Blog

Afstand

Badet i sne og det lys, der har stået omkring os og Æblehuset i denne uge, bliver afstandene stærkere. Roen dybere. At flytte herud handler om afstand. At leve her handler om at ind- og udånde fred. Nærvær. Ugens indlæg handler om, hvordan sneklædte marker understreger afstande. Om hvordan afstande kan skabe nærhed. Og om hvordan natur og landskaber griber ind i det liv, vi vælger at leve. I centrum. Eller på afstand.

 

januar 2016,
Af Anne Anthon Andersen

JEG FALDER. Jeg ved ikke, hvordan det kan ske så hurtigt. Jeg ved bare, at jeg falder. Kroppen kollapser under mig. Jeg sidder på en restaurant på Vesterbro med min freelancekollega og makker Marie. Vi har spist middag, fejret de seneste måneders arbejdssucceser. Skålet. Mest alkoholfrit for mit vedkommende. Jeg er fem måneders gravid med min yngste søn Morgan. Alt er lysende. Og så er det, jeg falder.

Jeg vågner i hænderne på en lettere rundtosset tjener. Senere et hold Falckredere, mindre rundtossede. Ambulance. Saltvandsdrop. Min puls er åbenbart faretruende lav, så de skyder hurtigt endnu et drop i den anden arm. En anden gang var det på badeværelsesgulvet, jeg vågnede en nat. Min mand Mads vågnede af lyden, da kroppen ramte gulvklinkerne. Forskrækket. Jeg selv begyndte at vænne mig til momentvis bevidstløshed.
Lægerne sagde: lavt blodtryk. Min egen intuition indeholder stikord som evigt sitrende energi. Ambition, drive og drømme. Mange drømme og projekter. For lidt tid. Alt for lidt. Vilkår vi er mange, måske særligt småbørnsforældre, der deler.

DER HVOR TANKERNE GALOPERER gennem mørket, idéerne flyder, og selv natten bliver fuld af lys, kroppen ude af stand til at lukke ned. I det rum er det svært at træde ud af centrifugen.
Det kræver afstand. For mig kræver det afstand. Naturen som en art absorberende filter. Det er, som suger den noget af den sitrende utålmodige rastløshed ud af kroppen. Sender beroligende strømme retur. At betragte sig selv og familiefabrikken kræver afstand. På afstand er der mulighed for at træde nye veje. Afstand er en måde at skabe overblik på. Hvordan vil vi leve? Lever vi det liv, vi drømmer om? Hvad er pligt? Hvad er lyst? Normer? Lidt som på en god lang ferie – man kommer hjem med nye perspektiver. Sådan oplever jeg, at marker og enge skaber afgørende afstande her.

Sneen lægger sig langsomt over os, glaserer engen og landskabet i et lag af hvidt. Det synes, som dæmper den lydende, udvider udsynet. Vi finder kælkene frem. Trækker dem og drengene ned over engen, hvor en nabo og hans søn fejer en firkantet skøjtebane på søen, som er frosset til. I et par timer, er det, det vi gør. Fejer isen. Stilhed.

Morgenfred og udsigt fra mit skriveværksted en smuk og helt almindelig hverdagsmorgen. Jeg elsker at sidde og skrive her.

Morgenfred og udsigt fra mit skriveværksted en smuk og helt almindelig hverdagsmorgen. Jeg elsker at sidde og skrive her.

AT BOSÆTTE SIG PÅ AFSTAND af byen giver luft og ro, rum for fordybelse. Selv om vi aldrig har haft så mange projekter, som vi har haft her i Æblehuset de sidste mange måneders tid, har jeg aldrig i mit liv følt en dybere ro. Plads til at synke ned i dem, være i processen ikke alene i evig fremdrift mod mål. Det er der mange grunde til.
Her er et par af dem:

Jeg tror på, at det at skabe og bogstaveligt talt stikke fingeren i jorden er ren terapi for alle medlemmer af den travle familie. Det er bevist, at det at frembringe, skabe og se noget vokse frem mellem fingrene, dæmper stress, virker som lithium på kroppens urolige impulser.
Det uanset om det er at hækle et krammedyr eller smøre et hus ind i mørtel for så at pudse det glat og fint. Jeg tror, at det er en af grundene til, at jeg altid har følt mig draget af frembringelser – de oplevelser der følger med dem – at skrive en tekst, bygge et hus, stikke et frø i jorden og se det gro – eller at lave børn for den sags skyld. Præge dem, lægge kimen til de mennesker, de bliver.
Frembringelserne har vi fået mere rum til her på landet. Sammen. For det er blevet langt lettere at have børnene med i vores projekter. Når det er lyst, er vi ude. Vi bygger eller reparerer en dør, sår og dyrker jorden, samler æbler, giver et par til hestene, fodrer høns og bygger en hule, spreder et tæppe ud og læser i græsset, laver picnic, tænder bål, planter et træ, drikker varm kakao og betragter lyset, som står zinkhvidt ind over engen, kirken på den anden side af åen. Vi var også ofte ude, da vi boede i byen. Men det var på en anden måde. Altid et mål. Altid på tid. Altid en masse planlægning af seancen. Når vi endelig havde fået pakket os sammen og moset hele familien ned gennem opgangen og ud af huset, havde vi glemt et par vanter deroppe. Så var det sutten eller et halstørklæde. Når vi så var af sted, var vi altid på vej. Til legepladsen eller stranden, med hele oppakningen. Så var vi dér et par timer, før vi igen brød op. I byen var det, som kaldte mulighederne ustandseligt på mig og os. Altid på vej. Aldrig denne falden ned og til ro i naturens favn, som jeg finder nu. Det er bare sværere at blive stresset her.

Is i tagskægget på vores gamle hus.

Is i tagskægget på vores gamle hus.

OFTE TILBRINGER VI TIDEN UDE UNDER ÅBEN HIMMEL. Det sætter sig i kroppene. Berusende. Beroligende. Vi får mere lys – rødere kinder, flere d-vitaminer, et af de bedste værn mod tungsind og vintertristhed. Ren udeterapi.
For som psykolog og haveterapeut i terapihaven Nacadia i Hørsholm Dorthe Djernis forklarer det på Sundhedsstyrelsens hjemmeside:
»Naturen i haven ligner naturen i menneskets krop og psyke, og derfor kan vi hente billeder på sindets processer i haven. For eksempel skal planter have næring for at vokse, ligesom mennesket skal huske at nære sig selv og ikke kun yde,« fortæller Dorthe Djernis.
Lad det her på falderebet være en opfordring til at stikke en tur ud i naturen og lade den inspirere dig til, hvordan du kan gøde og vande dig selv.

 

Anne

Relateret indhold

0 kommentarer

Skriv en kommentar