Styrket af naturen

Kæntret: ”Det var som et skiftespor, der blev lagt ind i mit liv”

For Tonny Andersen har havet altid været et magnetfelt. Det har trukket i ham, ledt ham frem. Det var på åbent hav, fanget i tordenstorm med livet som indsats, han vandt mod til at gå efter drømmene, bygge vikingeskibe og sejle på togter for at leve så tæt på havet som muligt.

Natur&Miljø, november 2018
Af Anne Anthon Andersen

Han har svært ved at forklare det som andet end et dybt instinkt. Allerede på sine allerførste strandture kravlede han mod havet, så forældrene gjorde det til en vane altid at have en sele med. Så kunne de slå en pløk i sandet og sikre, at han ikke nåede længere end til vandkanten. Ellers var han fortsat ud.

Tonny Andersen var ikke mere end 8 år, før han byggede sin første båd. Han havde talt om at få en længe, og så var det da oplagt, at de byggede den sammen, mente faderen. Så det gjorde de. I den lille have bag lejlighedskomplekset ved Vigerslevvej i Valby.

”Jeg tror, at det var det eventyr, der åbnede sig med følelsen af at sejle ud og finde frem til nye steder”, siger han. Som når han med legekammeraterne glemte alt om tid og sted nede i parken, hvor buske blev til huse, mannatræernes grene til Tarzans lianer, mens plænen blev en helt lille prærie, hvor krige mellem cowboys og indianere udspillede sig.

Da båden var færdig, spændte de den på taget af bilen og kørte afsted til Ejby Strand.
”Egentlig var det ret enkelt. Jeg kunne bare mærke, at det at være derude, følelsen af vinden og båden, der skød gennem vandet, ville mig noget. Det her ville jeg”, forklarer Tonny Andersen.

Vi har taget plads i hans stue i huset, som ligger ned til Roskilde Fjord. På væggen hænger et fotografi af vikingeskibet Aslak; et af de skibe, han gennem tiden har bygget og sejlet på måneder lange togter i. På dækket sidder en kvinde med langt løst hår lænet op ad masten og spiller guitar.

Drømmen om at bygge skibe og leve livet på havet tog allerede bo i ham som barn. Men Tonny Andersen skulle stirre ind i døden, før han for alvor overgav sig til sine drømme. Foto: Uffe Weng.
Drømmen om at bygge skibe og leve livet på havet tog allerede bo i ham som barn. Men Tonny Andersen skulle se døden i øjnene, før han for alvor overgav sig til sine drømme. Foto: Uffe Weng.

Med sejlturene i den hjemmebyggede båd, voksede drømmen: Hvorfor ikke leve af at bygge skibe og stævne ud med folk, som har lyst til at opleve eventyrene på havet?, tænkte han.
Hans fader syntes ikke, det lød som en holdbar plan. ”Det er et brødløst fag. Bliv tømrer i stedet”, advarede han.
”Jeg vidste godt, at han havde ret, så skibsbyggeriet blev i drømmen, mens jeg gik i lære som tømrer og ind til et arbejdsliv med grund under fødderne”.

Kastevind, kamp og fred
Tonny Andersen har kun lige fået svendebrevet i hånden, da han med en kammerat stævner ud på sommertogt. Det er turens sidste dag, da de sejler ud fra Rødvig Havn med kurs mod Brøndby. Skyerne samler sig i tunge sorte dyner i horisonten. Men det er langt ude. Det går fint, hvis blot de holder sig inde langs kysten det første stykke. Så kan de gå lige over for halvvind resten af vejen, bliver de enige om.

”Da vi kommer ind under klinten, mærker vi de første tegn på, at vi er ude i nogle kræfter, der er ude af vores kontrol. Vinden kommer ligesom strygende ud over skrænten, falder ned i et hul over havet og bliver til kaosvind”.
De næste bidder af erindring husker han som sekvenserne i en film, man har set igen og igen.

Drønene da tordenskyerne kom rullende. Hvordan de krøb sammen i bunden af båden og ventede på, at stormen skulle løje af. Hvordan højre hånd klamrede sig til roret, venstre havde godt fat om skødet, mens regntågen kom glidende fra kysten, før himlen åbnede sig i styrtregn, og stormen sendte båden rundt i hårde stød.

”Til sidst kunne vi ikke høre hinandens råb længere. Vi måtte lukke øjnene for regnen, der stod lige ind”, husker han. Som han husker, hvordan båden krængede, og havet gik over rælingen.

