For to uger siden lagde vi befrugtede æg under vores skrukhøne. Siden har hun sparket et af dem ud af reden og spist halvdelen af de resterende under sig. Lige så ren og meningsfuld naturen kan være, lige så komplet uforståelig og ulogisk kan den synes. Og så er der måske alligevel en naturlig forklaring på, at en kommende hønemor spiser de æg, der skulle være blevet hendes unger.

Maj 2016,

Af Anne Anthon Andersen

Fjerene rejser sig omkring hende. Som en truet svane blæser hun sig bred i sin redde. Spreder vingerne ud og møder os med baskende bevægelser og en ukendt ru og sært hvæsende lyd. read more

Byfester, foreningsliv og fællesspisning gør landsbylivet rigere og mere bæredygtigt. Det skaber tryghed at være en del af stærke lokale fællesskaber. Og så giver det god mening at hjælpe, dele og lade bytteøkonomien blomstre – og at købe sin honning af en lokal honningavler.

Af Anne Anthon Andersen

Maj 2016,

Et hold islandske heste skridter roligt omkring i græsset med begejstrede børn i sadlen. Længere nede på pladsen trækker kampklædte børn og voksne med skjold, sværd og hjelme fronterne op for at udkæmpe dagens rollespil. Præsten deler balloner ud. Brugsforeningen og bylauget byder på kaffe og kanelkringle. Mens den lokale gymnastikforening inviterer til trampolinspring, read more

Stadig mere forskning viser, at naturen helbreder og forebygger, har en positiv effekt på angst, stress og depression og i det hele taget gør os gladere. At dyrke naturen kræver ikke nødvendigvis en større køkkenhave. Det er let at forspire egne afgrøder. Men det er ved at være nu, du skal i gang.

Af Anne Anthon Andersen,

april 2016

Jeg stikker spaden igennem den fedtede muld, stiller mig på bladet og sender den så dybt, jeg kan komme. Placerer næste stik i forlængelse af det første. Sådan fortsætter jeg. Stiller spaden fra mig og bakser det meterlange armeringsjern op på kanten og ned i rillen, jeg har gravet. Fylder op med jord, mens kirkeklokkerne ringer til gudstjeneste fra den anden side af engen. read more

Der findes et sted for tvivlen. Altid et lille sted for tvivl. Der er morgener, hvor luften flænses imellem os. Sene aftentimer som forsvinder i foretagsomhed. Vi bliver lyn. Er det overhovedet muligt at leve det bæredygtige familieliv på de her betingelser? Måske ligger svaret i et enkelt ord. Måske…

April 2016,

Af Anne Anthon Andersen

Der er morgener, hvor alt sejler. Vakler og tipper bag dansende pletter på indersiden af tunge øjenlåg. Man misser med øjnene. Hvor grunden forsvinder under os sammen med fornuften. Selv om solopgangen står så smukt og rent over engen. Selv der kan vi strides. Luften fyldes af tåbelig hverdagskrig. read more

Årstiderne er vigtige for mennesket, fordi de minder os om, at vi er en del af et kredsløb, der er langt større end os selv. Her i Æblehuset har årstiderne fået større indflydelse end nogensinde før. På godt og ondt. Det kræver tålmodig omstilling at underlægge sig naturen. Men det sætter os også fri. For giver man den plads, giver naturen så uendeligt meget igen.

Marts 2016,

Af Anne Anthon Andersen

Der er stadig morgener, hvor is må skrabes af bilruderne, brændeovnen fodres før ungerne. Hvor rimfrosten rasler fra grene, som giver sig. Men denne uge varslede for alvor overgang. read more

På afstand var drømmen om omkransende marker, åbne vidder og evig udsigt også drømmen om følelsen af at få mere tid. Højere til himlen og mere nærvær i nu’erne. Tanker om tid der stod stille. Nu er det første år her gået. Har vi haft mere tid til hinanden? Og til os selv?

