Længsel

Det var faderen, der lærte ham at snitte. Med savnet af ham fulgte en evig jagt på det sublime. Den formfuldendte skål eller ske. Draget af snittearbejdets meditative kræfter har slöjderen Jonas Als hentet styrke til at konfrontere fortidens skyggeland. Nu underviser han andre i at samle kræfter i træarbejdets langsomhed.

Natur&Miljø juni 2019,
Af Anne Anthon Andersen

Han kan huske, hvordan han på barndommens spejderture skød gennem det sprøde vildnis.  Hvordan han og vennerne tumlede nedover skrænter med bue og pil. Flyvende i spring over skovens sprøde underlag overgav han sig fuldkomment til legen, han blev indianeren Sølvpil; spejdernavnet lagde sig ligesom ind i ham. Begge forældre var med på turene som spejderledere, og skovens træer var grundsøjler i familiens DNA.

Mindet om de træarbejder, faderen skabte med sine hænder på de ture, lyser stadig som et nostalgiens fyrtårn i barndommens mentale billedbog:
”Jeg husker særligt en ske og gaffel i ét. Den var mindblowing. Det vildeste. Min far viste mig det livsbekræftende i at frembringe noget med sine hænder. Den ro og følelse af opbyggelighed, der bor i at gøre netop det. Jeg er taknemmelig over, at han lærte mig at give sig hen til snittearbejdet og naturen”, forklarer han.

Det var på en sommerlejr på Bornholm lige før forældrenes skilsmisse, at længslen efter at gøre sin fader kunsten efter for alvor flyttede ind i ham.
”De andre var gået en tur, og jeg havde fået lov til at sidde alene ved bålet. Her greb jeg en kniv og begyndte at snitte, mærkede følelsen af umiddelbar tilfredsstillelse ved at frembringe noget af naturen med mine hænder. Helt uafhængigt af andre. At jeg kunne tune ind på det, forfine og blive ved”, forklarer han om et af sine allerførste eventyr med kniv og træ og viser de ar, der stadig smykker hånden fra de gange, hvor kniven eller øksen smuttede.

Vi har taget plads i hans stue i det lille byhus i nordsjællandske Græsted. Her er høvlebænken fast inventar, husets hjerte. På væggen hænger stemmejern på række. Birkespåner fra de seneste dages produktion af håndværk dækker det meste af gulvet.

Jonas Als. Foto: Laust Jordal.
For Jonas Als er snittearbejdet en intuition snarere end en beslutning. Det at lade kniven løbe gennem træet er ligesom en forlængelse af tankens kraft. Foto: Laust Jordal.

Han griber en kost og fejer et par bunker til sidde. Kaster en håndfuld spåner ind i ilden i den buldrende brændeovn. Skåle, skeer og spækbrædder tårner sig op på det lille spisebord. Jonas Als har snittet skeer til Michelinrestauranten Kadeau og arbejder benhårdt på at opfylde drømmen om at leve af det håndværk, han brænder for.

Spejlet og ’guldkassen’
Da Jonas Als var 10 år gammel, brød familien sammen. Det havde længe ligget i kortene. Konsekvenserne ved at blive sammen var større end at gå hver til sit. Sammen med sin mor flyttede Jonas fra barndomshjemmet og faderen. Afstanden mellem dem voksede.
”Når jeg besøgte ham, lavede vi ikke rigtigt noget sammen. Vi sad mest bag hver vores computer. Min far forsvandt i arbejdet, jeg i min parallelverden af computerspil. Han havde været min helt, og jeg savnede ham vildt”, siger han og bøjer sig ind over den ske, han er ved at forfine. Nagler opmærksomheden i et fuldkomment fokus.

Lyden af knivens langstrakte løb gennem træet. Duften af birk og koldpresset linolie fylder stilheden mellem os.
”Man kan blive ved”, siger han så og drejer skeen foran sig som for at vurdere den endnu en gang.
”Jeg kan godt lide langsomheden i processen. Skabelsen – det er, som om arbejdet bliver en forlængelse af mig selv”, forklarer han.

Savnet af faderen voksede ind i ham og blev en del af hans måde at være i verden på. Han søgte tilbage til krigslegene fra spejderturene i den virtuelle verden, tilbragte timevis i selskab med World of Warcraft. I den virkelige verden blev skolen en modstander.
”Tabet af min far fyldte mig, og jeg fik dårlige karakterer. Jeg stenede alt for meget computer, mistede troen på mig selv”, siger han.

Jonas Als. Foto: Laust Jordal.
“Det er din guldkasse”, sagde han. “Gå ud i verden og vis den, hvad du kan drive det til”. Foto: Laust Jordal.

Jonas Als ville gerne på efterskole. Nysted Efterskole på Lolland havde et naturværksted, og så var det som at starte på en frisk så langt væk som muligt.
”Her var det helt naturligt at have en fuglebog i den ene lomme og en snittekniv i den anden. Jeg kunne være den naturnørd, jeg altid havde været. Og så mødte jeg Peter”.

