Blog

Bliver hun mon nogensinde hønemor?

For to uger siden lagde vi befrugtede æg under vores skrukhøne. Siden har hun sparket et af dem ud af reden og spist halvdelen af de resterende under sig. Lige så ren og meningsfuld naturen kan være, lige så komplet uforståelig og ulogisk kan den synes. Og så er der måske alligevel en naturlig forklaring på, at en kommende hønemor spiser de æg, der skulle være blevet hendes unger.

Maj 2016,

Af Anne Anthon Andersen

Fjerene rejser sig omkring hende. Som en truet svane blæser hun sig bred i sin redde. Spreder vingerne ud og møder os med baskende bevægelser og en ukendt ru og sært hvæsende lyd.

Egentlig er vores ærinde ganske uskyldigt. Vi vil jo ikke tage noget fra hende, men blot give hende æg, hun kan udruge. Befrugtede æg vel at mærke i stedet for dem, hun de sidste par dage har ruget varme og sure til ingen verdens nytte.

Selv har vi ingen hane, så vil vi have kyllinger, må vi hente æggene udefra. Derfor havde vi om eftermiddagen været en tur ude hos min onkel Keld efter befrugtede æg.

Hønsene bliver drengenes projekt

For mig er hønsene en central del af vores forsøg på at leve det bæredygtige familieliv på landet. Ikke alene på grund af de æg, de giver os til gengæld for de madrester, vi slipper for at smide ud, men altså sender ind i et naturligt kredsløb ved give dem til hønsene. Men ligeså meget for den værdi de har i forhold til at lade vores drenge opleve, hvordan man bringer mad fra jord til bord på en bæredygtig måde og dermed sikrer, at de dyr, der brødføder os, lever et godt liv. Og ikke mindst for at give dem opgaver og ansvarsområder i det praktiske arbejde, der er en del af vores landlige familieliv.

En obligatorisk del af morgenen er hos os fodring af hønsene. Her er August på vej med en god portion rester fra vores bord. Foto: Mads Anthon.

En obligatorisk del af vores morgener er fodring af hønsene. Her er August på vej med en god portion rester fra vores middagsbord. Ved altid at give hønsene en portion af vores aftensmad, sikrer vi, at også de får en varieret kost. Foto: Mads Anthon.

Høns har også mere eller mindre integritet

Så da vi kørte til Humleore for at hente æg, var det i den grad også hans projekt. Han ville gerne forstå, hvordan der kunne være kyllinger i æggene og så alligevel ikke være det endnu – og hvordan var de overhovedet kommet derind…?

Om aftenen tegnede han omhyggeligt og så forsigtigt, han kunne, en masse grønne krydser på alle de ti æg, vi havde fået med os hjem, så vi kunne kende dem fra de ikke befrugtede æg, som de andre høner, måske ville lægge oppe ved siden af rugemor i løbet af de 21 dage, det tager en høne at ruge kyllinger klar til at klække ud af æggene.

Det er tydeligt at se, når en høne bliver skruk. Fra den ene dag til den anden, bliver den stædigt liggende i sin redde. Selv ikke et skub med et hånd eller bladet fra en spade kan få den til at rejse sig.

Den af vores høner, som blev skruk sidste år, kunne vi dog løfte op og sætte ud i haven med højlydt skræppen til følge. De andre høns kunne godt finde på at lægge sig op ved siden af hende for at lægge deres æg i hendes redde, og hun lod dem gøre det. Hende, der nu er skruk, har et helt andet temperament. Nærmer man sig, puster hun sig op, hvæser for at gøre tegn til angreb. Flyver op og skyder næbbet frem. Selv ikke de andre høner nærmer sig hende, men har etableret deres egen lille midlertidige interimistiske redde af en bunke halm i hjørnet af hønsehuset. Sådan har også høns helt forskelligt temperament og integritet i forhold til flokken, de er en del af.

Derfor ventede vi til skumringen med at lægge æggene ind under hende ud fra tanken om, at hun da ville være blevet mere rolig og klar til foretagendet.

August tegner sirlige krydser på alle de befrugtede æg, før vi lægger dem under skrukhønen, så vi kan kende dem fra de ubefrugtede hønseæg. Foto: Anne Anthon Andersen.

Mens tusmørket trak sammen omkring os, udviskede havens konturer, begav vi os op til hønsehuset. I første omgang forsøgte vi at skubbe æggene ind under hende. Hun fyldte luft op under vingerne og pustede sig op til dobbelt størrelse, gjorde det vanskeligt at komme til. Egentlig ville det også være en god idé at tjekke, om hun i forvejen lå på en masse æg, blev vi enige om. For da ville de måske presse de befrugtede æg ud i kanten af reden og ikke give tilstrækkeligt plads til, at hun kunne varme alle de ti befrugtede, vi havde til hende.

