Blog

Lokale fællesskaber er vores landsbyguld

Byfester, foreningsliv og fællesspisning gør landsbylivet rigere og mere bæredygtigt. Det skaber tryghed at være en del af stærke lokale fællesskaber. Og så giver det god mening at hjælpe, dele og lade bytteøkonomien blomstre – og at købe sin honning af en lokal honningavler.

Af Anne Anthon Andersen

Maj 2016,

Et hold islandske heste skridter roligt omkring i græsset med begejstrede børn i sadlen. Længere nede på pladsen trækker kampklædte børn og voksne med skjold, sværd og hjelme fronterne op for at udkæmpe dagens rollespil. Præsten deler balloner ud. Brugsforeningen og bylauget byder på kaffe og kanelkringle. Mens den lokale gymnastikforening inviterer til trampolinspring,

Det er lørdag, og den årlige aktivitetsdag i vores landsby Gevninge soler sig i det lys, både foråret og fællesskabet kaster af sig. Det er efterhånden fjerde år i træk, at dagen finder sted. Første gang tilbage i 2013 var det primært kirken, ældresagen og idrætsforeningen, der deltog med hver deres telt. Allerede året efter var aktivitetsdagen et tilløbsstykke. Flere ville være med, og teltene spredte sig ud over græsstykket – loppemarked, livemusik og madtelt kom til.

Jeg kender baggrunden, fordi jeg for et par uger siden blev kontaktet for at høre, om jeg ville hjælpe med at udbrede budskabet ved at skrive en pressemeddelelse. Det ville jeg naturligvis gerne. Meget gerne.

Den anden dag blev jeg spurgt, om jeg som journalist og tilflytter ville holde åbningstale ved indvielsen af vores nyrenoverede lokale bibliotek. Det ville jeg naturligvis gerne. Meget gerne.

For det at være en del af et lokalt fællesskab – og bidrage til det – stod stærkt i mine drømme og ønsker, forestillinger og forhåbninger om, hvad et lokalsamfund på landet måtte kunne, dengang vi besluttede, at det var på landet, vi ville slå os ned.

August nyder at vise og dele sin gymnastikverden med sin ven Villum, som ikke er her fra byen, men som alligevel kom og deltog i byfest og fællesskab denne sidste lørdag i april. Foto: Anne Anthon Andersen.

Lukket ind i fællesskabet

Siden vi for fjorten måneder siden flyttede hertil, er jeg kun gang på gang blevet bekræftet i, at de lever i bedste velgående – de lokale fællesskaber her. Traditionerne ligeså.

Der gik ikke mange uger, fra vi var landet på matriklen her, før end vi af naboer, som kom forbi og ville byde velkommen, fik at vide, at vi endelig måtte sætte kryds i kalenderen den første lørdag i august. For der var vi inviteret til den årlige engfest – en festlig dag for alle beboere omkring engen. Da dagen oprandt, og vi alle var samlet på engen, holdt arrangørerne velkomsttale, hvor vi blev budt særligt velkommen og præsenteret for resten af forsamlingen på knap hundrede mennesker, fordi festen er blevet en så fast tradition gennem de sidste 30 år, at også fraflyttede børn og nu deres børn vender hjem for at deltage. Det varmede, og vi følte os i den grad ønskede og lukket ind i fællesskabet.

IMG_20150808_200945

Snobrød og bålhygge ved engfesten, hvor vi blev budt varmt og venligt velkommen i sensommeren sidste år. Foto: Anne Anthon Andersen.

I forsamlingshuset i bygaden har vi deltaget i fællesspisninger arrangeret af vores seje unge præst Maren og menighedsrådets aktivitetsudvalg. I børnehaven har der været fester, ferniseringer og andre arrangementer, som har en ligeså stærk funktion i sammentømringen af byen, som af børn og forældre i børnehaveregi alene, fordi børnehaven i et lokalsamfund på landet spiller en afgørende rolle som møde- og forsamlingssted. Som centrum for at bygge relationer, knytte bånd og venskaber. I februar var det den lokale sportshal, der imponerede. Jeg ved ikke, hvad jeg havde forestillet mig af den lokale idrætsforenings tøndeslagning. Men ikke dette. Flere hundrede børn og ligeså mange voksne var samlet. En lokal billedkunstner udstillede sine værker, en meterlang buffet bugnede at hjemmebagte boller, kager, frugt og andet. Mens en tryllekunstner jonglerede med fakler, slugte ild og ballancerede i luften, efter at rækken af tønder var slået ned. Og på helt almindelige tirsdags aftener mødes en masse kvinder til fællesstrik i forsamlingshuset for at dele inspiration og opskrifter, men ligeså meget for at nyde hinandens selskab – høre hvordan det går.

Flere opdager landsbyfællesskabernes kraft 

De lokale fællesskaber kan noget. De bekræfter, at landsbyerne har så ufatteligt meget at byde på. Og de gør det netværk, vi alle sammen taler om – så nært og ukompliceret. Fordi man bare ringer og spørger om hjælp – eller går over på den anden side af marken og ringer på. Jeg smilede hele vejen hjem fra forsamlingshuset i tirsdags, fordi det er så rart at være i selskab med mennesker, som mødes, fordi de deler en interesse og passion og nyder at dele den i samme rum. Og fordi fremmødet på en gang overraskede og overbeviste mig om, at vi er landet i et stærkt lokalsamfund. 20 kvinder var mødt op med garn og strikkepinde, og selv om jeg ikke havde hverken garn eller pinde, men alene min nysgerrighed med, var det en fryd at være der – få kendskab til hvem der er engageret i etableringen af det flygtningecenter, som den gamle kro er ved at blive omdannet til, og hvor i byen jeg kan købe hjemmeavlet honning.

Vores by Gevninge er langt fra enestående, hvad stærke lokale fællesskaber angår. Og flere og flere får øjnene op for de lokale fællesskabers kraft.

I artiklen ‘Flere vil være omdrejningspunkt for lokale fællesskaber’, som Mandag Morgen bragte den 29. februar i år, kan man læse om, hvordan Dagli’Brugsen og Ungdommens Røde Kors er to af de aktører, der skaber nye samlingspunkter for lokale fællesskaber rundt omkring i Danmark med målet at skabe liv i landsbyerne og plads til de fællesskaber, som de mindre landsbysamfund rummer.

I Osted, lidt sydvest for Roskilde, og i øvrigt ikke langt herfra, har den lokale Dagli’ Brugs indrettet en helt lille cafe i et hjørne af butikken. De kalder dem daglig’stuer. Her er altid kaffe på kanden og plads til en hyggesnak eller et møde.

Stærke lokalsamfund kræver aktive borgere

Indtil videre er der etableret 30 dagli’stuer rundt omkring i Danmark, og hver måned  kommer flere til. På landsplan findes der i dag omkring 300 Dagli’Brugsener, som alle på sigt skal  have deres egen dagli’stue, hvor de lokale kan mødes og få en snak, og børnene kan lege, mens forældrene klarer deres indkøb, så ulvetimen bliver lettere at komme igennem. Lokale foreninger kan bruge dagli’stuerne til at holde møder, arrangere foredrag eller afholde vinsmagning efter lukketid.

Det er bare et eksempel på, at organisationer og erhvervslivet i disse år insisterer på at engagere sig lokalt for at at understøtte livet i landsbyen og skabe plads til de fællesskaber, der er en del af den, forklarer Flemming Jørgensen, der er redaktionschef i Samvirke og indtil for nylig var chefkonsulent i Coops foreningssekretariat:

”Noget af det, der kendetegner gode lokalsamfund, er, at der bor aktive borgere. Men mange steder i de mindre byer er skoler, biblioteker og andre institutioner voldsomt reduceret af besparelser eller helt lukket, så rammerne for at være aktive bliver mindre. Vi vil gerne være med til at sikre, at der stadig er liv, også i de små byer,” siger han i artiklen i Mandag Morgen.

Morgan og Mads til weekendens hyldest af vores stærke lokale fællesskaber. Foto: Anne Anthon Andersen.

Et andet nyt samlingssted for borgere i de mindre lokalsamfund er de brugerdrevne medborgerhuse, som Ungdommens Røde Kors sidste år begyndte at åbne. Det første af medborgerhusene blev sidste år etableret i Bolbro i udkanten af Odense og fik navnet Fællesværket.

”Målet er at gøre det her til noget, som tilhører lokalsamfundene. Det er kun bæredygtigt, hvis ikke det er os alene, der ejer løsningen. Derfor inviterer vi også både kommunen, boligselskaber, den lokale handelsstandsforening, spejderne og musikskolen til at være med til at fylde indhold ind i husene,” siger Anders Folmer Buhelt, der er direktør i Ungdommens Røde Kors til Mandag Morgen om de indtil videre ni medborgerhuse, som er blevet etableret rundt om i landet. Det er alle huse, der danner rammerne for kompetence- og netværksskabende aktiviteter for områdets børn og unge drevet af lokale frivillige i samarbejde med de børn og unge, som bruger det. Fordi bæredygtige fællesskaber kræver engagerede deltagere.

Når jeg i morgen skal være med til at åbne vores nyrenoverede bibliotek i byen, kommer jeg også til at tale om de stærke lokale fællesskaber, som er en del af vores landsbysamfund her. Om hvordan vi kan udnytte biblioteket som endnu et af de lokale fællesskabers stærke arenaer. Og om hvordan vi i fællesskabets navn kan definere og skabe endnu et rigt mødested for udveksling af værdi mellem mennesker. Blandt projekterne, jeg håber at sætte i søen, er tøjbytte og frøbibliotek – i bytteøkonomiens og bæredygtighedens navn.

 

 

 

 

 

 

 

Relateret indhold

0 kommentarer

Skriv en kommentar