Peter Kildenfelt var lærer på skolen. Han var et geni med et stykke værktøj, som menneske og mentor. Med ham som spejl, så Jonas Als pludselig den stærkeste version af sig selv. Peter viste ham, hvordan han kunne komme videre med træarbejdet, forfine sine teknikker og sendte de andre elever ud at rende, når han kunne fornemme, at Jonas havde brug for en snak. Da skoleåret sluttede, forærerede Peter ham en værktøjskasse.
”Han så mig med det, jeg kunne. ’Det er din guldkasse’, sagde han. Gå ud i verden og vis den, hvad du kan drive det til.
Den blev et konkret manifest, som jeg tog med mig derfra”.

Jonas Als begyndte at opsøge projekter i naturen. For Naturstyrelsen og Jagt- og Skovbrugsmuseet blandt andet. Han læste HF, blev far til tvillinger. Når han havde puttet dem om aftenen, forsvandt han stadigt oftere ind i snittearbejdet til langt ud på natten. Ved siden af snitteriet gik han i gang med at læse Natur- og kulturformidling ved Københavns Universitet på Skovskolen i Nødebo.

Læsningen af hjerneforsker Theresa Schilhabs teorier om naturens kræfter: ”Det jeg sanser, husker jeg” sendte Jonas Als tilbage til oplevelserne af bålets magnetiserende kraft på lejrturene i barndommen og gav dem ny mening. Tilfredsstillelsen, det meditative, forklaringen på hvorfor mennesker naturligt søger sammen om et lejrbål, hvordan flammerne bringer lyset og varmen tilbage i ansigtet. Kroppen husker, minder om lykke bor i sanserne.

Længslen vinder altid
Bilkøerne vokser sig lange som slanger af jern gennem byen, da Jonas Als kører ad Kalkbrænderihavnsgade mod Københavns Universitet og et arrangement om bæredygtig naturturisme. Han holder for rødt i krydset ved Kastellet, da en bil banker ind i ham bagfra. Smældet i nakken slår ned som et lyn i de i forvejen eksamensflossede nerver.
Kvinden i den bagvedkørende bil tager med det samme ansvaret.

Ugerne efter trækker smerterne ned i nakken, ud i skulderbladene som snorene i en sprællemand. Tankerne løber i hver deres retning, og fokus bliver en destination udenfor rækkevidde. Det er, som har kræfter han ikke selv er herre over, taget over. Det bedste er at bevæge sig uden at overanstrenge sig, siger lægen. Ellers kan kroppen låse sig i den spænding, piskesmældet har efterladt. Så ofte som muligt vandrer han gennem det lille stykke skov i Græsted Hegn for at se, om der er faldet et træ, han kan formgive hjemme ved huggeblokken i stuen. Eksamensperioden nærmer sig, og det stresser ham, at han ikke ved, hvornår smerterne forsvinder.

Men vindens visken i træerne, forårsbladenes selvlysende grønne møder ham uden forventning. ”Her kan jeg bare være. Det bliver mere tydeligt end nogensinde, at når jeg griber naturen, griber den mig”, forklarer han. Vandrende gennem skovens vildnis beslutter Jonas Als, at han vil dedikere mere tid til at undervise andre i, hvordan de kan hente styrke i naturen. Han vil give mennesker oplevelser, så de opdager, at naturen er der for dem – får adgang til naturens eventyr. De snittekurser, han har holdt de sidste par år, vil han holde flere af. Og skal handle om meget mere end teknikken i at snitte.
De skal handle om roen og fordybelsen i at skabe noget selv.

Jonas Als. Foto: Laust Jordal.
Det var på gåturene i Græsted Hegn, at idéen tog form. Han måtte lære andre at finde meditativ fred i snittearbejdet, forklarer slöjder Jonas Als. Foto: Laust Jordal.

Sommeren kommer med kærlighed. Med svigerfamilien rejser Jonas og hans nye kæreste til en spansk bjergby nord for Barcelona. Det er svigerfar, der giver. Her kommer savnet rullende med forsinkelsens fart. Med ryggen mod muren af kolde kampesten læner han sig lige ind i længslen.
”Jeg var simpelthen nødt til at give min far klar besked. Jeg høvlede ordene ned på min telefon. Skrev at jeg savner ham, elsker ham, at der er så meget, jeg ikke kan få klarhed over i mig selv uden ham at tale med. Jeg skrev, at jeg har brug for ham”, fortæller han.

Brevet ligger endnu i udbakken. Det skal lige bundfælde sig i ham først. Men sendes skal det.
”Min far tog mig ud i naturen. Han lærte mig tidligt at give mig hen til den. Lod mig opleve selvforglemmelsen og meditationen i at formgive et stykke træ. Han viste mig, hvordan bålet på nærmest magisk vis samler mennesker omkring sig. Vi er nødt til at sætte os sammen om det bål igen en dag”.

 

Styrket af natur:
Vi taler ofte om, at vi mennesker skal passe på naturen. Men ofte er det naturen, der passer på os. Forskning viser, at naturen helbreder, har en positiv effekt på angst, stress og depression og i det hele taget gør os gladere. Natur & Miljø har mødt nogle af dem, der henter styrke i naturen.

Jonas Als: Foto: Laust Jordal.
Jonas Als: Foto: Laust Jordal.

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *