Blog

Drømmen om en bæredygtig familie

Forskning og statistikker er ikke på kernefamiliens side. Kravene fra samfundet, arbejdslivet og os selv ej heller. Vi vil det hele. På én gang. Det er, som moser vi de mest ressourcekrævende af livets landvindinger ind i et alt for kort kapitel i livet. Måske skal vi leve anderledes, hvis vi vil leve et bæredygtigt familieliv? Måske skal vi downshifte – lidt ligesom med klimaet? For klodens, kroppenes og kærlighedens skyld. Måske er det mere simple livsformer, der skal redde vores familier, så vi ikke lander i vores forældres fodspor; forlader hinanden, glemmer familiefællesskabet og alt det, vi drømte om at bygge op…

 

januar 2016,
Af Anne Anthon Andersen

Lad mig starte med en art varedeklaration: Jeg har hele mit liv drømt om at skabe en bæredygtig familie. Lige siden at mine forældre annoncerede, at de skulle skilles, og jeg tyrede en kop af 70’erbrunt stentøj igennem køkkenet som 7-årig, har jeg haft ambitioner om, at jeg ville gøre ALT, hvad jeg kunne for selv at skabe en bæredygtig familie.

Jeg er fra 1983. Da mine forældre blev skilt tilbage i 1990, var de som bekendt langt fra alene. Skilsmissestatistikkerne fra starten af 1980’erne viser, at for hver andet par, der blev gift, endte et ægteskab i skilsmisse. Det var en tid med økonomisk krise, faldende huspriser, inflation og høj arbejdsløshed. Mange så friheden fra ægteskabet som et inciterende lys i mørket. Det blev både populært og alment acceptabelt at gå fra hinanden.

Derfor er en ganske stor del af min omgangskreds også vokset op som skilsmissebørn, og derfor har det været et naturligt emne at drøfte årsagerne; hvorfor var det, at vores forældres familiedrømme for så mange kørte af sporet dengang i 80’er og 90’erne? Hvad er det for drømme, vi selv har for vores familieliv? Og hvilke udfordringer har vi, når det kommer til at realisere dem?

Psykologens svar på kærlighedskrise

Der gik mange år, førend at jeg sådan for alvor begyndte at tro på, at det såkaldte “kernefamilieliv” var muligt. Jeg levede med et indbygget paradoks. 1. Kernefamilien var mit største ønske. (Jeg ville tage det tilbage, der var blevet taget fra mig). 2. Min grundindstilling var, at kernefamilien var en utopi. Uladsiggørlig simpelthen.

Da jeg var i starten af 20’erne, kunne jeg slet ikke forestille mig, at jeg selv nogensinde ville indvilge i at blive gift. Selv om jeg var forelsket og i et lykkeligt forhold til min kæreste gennem mange år. Cirka midtvejs gennem 20’erne mødte jeg helt tilfældigt på et højskoleophold en psykolog. Han havde forsket i netop skilsmissers konsekvenser for troen på kærligheden. I forbindelse med sine studier havde han interviewet en række voksne kvinder og mænd for at afdække, hvad deres erfaringer med at være vokset op som skilsmissebørn, havde betydet for deres egne parforhold.

Hans undersøgelse viste ikke overraskende, at: 1) De nærede markant mistillid til ægteskabet 2) Deres tolerancetærskel og udholdenhed i parforhold var tilsvarende markant lavere end svarpersoner, der var vokset op med kernefamilien som ramme. Selv mindre konflikter fik dem til at  afslutte forholdet. 3) Når de var i et forhold havde de langt flere tærende konflikter og sværere ved at håndtere dem.
Det blev dengang et vendepunkt for mig: 1) at erkende hvorfor jeg havde denne iboende modstand mod noget, jeg så gerne ville opnå 2) at have forklarende fakta at forholde de ofte følelsesladede diskussioner om familieformer og parforhold til. Og mine konfliktfyldte relationer til det skyggeland, der var min fortid, hvad familierelationer angår.

