Familieferien

Familieferien er kampen mellem jeg og vi

Ferie er frihed. I familieferien er frihed en fed illusion. Lysende, dragende. Men kun idet man bevæger sig henimod den. Når først ferien er sat ind, indser vi, at friheden var et fatamorgana. Trangen til frihed manifesteret som et drømmebillede i et sommerland, hvor alt er muligt. Som ugerne går, overgiver vi os. Langsomt. Først et par uger senere har fællesskabet overtaget os så fuldt ud, at vi næsten har glemt os selv. Her synes hverdagens sagte kalden helt okay.

Juli 2017,
Anne Anthon Andersen

3 er et magisk tal. Også i virkelighedens sommerferieland. I sommer var familieferien for vores vedkommende tre uger lang. Lige præcis nok til at nå gennem alle familieferiens faser: Kampen for frihed – overgivelsen til fællesskabet – trang til at flygte – accepten af kaos og kalden –  glæden ved at lade sig flyde med fællesskabet og endelig lyst til at rive sig løs for igen at vende os mod hver vores livsbaner, når hverdagen om et øjeblik sætter ind.

Vi startede med at pakke bilen for at drage af sted. Uden egentlige planer, bare instinkter. Drevet af trang til frihed kørte vi vestover. Der er noget ganske befriende ved at spænde ungerne fast på bagsædet og lægge fra land – selv sætte tempoet uden at skulle vente, blive forsinket af pludselige indskydelser, modstræbende viljer. Måske derfor kørte vi første dag, så langt mod vest, vi kunne.

Første stop. Ribe. Sluppet løs efter for drengene lange timer på bagsædet. Foto: Anne Anthon Andersen.
Første stop. Ribe. Sluppet løs efter for drengene lange timer på bagsædet. Foto: Anne Anthon Andersen.

Idéen om roadtrip var nok i virkeligheden et forsøg på at generobre en bid af friheden før familien. Det ser jeg nu. Følelsen af at flyde afsted i den gamle hvide amerikanerslæde, vi cruisede rundt i, dengang vi boede i Californien for snart ti år siden nu. At holde ind til siden når det passede os, falde i søvn i bilen eller i et telt i bjergene. Den totale frihed. Rock n’ roll.

Ustyrlig lykke
Familieroadtrip i stationcar gennem det danske sommerland er naturligvis noget andet. Vi var sammen, men hver for sig – tydeligt drevet af hver vores ønsker. Drengene gad ikke at køre mere. Vi nød udsigten. De ville have is, høj musik og legepladser. Vi ville have drinks, stilhed til at snakke sammen, en bog eller udsigt at dvæle ved. Uforstyrret.

Vi endte i Ribe og landede tilfældigt hos de sødeste ejere af Danmarks ældste bindingsværks byhus lige ved siden af Domkirken. Dagene der fulgte var en lang nærmen sig hinanden. Skizofrent skiftende sindsstemninger, søskendeslåskamp og kærlighed, irettesættelser og vredesudbrud iblandet sporadiske glimt af lykke. Mange af dem heldigvis, men i nøjsomme drys; nu’er vi klamrede os til.

Et dybtfølt kys og en kærlighedserklæring på en rasteplads et sted, at betragte sin seksårige søns forsøg på at dække morgenbord for at overraske os, når vi vågnede, varme børnetæer mod koldt maveskind efter en tur i havet, det at finde den perfekte hytte i søbredden til Silkeborg Sø og være så heldig at den var fri. Synet af sovende brødre i hemsen, tæt omsluttede. En kop gemen men fuldstændig fantastisk neskaffe en stille morgenstund, en opklaring, man ikke havde regnet med, efter vildt uvejr. En øl i et stjålent øjebliks alenetid på en badebro.

Stukket af fra familien. Bare lyden af søens skvulpen og smagen af IPA. Foto: Anne Anthon Andersen.
Stukket af fra familien. Bare lyden af søens skvulpen og smagen af IPA. Foto: Anne Anthon Andersen.

