Blog

Drømmen om mit eget soveværelse

Jeg elsker min familie. Men jeg elsker også den frihed, der de seneste år er skrumpet mere og mere ind, som familien har vokset sig stor. Friheden til fordybelse i mit eget rum. At få sit eget fysiske rum i hjemmet kan gøre det lettere at finde ro og tid til at dyrke andet end familiens fælles projekter på hjemmefronten. Først da kan det for os lade sig gøre at bygge et fundament, der er stærkt nok til, at familien kan leve bæredygtigt.

 

oktober 2016,

Af Anne Anthon Andersen

Før vi fik børn, lå vi ofte i ske under samme dyne. Det var rarest sådan. Vores seng var endnu bare en meter og 30 bred og et vedhæng helt tilbage fra gymnasietiden.

Det var i gymnasietiden min gamle gymnasielærer i dansk, der introducerede mig for fænomenet ikke at dele soveværelse med sin partner. Jeg kan huske, at han i 3.G holdt et arrangement, hvor han inviterede os hjem til sig, kort før vi skulle dimittere. At han interviewede os hver især om vores drømme; om hvor vi mente, at vi befandt os i livet om fem år. At vi leverede budskabet til hans kassettebåndoptager, som vi sad bænket ved et langbord i den frodige have, der åbnede sig ned mod Jægerspris Skov. Her dyrkede han både Tai Chi og alverdens grønne sager. På grunden havde han og hans kone opført tre huse. Foruden hovedhuset havde de hver deres lille anneks. Med hver deres fristed og soveværelse.

Jeg kan huske, at jeg dengang synes, at det var lidt suspekt. For det virkede som om, at de levede i et kærlighedsforhold – fyldt med passion. Forfulgte både fælles og hver deres lystfyldte projekter og levede i alt andet end et fornuftsægteskab, hvilende på den spinkle grund, at det nu engang er lettere at blive sammen end at flytte hver til sit. Dengang gav det ikke mening, hvorfor de da valgte ikke at dele nætterne så ofte som muligt – at dele seng og soveværelse.

Jeg kan huske, at vi var nogle, der spurgte forundrede og let drillende til det. Og at vores lærer forsikrede os om, at det skam ikke var, fordi de ikke elskede hinanden – også om natten – det var bare rart for dem at have hver deres sted. At kunne trække sig tilbage. Og så mødes et sted i midten – eller hos hinanden, træde ind i hinandens rum. Han smilede. Måske ville vi engang forstå deres prioritering. Måske.

 

Kroppen kaldte på luft

Det er efterhånden længe siden, at vi holdt op med at sove i ske. Det var cirka, da vi fik vores ældste søn. Ikke fordi han indtog pladsen imellem os. For han fik hurtigt sit eget værelse og sov så godt i netop sin egen seng.

Det var mere, fordi det pludselig var så varmt. Hormonerne pumpede. Oxytocinen strømmede. Kærlighedshormonet. (Den største koncentration af oxytocin findes mellem det nyfødte barn og den ammende mor, simpelthen for at knytte dem uløseligt sammen).

Pludselig var der så meget kropskontakt til et lille menneske det meste af dagen. Så meget væren udspændt mellem andres behov, der skulle opfyldes. Pludselig kaldte kroppen også på luft omkring sig. Bevægelsesfrihed i mere end helt konkret forstand. Der var ligesom ikke nok arme. Ikke nok tid. Ikke nok plads og rum til at være bare mig. Når jeg fik det, havde jeg også brug for at gribe det, frirummet. Solo.

Min mand Mads begyndte pludselig at være meget længere oppe om aftenen for at hente sin huletid, mens vi andre sov. Jeg selv begyndte at lede som en gal efter et hus på landet med plads til, at jeg kunne indrette mit eget skriveværksted og værelse i et anneks i tilpas afstand fra hovedhuset. For hey; det er ikke kun mænd, der har brug for huletid!

13835478_10157148859855316_961896873_o

Mit skriveværksted. Det er her, jeg arbejder og her jeg henter en del af behovet for at samle tankerne i fred i et rum, der er mit eget. I den anden ende af annekset har Mads fået værksted – sit hule- og frirum på matriklen. Foto: Tuala Hjarnø, Photography Cph.

At lukke hinanden ind

Der var brikker, der ændrede sig. Som jeg oplever, at det sker i mange familier, når familielogistikken skal gå op. Heldigvis blev tiltrækningskraften mellem os ikke afbrudt. Ej heller passionen. Og vi deler stadig ægteseng og soveværelse. Men jeg kan godt til tider gå og drømme om at få mit eget.

I skrivende stund er vi sammen med arkitekten ved at lægge sidste hånd på tegningerne af den tilbygning til hovedhuset, vi opfører til foråret næste år. Og jeg bliver stadig mere overbevist om det ekstra soveværelse. Måske får han alligevel ret, min gode gamle dansklærer. Måske er jeg ved at forstå. Tanken om engang at vælge at besøge hinandens værelser og værne om hver sit frirum bygget solidt og synligt ind i fællesskabet virker faktisk helt logisk og frisættende. Muligheden for at tænde sengelampen i vågne nattetimer, gribe pennen og nedfælde et par siders indfald i nattens stille ro, til søvnen igen tager over uden at forstyrre sin elskedes nattesøvn. Eller at læse med lyset tændt når som helst. Som i morges hvor jeg vågnede længe længe, før nat blev dag, og greb chancen for et par timers uforstyrret læsning, før resten af familien tog hul på dagen – gled ud af hver deres drømmeland.

bygge1

Plantegninger over tilbygningen til den knopskydning af Æblehuset, vi går i gang med at bygge til foråret. Foto: Mads Anthon.

Og så er der alligevel noget, der holder mig tilbage fra at gøre det. Måske er det mest kulturelle konventioner. Det at ægtesengen repræsenterer en stærk kulturhistorisk symbolik, som det er svært at frigøre sig fra, som artiklen ’Ørepropper er jo ikke så sexede’ i dagbladet Information beskriver det. Den selvoverskridende altruistiske tanke med rod i det kristne bud om at blive ét kød. Mens det flere steder i USA bliver stadig mere almindeligt, at par sover i hvert sit værelse, er fænomenet endnu langt fra alment acceptabelt herhjemme.

Måske er det frygten for at komme til at mangle oxytocin – stoffet som styrker vores evne til at knytte os i længerevarende relationer, og som pumper gennem venerne under og efter kroppenes kontakt. Mens et knus giver oxytocin til en time, giver et knald stof til et døgn. Får vi husket at kæle nok, hvis vi sover hvert vores sted, selv om tanken med hvert sit værelse ikke er at skrue ned for kropskontakten. Tvært imod. Der er oplevelsen af, at jeg sover dybere, roligere med Mads inden for rækkevidde, end når jeg sover andetsteds. Og så er der alle weekendmorgenerne, som starter til lyden af små fødder i løb over gulv og en mosen og kilden og putten i vores store fælles seng. Vi vågner langsomt. Badet i oxycitin. Dem vil jeg ikke for noget i verden undvære. Før vi ser os om, er de små fødder blevet store og tunge og måske endda svære at drive ud af hver deres eget soveværelse. Så weekendmorgenerne skal fortsat starte sammen i samme seng.

 

Lyst til at smelte sammen

For et par år siden interviewede jeg sexolog Joan Ørting til en artikel om gennemslagskraft og det at forfølge sin passion. Hendes mantra har i mange år lydt, at man også i parforholdet er nødt til at have sit eget territorium.

”Vi lever et travlt liv med mange hensyn. Men om natten skal man komme til kræfter og ikke bruge energi på at tage hensyn. Det giver nemlig velvære at gå ind i sit eget rum. Når man gør det fysisk, bliver det også nemmere at gøre mentalt. Man får plads til at tænke og til at mærke sig selv. Og det er vigtigt for alle mennesker”, som hun har sagt til Magasinet Sundhed.

Det handler om at huske det individuelle jeg, som let glider ud i glemsel, slugt af familierutiner og indretten sig efter de andre. Hvis vi skal bevare tiltrækningen til hinanden, er vi nødt til at holde fast i de modsætninger, vi i første omgang forelskede os i – blev draget af hos hinanden, argumenterer Ørting. Da styrker vi kærligheden, passionen – lysten til at smelte sammen med den anden, blive optændt af den andens ild.

13835801_10157148860090316_493129551_o1

Foto: Tuala Hjarnø, Photography CPH.

Dør modpolerne i os, bliver den magnetiserende tiltrækning mellem os for svag. Og den skal immervæk være stærk for at bære familiefabrikken med alt, hvad den indebærer.

Vi tegner et par ekstra værelser ind på plantegningen til overnattende gæster og kreaværksted under alle omstændigheder. Så må vi se.

Gem

Gem

Gem

Gem

Gem

Gem

Gem

Gem

Relateret indhold

0 kommentarer

Skriv en kommentar