Når venners familier splittes

I årene, der fulgte, som vi nærmede os de tredive og alvoren omkring det selv at skabe familie, var vi mange, der blev enige om, at der måtte komme en modreaktion. Vi, der i så stort et omfang var vokset op med skilsmisse som et næsten alment grundvilkår, ville skabe en modtendens – vi ville gå op imod alle psykologistudiernes konklusioner om at gentage vores forældres livs- og kærlighedsmønstre – vi ville netop realisere kernefamilien. Og vi ville kæmpe ekstra hårdt for den.

I dag er min ældste søn August fire et halvt. Min yngste søn Morgan halvandet. Og nu begynder de første i min vennekreds med jævnaldrende børn at gå fra hinanden. Det er klart, at det sætter gang i overvejelser og analyser om hvorfor? Hvad går galt? Hvordan kan vi leve anderledes og passe bedre på de familiefællesskaber vi har bygget op? Ikke som selvopofrende mødre og fædre, men som levende familier med plads til individuelle behov og ønsker. Familiefællesskaber hvor vi går på kompromis, men også insisterer på at bevare integritet og forfølge drømme, børn som voksne.

Jeg er vild efter at finde veje derhen og vil lede efter svar i undersøgelser, debatindlæg, artikler og blogs. Ligesom jeg vil interviewe mennesker, der kan gøre os klogere på, hvad man kan gøre for at skabe de bedste betingelser, gøde familiens muld, så den bliver bæredygtig. Præster, pædagoger, psykologer. Mødre, fædre, gifte såvel som skilte, bedsteforældre og andre, der kan gøre os klogere på familielivet.

Som omfavnet af den klarhed, kun frost og pludselig januarsol kaster af sig en søndag morgen, før landsbyen omkring os vågner.

Som omfavnet af den klarhed, kun frost og pludselig januarsol kaster af sig en søndag morgen, før landsbyen omkring os vågner.

Måske skal vi ikke dele seng?

Jeg vil med bloggen her dele mine overvejelser og eksperimenter ud i, hvordan man kan omtænke måden at indrette sig som familie på. Det kan være gode råd til at spare tid og penge, nye måder at være sammen på, integration af familie- og arbejdsliv og gode ideer til, hvordan man kan gøde kærligheden til sin elskede.

En af de ting, jeg allerede selv har gjort for at løsrive mig fra normerne og 2×37 timers lønmodtagerjob og institutionsbørn er at bygge et anneks i bunden af min have og leve af at freelance. En tilværelse hvor jeg kan skrue op og ned for projekterne og i flere tilfælde have mine børn med på arbejde på en måde, der giver mening for både dem og jeg. Det har jeg blandt andet gjort for at ruske op i faste rammer, for at frigøre mere tid og integrere familieliv og arbejde. Lad mig en gang for alle understrege, at jeg ikke er modstander af skilsmisser. Der kan være gode grunde til at gå fra hinanden. Og der er masser af eksempler på, at det er bedst for alle parter at ombryde familien og den måde, man lever på. Projekt bæredygtig familie handler for mig at se ikke så meget om at partout at leve under samme tag, som det handler om at leve i bæredygtige relationer til hinanden – og her kan det måske være en forudsætning, at man ikke lever under samme tag eller sover i samme seng for den sags skyld. Det kan være en anden måde at ruske sine vante rammer på for at lade dem lande på ny.

Men der er mange andre tandhjul at smøre og idéer til projekt bæredygtig familie. Dem håber jeg, at I vil komme med input til løbende. Bloggen her bliver ideelt set et forum for konstruktiv debat om familieliv og bæredygtighed – både hvad angår relationer, fællesskaber, natur og miljø.

Men først skal jeg naturligvis have lagt et kommentarfelt ind på bloggen her, så I kan kommentere. Jeg arbejder på sagen. Det kommer snart!

 

Bedste hilsner,

 

Anne

Gem

Relateret indhold

0 kommentarer

Skriv en kommentar