”Jeg tænkte; det her slipper vi ikke fra og nåede at acceptere tanken om, at det skulle slutte her. Det var, som blev jeg fyldt af en underlig fred, før bevidstheden slog ind på et helt ekstremt fokus; kampen for overlevelse”, forklarer han. Det er mere end 40 år siden, men han har besøgt dramaet i Køge Bugt så mange gange siden. Fordi det lærte ham noget grundlæggende, som har formet hans måde at leve på.

”Det var som et skiftespor, der blev lagt ind i mit liv lige dér. Alt overflødigt blev skrællet fra. Tilbage stod kun grundpillerne: kamp og fred”. Og da de langt om længe nåede ind til land, var svendebrevet pludselig ikke andet end et stykke papir. ”Jeg ville bygge skibe, og jeg var nødt til at tage chancen og gå efter drømmen”, siger han.

Alt ligegyldigt forsvinder
I årene efter søger Tonny Andersen mere end nogensinde mod vandet. Når han ikke er på byggepladsen, sejler han ud til ”de små øer”. Han bliver optaget af tanken om at bygge en båd, der er så lille, at han kan trække den på land for natten, men samtidig så stabil som muligt.

Og da han besøger Vikingeskibsmuseet i Roskilde og ser et skib blive bygget på havnen, beslutter han, at det er det, han vil; bygge et vikingeskib. Han låner alle de bøger om skibsbyggeri, han kan opstøve. Nogle af dem er så gamle, at han kun må læse dem på biblioteket iført hvide handsker, og på loftsværkstedet over lejligheden i Sydhavn bygger han delene til sit første vikingeskib.

Det er, som om havet åbner en afgørende portal til selverkendelse, oplever skibsbygger Tonny Andersen. Foto: Uffe Weng.
Det er, som om havet åbner en afgørende portal til selverkendelse, oplever skibsbygger Tonny Andersen. Foto: Uffe Weng.

Han køber et hus i Lyndby ved fjorden. Med værksted i haven hvorfra han kan trække skibet i vand.
Mens skibet stryger fint gennem vandet, møder drømmen om at leve af skibsbyggeriet stadig modvind. Tonny Andersen udtænker en plan om at lære unge at bygge skibe og give dem oplevelser på vandet. Han tager på iværksætterkursus, indbygger udflugter for turister som et argument i sin businessplan og banker på borgmesterkontoret i Bramsnæs Kommune. Borgmesteren kan godt se idéen. Hvis han selv rejser den første halvanden million, vil kommunen smide endnu halvanden million i projektet.
”Jeg gik derfra med en ansøgningsformular til EU-midler så tyk som en mursten og tænkte; hvordan i alverden skal det her lykkes. Men der var ikke andet for end at gå i gang”, siger han og nikker op mod billedet af vikingeskibet Aslak. ”Drømmen havde ligesom sat sejl”.

Tre måneder efter, den 2. januar 1993, kan Tonny Andersen kalde sig projektleder for det, der endnu eksisterer som Maritimt Forsøgscenter. Unge som gamle har prøvet kræfter med skibsbyggeriet som del af et kommunalt beskæftigelsestilbud, mens tusindvis af turister og andre interesserede har sejlet på ture i fjorden eller længere togter på de vikingeskibe, han har bygget.

Vandet slår mod bunden af skibet, som vi sidder i det 24 meter lange skib Aslak med udsigt til fjorden. Her har vigtige samtaler fortsat gennem dage og nætter, her har de sunget og festet og ligget tæt under stjernerne. Det er, som glider en blanding af vildskab og fred ind i de mørke øjne, som han fortæller om det.
”På vandet er man nødt til at acceptere naturens kræfter. At den kan være ude af din kontrol. Det er, som om alt ligegyldigt forsvinder. Jeg tror, det var den erkendelse, der flyttede ind i mig dengang i Køge Bugt. Og den der har hjulpet mig til at turde tage chancer og kæmpe for at udleve drømmen om at bygge skibe og dele eventyrene på havet med de, der vil med”.

Styrket af naturen:
Vi taler ofte om, at vi mennesker skal passe på naturen. Men ofte er det naturen, der passer på os. Forskning viser, at naturen helbreder, har en positiv effekt på angst, stress og depression og i det hele taget gør os gladere. Natur & Miljø har mødt nogle af dem, der henter styrke i naturen.

 

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *