At bygge er ikke kun et praktisk spørgsmål om at rejse vægge og skaffe mere plads og nye rum. Ikke et spørgsmål om materiel udvikling alene. Det handler i ligeså høj grad om trivsel – det at bygge har en stærkt terapeutisk virkning. Og så er det vanedannende.

januar 2016,

Af Anne Anthon Andersen

Egentlig havde vi fredet dagene omkring årsskiftet. Den første dag i året havde vi endda fået drengene afsat. Vi skulle indånde ro og gå året i møde hånd i hånd. I tosomhed og zen. Ingen praktik, ren selvforkælelse. Det nåede vi også. Men vi kunne alligevel ikke lade byggeriet helt i fred. Pludselig fandt vi os selv med vinkelsliber, hammer omgivet af en voksende bunke murbrokker. Indhyllet i cementstøv. En væg i entreen skulle ned. Vi var som magnetiserede. Nyt år. Nyt byggeprojekt. read more

Hverdagen var blevet en familiefabrik uden plads til ro og fordybelse. Da vi flyttede på landet, var det ikke bare en mulighed, men et instinkt. Siden har vi bygget og dyrket i et væk. Mellem grød, tøjvask og bleer. Mos, madlavning og madpakker. Men husket at kysse i vores kedeldragter. Vi har aldrig haft så travlt som nu, og aldrig følt mere ro og rummelighed.

januar 2016,

Af Anne Anthon Andersen

Før jeg fik børn, var det en ligeså naturlig del af morgenen som tandbørsten at springe ud af sengen og direkte i løbeskoene, der stod klar i entreen. For at starte dagen fuld af den energi, der altid ligesom ophobede sig i mig i løbet af natten. Pludselig krævede det en halv liter sort kaffe og en plade chokolade at få overskud til at komme videre i dagen, når klokken slog senest 10. Koffeinen og sukkeret holdt mig godt kørende en times tid. Så kom nedturen. read more