Marts 2016,
Af Anne Anthon Andersen

Jeg gør mig lang. Forsøger at få greb om endnu en knude brænde. Ru bark mod fingerspidser. Jeg kan ikke nå og klatrer op over pallerne, vi har hamret op som en form for indvendig kasse under halvtaget i indkørslen. Det er her, vi opbevarer det træ, vi fæller, når vi har hugget det op. read more

For bare et par uger siden sled vi os igennem dagene i mørke. En tunghed i kroppene som ligesom aldrig blev vækket helt. Når drengene var puttet, trak vi i kedeldragterne, greb vores værktøj for at bygge entre, til natten tog over, og vi overgav os til søvnen. Gik om kuld simpelthen.

Februar 2016,

Af Anne Anthon Andersen

Det er løgn, når jeg skriver, at byggeprojekter er ren terapi. I hvert fald hvis man læser skriften så bogstaveligt, at det at bygge er ren idyl og afstressende. Der er grænser. Selvfølgelig er der grænser. At fastholde følelsen af at lade sig heale med hammeren i hånden, renselsen i at lade en væg falde, samle murbrokker i sække og spartle huller ud, kræver pauser. Ophold i byggeriet. Følelsen af at nå i mål med projektet. Kunne give en høj femmer og sige; så fik vi ordnet det rum. Det at nyde synet af skabelsen, man har frembragt med egne hænder. Suge lyset som står ind fra nye vinkler. Det har vi lært af at bygge her. Vigtigheden af pauser. Ophold mellem byggeprocesser. Det er der, vi er nu. Endnu et projekt ser sin slutning, entreen er malet, de sidste huller lukket, og vi øjner byggepause for en stund, når de sidste detaljer lige om lidt er på plads. read more

At være nær, være på, være fader og modermøtrik i familieforetagendet kræver, at vi af og til logger ud. Stikker af og smager eskapismens sødme. Suger solenergi og inhalerer den rene frie fjeldluft i dybe drag. Vores vinterferie var på mange måder en bouillonterning af de udfordringer og glæder, der er grundelementer i projekt bæredygtig familie. Udmattende og fuld af forvirrende lykke.

februar 2016,

Af Anne Anthon Andersen

Vi ved det godt, allerede da vi bestiller rejsen. At der er forventninger og virkelighed. Og at de to størrelser oftest er forskellige fra hinanden. Selvfølgelig gør vi det. Der er skiferier, som vi kender dem, fra før vi blev en familie. Dengang var vi altid på ski. Ferier omgivet af sne og bjerge. Fart, forkælelse og forelskelse var en obligatorisk del af februar. Kærestetid. At mærke luften under skiene i hop mellem niveauforskelle på pisten, køre om kap mod bunden, at bygge en snestol og holde i hånden der et sted midt i ingenting, tosomhed, frihed. read more

Badet i sne og det lys, der har stået omkring os og Æblehuset i denne uge, bliver afstandene stærkere. Roen dybere. At flytte herud handler om afstand. At leve her handler om at ind- og udånde fred. Nærvær. Ugens indlæg handler om, hvordan sneklædte marker understreger afstande. Om hvordan afstande kan skabe nærhed. Og om hvordan natur og landskaber griber ind i det liv, vi vælger at leve. I centrum. Eller på afstand.

januar 2016,
Af Anne Anthon Andersen

JEG FALDER. Jeg ved ikke, hvordan det kan ske så hurtigt. Jeg ved bare, at jeg falder. Kroppen kollapser under mig. Jeg sidder på en restaurant på Vesterbro med min freelancekollega og makker Marie. Vi har spist middag, fejret de seneste måneders arbejdssucceser. Skålet. Mest alkoholfrit for mit vedkommende. Jeg er fem måneders gravid med min yngste søn Morgan. Alt er lysende. Og så er det, jeg falder. read more

Forskning og statistikker er ikke på kernefamiliens side. Kravene fra samfundet, arbejdslivet og os selv ej heller. Vi vil det hele. På én gang. Det er, som moser vi de mest ressourcekrævende af livets landvindinger ind i et alt for kort kapitel i livet. Måske skal vi leve anderledes, hvis vi vil leve et bæredygtigt familieliv? Måske skal vi downshifte – lidt ligesom med klimaet? For klodens, kroppenes og kærlighedens skyld. Måske er det mere simple livsformer, der skal redde vores familier, så vi ikke lander i vores forældres fodspor; forlader hinanden, glemmer familiefællesskabet og alt det, vi drømte om at bygge op… read more