Vandreture er en smutvej til mikroeventyr i hverdagen. Selv korte udflugter åbner magiske rum for opdagelser, nærvær og vigtige samtaler. At stoppe op er en vigtig del af eventyret.

Natur&Miljø november 2019,
Af Anne Anthon Andersen

Lyset kaster smut i havet og glider ligesom videre ind i skovbrynet. Høve Skov i Odsherred rækker helt ned til stranden. Tvillingerne, Clara og Johannes, løber i forvejen. De kender vejen. Men det gør ikke dagens vandring mindre spændende. Siden benene endnu vaklede under dem, har de været vandringsbørn.

Hjemmevant bestiger de en væltet kæmpetræstamme, hvis rodnet peger flere meter op i luften. Balancerende som skovens linedansere bevæger de sig ad stammen, springer og lander i sandet.

”Se nogle smukke runde sten!”, udbryder Clara nede fra vandløbet under det askegrå net af grene.
Lige siden de kunne sidde oprejst i en bærestol på ryggen, har Jacob Klaris Jensen og Anée Berg Kehlet taget deres unger med på vandring.

”Da de var helt små, var det rart at kunne fortsætte vores vandreture og have dem med på ryggen. Pludselig kunne de gå med selv. På den måde er vandreturene helt naturligt groet ind i vores måde at være sammen på”, forklarer Anée.

Mikroeventyr i hverdagen
Et af de første stærke vandreminder spandt de fra en ødegård i Sverige og rundt om en større sø i området, da børnene var tre år. De aftalte, at de ville finde deres egen vej om søen. Ingen stier, kort og GPS. Selv om turen bare tog et par timer, blev den et helt lille eventyr.
”Fordi vi havde fået skabt en lille historie om turen og valgte at gå vores egen vej, blev det en opdagelsesrejse i børneperspektiv, et mikroeventyr i hverdagen”, forklarer Jacob med det lag af lykke i stemmen, der opstår, når man pudser et smukt minde af. read more

I barndommen blev naturen et nødvendigt tilflugtssted. Han kan stadig ikke leve uden. Naturfotograf Mikkel Jezequel ruller sig gerne i søle for at lugte af krondyr eller tager plads i en sø i tre dage for det rigtige motiv af en trane. Naturen har givet ham alt. Nu vil han give naturen en stemme.

Natur&Miljø juni 2019,
Af Anne Anthon Andersen

Han kan huske, hvordan han på barndommens spejderture skød gennem det sprøde vildnis.  Hvordan han og vennerne tumlede nedover skrænter med bue og pil. Flyvende i spring over skovens sprøde underlag overgav han sig fuldkomment til legen, han blev indianeren Sølvpil; spejdernavnet lagde sig ligesom ind i ham. Begge forældre var med på turene som spejderledere, og skovens træer var grundsøjler i familiens DNA.

Mindet om de træarbejder, faderen skabte med sine hænder på de ture, lyser stadig som et nostalgiens fyrtårn i barndommens mentale billedbog:
”Jeg husker særligt en ske og gaffel i ét. Den var mindblowing. Det vildeste. Min far viste mig det livsbekræftende i at frembringe noget med sine hænder. Den ro og følelse af opbyggelighed, der bor i at gøre netop det. Jeg er taknemmelig over, at han lærte mig at give sig hen til snittearbejdet og naturen”, forklarer han.

Det var på en sommerlejr på Bornholm lige før forældrenes skilsmisse, at længslen efter at gøre sin fader kunsten efter for alvor flyttede ind i ham.
”De andre var gået en tur, og jeg havde fået lov til at sidde alene ved bålet. Her greb jeg en kniv og begyndte at snitte, mærkede følelsen af umiddelbar tilfredsstillelse ved at frembringe noget af naturen med mine hænder. Helt uafhængigt af andre. At jeg kunne tune ind på det, forfine og blive ved”, forklarer han om et af sine allerførste eventyr med kniv og træ og viser de ar, der stadig smykker hånden fra de gange, hvor kniven eller øksen smuttede.

Vi har taget plads i hans stue i det lille byhus i nordsjællandske Græsted. Her er høvlebænken fast inventar, husets hjerte. På væggen hænger stemmejern på række. Birkespåner fra de seneste dages produktion af håndværk dækker det meste af gulvet.

Han griber en kost og fejer et par bunker til sidde. Kaster en håndfuld spåner ind i ilden i den buldrende brændeovn. Skåle, skeer og spækbrædder tårner sig op på det lille spisebord. Jonas Als har snittet skeer til Michelinrestauranten Kadeau og arbejder benhårdt på at opfylde drømmen om at leve af det håndværk, han brænder for.

Spejlet og ’guldkassen’
Da Jonas Als var 10 år gammel, brød familien sammen. Det havde længe ligget i kortene. Konsekvenserne ved at blive sammen var større end at gå hver til sit. Sammen med sin mor flyttede Jonas fra barndomshjemmet og faderen. Afstanden mellem dem voksede.
”Når jeg besøgte ham, lavede vi ikke rigtigt noget sammen. Vi sad mest bag hver vores computer. Min far forsvandt i arbejdet, jeg i min parallelverden af computerspil. Han havde været min helt, og jeg savnede ham vildt”, siger han og bøjer sig ind over den ske, han er ved at forfine. Nagler opmærksomheden i et fuldkomment fokus.

Lyden af knivens langstrakte løb gennem træet. Duften af birk og koldpresset linolie fylder stilheden mellem os.
”Man kan blive ved”, siger han så og drejer skeen foran sig som for at vurdere den endnu en gang.
”Jeg kan godt lide langsomheden i processen. Skabelsen – det er, som om arbejdet bliver en forlængelse af mig selv”, forklarer han.

Savnet af faderen voksede ind i ham og blev en del af hans måde at være i verden på. Han søgte tilbage til krigslegene fra spejderturene i den virtuelle verden, tilbragte timevis i selskab med World of Warcraft. I den virkelige verden blev skolen en modstander.
”Tabet af min far fyldte mig, og jeg fik dårlige karakterer. Jeg stenede alt for meget computer, mistede troen på mig selv”, siger han.

Jonas Als ville gerne på efterskole. Nysted Efterskole på Lolland havde et naturværksted, og så var det som at starte på en frisk så langt væk som muligt.
”Her var det helt naturligt at have en fuglebog i den ene lomme og en snittekniv i den anden. Jeg kunne være den naturnørd, jeg altid havde været. Og så mødte jeg Peter”.

Peter Kildenfelt var lærer på skolen. Han var et geni med et stykke værktøj, som menneske og mentor. Med ham som spejl, så Jonas Als pludselig den stærkeste version af sig selv. Peter viste ham, hvordan han kunne komme videre med træarbejdet, forfine sine teknikker og sendte de andre elever ud at rende, når han kunne fornemme, at Jonas havde brug for en snak. Da skoleåret sluttede, forærerede Peter ham en værktøjskasse.
”Han så mig med det, jeg kunne. ’Det er din guldkasse’, sagde han. Gå ud i verden og vis den, hvad du kan drive det til.
Den blev et konkret manifest, som jeg tog med mig derfra”.

Jonas Als begyndte at opsøge projekter i naturen. For Naturstyrelsen og Jagt- og Skovbrugsmuseet blandt andet. Han læste HF, blev far til tvillinger. Når han havde puttet dem om aftenen, forsvandt han stadigt oftere ind i snittearbejdet til langt ud på natten. Ved siden af snitteriet gik han i gang med at læse Natur- og kulturformidling ved Københavns Universitet på Skovskolen i Nødebo.

Læsningen af hjerneforsker Theresa Schilhabs teorier om naturens kræfter: ”Det jeg sanser, husker jeg” sendte Jonas Als tilbage til oplevelserne af bålets magnetiserende kraft på lejrturene i barndommen og gav dem ny mening. Tilfredsstillelsen, det meditative, forklaringen på hvorfor mennesker naturligt søger sammen om et lejrbål, hvordan flammerne bringer lyset og varmen tilbage i ansigtet. Kroppen husker, minder om lykke bor i sanserne.

Længslen vinder altid
Bilkøerne vokser sig lange som slanger af jern gennem byen, da Jonas Als kører ad Kalkbrænderihavnsgade mod Københavns Universitet og et arrangement om bæredygtig naturturisme. Han holder for rødt i krydset ved Kastellet, da en bil banker ind i ham bagfra. Smældet i nakken slår ned som et lyn i de i forvejen eksamensflossede nerver.
Kvinden i den bagvedkørende bil tager med det samme ansvaret.

Ugerne efter trækker smerterne ned i nakken, ud i skulderbladene som snorene i en sprællemand. Tankerne løber i hver deres retning, og fokus bliver en destination udenfor rækkevidde. Det er, som har kræfter han ikke selv er herre over, taget over. Det bedste er at bevæge sig uden at overanstrenge sig, siger lægen. Ellers kan kroppen låse sig i den spænding, piskesmældet har efterladt. Så ofte som muligt vandrer han gennem det lille stykke skov i Græsted Hegn for at se, om der er faldet et træ, han kan formgive hjemme ved huggeblokken i stuen. Eksamensperioden nærmer sig, og det stresser ham, at han ikke ved, hvornår smerterne forsvinder.

Men vindens visken i træerne, forårsbladenes selvlysende grønne møder ham uden forventning. ”Her kan jeg bare være. Det bliver mere tydeligt end nogensinde, at når jeg griber naturen, griber den mig”, forklarer han. Vandrende gennem skovens vildnis beslutter Jonas Als, at han vil dedikere mere tid til at undervise andre i, hvordan de kan hente styrke i naturen. Han vil give mennesker oplevelser, så de opdager, at naturen er der for dem – får adgang til naturens eventyr. De snittekurser, han har holdt de sidste par år, vil han holde flere af. Og skal handle om meget mere end teknikken i at snitte.
De skal handle om roen og fordybelsen i at skabe noget selv.

Sommeren kommer med kærlighed. Med svigerfamilien rejser Jonas og hans nye kæreste til en spansk bjergby nord for Barcelona. Det er svigerfar, der giver. Her kommer savnet rullende med forsinkelsens fart. Med ryggen mod muren af kolde kampesten læner han sig lige ind i længslen.
”Jeg var simpelthen nødt til at give min far klar besked. Jeg høvlede ordene ned på min telefon. Skrev at jeg savner ham, elsker ham, at der er så meget, jeg ikke kan få klarhed over i mig selv uden ham at tale med. Jeg skrev, at jeg har brug for ham”, fortæller han.

Brevet ligger endnu i udbakken. Det skal lige bundfælde sig i ham først. Men sendes skal det.
”Min far tog mig ud i naturen. Han lærte mig tidligt at give mig hen til den. Lod mig opleve selvforglemmelsen og meditationen i at formgive et stykke træ. Han viste mig, hvordan bålet på nærmest magisk vis samler mennesker omkring sig. Vi er nødt til at sætte os sammen om det bål igen en dag”.

Styrket af natur:
Vi taler ofte om, at vi mennesker skal passe på naturen. Men ofte er det naturen, der passer på os. Forskning viser, at naturen helbreder, har en positiv effekt på angst, stress og depression og i det hele taget gør os gladere. Natur & Miljø har mødt nogle af dem, der henter styrke i naturen.

Natur&Miljø marts 2019,
Af Anne Anthon Andersen

Når Sebastian Klein med sin far i hånden blev genkendt i Zoologisk Have eller Tivoli, var det, som åbnede sig en afgrund i ham. Ikke så meget fordi de blev genkendt af børn og voksne, som flokkedes omkring dem. Men fordi denne evindelige genkendelsesseance vækkede et stærkt ubehag i faderen; den på én gang artistisk udadvendte og blufærdigt sky skuespiller, forfatter, musiker og humorist Jesper Klein. Fordi ubehaget ligesom løb videre gennem deres håndflader og ind i barnet Sebastian, omkransede ham som en linse af is, han begyndte at se sig selv igennem. Alt i ham frøs til.
”Min fars ubehag ved genkendelsen smittede af på mig. Og jeg udviklede en bevidsthed om, at jeg blev set igennem, hvem min far var”, forklarer han. Det var ikke altid let at være søn af det berømte skuespillerpar Jesper Klein og Lykke Nielsen:
”Jeg hadede at stikke ud, hadede at mine forældre var så berømte. Ønskede mig bare en far, der arbejdede i en bank og en mor, der ikke var for smuk, at jeg hverken havde rødt hår eller kunne lide at se på fugle. Jeg ville allerhelst bare være som de andre, ønskede mig leverpostej, leverpostej, leverpostej”, konstaterer han.

I skolen var det et pres, at de andre elever ofte ville have ham til at sige eller gøre noget sjovt. Gjorde han det, kunne det også give problemer. Som den dag han i begejstring lod som om, at han akkompagnerede den Poul Kjøller-sang, vikaren spillede på klaveret, ved at lade sine fingre løbe over bordpladen. Irettesættelsen faldt prompte: ”Dét er irriterende. Også selv om man er Jesper Kleins søn”, skældte vikaren ud.
Kort efter forbød Sebastian sin far at komme på skolen. ”Det var som at have en elefant med i skole. Alting gik i stå”, siger han.

Naturen åbnede et rum
Sebastian Klein voksede op i en rød murstensvilla på Ove Billes Vej 13 på Amager. Her var flygel i stuen og franske døre. Violiner, trompeter og kontrabas. Shakespeares samlede værker i reolen. Når han ikke var ude og optræde, kunne Sebastian Klein som regel finde sin far bag skrivemaskinen, evigt klaprende i tasterne, altid i ét med frembringelsen af et tekststykke. Barndomshjemmet åndede underholdning, drama og voksenliv. En god del af det danske kulturparnas samledes om egetræsbordet til møder om faderens tv-, teater og filmprojekter.

Omkring huset voksede en tilgroet have. Det var ikke her, forældrene lagde deres kræfter. Men mange af Sebastians tidligste naturminder groede netop her. Som den vinterdag han fra stuevinduet så en flok fugle hoppe rundt i haven. De lignede solsorte, og så alligevel ikke. Hovederne var grå, ryggen brun, maven hvid og brystet plettet. Han kunne ikke huske at have set dem før, ville vide hvad det var for fugle og strøg op på loftet for at finde den røde fuglebog i faderens bogsamling. Det måtte være sjaggere, som var landet på deres vintertræk nordfra, læste han.

Sebastian Klein kan endnu huske, hvordan begejstringen over opdagelsen sendte ham direkte op til sin far, der sad fordybet i arbejdet ved skrivemaskinen. Han kan huske, hvordan faderen kiggede op, hvordan hans opdagelse åbnede en snak om sjaggerne, og hvordan stoltheden samlede sig i et lysende punkt i faderens øjne.
Her spirede fornemmelsen af, at naturen åbnede et rum til et sted, hvor han blev fremkaldt som mere og andet end Jesper Klein og Lykke Nielsens søn. Her var han Sebastian Klein.

Det var cirka samtidig, at interessen for dyreprogrammer greb ham. Fascinationen af tigre og geparders jagt på gazeller, som gled over tv-skærmen. Naturens drama. Fra bagsædet i bilen udspillede dramaet sig pludselig ”life”. En tårnfalk dykkede ned i græsset i rabatten og kom op med en mus i kløerne.
”Det her var bedre end tv. Jeg havde direkte og helt eksklusive rettigheder til naturens oplevelser”, siger han og rykker helt frem i sofaen. Tændt.

Vi har taget plads i den lyse stue i villarækkehuset i Badensgade på Amager. Her, et par kilometer fra barndomshjemmet, bor Sebastian Klein med sin kone Rikke og deres to teenage-sønner. Et par stueplanter. Kaninen i haven, en kat og et par rotter i kælderen, som han af og til bruger i de shows, han turnerer landet rundt med, når han ikke laver tv-programmer eller skriver børnebøger, udgør matriklens eneste natur. Hvis det stod til ham alene, var de flyttet ud i naturen for længe siden. Men det gør det ikke, og Sebastian Klein har for længst slået sig til tåls med, at han må dyrke naturen på anden vis end at bo i den.

I barndomshjemmet var naturen en politisk sag på linje med andre kulturradikale dagsordener som kampen mod atomvåben. Naturen var en art teoretisk spørgsmål snarere end et praktisk foretagende.
”Mine forældre spurgte aldrig, om vi skulle tage en tur i skoven. Min far kunne godt lide at gå i Zoologisk Have, men det var ligesom dét”, forklarer han. Så Sebastian Klein cyklede selv på udflugter i naturen. Ofte til Amager Fælled for at se på fugle. Forældrene opmuntrede ham til at forfølge interessen, forærede ham fugle- og dyrebøger. Og når han foreslog, at de tog med, gjorde de også det. Smed cyklerne i kassevognen og kørte til Bognæs for at se sølvhejren eller til Gadstrup Mose for at finde silkehejren. Eller på bilferie til Pyrenæerne for at spotte en lammegrib. Men passionen var hans egen.
”Der var ingen tvivl om, at naturen var noget, jeg havde. Her var jeg ikke Jesper Kleins søn. Naturinteressen havde jeg for mig selv. Mine forældre bifaldt det, men det var ikke sådan, at de deltog. De tog mere med og ventede på mig”, forklarer han.

Som passionen voksede i ham, voksede også ønsket om at dele naturen med én, der var lige så begejstret for den som han selv. Det var klassekammeraten Casper. Sammen udviklede de allerede i løbet af de første skoleår en venskabelig konkurrence, dystede om viden og oplevelser.
Mens Sebastians største drøm var at se lammegribben, som han havde læst om, drømte Casper om at se den blå glente.

Sprang ud som fuglekigger
Interessen for fugle blev stadigt mere hemmelig. Da Sebastian Klein som 15-årig overtalte sin mor til, at de skulle gå ombord på Bornholmerfærgen fra København for at sejle til Christiansø og se på fugle, var det ikke noget, han talte højt om. Heller ikke selv om den 5. september 1987 viste sig at blive en helt speciel dag i Christiansøs historie, fordi vejrsituationen natten forinden havde fået en masse sjældne arter til at lande på øen.
”Jeg så både pileværling, lille rørsanger og hvidhalset fluesnapper. Jeg væltede rundt og så på fugle i de timer, vi var der og syntes, at det var evigt fantastisk. Men der var ikke nogen, der måtte vide noget. Jeg havde masser af ting gående imod mig i forvejen, jeg skulle fandeme ikke have nørd-prædikat også”, forklarer han.

En dag gik det galt. Sebastian Klein gik i 9. klasse. Det var i en dansk-time, at en flok traner landede lige uden for vinduet. De første traner han havde set. Han kunne ikke nå at stoppe sig selv, sprang op fra stolen i et glædesudbrud: ”Se! Der er traner”, råbte han.
”Jeg kan huske den rungende tavshed i klassen, før latteren brød ud. Alle grinede, også læreren. Jeg kunne ligeså godt have råbt: jeg er bøsse. Jeg sprang simpelthen ud. Fra den dag var jeg fuglekiggeren, tossen der kiggede på fugle”, konstaterer han.

Dengang var nørder ikke nogen, man hyldede på tv, og det virkede som noget nær selvmord at springe ud som naturnørd. Sebastian Klein begyndte at gå og dagdrømme om at være en ”badboy” med sort hår og motorcykel. Helst en af de hårde helte, der satte alt ind på at redde naturen. På tv blev han draget af, hvordan Greenpeace-aktivister satte livet på spil for at stoppe de sovjetskibe, der dumpede atomaffald i havene.
”Min drøm var i mange år, at jeg ville noget radikalt – være en helt med en sag. Og dengang var det børnelærdom, at atomkraft var det værste, som skulle bekæmpes. Hjemme var naturen også en politisk sag. Men jeg havde ikke ambitioner om at skulle følge i min fars fodspor. Alt i mig arbejdede på at træde ud af hans skygge, finde min egen vej”.

Hånden på vuggen
Sebastian Klein besluttede sig for at starte på lærerseminaret. Han ville formidle. Det vidste han. Gerne natur. Samtidig blev han kontaktet af DR, som ville høre, om han ville lave naturprogrammer til børn.
”Programfladen manglede unge værter, der vidste noget om natur. Pludselig var jeg den unge, der rent faktisk vidste noget om det her. Jeg så en åbning”, forklarer han.

På tv-skærmene tonede Sebastian Klein frem som dyrepasservikar med morgenhår. Han tog børnene i hånden og med på safari i Danmarks dyreparker for at søge svar på, om en pingvin kan få lungebetændelse, eller om en isbjørn kan dresseres. Til tider ligeså meningsfuldt gakket som hans far evnede at udfolde sig, optændt af passion, men glødende af sin egen indre ild. Drømmen om at gøre en forskel for den natur, der har givet ham så meget. Båret af missionen om at give børn og voksne naturoplevelser sammen, for at sprede frø, der skal vokse som evig kærlighed til naturen.
”Hånden på vuggen er den hånd, der styrer verden. Når jeg har muligheden for at henvende mig til vuggen og de mennesker, der ligger i den, har jeg mulighed for at få indflydelse på verdens fremtid. Jeg forsøger at vinde børns kærlighed til naturen. For vi beskytter kun dét, vi holder af. Og hvis vi skal beskytte naturen, skal så mange som muligt holde af den. Uden kærligheden til naturen er naturen prisgivet.”

På en måde kan det virke paradoksalt. Altid har han kæmpet for at træde ud af sin fars skygge. Nu er det ham selv, der ikke kan tage i Tivoli, Zoologisk Have eller Netto uden at blive genkendt. Ham der optræder og underholder, har svært ved at slippe tasterne, bliver suget ind i den bog, det foredrag eller det tv-manus han er ved at skrive.
”Jeg kan jo slet ikke fornægte, at jeg i den grad er gået i min fars fodspor på mange punkter. Har brugt ham, hentet inspiration, rådført mig med ham. Jeg kan føle, at det er skæbnens ironi, at jeg i så mange år har sagt, at jeg ikke skulle lave det, han lavede og så alligevel er endt med at gøre det; underholde.”

Men der er alligevel noget, der er grundlæggende anderledes. Når han med sine egne børn i Zoologisk Have bliver stoppet af folk, der vil have en autograf eller selfie, siger han med et smil og med det samme: JA.
”Mine børn skal ikke opleve det ubehag ved at blive genkendt på gaden, som jeg selv oplevede. At jeg er kendt, skal ikke blive noget fordækt”.
Sebastian Klein har bevaret det blik og den linse, han selv oplevede verden igennem som barn. Både fra skyggen og fra det rum, hvor hans eget selv blev fremkaldt; i naturen.
”Der er ingen tvivl om, at naturen var mit sted. Det var svært at være en lille dreng, der først og fremmest bliver set som sin berømte fars søn. Naturen var det rum, hvor jeg blev set som mig selv og fik anerkendelse for noget, der var suverænt mit eget”.

Det er, som har han fragtet børneperspektivet med sig. Som sidder 7-årige Sebastian, der blev opslugt af sjaggere og lammegribbe, løver, gazeller og havørne med ved bordet, når han sætter sig til tasterne for at skrive bogen om ”klamme dyr” eller udvikler idéer til endnu et tv-program med sin redaktør.
”Når jeg skriver, skriver jeg til mig selv. Jeg skriver de bøger og programmer, som jeg selv kunne have ønsket mig, da jeg var barn”, siger han. Og så skriver han i øvrigt også til de voksne. Fordi han ved, at det fedeste er, hvis man som barn får lov at dele begejstringen med sine forældre.

Blå bog:
Født 20. juli 1972. Tv-vært, forfatter, foredragsholder og ornitolog. Gift med lærer Rikke Klein og far til sønnerne Sylvester på 17 og Christoffer på 14. Søn af skuespillerparret Jesper Klein og Lykke Nielsen. Opvokset på Amager. Gik på den katolske privatskole Sankt Annæ Skole og Christianshavns Gymnasium. Siden startede han på læreseminaret, som han dog ikke færdiggjorde, da DR i 1996 hyrede ham som tv-vært for en række naturprogrammer for børn, blandt mange andre Naturpatruljen, Dyr på hjernen og Bidt, brændt og stukket. Han har udgivet stribevis af børnebøger om natur. Heriblandt serien om Danmarks farligste, vildeste, mærkeligste, mest gådefulde dyr. Udgav i 2016 den åbenhjertige fortælling Fra min faders skygge. Sebastian Klein har siddet i juryen for Danmarks Naturkanon, der i 2018 udpegede 15 danske natursteder med helt særlig værdi. Er i samarbejde med Danmarks Naturfredningsforening i gang med at udpege de 99 danske dyre- og plantearter, alle børn bør se, før de bliver voksne.

Natur&Miljø, november 2018
Af Anne Anthon Andersen

Han har svært ved at forklare det som andet end et dybt instinkt. Allerede på sine allerførste strandture kravlede han mod havet, så forældrene gjorde det til en vane altid at have en sele med. Så kunne de slå en pløk i sandet og sikre, at han ikke nåede længere end til vandkanten. Ellers var han fortsat ud.

Tonny Andersen var ikke mere end 8 år, før han byggede sin første båd. Han havde talt om at få en længe, og så var det da oplagt, at de byggede den sammen, mente faderen. Så det gjorde de. I den lille have bag lejlighedskomplekset ved Vigerslevvej i Valby.

”Jeg tror, at det var det eventyr, der åbnede sig med følelsen af at sejle ud og finde frem til nye steder”, siger han. Som når han med legekammeraterne glemte alt om tid og sted nede i parken, hvor buske blev til huse, mannatræernes grene til Tarzans lianer, mens plænen blev en helt lille prærie, hvor krige mellem cowboys og indianere udspillede sig.

Da båden var færdig, spændte de den på taget af bilen og kørte afsted til Ejby Strand.
”Egentlig var det ret enkelt. Jeg kunne bare mærke, at det at være derude, følelsen af vinden og båden, der skød gennem vandet, ville mig noget. Det her ville jeg”, forklarer Tonny Andersen.

Vi har taget plads i hans stue i huset, som ligger ned til Roskilde Fjord. På væggen hænger et fotografi af vikingeskibet Aslak; et af de skibe, han gennem tiden har bygget og sejlet på måneder lange togter i. På dækket sidder en kvinde med langt løst hår lænet op ad masten og spiller guitar.

