For bare et par uger siden sled vi os igennem dagene i mørke. En tunghed i kroppene som ligesom aldrig blev vækket helt. Når drengene var puttet, trak vi i kedeldragterne, greb vores værktøj for at bygge entre, til natten tog over, og vi overgav os til søvnen. Gik om kuld simpelthen.

Februar 2016,

Af Anne Anthon Andersen

Det er løgn, når jeg skriver, at byggeprojekter er ren terapi. I hvert fald hvis man læser skriften så bogstaveligt, at det at bygge er ren idyl og afstressende. Der er grænser. Selvfølgelig er der grænser. At fastholde følelsen af at lade sig heale med hammeren i hånden, renselsen i at lade en væg falde, samle murbrokker i sække og spartle huller ud, kræver pauser. Ophold i byggeriet. Følelsen af at nå i mål med projektet. Kunne give en høj femmer og sige; så fik vi ordnet det rum. Det at nyde synet af skabelsen, man har frembragt med egne hænder. Suge lyset som står ind fra nye vinkler. Det har vi lært af at bygge her. Vigtigheden af pauser. Ophold mellem byggeprocesser. Det er der, vi er nu. Endnu et projekt ser sin slutning, entreen er malet, de sidste huller lukket, og vi øjner byggepause for en stund, når de sidste detaljer lige om lidt er på plads. read more

At være nær, være på, være fader og modermøtrik i familieforetagendet kræver, at vi af og til logger ud. Stikker af og smager eskapismens sødme. Suger solenergi og inhalerer den rene frie fjeldluft i dybe drag. Vores vinterferie var på mange måder en bouillonterning af de udfordringer og glæder, der er grundelementer i projekt bæredygtig familie. Udmattende og fuld af forvirrende lykke.

februar 2016,

Af Anne Anthon Andersen

Vi ved det godt, allerede da vi bestiller rejsen. At der er forventninger og virkelighed. Og at de to størrelser oftest er forskellige fra hinanden. Selvfølgelig gør vi det. Der er skiferier, som vi kender dem, fra før vi blev en familie. Dengang var vi altid på ski. Ferier omgivet af sne og bjerge. Fart, forkælelse og forelskelse var en obligatorisk del af februar. Kærestetid. At mærke luften under skiene i hop mellem niveauforskelle på pisten, køre om kap mod bunden, at bygge en snestol og holde i hånden der et sted midt i ingenting, tosomhed, frihed. read more

Badet i sne og det lys, der har stået omkring os og Æblehuset i denne uge, bliver afstandene stærkere. Roen dybere. At flytte herud handler om afstand. At leve her handler om at ind- og udånde fred. Nærvær. Ugens indlæg handler om, hvordan sneklædte marker understreger afstande. Om hvordan afstande kan skabe nærhed. Og om hvordan natur og landskaber griber ind i det liv, vi vælger at leve. I centrum. Eller på afstand.

januar 2016,
Af Anne Anthon Andersen

JEG FALDER. Jeg ved ikke, hvordan det kan ske så hurtigt. Jeg ved bare, at jeg falder. Kroppen kollapser under mig. Jeg sidder på en restaurant på Vesterbro med min freelancekollega og makker Marie. Vi har spist middag, fejret de seneste måneders arbejdssucceser. Skålet. Mest alkoholfrit for mit vedkommende. Jeg er fem måneders gravid med min yngste søn Morgan. Alt er lysende. Og så er det, jeg falder. read more

Forskning og statistikker er ikke på kernefamiliens side. Kravene fra samfundet, arbejdslivet og os selv ej heller. Vi vil det hele. På én gang. Det er, som moser vi de mest ressourcekrævende af livets landvindinger ind i et alt for kort kapitel i livet. Måske skal vi leve anderledes, hvis vi vil leve et bæredygtigt familieliv? Måske skal vi downshifte – lidt ligesom med klimaet? For klodens, kroppenes og kærlighedens skyld. Måske er det mere simple livsformer, der skal redde vores familier, så vi ikke lander i vores forældres fodspor; forlader hinanden, glemmer familiefællesskabet og alt det, vi drømte om at bygge op… read more

At bygge er ikke kun et praktisk spørgsmål om at rejse vægge og skaffe mere plads og nye rum. Ikke et spørgsmål om materiel udvikling alene. Det handler i ligeså høj grad om trivsel – det at bygge har en stærkt terapeutisk virkning. Og så er det vanedannende.

januar 2016,

Af Anne Anthon Andersen

Egentlig havde vi fredet dagene omkring årsskiftet. Den første dag i året havde vi endda fået drengene afsat. Vi skulle indånde ro og gå året i møde hånd i hånd. I tosomhed og zen. Ingen praktik, ren selvforkælelse. Det nåede vi også. Men vi kunne alligevel ikke lade byggeriet helt i fred. Pludselig fandt vi os selv med vinkelsliber, hammer omgivet af en voksende bunke murbrokker. Indhyllet i cementstøv. En væg i entreen skulle ned. Vi var som magnetiserede. Nyt år. Nyt byggeprojekt. read more

Hverdagen var blevet en familiefabrik uden plads til ro og fordybelse. Da vi flyttede på landet, var det ikke bare en mulighed, men et instinkt. Siden har vi bygget og dyrket i et væk. Mellem grød, tøjvask og bleer. Mos, madlavning og madpakker. Men husket at kysse i vores kedeldragter. Vi har aldrig haft så travlt som nu, og aldrig følt mere ro og rummelighed.

januar 2016,

Af Anne Anthon Andersen

Før jeg fik børn, var det en ligeså naturlig del af morgenen som tandbørsten at springe ud af sengen og direkte i løbeskoene, der stod klar i entreen. For at starte dagen fuld af den energi, der altid ligesom ophobede sig i mig i løbet af natten. Pludselig krævede det en halv liter sort kaffe og en plade chokolade at få overskud til at komme videre i dagen, når klokken slog senest 10. Koffeinen og sukkeret holdt mig godt kørende en times tid. Så kom nedturen. read more