Alt det man ikke kan planlægge og aldrig havde forventet at finde ferielykke i, hvis nogle havde spurgt, hvad man ønskede sig af sommeren. Alt det man husker og bærer med sig bagefter. For familien er en af de vigtigste forudsætninger for en stjernestorm af glimtvis ferielykke netop at give slip på planlægningen, slippe kontrollen og give plads til spontanitet. Skæve indfald. Troen på tilfældigheden – at det som sker, skal ske. At vågne og se, hvad vejret tillader. Næste dag var der høj sol og vindstille. Så vi kørte til Vejers Strand og faldt helt ned på hver sit håndklæde i sandet. Lod os skylle igennem af vesterhavsbølger. Men stadig draget af dagene, der kom. Trang til at se fremad, før vi kunne falde til ro i nuet.

Når kaos og kalden bliver okay
Først et par dage senere med udsigt til Silkeborgs søer fandt vi en form for fælles takt. Delte lysten til bare at være og blive her. Spille spil, gå en tur gennem gyldent sommerkorn, dyrke langsomheden i fællesskab. Vi tog til Himmelbjerget, spiste is og sejlede med hjuldamper på søerne. Fandt Jellingestenene og snakkede om Harald Blåtand. Efter fem dage på farten, pressede frihedstrangen sig på igen. Tankerne om at være alene, at falde ind i en sindsstemning og få lov bare at blive der for en stund. Regnvejr og inde-kuller. Det er ikke kun vi voksne, udbrydertrangen rammer. Drengene ville have legeaftaler. Det fik de, mens vi kastede os over hver vores, da vi var hjemme fra landevejene.

Men ikke uden afbrydelser. Et slagsmål der skulle udredes, en vandkande der skulle fyldes, tøj der blev vådt. Sult og almindelig træthed. Den slags. Men pludselig var det, som var kaosset, det at vores parallelle projekter kolliderede undervejs, mere okay. Måske var det vores allesammens lettelse over igen at være lukket på græs hjemme ved hver vores domæner, måske var det feriefornemmelsen af lethed, der for alvor havde fået fat. I hvert fald var accepten af kaos og kalden anderledes fuldendt end normalt. Som sommerregn efter en lummer sommerdag.

Vi overgiver os og glemmer os selv
Da vi nåede godt ind i anden uge, var det, som var kanterne for alvor slebet til, møtrikkerne i familieorganismen faldet i hak. Som  blev der længere mellem episoderne, hvor akser gled ud, noget kom på tværs, så maskinen hylende gik i stå. Vi vågnede til kys fra børnelæber på sengekanten og kunne ligge længe, før sulten satte første lavine af søskendeslåskamp i skred. Vi kunne læse længe, mens drengene legede med Lego.

Men det meste af tiden havde vi bare lyst til at være sammen. At læse højt, cykle til stranden eller spille spil nummer fem i streg, selv om vi for længst var blevet frokostsultne. Nu hvor vi var blevet så gode til det. Nu hvor sådan noget som tid og rutiner ikke længere havde greb om os. Først nu begreb vi sådan for alvor, hvad det er, familieferien kan. Med alle dens modsatrettede følelser, frustrationer, kampe for friheden og fællesskabet.

En af vores mange udflugter til stranden. Her i Rørvig. Foto: Anne Anthon Andersen.
En af vores mange udflugter til stranden. Her i Rørvig. Foto: Anne Anthon Andersen.

Her de sidste dage flyder vi med fællesskabet uden modstand og fyldes ved glæden ved at give efter. Her glemmer vi os selv og vort eget for en stund. Heri ligger familiens kraft, som er lige så svær at sætte ord på, som den er fortryllende.

Og netop som vi har ladet os opsluge af fællesskabet, kalder hverdagen os tilbage til os selv igen. Her hvor der endnu er et par dage til, at den sætter ind, aner jeg den blot glimtvis som et svagt lys i horisonten. Men tiltrækningskraften fejler ikke noget. Jeg skal nok lade mig lokke med.

Familieferien
På alle måder på toppen. Himmelbjerget ved Silkeborg.

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *