Havelykke og havearbejde i både voksen- og børnehøjde har altid været en del af vores drøm om det bæredygtige familieliv på landet. For mange er græs mellem børnetæer og tid til at være sammen med børnene i haven hovedargumenter, når de flytter i hus med have. Men hvordan orkestrerer man voksen- og børnebehov i nogenlunde harmoni, når det kommer til havelivet? Og hvordan sikrer man sig fred til at give både have og børn opmærksomhed, ofte på samme tid?

april 2017
Af Anne Anthon Andersen

Da vi første gang plantede fødderne i Æblehusets have, var vi solgt. Vi nåede faktisk ikke engang inden for i huset, førend vi havde vekslet forelskede blikke. Haven, jorden, de gamle krogede æbletræer. Bærbuskene, blommetræet og de kæmpe bøgetræer, der afgrænser grunden fra åbne marker. Klatretræer. Her var alle de udendørs rekvisitter, der kunne danne kulisse om det eventyrstykke af et familieliv, vi drømte om.

Børnene kunne løbe og lege. Grave lidt i jorden, plukke skovjordbær og trække dem på strå, Hente bær som vi senere sammen kunne sylte og komme på glas. Trække en gulerod eller gribe en håndfuld tomater eller bælgærter i farten, når de blev sultne. Glade og smilende ville de indgå og hjælpe til med havearbejdet. Det hele udspillede sig så fint og fuldt harmonisk. I tankerne.

De sidste års erfaringer med børn i haven tegner en ikke helt så velklingende version af glansbilledsamlingen ‘Familieharmoni i haven’.

Lige der bliver jeg min fars evindelige ekko
Det er med en blanding af forventningens fryd og fortvivlelse, at jeg går forårsarbejdet i haven i møde. For efter et par år som haveejer ved jeg, at havearbejdet tager tid. Lang tid. Og tid som det kan være svært at finde i det travle børnefamilieliv med to gange fuldtidsarbejde, byggeprojekter og alle det andet, der følger med at have et gammelt bondehus. Og to endnu relativt små drenge.

En blød og frodig plæne, glødende blomsterbede og den spiselige have, vi arbejder på at etablere, kræver både kræfter og kærlighed, hvis vi vil gøre os forhåbninger om at høste blomsterbuketter, frugt og grøntsager som delvist selvforsynende til gengæld i løbet af sommeren og efteråret.

Jeg ligger med knæene plantet solidt i jorden, hændernes hektiske bevægelser griber om meterlange rødder, der bugter sig dybt under jorden, danner kraftige net, som end ikke greben kan løsne fra hinanden. Morgan vil have mere vand i sin vandkande, vil cykle en tur, vil have mig til at hente en bil fra sit værelse på førstesalen indenfor.
”Lige et øjeblik”, siger jeg og hører med skræk i livet ikke min egen stemme, men min fars. Lige netop sådan lød hans røst så uendeligt mange gange, når han var opslugt af sine gøremål i haven, da jeg selv var barn. Jeg er hans ekko. Lige her i bedet. Besat af bekæmpelsen af skvalderkål.

En skatkiste af gyldne haveminder
Det sker, at det hele går op i en højere enhed. At det lykkes os at integrere vores drenge August på snart 6 og Morgan på knap 3 år i projekterne på en rar og rolig måde. Men selvfølgelig finder vi også os selv med skrigende unger, der enten er røget i totterne på hinanden i kampen om en skovl eller et stykke legetøj. Eller som plager om at komme ind og se fjernsyn. Men oftere og oftere går det godt, og jeg bilder mig ind, at vi er blevet bedre til at fange deres interesse – og tøjle vores egen utålmodighed efter bare at give los med egne voksenprojekter. Bedre til at have vores børn med i vores udendørs projekter på deres præmisser.

Jeg har efterhånden en skatkiste fuld af gyldne haveminder med mine unger. Stolte drenge som høster, sultne drenge som hjemmevant griber en gulerod fra bedet som det første, når de kommer hjem fra børnehave og vuggestue. Drenge som selv henter tomater fra friland, plukker bælgærter til madpakken. August der insisterer på at gøre bedet klar og løber efter sin rive i skuret. Minder der minder mig om de lykkestunder, jeg selv var så velsignet at dele med mine forældre i min barndomshave, før de gik fra hinanden.

