til perfektion, hvordan hun havde købt sig fattig i kitesurfing udstyr en gang, hun blev stærkt optaget af at kitesurfe, og hvordan hun havde festet sig igennem hele weekender i sin studietid. Energien var ligesom kommet rullende i bølger, hun havde rejst sig på for at ride gennem tilværelsen med en kraft, der synes ustoppelig. Lige indtil energien var klinget af. Når bølgen lagde sig, var hun klasket sammen. Ude af stand til at tage vare på sig selv.

Da psykiateren og psykologen den dag stillede diagnosen, var der meget, der gav mening for Marie Dam Heebøll.

”Samtidig var jeg lige ved at falde ned af stolen, da de sagde det. Det var en vild tanke, at jeg kunne være bipolar. Det eneste, jeg kendte til diagnosen, var fra bøger og film som Gøgereden, hvor bipolare bliver fremstillet som vanvittige mennesker, man er nødt til at spænde fast og give elektrochok.”

Alligevel gav diagnosen hende en ny tro på fremtiden. For den kom med svar på udfordringerne.

”Pludselig vidste jeg, hvad jeg var oppe imod. At jeg ikke var skør. Jeg fik redskaber, der gav mig lyst til at arbejde med mine udfordringer. Jeg troede på, at jeg kunne få det bedre. Det var rart,” forklarer hun.

Hun begyndte også at tage medicin, der kunne give ro, hjælp til at fokusere og skubbe tvangstankerne på afstand. Marie Dam Heebøll tog hul på en årelang kamp for at finde den rette medicin, og hun begyndte at søge såkaldte mestringsstrategier, der kunne hjælpe hende til at skabe overblik og stabilitet. Men hun holdt sin diagnose for sig selv.

Selvom den hjalp hende til at forstå sig selv, var hun langt fra tryg ved, at diagnosen ville være en hjælp i mødet med omgivelserne. Hun var alt for bevidst om, at andre kunne have præcis samme forestillinger om mennesker med bipolar lidelse, som hun selv havde haft indtil nu. Så det var kun den nærmeste familie, hun fortalte om sin diagnose.

”Det havde vi aldrig gættet”

En dag besluttede hun alligevel at fortælle sin kæreste Henning, at hun var bipolar. De havde kun været kærester i tre måneder, og hun var hamrende nervøs.

”Jeg havde pakket en taske med mine ting og sat den klar, fordi jeg var sikker på, at han ville smide mig på porten. Men det gjorde han ikke. Han tog det pænt og ville bare vide, hvad han kunne gøre for at hjælpe og støtte mig,” forklarer hun.

Det er en af de store udfordringer for mennesker, der lider af bipolar affektiv sindslidelse, at de ruminerer meget – det vil sige bekymrer sig – blandt andet om, hvad andre tænker.

”Man lever i konstant frygt for ikke at slå til,” forklarer hun.

”Det handler om ikke at se patienterne som deres diagnoser. Diagnoserne medfører symptomer, der lægger et slør over dem, typisk i perioder med ustabilitet, men som kan fjernes igen. Det er psykiateres fornemmeste opgave at hjælpe med at fjerne det slør.”

I dag er det 15 år siden, at Marie Dam Heebøll fik stillet diagnosen. Lige siden har hun samlet mod til at lægge sin diagnose ærligt frem. Hun har trænet det skridt for skridt – efter et par år til de nærmeste venner, herefter til ledere og kollegaer i de stillinger, hun har haft som del af uddannelsen til læge. Det sidste halve år er hun begyndt blot at nævne det i en henkastet bisætning. Til hendes børns kammeraters forældre for eksempel.

Marie Dam Heebøll mener, at vi er nødt til at tale åbent om de forskellige psykiatriske diagnoser, hvis vi skal hjælpe mennesker, der lever med dem. Simpelthen for at nuancere billedet. Først når vi taler om det, kan vi ændre holdninger til psykisk sårbarhed og skabe de rammer på arbejdspladserne, i uddannelsessystemet, familierne og samfundet generelt, som gør, at mennesker med psykisk sygdom kan trives og undgå at brænde sammen. Hjælp til psykisk syge kræver omgivelser, der ikke får symptomer til at blusse op, men dæmper dem. Og det kan vi sagtens skabe, argumenterer Marie Dam Heebøll.

”Ofte er jeg blevet mødt af overraskelse og formuleringer a la: ’dét havde vi aldrig gættet om dig’ og ’du har da altid tjek på tingene.’ Sådanne reaktioner vidner om, at der er behov for at skabe viden om psykiatriske diagnoser.”

