Blog

Småbørnsforældre har da masser af tid!

Småbørnsforældre tid

Det moderne familieliv er tætpakket, programsat, fuld af familie-aktivitet og udflugt. Men de fleste forældre har aldrig haft så meget fritid, som de har i dag, vurderer forsker i barndomshistorie. Måske er vi nødt til at sætte familien fri, hvis vi vil finde tiden til også at være hver for sig med familiefred.

oktober 2017,
Af Anne Anthon Andersen

Mine lykkeligste barndomsminder bor under bærbuskene i min barndomshave. I stalden på landstedet hos mine kusiner. Her kælede vi killinger og kaniner, fangede kyllinger og fik hønselopper. Mine lykkeligste barndomsminder bor nede i bunden af haven – under kæmpekastanjen hvor vi lavede bål (alene!) og kogte grød i en gammel kasserolle, vi fandt i laden. De oplevelser jeg husker bedst, havde jeg i verdener, de voksne ikke var en del af.

Det moderne familieliv er tæt programsat af aktivitet og fælles udflugter. ”Vi mangler tid til at være sammen!” lyder et fælles forældremantra. Og jeg er selv en del af koret.  Men forældre har aldrig haft så meget tid med deres børn, som de har i dag.

Den vurdering leverede professor ved DPU Århus Universitet, Ning de Conick-Smith, som forsker i barndomshistorie, da jeg for et par måneder siden interviewede hende til et tema om legegrupper, jeg skrev til pædagogernes fagblad Børn&Unge. Hendes udsagn provokerede mig vildt. Seriøst! Hvordan kunne hun påstå, at vi havde så meget tid og langt mere end hendes egne forældre havde det dengang i 1970’erne?

At starte dagen i stilhed, i løb langs marker, mens dagen vågner er et af mine frirum fra familiefællesskabet. Foto: Anne Anthon Andersen.

At starte dagen i stilhed, i løb langs dugvåde marker, mens dagen vågner er et af mine helt nødvendige frirum fra familiefællesskabet. Foto: Anne Anthon Andersen.

I 1970’erne hvor forældre i høj grad kørte deres eget ræs. Lod unger være unger – falde i søvn under middagsbordet, mens de selv holdt fest. Holdt lange møder i kollektivet, mens børnene fik rig mulighed for at passe sig selv. De 70’er-fortællinger, jeg har mødt flest af, er beskrivelser af, at børns og voksnes verdener var forskellige, langt mere adskilte end de er i dag.

1970’ernes voksne havde da masser af tid til sig selv. Det var før obligatoriske legegrupper, Forældreintra og forventninger om at klassens forældre også mødes og mingler mindst et par gange om året. Før det fleksible arbejdsliv for alvor greb ind i familielivet med mails på smartphones og tablets i sofaer og soveværelser, ræsonnerede jeg.

Hvordan kunne hun seriøst mene, at vi forældre i dag har fået mere tid? Hendes ord har rumsteret i mig uden rigtigt at finde plads. Som budskaber der vil én noget som regel gør det. I sidste weekend dukkede de op igen.

Fred til at finde på
Lørdag. Vi havde som vanligt været tidligt oppe med ungerne. Lavet morgenmad, været på formiddagsudflugt til Roskilde hånd i hånd. Spillet brætspil og læst bøger. Leget med Lego på stuegulvet. Jeg trængte til luft og måtte på græs. Orkede ikke at trække drengene i tøjet og med. Min mand Mads gik med. Det føltes lidt som at flygte. Lidt forkert bare sådan at skride fra leg og Lego for at trække udenfor og gå i gang med udendørsprojekter, mens drengene blev alene inde. Men hvorfor egentlig? Hvorfor denne følelse af skyld forbundet med at tage sig tid for sig selv på familiematriklen? Måske er det netop her, det ligger: svaret på, hvad Ning de Conick-Smith mente, når hun insisterede på, at nutidens forældre har mere tid til rådighed end før.

Måske har vi mere tid til både familien og os selv, end vi nogensinde har haft. Vi glemmer bare at prioritere den, voksentiden alene. Fordi vi stiller unødvendigt høje krav til, hvordan vi skal være sammen med vores børn.

Når vi lader drengene i fred, opstår der ofte stjernestunder som denne. August får lyst til at underholde sin lillebror ved at læse højt for ham. Foto: Anne Anthon Andersen.

Når vi lader drengene i fred, opstår der ofte stjernestunder som denne, når deres interne stridigheder har fået lov at klinge af. August får fx lyst til at underholde sin lillebror ved at læse højt for ham som her. Foto: Anne Anthon Andersen.

Vores forældre havde ikke så lang tids barsel. De havde heller ikke så fleksible muligheder for at arbejde på skæve tider ved at kommunikere på mails og online, når vi var puttet om aftenen. De havde ikke hjælp til rengøring og indkøb leveret til døren af Nemlig eller Irma. På den måde havde de ikke så meget tid. Men til gengæld var det også almindeligt og helt ok, at de lavede deres egne voksenprojekter, mens vi legede ved siden af. Sådan var det bare. Sådan bør det måske stadig være. Ikke hele tiden, men en gang imellem. Måske har vi glemt os selv – og at det ikke er at lade børn i stikken at lade dem være i fred. Tværtimod. Det er at lade dem mærke sig selv og selv finde på.

Måske føles det ikke som et svigt for vores børn at lege selv et sted på matriklen, mens vi foretager os noget andet i længere tid end 20 minutter. Måske skal vi bare lære at blive bedre til at vælge voksentid til – også når vi er sammen? At være sammen hver for sig.

Det er i hvert fald de stunder, jeg husker som de allermest fredfyldte fra min egen barndomshave. Når jeg hjalp min far med at finde skruer i græsset, eller glemte det fordi jeg blev opslugt at gå på rov efter bær eller gulerødder med min søster. Og stak af på eventyr og udflugt i min egen børneverden.

Relateret indhold

0 kommentarer

Skriv en kommentar