Blog

På jagt efter tid

På afstand var drømmen om omkransende marker, åbne vidder og evig udsigt også drømmen om følelsen af at få mere tid. Højere til himlen og mere nærvær i nu’erne. Tanker om tid der stod stille. Nu er det første år her gået. Har vi haft mere tid til hinanden? Og til os selv?

Marts 2016,
Af Anne Anthon Andersen

Jeg gør mig lang. Forsøger at få greb om endnu en knude brænde. Ru bark mod fingerspidser. Jeg kan ikke nå og klatrer op over pallerne, vi har hamret op som en form for indvendig kasse under halvtaget i indkørslen. Det er her, vi opbevarer det træ, vi fæller, når vi har hugget det op.

Vinden står lige ind over marken. Jeg har knap fået øjne. Mørket ligger stadig tæt, og jeg famler i blinde, lader instinktet styrer. Bevægelsen er blevet rutine. Bugt med kulden har absolut førsteprioritet, når nat bliver til dag. Først varme. Så havregrød.

Når morgenseancen inden døre er rundet af, går turen til hønsegården. Den daglige spand med madrester og økokorn. Og mens frosten havde fat, kogende vand i vandtruget også.
De daglige praktiske gøremål er blevet flere, efter at vi er flyttet på landet. Så er det fyret, der skal tjekkes. Olietanken fyldes. Så lækker en radiator vand, efterlader en voksende sø over gulvet.

Vores yngste søn Morgan er fuldstændig vild med vores høns. Han bliver aldrig træt af at kigge på dem. Når han bliver stor nok til det, er det tanken, at det primært bliver hans og Augusts opgave at passe dem. At holde høns er et vigtigt element i vores forsøg på at lære vores børn, hvad man kan gøre for at leve et bæredygtigt liv som delvist selvforsynende. Foto: Anne Anthon Andersen.

Praktik når den styrker fællesskabet
Æblehuset ligger i svinget. En gang i timen kører bus 207, som går mellem Osted og Lejre forbi. Først den ene vej, så den anden, med minutters mellemrum. Lyden af dieselmotor. Det tunge træk. Så en stadigt svagere brummen, som bussen passerer, forsvinder i svinget ved kirken den ene vej eller op ad bakken mod skolen den anden vej. Så ved man, at klokken er cirka 10 minutter i hel. At endnu en time er gået. På den måde minder bussen os om tiden, rammer vores dage og aftener ind med sine lydlige påmindelser. Mads kalder den vores eget bornholmerur.

Men hvordan går det så med tiden? Har vi mere af den til hinanden her?
Nej og ja. Nej fordi vi aldrig har haft så travlt som nu. Så mange projekter i gang, så meget at passe og se til, reparere, bygge og forholde os til. Ja fordi vi for det meste er fælles om projekterne. Grøntsagerne der skal sås og høstes, træer der skal plantes, høns ligeså. Projekter som drengene er en del af. Voksenprojekter som vægge der skal væltes og rejses. Alt det vi må drøfte og tage stilling til undervejs. Byggemøder.

Jeg interviewede engang en præst om kærlighed, og om hvordan man får kærligheden og sammenholdet med sin elskede til at bære gennem hele livet. Projekter. Fælles projekter var en af hendes helt afgørende pointer. Det at have noget at samles om – arbejde for i fællesskab. Det har vi fået her.

En brøkdel af sensommerens høst af hokaido græskar, squash og rødbeder. Alle er gode at dyrke til selvforsyning, da sæsonen er lang, og de holder sig længe, efter at de er høstet. Foto: Anne Anthon Andersen.

Her vinder vi tid
Det lyder forkert. Men alt er på en gang længere væk og tættere på. Afstanden til byens skaber afklaring om, hvordan vi prioriterer vores tid. Grænsedragningerne er tydelige – gør det naturligt at tænke nært. At dyrke alt det vi har lige her. Se det smukke i det. Ikke evigt være på jagt efter nyt. Det styrker følelsen af at have god tid.

Afgrænsningerne. Det at dyrke det lokale fællesskab. Flere naboer blev med det samme gode venner. Hjælpere. Hurtigt blev det klart, at det at stille sig til rådighed for hinanden er helt naturligt her. Knap havde vi fået hønsene installeret, før Laila oppe fra bakken på den anden side af marken, hvor hestene græsser, stak forbi for at fortælle, at vi endelig måtte sige til, hvis hun skulle passe dem, når vi skulle rejse.

Da jeg blev opereret i sensommeren, og var på flydende kost i halvanden måned, kom naboen forbi med hjemmelavet rødgrød. Forleden kom en anden nabo forbi med en spisebordsstol, han gerne ville have møbelsnedker-Mads til at ordne, og jeg kunne blive ved. Alle vinder vi ved at bruge hinandens kompetencer. Og ikke være blege for at spørge om hjælp, hvis vi har brug for den. Det er overvældende så meget tid, vi har vundet i den hjælp vi har fået fra søde naboer det første år her.

Ærtehøst.

Ærtehøst. Ærter er en af de afgrøder, som det er oplagt at dyrke med sine børn. De er lette at så, fordi de er tilstrækkeligt store at håndtere for små børnefingre og hyggelige at høste til madpakken og sommermiddagen. De mest almindelige ærtesorter sås fra midten af april til midt juni. Foto: Anne Anthon Andersen.

At slippe tiden
Ligesådan er det tanken, at vores egenproduktion af afgrøder skal skabe overskud. Skabe benspænd for vores indkøb, bringe forbruget ned og sætte rammer. Sætte fri. Lade det, der nu er, definere menuen. Oftere tilberede sommermiddagen over bål, langsomt, mens vi dvæler ved gløderne, nyder udsigten og spiller bold i haven. Bygger en brændestak eller plukker en buket blomster.

Nu går der rendyrket romantik i den igen. Jeg ved det. Ligesom jeg ved, at der også er al arbejdet, der følger med alle afgrøderne, hvis vi for alvor skal leve af dem. Men jeg ved også, at der lige der, mellem ukrudt og gulerødder, skrabede knæ og jord under negle, trænger en renselse af en art gennem sindet. En sætten præstationer og tanker på stand by for bare at være til med opgaven, som ikke kræver andet end hændernes arbejde. Naturens mangel på krav. På den måde kan de obligatoriske praktiske gøremål på forunderlig vis, paradoksalt nok sætte tiden i stå. Eller skabe en følelse af, at vi har mere tid. Meditation. Magisk.

Nu lyder bornholmeruret gudhjælpemig igen. Dieselmotorens karakteristiske forsinkede lyd gennem landskabet. Fejende lygter som den drejer rundt i svinget, bussen, fortsætter ned ad bakken og over åen, som skærer gennem engen. Der er gået en time. På et øjeblik. Og sådan er det med tiden her. Den går hurtigt og langsomt på en og samme tid.

 

Relateret indhold

0 kommentarer

Skriv en kommentar