Det var mødet med et rådyr, der startede eventyret. Siden har fotografen Mads Hagen ligget i skjul i timevis for at komme helt tæt på dyrene. I bogen Mit Lolland Falster portrætterer han sin hjemstavns vilde natur.

Natur&Miljø marts 2023
Af Anne Anthon Andersen

Morgenrøde. Disen strækker sig i lange lette totter over Lolland Falsters rimfrosne englandskab. Mads Hagen venter foran leddet til den lave strandeng. Med camouflageudstyr og kamera. Klar til at lægge sig til rette i vandkanten, som så mange gange før, for at glide i et med tang og sand, lokke fuglene så tæt på, at han kan skyde portrættet, der foreviger den intense oplevelse af øjenkontakt mellem dyr og menneske.

Det er start april, og selv om solen kun lige akkurat kommer til syne som et orange bånd over skoven i det fjerne, skaber fuglestemmerne i englandskabet en højlydt kakofoni af flerstemmig morgensang.

”April og maj er klart min yndlingsårstid. Der sker så meget. I vinteren har landskabet ligget stille. Så pludselig eksploderer det”, siger Mads Hagen. Og som vi vandrer ud ad lavningerne mod næsset mellem enge, siv og spredte søer, synes det som en passende betegnelse. Det er, som kommer fuglestemmerne os i møde som en eksplosion af morgenfryd alle steder fra.

Vi er fotojournalist Simon Skipper, og jeg. Naturfotograf Mads Hagen har lovet at tage os med ud på dagens opgave. I dag håber han at få et par stærke portrætter af et par vadefugle med sig hjem.

Området er optimalt. For her er en stor variation af naturtyper: engsøer, fjord og strand og store vadeflader; eksotiske miljøer, som sikrer livsbetingelser for arter, som er superspecialiserede i deres levevilkår. Her bor fx gravænder, som har fået netop det navn, fordi de bygger rede i kanin- og rævegrave, forklarer Mads Hagen.

”Og så holder klyden til her. Det er den med det seje næb, der ligesom bøjer op på midten. Danmarks smukkeste vadefugl, hvis du spørger mig”, konstaterer han.

Den håber han, at vi får at se i dag.

”Vi skulle også gerne komme tæt på et rødben og et par af de gravænder, vi kan høre spille i baggrunden derude. Og storspoven. Den kan vi også håbe at få at se”, siger han.

Det vildeste kick

For enden af engstien står et fugletårn. Vi fortsætter forbi det ad tangen, der strækker sig ud i fjordens lave vand. Hvis man vi have øjenkontakt med en vadefugl, må man helt ud i vandkanten og ned i øjenhøjde; bringe sig i fugleperspektiv.

Det er kun fire år siden, at 24-årige Mads Hagen begyndte at fotografere. Alligevel er han kommet lige så tæt på dyrene som selv de dygtigste naturfotografer, og sidste år udkom hans første fotobog Mit Lolland-Falster. Bogen var resultatet af fire års intens jagt på store naturoplevelser og nærkontakt med hjemstavnen Lolland-Falsters vilde natur. Alt hvad han ved om at fotografere og komme tæt på dyrene, har han lært sig selv. Alligevel lever Mads Hagen i dag af at portrættere naturen som professionel naturfotograf.

Egentlig spirede passionen som en drøm om at lave storslåede naturfilm af eksotiske steder rundt omkring i verden. Men som nyslået student var det projekt urealistisk.

”Jeg havde ligesom ikke penge til at rejse rundt i verden for at fotografere. Så jeg besluttede at give det et skud herhjemme”, forklarer han.

Til at begynde med havde han bare et kamera med, når han gik sine daglige ture i skoven, der grænsede op til villakvarteret i Sundby nær Nykøbing Falster, hvor han boede med sine forældre.

I skovbrynet mødte han en dag et rådyr. Det blæste, og Mads Hagen gik op imod vinden. Måske var det derfor, at det lykkedes ham at komme så tæt på, før rådyret bemærkede ham.

”Der var vel 10 meter mellem os, da det løftede hovedet, kiggede mig i øjnene, før det vendte om og satte i løb ind i skoven. Det var et stille øjeblik og så samtidig ekstremt adrenalinfyldt. Det var det vildeste kick, og med det samme vidste jeg, at jeg ville gøre alt for at opleve det igen”, forklarer han.

Siden har Mads Hagen tillært sig metoder til at komme helt tæt på dyrene uden at skræmme dem væk. Han har lært sig at fastholde nærværet i mere end et flygtigt øjeblik.

Det er en af de metoder, vi skal prøve i dag. Vi skal gemme os og forhåbentlig opleve kunsten at blive glemt af de vadefugle, der holder til, hvor det lave vand møder stranden på kanten af fjorden på det nord- østlige Lolland-Falster.     

Som et terningekast

I 2018 lavede Mads Hagen en liste over alle de dyr, han ville kunne finde og fotografere på sin hjemstavn. Han satte sig ind i, hvor de levede, og hvornår og hvordan han havde størst chance for at komme tæt på dem. Han fik den ene store naturoplevelse efter den anden og blev hurtigt overrasket over, hvor meget forskellig natur, han havde adgang til alene på Lolland-Falster.

”Jeg fandt ud af, at jeg slet ikke skulle så langt væk. Fx opdagede jeg dansende lappedykkere i sivskoven ude bag Nykøbing Havn i Guldborgsund. Det var et helt perfekt sted for mit flydeskjul. Herfra gik der sport i det. Jeg måtte finde de bedste motiver og historier”.