Med sejlturene i den hjemmebyggede båd, voksede drømmen: Hvorfor ikke leve af at bygge skibe og stævne ud med folk, som har lyst til at opleve eventyrene på havet?, tænkte han.
Hans fader syntes ikke, det lød som en holdbar plan. ”Det er et brødløst fag. Bliv tømrer i stedet”, advarede han.
”Jeg vidste godt, at han havde ret, så skibsbyggeriet blev i drømmen, mens jeg gik i lære som tømrer og ind til et arbejdsliv med grund under fødderne”.

Kastevind, kamp og fred
Tonny Andersen har kun lige fået svendebrevet i hånden, da han med en kammerat stævner ud på sommertogt. Det er turens sidste dag, da de sejler ud fra Rødvig Havn med kurs mod Brøndby. Skyerne samler sig i tunge sorte dyner i horisonten. Men det er langt ude. Det går fint, hvis blot de holder sig inde langs kysten det første stykke. Så kan de gå lige over for halvvind resten af vejen, bliver de enige om.

”Da vi kommer ind under klinten, mærker vi de første tegn på, at vi er ude i nogle kræfter, der er ude af vores kontrol. Vinden kommer ligesom strygende ud over skrænten, falder ned i et hul over havet og bliver til kaosvind”.
De næste bidder af erindring husker han som sekvenserne i en film, man har set igen og igen.

Drønene da tordenskyerne kom rullende. Hvordan de krøb sammen i bunden af båden og ventede på, at stormen skulle løje af. Hvordan højre hånd klamrede sig til roret, venstre havde godt fat om skødet, mens regntågen kom glidende fra kysten, før himlen åbnede sig i styrtregn, og stormen sendte båden rundt i hårde stød.

”Til sidst kunne vi ikke høre hinandens råb længere. Vi måtte lukke øjnene for regnen, der stod lige ind”, husker han. Som han husker, hvordan båden krængede, og havet gik over rælingen.

”Jeg tænkte; det her slipper vi ikke fra og nåede at acceptere tanken om, at det skulle slutte her. Det var, som blev jeg fyldt af en underlig fred, før bevidstheden slog ind på et helt ekstremt fokus; kampen for overlevelse”, forklarer han. Det er mere end 40 år siden, men han har besøgt dramaet i Køge Bugt så mange gange siden. Fordi det lærte ham noget grundlæggende, som har formet hans måde at leve på.

”Det var som et skiftespor, der blev lagt ind i mit liv lige dér. Alt overflødigt blev skrællet fra. Tilbage stod kun grundpillerne: kamp og fred”. Og da de langt om længe nåede ind til land, var svendebrevet pludselig ikke andet end et stykke papir. ”Jeg ville bygge skibe, og jeg var nødt til at tage chancen og gå efter drømmen”, siger han.

Alt ligegyldigt forsvinder
I årene efter søger Tonny Andersen mere end nogensinde mod vandet. Når han ikke er på byggepladsen, sejler han ud til ”de små øer”. Han bliver optaget af tanken om at bygge en båd, der er så lille, at han kan trække den på land for natten, men samtidig så stabil som muligt.

Og da han besøger Vikingeskibsmuseet i Roskilde og ser et skib blive bygget på havnen, beslutter han, at det er det, han vil; bygge et vikingeskib. Han låner alle de bøger om skibsbyggeri, han kan opstøve. Nogle af dem er så gamle, at han kun må læse dem på biblioteket iført hvide handsker, og på loftsværkstedet over lejligheden i Sydhavn bygger han delene til sit første vikingeskib.

Han køber et hus i Lyndby ved fjorden. Med værksted i haven hvorfra han kan trække skibet i vand.
Mens skibet stryger fint gennem vandet, møder drømmen om at leve af skibsbyggeriet stadig modvind. Tonny Andersen udtænker en plan om at lære unge at bygge skibe og give dem oplevelser på vandet. Han tager på iværksætterkursus, indbygger udflugter for turister som et argument i sin businessplan og banker på borgmesterkontoret i Bramsnæs Kommune. Borgmesteren kan godt se idéen. Hvis han selv rejser den første halvanden million, vil kommunen smide endnu halvanden million i projektet.
”Jeg gik derfra med en ansøgningsformular til EU-midler så tyk som en mursten og tænkte; hvordan i alverden skal det her lykkes. Men der var ikke andet for end at gå i gang”, siger han og nikker op mod billedet af vikingeskibet Aslak. ”Drømmen havde ligesom sat sejl”.

Tre måneder efter, den 2. januar 1993, kan Tonny Andersen kalde sig projektleder for det, der endnu eksisterer som Maritimt Forsøgscenter. Unge som gamle har prøvet kræfter med skibsbyggeriet som del af et kommunalt beskæftigelsestilbud, mens tusindvis af turister og andre interesserede har sejlet på ture i fjorden eller længere togter på de vikingeskibe, han har bygget.

Vandet slår mod bunden af skibet, som vi sidder i det 24 meter lange skib Aslak med udsigt til fjorden. Her har vigtige samtaler fortsat gennem dage og nætter, her har de sunget og festet og ligget tæt under stjernerne. Det er, som glider en blanding af vildskab og fred ind i de mørke øjne, som han fortæller om det.
”På vandet er man nødt til at acceptere naturens kræfter. At den kan være ude af din kontrol. Det er, som om alt ligegyldigt forsvinder. Jeg tror, det var den erkendelse, der flyttede ind i mig dengang i Køge Bugt. Og den der har hjulpet mig til at turde tage chancer og kæmpe for at udleve drømmen om at bygge skibe og dele eventyrene på havet med de, der vil med”.

Styrket af naturen:
Vi taler ofte om, at vi mennesker skal passe på naturen. Men ofte er det naturen, der passer på os. Forskning viser, at naturen helbreder, har en positiv effekt på angst, stress og depression og i det hele taget gør os gladere. Natur & Miljø har mødt nogle af dem, der henter styrke i naturen.

Natur&Miljø, november 2018
Af Anne Anthon Andersen

For 9-årige Silje Eggertsen har nattens blæksorte lærred altid været magisk tiltrækkende. Allerede som 2-årig gjorde hun det til en vane at vinke godnat til månen, før hun gik i seng. Og når hendes mor havde puttet hende, kunne hun høre, at Silje lå og fortalte godnathistorier til månen fra sin seng inde på børneværelset.

”Hun var som tryllebundet af de eventyr, der udspandt sig på den natsorte himmel. Da hun var 6 år, vækkede jeg hende kl. 4 om morgenen, for at hun kunne opleve blodmånen”, husker Louise Eggertsen. Kort efter fandt hun ud af, at der lå et stjerneobservatorium ved Brorfelde i Tølløse og tog Silje med herud.
Denne aften i september er de her for at høre et foredrag om meteoritfald og for at se på stjerner med en guide. Hvis altså skyerne trækker til side for aftenens forestilling.

