Der er mange gode grunde til at tage en tur i skoven. Vinden i trækronerne, den friske luft og eskapismens sødme er bare sidegevinster. Skovturen er så sund for krop og sjæl, at skovbadning er blevet en trend. I Japan og Sydkorea fragter virksomheder deres ansatte ud i skoven i arbejdstiden. Det kan ikke betale sig at lade være.
Af Anne Anthon Andersen,
december 2017
Jeg ved, at du kender følelsen. At du har været der. Lige der. Hvor løvet knaser under fødderne, verden ligesom åbner sig, mens du inhalerer dybt og instinktivt. Lader kroppen fyldes af glasklar luft. Blikket søger opad, lander i et skønmaleri af vajende trækroner mod himmellegemets skiftende lærred, måske et fugletræk.