Solen er gledet op over trætoppene, sender en dyb orange glød ind over fjordens blanke vand. Det er vindstille. Men vinden har stået i øst, så vadefuglene går langt ude.

”90 procent af tiden går med at vente på, at det rigtige øjeblik pludselig opstår. Udfordringen ved denne tid på året er, at vi kun har et par timer med det rette lys”, forklarer Mads Hagen. Han slår camouflageteltet op og stiller det i vandkanten.

”Her kan du tage plads”, siger han og planter en skammel i teltet, før han trækker sit eget skjul op af rygsækken; et liggeunderlag og et tanglignende net.

”Lad os håbe på det bedste”, siger han og spænder en lang telelinse på kamerahuset. Selv den er camouflagefarvet, så den kan pege ud under tangnettet uden at vække for meget opsigt.

Mads Hagen kravler ned under det medbragte net, lægger sig fladt på maven, går i ét med tangtæppet på stranden og lader kameralinsen pege ud over vandet.

”Det er ret simpelt, men det er ubetinget mit bedste skjul. Herfra har jeg oplevet, at fugle er kravlet helt op på mig”, siger han.

Over os svæver et fugletræk, vi kan høre viben inde fra strandengen, se svanerne svæve i par over fjorden, et godt stykke væk.

Vadefuglene går stadig alt for langt ude, til at han kan portrættere dem skarpt. Han havde håbet på lidt vind og højvande. For fuglene går op imod vinden, og under sådanne forhold ville de være gået os i møde, forklarer han.

”Det er lidt et terningekast. Man kan aldrig vide. Men jeg kan ikke bare sidde derhjemme og vente på den perfekte dag. Jeg må bare prøve og se, hvad der sker. Måske er jeg heldig”, konstaterer Mads Hagen.

De første 20 minutter sker der ikke så meget, forklarer han:

”Vi skal lige glemmes. Så vender naturen tilbage til sig selv igen”.

Langt fra hverdagsproblemer

Det er lige så meget denne følelse, som det er selve fotografiet, der optager ham. For Mads Hagen er jagten på det nærværende portræt af et dyr i lige så høj grad en stræben efter at mestre kunsten at blive glemt.

”Når det lykkes, og dyrene glemmer, at man er der, får man en helt særlig oplevelse af at glide i ét med naturen og blive en del af den. Det er som at iføre sig en magisk usynlighedskappe. Man får fri adgang til at møde og betragte dyrene på helt nært hold”, siger han.

Vi er stille længe, venter fra hvert vores skjul. Så pludselig blander en helt lille salve af klik fra kameraet sig med fuglenes stemmer. Det er ikke umiddelbart til at se, hvad der er i sigte. Men Mads Hagen har løftet camouflagelinsen fra strandbredden, taget sigte skråt ud til venstre. Og lader man blikket følge dens retning, vil man se en lille lavbenet fugl nærme sig. Det må være et rødben og bag den måske en mulig partner. De to fugle pirker i vandoverfladen, og telelinsen fra stranden følger deres bevægelse mod højre. Da de kommer tættere på, kan man se den forrestes fugls spejlbillede. Det er, som kysser den sig selv, hver gang næbet rammer vandspejlet.      

”Når jeg ligger her under min dyne af tang er der virkelig langt til hverdagsproblemer. Det er ikke ligefrem Nem Id, jeg ligger og tænker på”, konstaterer Mads Hagen.

De rødbenede vadefugle tripper lidt, som tager de tilløb på stedet, vel en 20-30 meter ude, før de letter og flyver længere ud.

”Jeg tror ikke, at vi skal forvente, at der sker så meget mere i dag”, siger Mads Hagen, da vi har ventet fra hvert vores skjul i en times tid. Han når næsten ikke at færdiggøre sætningen, før han afbryder sig selv.

”Vent lige lidt? Der er sørme en gravand”, siger han og sender endnu en byge af klik afsted fra kameraet under camouflagenettet.

Meget at miste

Da gravænderne er lettet, kravler vi ud af vores skjul og pakker sammen. Solen er stået op, og morgenlyset er blevet dagslys.

”Jeg elsker morgenerne. At opleve hvordan landskabet ligesom vågner og folder sig ud i dagen”, siger han, da vi går tilbage ad tangen op mod engstien og grusvejen, hvor vi mødtes for et par timer siden.

”Jeg vil vise andre, at de ikke behøver at rejse langt for de store naturoplevelser. Den danske natur kan meget mere, end man går og tror”.     

Mads Hagens næste større fotoprojekt handler om skrøbelighed. For selvom Danmarks natur er mangfoldig, er mange arter desværre truet. En af dem er sommerfuglen Rødlig Perlemorsommerfugl, som er forsvundet fra de fleste steder i Danmark og nu kun er at finde et enkelt sted på Sjælland ved Ringsted, og på øerne omkring Lolland-Falster, fordi den mangler skovlysninger, hvor den finder den lille viol, den lever af. Det er sådanne sammenhænge, researchen og forberedelserne til fototurene har givet ham forståelse for. Og den viden der gør det magtpålæggende for ham at dele sine oplevelser, viden og fascination af naturen, forklarer han.  

”Alting hænger sammen i naturen. Alt er forbundet”.

”Jeg har et stort ønske om at give andre de samme naturoplevelser, som jeg selv har fået. Og så vil jeg minde om, at det ikke er givet, at naturen forbliver, som vi kender den, hvis ikke vi passer på den. Jeg vil vise, hvad vi står til at miste, hvis vi ikke passer bedre på naturen. Og det er ikke så lidt”.