Journalistik

Naturterapi giver flygtninge nye rødder

I økolandsbyen Hallingelille mødes flygtninge og naturterapeuter om havearbejde, samtaler og madlavning over bål. Naturen skaber rum for ro og fordybelse i en stressfyldt tid og etablerer tillid til at sætte ord på traumer.

Bragt i magasinet Natur&Miljø, september 2016

Af Anne Anthon Andersen

Myntetheen damper fra kedlen over ilden i den overdækkede bålhytte. På en tavle er dagens program tegnet med kridt: En kop, en gryde, en sav og en kartoffelplante præsenter opgaver, der skal ramme dagen ind i ro for otte iranske flygtninge. I det midtsjællandske økosamfund Hallingelille, nær Ringsted, er de som et halvt hundrede flygtninge før dem i naturterapi.
”Vi vil hjælpe flygtninge til at skabe et bæredygtigt liv i Danmark både mentalt, sundhedsmæssigt, socialt og sprogligt. Det kan naturterapien være med til”, forklarer Lotta Wilson Bruun, naturterapeut, og bachelor i ernæring og sundhed, som sammen med sin bofælle, psykoterapeut Sasja Iza Christensen, står bag projekt Nye Rødder.

Der skal klæves brænde til bålet, før gryden kan komme i kog. Foto: Thomas Steen Sørensen, Colorrange Photography.

Der skal skaffes brænde til bålet, før gryden kan komme i kog. Foto: Thomas Steen Sørensen, Colorrange Photography.

Nye ord på kendte urter
Da alle sidder om bålet, byder Sasja velkommen og holder en hyldeblomst frem. Sådan har hun det i dag; blomstrende, men også lidt træt, forklarer hun og peger på en af de hvide blomsterskærme, der hænger tørstigt fra grenen. Herefter får alle til opgave at finde et stykke natur, som afspejler, hvordan de har det. En finder en blomst, som er blå som himlen. En anden en brændenælde. I dag skal der luges ukrudt, saves brænde, bages kartofler på bål og samles salat, som skal snittes. Fatema og Mahtab melder sig på salatholdet, og Lotta viser dem, hvor de finder Hvidmelet Gåsefod, en spiselig ukrudtsplante. Ved et plankebord viser Lotta forskellige krydderurter frem og siger deres danske navne, mens Fatema og Mahtab udtaler de persiske. De kender dem alle sammen fra Iran. Og så snitter de krydderurter, langsomt og omhyggeligt. I stilhed. Det er otte måneder siden, de krydsede grænsen i Rødby som tusindvis af andre og endte deres flugt gennem Europa, mestendels til fods, på asylcentret Center Avnstrup i den midtsjællandske by Hvalsø. Antallet af danske gloser er begrænset, men via en oversættelses-APP på mobilen, taster 22-årige Mahtab ”fred” og ”i naturen føler jeg ro” frem på skærmen.

hallingelillebjergvej_20

Grøntsagerne og de forskellige krydderurter åbner op for samtaler om, hvordan den danske natur er både ens og forskellig fra den iranske. Foto: Thomas Steen Sørensen, Colorrange Photography.

hallingelillebjergvej_17

Lugning giver adgang til traumer
Naturterapien handler netop om at finde fred og ro, forklarer Lotta Wilson Bruun:
”Det er stressdæmpende at opholde sig i naturen. Pulsen falder, kortisolniveauet daler, og antallet af stresshormoner bliver færre. Mennesker har ikke altid boet i byer, men levet som jægere og samlere eller agerbrugere i tæt kontakt med naturen. Derfor reagerer vores nervesystem positivt på den. Når man kommer ud, falder nervesystemet til ro, og man mærker sig selv på en anden måde”, siger hun og henter en skål til salaten. Den såkaldte savanneteori forklarer, hvorfor ophold i byen og på landet griber forskelligt ind i vores sindstilstand. I byen tvinger de mange hurtigt skiftende indtryk os til at være på vagt for at kunne navigere. Når vi kommer ud, hvor vi kan se langt og lade blikket hvile, breder roen sig i sindet.

hallingelillebjergvej_09

Lugearbejdet mellem kartoffelrækkerne lader sindet hvile i naturen for en stund og virker som en art meditation. Og så gør det fælles arbejde i marken det lettere at spørge ind til traumatiske oplevelser. Foto: Thomas Steen Sørensen, Colorrange Photography.