Mads bøjede sig ind over reden for at tage godt fat om vingerne. Hun hvæsede langstrakt. Skreg højlydt og udstødte en dyb klagende lyd for herefter at vriste sig fri for at undslippe til den bagerste ende af hønsehuset. Herfra satte hun af i lige linje mod os i en levende demonstration af udtrykket ‘Med næb og klør’. En rigtig hønemor med stærke instinkter for at passe på sine kommende unger. Vi tog det som et godt tegn. Hønemor ville gøre alt for de kyllinger, var vi efterfølgende enige om.

Men så gjorde hun noget underligt…

Fire æg røg på jorden og smadrede, mens det lykkedes at lande de sidste seks i redekassen, alt mens optrinnet stod på. Bagefter sprang hun ud på græsset, skældte ud i en højlydt pibende skræppen. Og så gjorde hun noget underligt. Hun strøg direkte mod æggene – ikke dem i reden, men dem på jorden, de smadrede som lå udflydende og lysende orange der i græsset foran døren til hønsehuset – og begyndte ivrigt at hugge dem i sig. Hun spise dem. Simpelthen.

Men hvorfor nu det? Hvad er nu det for et mærkværdigt instinkt hønemor?

Da mørket var faldet på, og der igen var blevet ro i det lille hus, gik jeg op for at se, om hun igen var på reden. Det var hun. Vi havde seks æg tilbage at satse på.

DSC_0047

Siden vi opdagede, at skrukhønen Perle spiste af æggene under sig, har vi serveret havregrød i redekassen. Forhåbentlig afholder det hende fra at spise de sidste af æggene. Foto: Mads Anthon.

Høns kan blive kannibaler

Det er sjældent, at en skrukhøne forlader sin rede for at spise. Men forleden dag, var jeg heldig. Mens hun var ude i hønsegården, sneg jeg mig ind for at se til æggene. Nu lå kun tre æg med grønne krydser tilbage. Ikke et eneste spor af de sidste tre var at se.

Havde hun også spist dem?

Selv havde jeg ingen anden forklaring. Det fik mig til at ringe til min den mest hønsekyndige kilde, jeg kunne komme i tanke om. Han hedder Jens Juhl, har holdt høns de sidste 16 år, har etableret lånehønseordning i Hvidovre Kommune og er forfatter til bogen Økohøns. Han måtte vide besked.

Men det gjorde han ikke. Aldrig havde han oplevet, at en kommende hønemor spiste sine egne æg. Men det sker engang imellem, at høns får smag for deres egne æg og begynder at spise dem. Og det må være det, der er sket, da hun i arrigskab og sult efter dages stædig klæben til sin rede uden hverken vådt eller tørt, kastede sig over de æg, vi tabte på jorden i forsøget på at skubbe dem under hende til at starte med.

“Hvis høns først en gang har fået smagt på et smadret æg i hønsegården, kan de godt få smag for dem og begynde at spise af æggene fra redekasserne. Selv har jeg kun oplevet det ganske få gange, men aldrig med skrukhøner. Men sker det, er der ingen anden udvej end at slagte. For en høne, som en gang har fået smag for æggene i hønsehuset, vil med al sandsynlighed blive ved med at spise æg fra redekasserne”, forklarer han.

Vores høns går ofte frit i haven. De er vilde med at få lov til selv at finde føde i græsset og jorden. Åbner man lågen til hønsegården, skynder de sig ud. Foto: Anne Anthon Andersen.

Hønemor eller hønsesuppe

I skrivende stund ved vi ikke, om der stadig er æg tilbage under vores skrukhøne, eller om de sidste også er gledet ind gennem næbet på den sultne rugemor. Og da der ikke er mere end en uges tid tilbage af de 21 dage, det tager at ruge befrugtede æg til kyllinger, skal vi ikke begynde at flytte hende for at tjekke op på æggesituationen, mener Jens Juhl.

Sådan bliver vi hele tiden lidt klogere på naturen og vores endnu nye liv på landet. Nu er der ikke andet for end at vente. Endnu en uges rugning. Så har vi forhåbentlig et par udklækkede kyllinger. Eller også har vi en høne at plukke og en suppe at koge. Vi får se…

 Morgan har fra dag 1 været fascineret og draget af hønsene. Da vi fik dem, var han ikke engang fyldt et år. Han strøg direkte mod dem, når han så dem. "Graaa!" kalder han dem. Han var ikke mere end et år gammel, førend hans omsorg for dem blev helt tydelig. Hvis vi for eksempel tog afsted til vuggestue og børnehave om morgenen, uden at hønsene havde fået mad, pegede han insisterende på hønsespanden og sagde: "Gra mad. Gra mad!" Foto: Anne Anthon Andersen.

Morgan har fra dag 1 været fascineret og draget af hønsene. Da vi fik dem, var han ikke engang fyldt et år. Han strøg direkte mod dem, når han så dem. “Graaa!” kalder han dem. Han var ikke mere end et år gammel, førend hans omsorg for dem blev helt tydelig. Hvis vi for eksempel tog afsted til vuggestue og børnehave om morgenen, uden at hønsene havde fået mad, pegede han insisterende på hønsespanden og sagde: “Gra mad. Gra mad!” Foto: Anne Anthon Andersen.

 

 

Gem

Relateret indhold

0 kommentarer

Skriv en kommentar