For mange er drømmen om hus og have også drømmen om fællesfamilieprojekter i det grønne. Om den idyl og glæde ved naturen, der kan vokse op omkring familien og slå dybe rødder i det nære forhold til naturen, som bliver en gave for livet. Jeg er flere gange blevet spurgt, hvordan det lykkes os at få ro og tid til at ordne og skabe alt det, som gror i vores have her i Æblehuset. At dyrke jorden som delvist selvforsynende med frugt og grønt om sommeren. Og om hvordan vi får drengene med. Det her er mit forsøg på at viderebringe vores erfaringer gennem nu to fulde haveår.

Her er en række idéer til, hvordan du kan inddrage børn i haveplanerne:

1. Indret en del af haven på børnenes præmisser og lad dem få medbestemmelse. Gør plads til at følge deres indskydelser – også selv om de måske ikke var en del af jeres voksenplaner. Sidste år opførte vi fx et legehus, som vi forestillede os ville blive det helt store hit. Vi købte det færdigbygget og skulle kun male det selv. Drengene var med til at male, men ellers ikke en del af projektet. Anderledes har det været med den klatreborg, vi netop har bygget. Idéen var Augusts. Skal vi ikke bygge en borg, spurgte han en lørdag, og Mads smed, hvad han havde i hænderne og greb hans idé. De næste dage var han med hele vejen fra at borde huller til stolper til at skrue hejseværket fast og bygge trappestige, så lillebror Morgan også selv kan kravle op.

2. Lad børnene tegne med på haveplanen og tildel dem deres egen del af haven. Gerne tæt på køkkenhaven eller den del af haven, hvor I selv kommer til at tilbringe mest tid med havearbejdet. Selv er jeg blandt dem, der godt kan blive en kende utålmodig efter at have tegnet brandbil nummer ti på tegneblokken. At tegne haveplaner sammen med drengene er sjovere for os alle sammen. Også fordi de ganske enkelt giver mig helt fantastiske idéer, jeg aldrig selv var kommet på, drengene. Børns fantasi er forunderlig.

3. Giv børnene deres eget bed og ansvaret for selv at passe det. Børn elsker at vande og høste og vokser med opgaven ved at få ansvar for, at afgrøderne giver afkast.

4. Tænk eventyr og leg ind i haven. En god inspirationskilde kan være de ”redskaber”, børnene elsker at lege på, når I er på legeplads. En træstamme kan skæres op til en række stubbe og blive til en flot og skulpturel sti og samtidig fungere som balancetræner. Børn elsker at udfordre deres balancegang og hoppe fra stub til stub. Også klatrenettet til ærteblomsterne kan ligeså godt samtidig være klatrevæg til ungerne. Hvem siger, at gyngen skal hænge på et gyngestativ. Måske kan det hænge i et udhæng over terrassen under en ranke vindruer.

5. Byg vilde ting som ikke stiller de største krav til præcision og nøjagtighed. Det gør det lettere at lade børnene indgå reelt i arbejdet. Da vi fx byggede et risgærde af en masse kvas og grene, vi havde fældet, var det en fryd at give drengene lov til at bygge med på lige fod med os. Det hjalp desuden gevaldigt på motivationen, at de samtidig kunne gå på line, hoppe ”trampolin” på gærdet for at få plads til mere kvas og bygge en hule i gærdet undervejs.

6. Leg læring om naturen ind undervejs. De fleste børn elsker at lære nyt og er ofte særligt interesserede i emner, de oplever, at deres forældre interesserer sig for. Dyrk deres nysgerrighed ved at fortælle dem historier og giv dem værdifuld viden om naturen. Lær dem fx at kende forskel på planter og bær, der er giftige og spiselige.

7. Lad dine børn plukke og spise frit. Restriktioner kan trække magien ud af selv de mest umiddelbart magnetiserende oplevelser i børnehøjde. Så drop dem. Blandt mine stærkeste barndomshaveminder er de utallige stunder under frodige bærbuske med min lillesøster i vores barndomshave. Jeg ved, at netop de minder har en lige så stor plads i hendes barndoms nostalgi. Faktisk har hun skrevet en sang om dem, som hedder Blueberry sister.

 

Hvad har du af gode erfaringer med at inddrage børn i haveprojekter? Del dem meget gerne i kommentarsporet her på bloggen:)