Udsynet fra pladsen ved bålstedet er netop langt. Og grønt. I grønsagsmarken på den anden side af grusvejen er Assad og Himen sammen med Sasja i gang med at luge mellem kartoffelrækkerne. Fra sin hugsiddende stilling spørger Sasja til Assads flugt fra Iran. Hvilke lande han var igennem? Hvordan de kom frem? Assad lader fingrene løbe over jorden: ”Walk”. ”Boat”, siger han kort og fortsætter lugningen. Sasja spørger til, hvor mange de var ombord og gætter sig frem. Assad nikker, da hun lander på 50. Kom alle godt i land?, vil Sasja vide. Assad slår blikket ned. ”No”. ”Not all good”, siger han så, før han rejser sig og går ned for enden af rækken et øjeblik. Så vender han tilbage til arbejdet, lader fingrene løbe videre gennem kartoffelplanterne.

hallingelillebjergvej_13

Selv om Sahid holder Ramadan og faster fra både vådt og tørt i alle døgnets lyse timer, er han i fuld gang i marken. Foto: Thomas Steen Sørensen, Colorrange Photography.

Sasja Iza Christensen forklarer, at projekt Nye Rødder gennem naturen bygger relationer, som hjælper de sårbare flygtninge til at åbne op for deres traumer.
”For mange af de flygtninge, som kommer her, vil et klassisk terapeutisk samtaleforløb i et klinisk rum være grænseoverskridende og fremmed. Det ligger så fjernt fra den kultur, de kommer fra. Her tilbyder naturen os et rum, hvor vi kan mødes mere på lige fod og være sammen om fx lugning eller plantning. Det lader samtalerne flyde mere naturligt”. Derfor er det praktiske arbejde i naturen centralt for naturterapien.
”Vi oplever, at alle har et stort behov for at bidrage med noget konkret og opleve, at de gør en forskel for nogen. At luge en række kartofler, save brænde eller lave mad, er meget synlige opgaver, hvor man kan se, at man udretter noget, men i sit eget tempo. Det hjælper i arbejdet med at heale sig selv”, siger hun.

Solidt rodnet kræver jord
Tilbage ved bålpladsen raver Sahid kartofler ud af gløderne, mens Lotta lægger en orangeprikket dug på bordet, stiller tallerkner frem. Fællesspisningen er en central del af forløbet, fordi det at spise sammen starter samtaler, og fordi måltiderne med Hallingelille-beboere giver flygtningene en følelse af at være velkomne i et fællesskab.
”Der er mange af deltagerne, som siger, at de oplever det som at være sammen med familie og venner, når vi spiser sammen, fordi måltidet åbner op for en anden type samtaler. Jeg oplever, at deltagerne for en stund glemmer deres flygtningetilværelse. De føler sig set og mødt som dem, de er”, siger Lotta.

hallingelillebjergvej_21

Fællesspisningen er en væsentlig del af naturterapien i Hallingelille Økosamfund. En gang imellem spiser Hallingelille-beboere også med. Foto: Thomas Steen Sørensen, Colorrange Photography.

Da dagen er gået, samles alle om bålpladsen i en cirkel. Med højre arm over venstre griber de hinandens hænder. Alle siger farvel og på gensyn på både dansk og persisk, før Lotta og Sasja vinker farvel til de unge iranere, som kører tilbage til Avnstrup i en hvid minibus. De håber, at det terapeutiske arbejde i naturen vil hjælpe en masse flygtninge med at slå nye rødder.
”Som flygtning er man enormt rodløs. Arbejdet med jorden kan være med til at skabe jordforbindelse. For jorden er den samme, uanset hvor fra man kommer, og mødet med det genkendelige er vigtigt i arbejdet med at bearbejde traumer og komme videre i sit liv”, siger Sasja Iza Christensen.
”Og så handler det at arbejde med natur og planter også om at få lov til at passe på andre levende væsener. Det gør det lettere at passe på sig selv”, tilføjer Lotta Wilson Bruun.

hallingelillebjergvej_14

Manuelle, oprindelige redskaber og håndkraft gør det muligt at være helt tæt på naturen og bevare roen under åben himmel uden maskinernes motorstøj. Foto: Thomas Steen Sørensen, Colorrange Photography.

Om serien ‘Styrket af naturen’:
Vi taler ofte om, at vi mennesker skal passe på naturen. Men ofte er det naturen, der passer på os. Forskning viser, at naturen helbreder, har en positiv effekt på angst, stress og depression og i det hele taget gør os gladere. Natur & Miljø har mødt nogle af dem, der henter styrke i naturen.

Gem

Relateret indhold

0 kommentarer

Skriv en kommentar