Det er vigtigt at stoppe op og puste ud et sted i efteråret. Efteråret leverer naturligt rum for refleksion: Tanker som kræver ro, hvis de skal række derind i sindet, hvor de gør os klogere på, hvordan vi lever og udstikke nye præmisser for måden, vi indretter os på. Stikker man af fra hverdagstravle rammer, vasketøjskurve og (bygge-)arbejde og ud i naturen, bliver det lettere at rense sindet blankt.
oktober 2016,
Af Anne Anthon Andersen
Loftpladerne er brudt op, og udsynet til mølædte bjælker og førstesals gulv er ligeså frit som beskidt. Fra loftet hænger afskårne ledninger som rastløse fangarme, og alle overflader er iklædt et tyndt lag støv. Alt minder os om det køkkenbyggeri, vi lever i i disse uger.
Selv om vi forsøger at prioritere pauser fra det ind imellem – er det oftest med tanken om målet alene, vi færdes imellem øerne af fritstående køkkenelementer, værktøjskasser, spande med spartelmasse og afskallede vægge.
Alt i mig vil i udgangspunktet bare være færdig med foretagendet. Flueben. Punktum. Finito. Videre i teksten. Omvendt ved jeg, at vi har brug for frirum. At koble af uden at skulle forholde os til det igangværende byggearbejde. At vi bliver magnetiserede af det alt sammen, har svært ved at befinde os i nærheden, uden at kaste os ind i projektet i alle de ledige stunder.
Vi har brug for tid til at falde ned. Og rum til det. Sammen. Derfor pakkede vi i fredags bilen, kørte østover mod svenske Markaryd. Et par dejlige venner har sommerhus her. Midt ude i skoven. Omfavnet af træer.
Bare det at bevæge sig ned gennem træernes stammer, mærke lyset som rammer i spredte glimt, fornemme mosset under støvlerne, giver ny energi – blæser ligesom hjernen ren. Den måde skovbundet giver sig på, fornemmelsen af knasende løv. Lyden af rovfugles sporadiske kalden fra ubestemmelige steder, gemt i træernes kroner.
Det ikke at have noget egentligt på programmet. Målrettet slet ikke at lægge et program for i stedet at lade det være en udflugt at lade børnene bevæge sig ned mod bækken og den lille hjemmebyggede bro i deres eget stille tempo. Opleve eventyret set med deres øjne – se dem dvæle ved en kæmpe rod, som er væltet frem af jorden, da dets træ blev blæst omkuld. Begejstrede udbrud ved at samle kogler og grene – én til og endnu én. Det ikke at have noget at skulle nå, opgive modviljen mod at lade tiden rinde. Ubekymret.
Der er mange, som vælger at springe efterårsferien over. Ifølge en undersøgelse, som analysebureauet Wilke har lavet for Avisen.dk, vælger hele 65 procent af danskerne ikke at holde efterårsferie i uge 42. Det gælder også for vores familie. August og Morgan går endnu ikke i skole, så vi holder efterårets friuge på et andet tidspunkt, end der hvor alle skolebørnsfamilierne holder fri.
Men uanset hvad – det er vigtigt at holde fri. Jon Kjær Nielsen har skrevet flere bøger om arbejdsglæde. Han holder foredrag og rådgiver ledere om trivsel på arbejdspladsen og har i flere omgange leveret pointer om værdien af at prioritere feriepauser fra hverdagen.
Jeg hørte ham i et indslag i Radioavisen om netop, hvor mange der dropper efterårsferien, som jeg flettede ind på motorvejen i går eftermiddags. Mellem alle de andre efterårsferie-arbejdende på vej hjem fra arbejde. Det fik mig til at glædes endnu mere ved tanken om weekenden i det svenske – og den efterårsferie, vi har til gode i november.
Hans ærinde er vigtig: Og lad den være en opfordring til os alle – om at holde den pause fra arbejdet, der sikrer rum for refleksion. En af Jon Kjær Nielsens væsentligste pointer i indslaget var, at feriepausen mellem sommer- og juleferie er med til at sikre, at man ikke kører ud af et forkert og for hurtigt spor i sin tilværelse i længere tid end højst nødvendigt. Det sikrer man sig ved at skaffe tid og rum for refleksion – opladning og klaring af tankerne i selskab med mennesker, man holder af, men har alt for lidt tid til i hverdagen.
Feriepauserne bør være frirum, hvor man ikke blot holder fri fra arbejde erstattet af mindst ligeså mange gøremål som den hektiske hverdag. Det er ikke første gang, vi stikker af til Sverige for at lade op. Og helt sikkert heller ikke sidste. Det er bare et par timers kørsel væk og giver følelsen af virkelig at komme på afstand af hverdagens hamsterhjul.
Gem