Hemmeligt er spændende
Vi har taget plads i græsset med ryggen mod muren til et af de observatorietårne, der hviler på bakketoppen. Efterårskulden smyger sig om anklerne med aftenduggen, og det blæksorte mørke kommer snigende. Silje og hendes mor har siddet her så tit. Helt tæt. Mærket hinanden og bare ventet.
”I hverdagen sker der så meget. Her sidder vi bare stille sammen og hyggesnakker. Nattemørket skaber rum for en mere intim og nærværende måde at være sammen på”, siger Louise Eggertsen.

”Det var lige derovre, jeg så mit allerførste stjerneskud!”, udbryder Silje og peger over mod en klynge hængekøjer, der hænger som lysende pupper i mørkningen.
”Det spændende ved stjerner er også, at man ikke altid kan se dem. De er ligesom lidt hemmelige, og man er nødt til at vente på dem”, siger hun.

Flere gange om året inviterer Brorfelde Observatorium til stjernekiggeraftener. Her kan man gå på jagt efter flagermus, lytte til fortællinger og ligge og kigge op i stjernehimlen fra en hængekøje.
I aften er Silje på 9 og 7-årige August de eneste børn. Men børn er altid velkomne, og til familiearrangementerne i weekender og ferier er her ofte mange. Selv om det er sent, holder de godt øje med det slør af drivende skyer, der bliver stadigt mere gennemsigtigt.
”Man ved jo aldrig, hvornår man pludselig ser et stjerneskud”, siger Silje og kniber øjnene sammen. Hun fortæller om, hvordan hun i sommer så blodmånen på Bornholm og lader sin lygte pege rundt på træstammerne omkring os, så barken lyser op i lyserøde og orange farver.
”Uhahaha!”, udbryder hun i en euforisk rystende bevægelse.

Omfavnet af mørket
Vi klatrer op ad den stejle trappe til observatoriet. Jeppe Nikolajsen, formand for Brorfelde Astronomiske Vennekreds, har rullet en bane i kuplens tag tilbage, så teleskopet har frit sigte mod stjernerne. Skråt ud mod nattehimlen lyser en bane af rødt lys fra det kuppelformede kontroltårn.

”Det er vigtigt, at lyset er rødt, så det ikke forstyrrer nattesynet. Det tager et kvarter at genoprette det, hvis først man er blevet blændet”, forklarer han og indstiller teleskopet, så Silje og August kan kigge igennem det lille glasøje.
Han har huen godt trukket ned om ørerne. Om vinteren kan man finde ham her iført flyverdragt. Jeppe Nikolajsen er en af dem, der har viet en stor del af sin fritid til at jagte nattehimlens eventyr. Fra sin laptop på skrivepulten finder han billeder frem, han har taget af Jupiter. Han har haft mange forældre med deres børn på besøg i kuplens røde lys i nattemørket.

”Jupiter. Er det ikke den, der har 79 måner?”, vil August vide.
”Det er rigtigt. Ofte kan man som voksen blive ret overrasket over de spørgsmål, børnene stiller, og hvor meget de ved om himmelrummet”, siger han.
”Og dér er sommertrekanten. Og Vega!”, udbryder Silje begejstret.
”Jeg prøver lige at skyde mig ind på M57 Ringtågen”, siger Jeppe Nikolajsen, mens August og Silje venter spændt.
Louise Eggertsen betragter de to natteravne.
”I mørket bliver man lille og ydmyg på en afvæbnende måde. Man bliver ligesom omfavnet af nattens ro og tvunget til at overgive sig til nu’et. Jeg tror, at det er virkelig sundt for både børn og voksne”, siger hun.

Julie Frölich havde længe følt sig presset i et arbejdsliv, der sneg sig ind i stadigt flere af døgnets timer. En voldsom hjernerystelse, vandring på Caminoen og følelsen af at glemme sig selv under træernes kroner vækkede modet til at ommøblere livet. I dag er naturen en hånd omkring alting.

At gå til ro på en bund af løv og anemoner giver ikke alene frisk luft til nattesøvnen. En nat i skoven skubber hverdagens pligter til side og bringer familien tættere på hinanden.

Natur&Mijø marts 2018
Af Anne Anthon Andersen

Som barn legede han på klippevægge, for vild i Nebraskas bomuldsskove opslugt af de idéer og indskydelser, der fulgte med vinden i ansigtet og årstidens dufte. ”Skovene var mit rithalin. Naturen beroligede mig, hjalp mig til at fokusere og gjorde mig begejstret”, skriver den amerikanske forfatter, journalist og naturforkæmper Richard Louv i bogen Last Child in the Woods. Bogen problematiserer det faktum, at børn opholder sig stadigt mindre i naturen. Som en 4. klasses elev i San Diego ærligt formulerer det i bogen: ”Jeg vil helst lege indenfor, for det er der, alle stikkontakterne er”.

Teknologi og travlhed stjæler naturoplevelser fra nutidens børn, og det er fatalt, argumenterer Richard Louv. For studier viser, at naturen med stor sandsynlighed reducerer symptomer på ADHD og styrker børns koncentration og modstandsdygtighed overfor stress og depression, skriver han i bogen, der er udgivet i 17 lande og har skabt fundament for en international bevægelse, der vil give børn og familier mere natur.

Teknologitrætte hjerner
Selvfølgelig påvirker naturen børn positivt, tænkte newzealandske Matt P. Stevenson, da han pløjede sig igennem Richard Louvs bestseller tilbage i 2011. Han var lige kommet til Danmark med en mastergrad i psykologi fra University of Otago i New Zealand og speciale i hjerneprocesser hos børn med ADHD. Nu overvejede han at lave et større studie, der skulle kortlægge, hvordan naturen kan styrke børns opmærksomhed, hukommelse og indlæring.

”Vi er stadig langt fra videnskabeligt at forstå, hvordan vi kan bruge naturen i arbejdet med børns sundhed og evne til at lære”, forklarer han om, hvorfor han satte sig for at gøre netop det; sammensætte et studie med både medicinske data og opmærksomhedstests for at undersøge, hvordan naturen kan hjælpe børn til at lære.
”Børn leger mindre udendørs end tidligere generationer. Samtidig skal børns hjerner arbejde hårdere end nogensinde før med al den teknologi og information, de er udsat for,” forklarer han.
Derfor består de Ph.D.-studier, han udfører ved Københavns Universitet og Skovskolen i Nødebo, både af tests af børn med og uden ADHD og deres evne til at koncentrere sig og lære efter gåture i henholdsvis by og natur.

Natur mindsker facitpres
Da biologilærer Charlotte Vestergaard hørte Matt P. Stevenson fortælle om sin forskning i radioen, ringede hun straks og meldte sine biologihold på Næstved Friskole til at deltage som forsøgspersoner. I mere end ti år har hun lavet udeskoleprojekter med skolens elever.
”Jeg mærker tydeligt, hvordan naturen påvirker børnene. De bliver gladere, mere nysgerrige efter at lære og slipper det pres om facit, som ellers kan tynge. I naturen bliver det hele mere sanseligt”, forklarer Charlotte Vestergaard, som håber, at projektet skaber viden og fakta, der kan understøtte argumenterne for at rykke undervisningen ud i naturen.

I caféen på Næstved Ungdomsskole, som ligger i centrum af Næstved by, sidder eleverne klar og lytter til Charlotte Vestergaards instrukser til dagens tests. Matt P. Stevenson rækker hende en liste med navne på de børn, der skal testes. Kasper er den første, der ifører sig briller, der skal kortlægge hans øjenbevægelser på en tur gennem byen.
Netop forskellen på hvordan børn reagerer på ophold i byrum og natur er centralt for forskningsprojektet. Tidligere forskning viser, at de sanseindtryk, der møder os i byen, sætter kroppen i beredskab og gør det vanskeligere at fokusere og finde dyb koncentration, mens naturoplevelser beroliger sanserne og styrker evnen til fordybelse.

Men der findes endnu kun få studier, der undersøger, hvordan by og natur påvirker børns opmærksomhed, koncentration og evne til at lære. Matt P. Stevenson går endnu videre og sammenligner naturens påvirkning af børn med og uden ADHD.
”Så sidder brillerne. Nu skal vi bare ud og gå”, siger han og følger Kasper ned ad hovedgaden gennem morgentrafikken. En bil holder i tomgang. En anden accelererer og kører hurtigt frem, som de krydser vejen. Kaspers blik flakker mellem vejskilte, fortovskanter og butiksruder og søger hurtigt bagud, når biler gasser op eller passerer.

Gule fisk på hjernen
En del af undersøgelsens formål er at teste hypotesen om, at oplevelser i byens rum rammer opmærksomheden hårdt og stjæler den, mens naturens elementer virker blødere og beroliger sindet.
Tilbage på Ungdomsskolen sætter Matt P. Stevenson et hold elever i gang med hver deres kognitive test. Mellem bogreoler, mikrofonstativer, malerpensler og lyskæder, har han indrettet et lille kontrolrum til formålet. En pige spørger, hvorfor de skal lave testen.

”Det kan jeg ikke forklare nu”, svarer han. En del af pointen med forsøget er netop, at testpersonerne ved så lidt som muligt for ikke at påvirke resultaterne. Derfor interviewer han ikke børnene om deres oplevelser. Han tester alene deres evne til at koncentrere sig og reagere på spørgsmål før og efter en gåtur i byrum og natur. Og han måler deres øjenbevægelser undervejs.  Sidste uge var de på gåtur i naturen. I dag er det byrummet, men testen, de bliver udsat for, er den samme.

”Kan I huske sidste uges test?”, spørger han. ”Tag hænderne op på hovedet, så ingen skriver, mens jeg taler”, instruerer han, før end han siger en talrække, som børnene skal nedskrive. Talrækkerne bliver længere og længere og skal gøre børnene mentalt trætte, før den egentlige test, der går du på at klikke hurtigt og rigtigt på en række gule fisk, der toner frem på skærmen.

Da testen er færdig, går de en tur i byen, mens Matt P. Stevenson spørger dem, hvad de ser, hører, dufter og oplever.
”Solarium”, ”røg”, ”karry”. ”Benzin”, ”skilte”, ”cyklister”, lyder det, som børnegruppen vandrer gennem byen.
Efter gåturen bliver de endnu engang bedt om at følge med på hver deres computerskærm og klikke på de fisk, de får besked på at udpege.
”Husk at det både gælder om at svare hurtigt og rigtigt”, forklarer Matt P. Stevenson.

Naturen som medspiller
Naturvejleder Kristian Vittrup er ikke i tvivl om, at naturen hjælper børn og unge med ADHD til at lære. Hver torsdag underviser han en gruppe udskolingselever fra Hjørringskolen, som har ADHD og svært ved at koncentrere sig i det traditionelle klasserum. Sammen kører de ud til Tornby Klitplantage og vikingelandsbyen Yxengård, som de unge er med til at bygge uden hverken søm eller skruer. Alt er tappet og dyvlet og bygget af skovens træer. De er her hele dagen. Brygger kaffe overbål, kløver brænde, lægger tag på hytterne. Lerkliner vægge og pudser dem op.

”Al tømmer har elever selv fældet, slæbt ud af skoven og hugget til”, forklarer Kristian Vittrup.
I vikingelandsbyen har de også haft besøg af Matt P. Stevenson, som løbende tester elevernes evne til at koncentrere sig efter undervisning i klasserummet, og efter torsdagsundervinsingen i naturen.

For selv om de tager ADHD-medicin, har de stadig svært ved at tøjre opmærksomheden til et projekt ad gangen. Håbet er at skabe viden om, hvorvidt naturen kan være et gavnligt supplement til medicinering.
”I skoven er der et mærkbart andet konfliktniveau – en ro og fordybelse vi ikke oplever i den almindelige undervisning”, forklarer Kristian Vittrup.

I Yxengård lærer de at fælde træer og lade dem falde rigtigt, hugge tømmer og tænde bål i regnvejr. De lærer om vinkler, geometri og fysik, men med afsæt i konkrete opgaver i naturen, som gør det lettere for eleverne at forstå, hvad de kan bruge undervisningen til.
”Jeg blev engang stillet spørgsmålet: Kunne det ikke give børnene det samme, hvis du byggede legehuse med dem inde i en fabrikshal? Det sagde jeg nej til. Naturen er en kæmpe medspiller i at give dem ro. I naturen bliver de tvunget til at give sig hen og være i nuet. Her møder vi dem med noget, der fanger dem, fordi mennesket er genetisk forbundet med naturen, tror jeg”, siger Kristian Vittrup.

Håbet er medicin N
Selv er han lystfisker og jæger, vokset op i spejderbevægelsen og afhængig af naturens fravær af distraktion. At være ”offgridd”, som han formulerer det.
”Jeg er sikker på, at vi kommer et langt stykke af vejen med natur. Og jeg er sikker på, at hvis man får set lidt på, hvordan vi indretter læringen for ADHD-elever, så kan man reducere brugen af medicin ved hjælp af naturen”, siger Kristian Vittrup.

Han har mødt masser af elever med ADHD, som er blevet hjulpet af deres medicin.
Men ved at deltage i forskningsprojektet håber han, som Charlotte Vestergaard fra Næstved, at høste viden og argumenter, der kan slå en streg under det, han allerede med al sin erfaring ved: At naturen er en fundamental faktor i succesfuldt arbejde med børn, der har vanskeligt ved at lære ved at lytte til, hvad læreren siger fra tavlen bag katederet. For hvem det at sidde stille på en stol i sig selv er en nærmest umulig øvelse.

Umodne børnehjerner
Der er stadig et par måneder til, at Matt P. Stevenson kan gøre endeligt status på projektet til august, men med afsæt i delkonklusionerne undervejs, kan han allerede nu drage overordnede konklusioner.
Studiet af Friskoleeleverne i Næstved viser, at naturen har en klar effekt. Efter gåturene i naturen var eleverne tydeligt bedre til at fastholde koncentrationen og svare rigtigt i testen sammenlignet med efter gåturen i byen.
Men effekten er ikke den samme, som tidligere forskning har vist med voksne.

Forklaringen er, at børn og voksne bruger naturen meget forskelligt. Voksne søger ofte ud i naturen med et bevidst mål om at slappe af og hente energi i naturen. Den bevidsthed har børn ikke. Men jo større erfaring børn har med naturen, desto større sandsynlighed er der, for at naturen kan styrke deres koncentration og indlæring, vurderer Matt P. Stevenson: ”Det ser ud som om, at børn skal vænne sig til naturen, før de kan opnå genoprettende oplevelser i naturen”.

Til gengæld har studiet endnu ikke entydigt bekræftet, at naturen har effekt på ADHD-børns koncentration og indlæring. Men det betyder ikke nødvendigvis, at effekten ikke er der. For der er en række forklaringer, vurderer Matt P. Stevenson. Dels at de børn, han har testet i New Zealand som del af studiet, måske netop ikke har haft tilstrækkeligt kendskab til naturen. Dels at han ikke har testet nok børn.
”Det betyder ikke nødvendigvis, at der ikke er en effekt at finde. Men blot at min metode ikke har kunne finde den. Min metode har skabt viden om vigtige forhold, man skal tage hensyn til, når man undersøger naturens effekt på børn. Forældre, pædagoger og lærere ser hver dag effekter af naturen og tror på den. Men det er ikke nok til at overbevise psykiatere og det mentale sundhedssystem. De skal have evidensbaserede resultater”. Det stiller skrappe krav til metoden og øger risikoen for ikke at kunne dokumentere tilstrækkelig effekt, men det betyder også, at han kan bruge sine resultater, uanset om de bekræfter eller afviser hypotesen.
”Med små justeringer i metoden kan jeg lave mine kommende studier endnu stærkere”, forklarer han. Han vil bruge resultaterne til at forfine metoden og gennemføre flere og mere solide studier. Dem er der brug for, for mange har høje forventninger til hans forskning. Ikke alene de, der tror på, at naturen kan hjælpe børn med ADHD, men også de, som er kritiske overfor, om naturen nu også har effekt. Som han formulerer det:
”Det er så mange mennesker, der har interesser i at sælge medicinen”.
Men modstanden mod alternative behandlingsmetoder er ikke ny. Den ligner den modstand, man så, da man i 1950’erne begyndte at behandle ADHD med rithalin, forklarer han:
”Der var mange, der syntes, at det var helt åndsvagt, at en enkelte pille skulle kunne erstatte eller supplere psykiatriske kognitive behandlinger. Måske er det samme skepsis, vi ser i dag. Det er helt naturligt, at mange stiller kritiske spørgsmål til en ny alternativ form for behandling. Sådan er det også med naturens medicin”.

Natur&Miljø marts 2018,
Af Anne Anthon Andersen

Skyerne lukker sig som et låg over træernes nøgne kroner, og regnvandet driver fra tagskægget af naturskolen i Boserup Skov. Her mødes børn og unge hver lørdag kl. 13 for at løbe orienteringsløb. De fleste er medlemmer er Roskilde Orienteringsklub. Men lørdagsløbene er for alle.
”I skoven har vi den smukkeste sportsplads, og orienteringsløb går ud på at opleve så mange terræner som muligt”, siger ungdomstræner John Tripax og sætter løbet i gang.

13-årige Liva Heydorn Andersen og Amalie Grue Sørensen stryger afsted.
Sålerne synker dybt i den mudrede skovbund, og hvert skridt kræver koncentration. De kigger på kortet. ”Det må være her”, siger Amalie, før de forlader stien og dykker ned af en skråning.
”Som orienteringsløber kommer man meget dybere ind i skoven. Der er bare mere spændende end på stierne.”, konstaterer Liva, mens fødderne rutineret finder fodfæste mellem rødder og stubbe under tæppet af sumpet løv. Fremme ved vandhullet fra kortet stempler de hurtigt første post og fortsætter som i én bevægelse.
8-årige Philip Sejer løber med ’lang skygge’ – dvs. med en voksen løber bag sig som en form for backup. Han har løbet orienteringsløb i to år og er ved at være sikker i kortlæsning. ”Vi bytter som regel børn, så går der mindre familiefnidder i den”, forklarer Mads Svendsen, som løber ”skygge”.
”Her er godt nok meget mudder. Det kan jeg ikke så godt lide”, indvender Philip, som han forcerer en stejl stigning. ”Men op af bakke, ned af bakke. Se; det elsker jeg!”, synger han på næste nedstigning, hvor fjordens indløb møder skovbrynet. Stilhed. Vandets sagte skvulp mod sandstrand.

Sejt at vise vej
Philip standser ved en korsvej. Han ser på kortet, på stierne, så på kortet igen. Mads hjælper med at finde Nord, før Philip tager en hurtig beslutning og sætter afsted. ”Ok, denne gang kontrollerer jeg ikke”, konstaterer Mads og sætter efter. Han begyndte at løbe orienteringsløb med sin datter for fire år siden.
”Vi blev hurtigt bidt af det. I maj nyder vi tæppet af anemoner. Når kronhjortene er i brunst, laver vi en konkurrence om, hvem der dufter dem først. I skoven har man meget andet at tænke på end at løbe. Det er rart”, forklarer han, da vi rammer den lige skovvej. Philip sætter i spurt mod mål.
”Jeg har det virkelig godt i kroppen, selv om jeg fryser lidt. Nu glæder jeg mig til at komme hjem og få et fodbad”, siger han, da vi er tilbage på gårdspladsen. Liva og Amalie er også nået i mål. De smiler og snakker om konkurrenceløbet i morgen. De har lært meget af at løbe orienteringsløb, er de enige om. Om bevoksningskranse, kortlæsning og om at finde vej i mørke. ”Når man er på udflugt med klassen, er det altså lidt sejt at være den, der kan vise vej”, mener Amalie.
Selv de yngste børn på holdet lærer hurtigt at bruge kort og kompas, forklarer John Tripax, der har løbet orienteringsløb med børn og unge i over 20 år.
”Det er en gave at slippe frygten for at fare vild. Børn lærer det hurtigt. Det gør dem trygge ved naturen og giver dem lyst til at udforske den”, siger han.