Tryktesten gav mod

Det var netop ønsket om at bryde tabuerne omkring psykisk sygdom, der i sommer fik hende til at gå all in – springe ud som bipolar helt offentligt. Det var kort efter skyderierne i shoppingcentret Fields i København, hvor en psykisk syg mand skød omkring sig, ramte 10 og dræbte tre tilfældige mennesker. Og debatten om, hvordan vi skaber en bedre psykiatri, blussede op, da det kom frem, at gerningsmanden forgæves havde forsøgt at få hjælp i psykiatrien, kort før han mistede besindelsen.

De politiske forhandlinger om den længe ventede psykiatriplan var i gang, vi stod foran et snarligt folketingsvalg. I dagene efter skudepisoden skrev Marie Dam Heebøll en mail til redaktionen på Zetland, at hun havde erfaringer både som patient og læge, hun ønskede at dele, i et bud på hvad der skal til for at hjælpe psykisk syge, og at hun var villig til at lægge sin egen fortælling frem.   

”Jeg tror, at det, der skete, var, at jeg blev lidt mere fandenivoldsk. Jeg havde tryktestet det med arbejdsgivere. Det virkede ikke længere så farligt. Jeg havde oplevet, at det virkelig havde hjulpet mig selv at stå frem og være ærlig om min diagnose, og den erfaring ville jeg gerne dele med andre. Jeg tænkte, at nu var der en platform til at råbe op. Tiden var moden,” siger hun.

”Her var mit momentum. Jeg ville ikke gemme mig længere.”

Hun ville tage andre i samme båd i hånden og indgyde mod til at stå frem, ved at fortælle om, hvordan hun selv havde samlet mod til at fortælle om sine udfordringer.

Da hun fik diagnosen og redskaberne til at forstå sig selv, fik hun mod på at tage fat på lægestudiet igen. Som færdiguddannet læge, startede hun i 2013 i en stilling, hvor hun indgik i en vagtplan med nattevagter. For bipolare mennesker er faste døgnrytmer afgørende for at stabilisere sindet, hjælpe kroppen i ro og ind i en naturlig døgnrytme. Vender man op og ned på nat og dag, er der stor risiko for at kickstarte en enten manisk eller depressiv periode. Derfor var Marie Dam Heebøll nødt til at være ærlig og forklare, hvorfor hun ikke kunne tage nattevagter, hvis hun skulle kunne varetage jobbet uden at blive syg.

”Det her skal I vide. Men så længe jeg følger mine mestringsstrategier, kan det holde mig sygdomsfri. Jeg oplevede, at mine kollegaer blev benovede over den tillid, jeg viste ved ærligt at stille mig selv i en sårbar situation. De så det som en invitation til at hjælpe, præcis som min kæreste Henning gjorde det dengang.”

Angsten for at blive udstødt

I det hele taget har hun oplevet, at det har hjulpet både arbejdspladser og psykisk sårbare at tale frit og konkret om udfordringer og løsninger. For Marie Dam Heebøll har det været tvingende nødvendigt at oparbejde sunde arbejdsvaner, fx at undgå natarbejde, at sikre fleksible arbejdstider, en ugentlig fridag til at restituere, at indgå i samarbejder, hvor hun deler ansvaret med kollegaer, at undgå konflikter og konstante afbrydelser – at have mulighed for hjemmearbejdsdage.

I dag siger hun hurtigt fra overfor dårlige arbejdsmiljøer, fordi hun har oplevet den udbrændthed, der kan følge med.

Som læge ved Socialmedicinsk Center på Frederiksberg, som udreder erhvervstruede, blandt andet psykisk sårbare, og rådgiver jobcentrene i, hvordan de hjælper psykisk sårbare i job, udarbejdede Marie Dam Heebøll en guide til arbejdspladser, sundhedsfaglige og kommunale jobcentre, der forklarer hvordan man kan sikre optimale og trygge arbejdsbetingelser for mennesker med forskellige psykiatriske diagnoser. Hendes egen erfaring viste, at det gjorde en afgørende forskel at fortælle sine kollegaer og chefer om sine udfordringer. Og hun vidste, hvor svært det er at samle mod til at være ærlig – hvor stor angsten for at blive udstødt eller misforstået er.

”Langt de fleste arbejdspladser vil gøre meget for at holde på deres medarbejdere. Jeg tror, at det er iboende i de fleste mennesker, at de gerne vil hjælpe et menneske, der viser sårbarhed og tillid.”

Hver tiende dansker har en psykisk sygdom. Det svarer til 580.000 danskere. Tallet er konservativt sat ud fra en række undersøgelser. Hver tredje dansker får stillet en psykiatrisk diagnose i løbet af livet, viser tal fra videncenteret Bedre Psykiatri. 

Hvis alle med en psykisk sygdom rakte hænderne i vejret, ville vi alle kende en håndfuld. Hvorfor skulle vi ikke tage hensyn til psykisk sårbarhed, når det er helt almindeligt og naturligt, at vi tager hensyn til somatiske sygdomme, argumenterer Marie Dam Heebøll.

”Det er jo ikke forbundet med skam og skyld og frygt for at blive fyret at bede om et hæve-sænkebord, hvis man har dårlig ryg. Men det er jo den iboende frygt for at blive ekskluderet fra fællesskabet, den eksistentielle angst for at blive udstødt, der afholder mange psykisk sårbare fra at fortælle, hvad de har brug for” siger hun.

Siden hun lagde sin fortælling frem i Zetland i sommer, har hun oplevet noget vildt. Hun bliver meget mindre nervøs, når hun skal tage ordet til et møde eller markere sig i andre sammenhænge.

”Tidligere kunne min stemme ryste, mine kinder blussede op, og jeg blev bange for at tabe tråden. Efter at jeg er sprunget ud som bipolar, føler jeg mig fri på en helt ny måde. Måske er det, fordi jeg ikke længere føler, at jeg skal tage en maske på. Nu kan jeg bare være mig selv. Jeg behøver ikke længere at spille en, jeg ikke er,” forklarer hun.

Marie Dam Heebøll håber, at hendes fortælling kan få flere til at ’stå frem’ med deres diagnose. Turde tale om udfordringer og sige højt, hvad de har brug for fra deres omgivelser uden frygt for at blive stemplet som utilregnelige eller skøre.

Når folk, hun møder, siger, det havde vi slet ikke gættet om sådan en som dig, er det jo anerkendende, men også et udtryk for, at de ved meget lidt om psykisk sygdom, fordi de har et meget lille indblik og en meget karikeret forestilling af, hvad det vil sige at være psykisk syg.

”At så er man én, der ikke kan tage vare på sit liv,” som hun siger:

”Men vi er masser af psykisk syge, der har taget en lang uddannelse, har familie, venner og karriere og lever et tilsyneladende almindeligt liv.”

Men mange har kæmpet hårdt – langt hårdere end det havde været nødvendigt, hvis det var comme il faut at lægge psykiske udfordringer frem, få hjælp, accept og anerkendelse, mener Marie Dam Heebøll:

”Så havde jeg kunne smide masken og føle mig fri længe før. Jeg håber, at det en dag bliver lige så naturligt at sige, at man er bipolar, som at sige, at man har diabetes – at psykiatrien bliver sidestillet med somatikken. Det håber jeg virkelig.”

Diagnosens slør kan løftes

Livet har lært hende, at en kronisk psykiatrisk diagnose kan hæmme i en periode, men at det ikke er ’game over’. Diagnoser tvinger mennesker til at kortlægge deres udfordringer og styrker og til at arbejde med at skabe de mest gunstige betingelser, mener Marie Dam Heebøll.

”Det handler om ikke at se patienterne som deres diagnoser med de symptomer, der følger. Symptomerne er et slør, der bliver lagt over dem, typisk i perioder med ustabilitet, men som kan fjernes igen. Det er psykiateres fornemmeste opgave at hjælpe med at fjerne det slør,” siger hun.

Og det kræver, at psykiatere får ressourcer til at se patienterne som dem, de egentlig er – patienter bliver for hurtigt udskrevet, og det skaber nederlag for psykiatere, fordi de ikke ser frugterne af deres arbejde.

For Marie Dam Heebøll har det været den helt store åbenbaring at kortlægge de arbejdsbetingelser, der skulle til, for at hun kunne trives og skabe balance i sit liv som bipolar.

I dag arbejder hun som læge, men bag et skrivebord med noget, hun virkelig brænder for – patientsikkerhed og forebyggelse af fejl i sundhedsvæsnet. Uden natarbejde, med mulighed for at flekse, et trygt socialt arbejdsmiljø uden konflikter, der kan få tvangstankerne til at løbe løbsk og få hende til at ruminere, og så har hun sikret sig en ugentlig fridag, hvor hun kan restituere.

Hun har også skabt tid i hverdagen til de andre mestringsstrategier, hun har lært sig gennem årene. Hun dyrker yoga, løber, strikker og vinterbader.

”Psykisk syge mennesker er mennesker, der bare har ekstra med i bagagen – det behøver ikke at være negativt. For det er menneskelige følelser, som vi alle kan drage nytte af – fx til at skabe et sundere arbejdsmiljø, som er følelsesmæssigt trygt og anerkendende. Vi bør skabe gunstige, trygge, sociale betingelser, hvor vi tør møde vores kollegaer ærligt, også i sårbarheder. Vi bør være mere nysgerrige på hinanden. Det er vigtigt for dem, der har en psykisk lidelse. Men det er også vigtigt for alle andre.”