Blog

Byggeterapi

At bygge er ikke kun et praktisk spørgsmål om at rejse vægge og skaffe mere plads og nye rum. Ikke et spørgsmål om materiel udvikling alene. Det handler i ligeså høj grad om trivsel – det at bygge har en stærkt terapeutisk virkning. Og så er det vanedannende.

 

januar 2016,

Af Anne Anthon Andersen

Egentlig havde vi fredet dagene omkring årsskiftet. Den første dag i året havde vi endda fået drengene afsat. Vi skulle indånde ro og gå året i møde hånd i hånd. I tosomhed og zen. Ingen praktik, ren selvforkælelse. Det nåede vi også. Men vi kunne alligevel ikke lade byggeriet helt i fred. Pludselig fandt vi os selv med vinkelsliber, hammer omgivet af en voksende bunke murbrokker. Indhyllet i cementstøv. En væg i entreen skulle ned. Vi var som magnetiserede. Nyt år. Nyt byggeprojekt.

DA VI SIDSTE FORÅR FLYTTEDE PÅ LANDET, var det for at få luft under vingerne, græs mellem tæer og jord mellem fingre. Men også for at bygge.
Mads og jeg har altid drømt om at skabe et liv på landet på et godt stykke jord med udsigt. Udsyn og udviklingspotentiale til de næste mange år: et sted hvor vi kan blive, som vi kan forme og skabe, bygge til og bygge om.
Jeg har altid vidst, at vi deler passionen for at bygge. Jeg har altid drømt om at bygge mit eget skriveværksted med udsigt. Og jeg har vidst, at det giver os noget uundværligt livsforstærkende at bygge sammen.

Siden vi landede herude, mellem enge og åbne vidder, græssende dyr, og udsigt til å og landsbykirke, 10 km vest for Roskilde, har vi bygget. Vi har bygget det atelier og skriveværksted, jeg altid har drømt om. Fra bunden. Da vi overtog, var det, der i dag er netop det – mit skriveværksted – et gammelt skur, ikke andet. Engang blev her lavet briller. Her boede en brillemager, og han sad her og byggede sine briller med præcis samme udsigt over engen og åen, som jeg nu skriver på – høj af – hver dag. Men det er mange år siden. Bygningen var stærkt medtaget, og vi måtte starte forfra. Helt forfra. Bryde vægge ned, banke gulve op og grave 60 centimeter dybt for at kunne bygge til dagens standarder.

Som byggeriet er skredet fremad, er jeg ikke alene blevet klogere på vindpap, reglar, isoleringsevner, dampspær og cementstøbning. Men også på hvorfor jeg elsker at bygge.

MENS JEG HAR GÅET OG SPARTLET og malet og finjusteret de sidste detaljer, er mine tanker vandret tilbage. Til barndom og dengang jeg fuldstændig opslugt hamrede og savede og malede det ene skæve hus efter det andet på de byggelegepladser, jeg var så velsignet at tilbringe en stor del af min barndom på. Eller alle de timer jeg hjemme i haven hjalp min far med at skrue og hamre, bygge et kaninbur, en gangbro til hønsene, et højbed, lede efter tabte skruer i græsset.
Jeg blev opslugt af processen. Glemte alt andet omkring mig simpelthen. Det er det samme, jeg oplever, når jeg skriver, bygger en tekst.

MAN TALER OM HAVETERAPI. Denne terapiform bruger man blandt andet til behandling af krigsveteraner med posttraumatisk stress og andre psykiske efterreaktioner. For eksempel i den specialindrettede have Nacadia i Hørsholm. Inspirationen kommer fra haveprojekter i Storbritannien og USA, hvor veteraner med psykiske lidelser har haft stor gavn af lignende behandlingsmetoder. Målet er, at soldaterne i naturen skal genfinde nærværet og nuet. Fordi naturen ikke stiller krav, men inviterer til bare at være.
Jeg tror på, at det har den samme terapeutiske virkning at bygge. Det er et faktum, at det at skabe noget kreativt virker som stærk modgift til stress. For mig har et byggeprojekt samme virkning. Hændernes bevægelser, arbejdet med et konkret stykke værktøj, søm der skal plantes, fuger som skal spartles. Det at processen, de spor kroppen efterlader, er så synlige. Den måde trætheden materialiserer sig helt fysisk. Den måde søvnen bliver dybere, drømmende sødere på.

Ikke sjældent bliver jeg mødt med spørgsmål som: Er det ikke en lige lovlig stor mundfuld? Hvordan har I tid til alt det byggeri? Kan det ikke bedre betale sig at få nogle håndværkere til at bygge for jer? Og tænk at du gider det?

Mit svar må være: Jo det kunne vi godt. Men sagen er, at der er alt for mange fordele i at gøre det selv. Alt det man lærer undervejs, om reglar, vindpap, isoleringsteknikker og cementstøbning.

HELE BÆREDYGTIGHEDSPERSPEKTIVET. Alle de ressourcer vi sparer miljøet for i form af håndværkertimer, transport til arbejdsfolket. Det at vi selv som bygherrer, entreprenører og håndværkere har mulighed for hele tiden at tænke genanvendelse og materialevalg ind i processen, fordi vi følger den så tæt – og fx pludselig får ideen at bygge et kæmpe højbed af alle de gamle gulvbrædder. Det sparrede os mange ressourcer, tid og ture til genbrugsstation og byggemarkedet, og vupti: så havde vi et sted at aflæsse al jorden, vi havde gravet op for at isolere gulv.
For ikke at tale om potentialet i at virke som forbillede for sine børn. Det at vise dem, at det er muligt selv at skabe det, man drømmer om – tydeliggøre for dem at det kræver hårdt arbejde at nå sine mål, men at det kan lade sig gøre, hvis man vil.

Som Amalie Maj Sommer, iværksætter, mor og øboer på Orø, så rammende formulerede det, da jeg interviewede hende til en artikel i Cover Kids om netop at flytte ud på en ø, for at stable restaurant på benene, bygge hus og dyrke sin jord – udleve drømmene sammen med sine børn og opdrage dem i, hvordan alt det, vi spiser, kommer fra jord til bord. Da jeg spurgte hende, hvad hun og hendes mand havde håbet på at få ud af at flytte ud af byen, lød svaret: ”Vores ønske var at kunne sige til os selv og børnene, at vi havde turdet forsøge at leve vores største drøm ud i livet. Det er vigtigt at vise, at det er muligt at udleve det, man drømmer om.” Og lige præcis det at bygge noget op rent fysisk er for mig at se en af de mest effektive måder at inspirere sine børn til handling og udlevelse af drømmene på. Show it don’t tell it, lyder et råd i fortællekunsten. Det gælder også i virkeligheden.

God januar og rigtig god arbejdslyst til alle, der skal bruge noget af den og det nye år på at bygge. Stort som småt.

Anne

Relateret indhold