Journalistik

Naturhåndværket er mit refugium

Lindy Wilhardt voksede op på en bund af uro i en barndom uegnet for børn. Når fortidens skygger har indhentet ham, har naturhåndværket givet ham en håndsrækning. Hændernes arbejde er blevet et anker i tilværelsen, et tilflugtssted hvor han finder ro.

Natur&Miljø, juni 2022
Af Anne Anthon Andersen

7-årige Lindy Wilhardt vidste aldrig, hvornår hans far ville være hjemme. Om han var på arbejde på lageret, på havnen, på stoffer eller i fængsel. Eller om han måske snart skulle besøge ham på det pensionat på Vesterbro, hvor han i en periode boede. Men når faderen var der, kunne han til gengæld være sikker på et utrygt hjem.

Hans mor havde travlt med at stå i lære i den lokale frisørsalon, så hun kunne sikre sig fast job og forsørge ham og hans søstre. Så der var frit lejde til at stikke af på eventyr mellem de høje karreer i det sociale boligbyggeri i Albertslund, der skød ud fra hovedstaden som en af de fem forstadsfingre i den såkaldte Fingerplan. Her røg Lindy Wilhardt sine første cigaretter som 10-årig, udforskede nedlagte gårde og gik på jagt i ruinerne fra den gamle betonfabrik.

Egentlig var der ikke råd til, at han kunne gå til spejder. Men da en kammerat fra naboopgangen inviterede ham med på prøve, fik Lindy Wilhardt lov til at fortsætte gratis. Spejderhytten, den forhenværende Roskilde Kro, var omkranset af grønne enge med spredt skov, åer og søer. Her byggede han huse i træerne, lagde broer over åerne og faldt i en salig søvn med udelivets ro i kroppen som en del af spejderflokken i den gamle gildesal.

”Vi passede os selv, roede ud i kano, smed tøjet og sprang i vandet. Vi indtog naturen med vildskabens energi, og jeg følte en dyb lykke over at være en del af et skabende fællesskab”, forklarer han.

Fotograf Matthew James har portrætteret Lindy Wilhardt i naboskoven til huset, han bor i – i nærheden af Holbæk.

Vi har taget plads i det, der udgør husets køkken, stue og værksted. I Lindy Wilhardts hjem er høvlebænk og spisebord ligestillet. Det er som at komme ind i en levende udstilling af kunsthåndværk: Skeer, han har snittet, kalveskindslygter han har bygget, figurer i fedtsten og granit. Japansk sashiko-broderi, vævede tekstiler, mjødbægre og smykker af sølv og kobber pynter overalt.

”Værkstedet er min bolig. Håndværket er mit refugium. Der er intet som det, der kan bringe mig til ro. Det har reddet mig mange gange gennem livet”, siger han med en skarphed i blikket, som spejler en jernvilje. Man fornemmer, at skaberkraften har dybe og vildtvoksende rødder – kommer fra et bagland uden grænser.

Erkendelsen vågnede i faldet
Efter syvende klasse blev Lindy sendt på kostskole. Længslen efter spejderlivets vidder og fællesskab skød en tomhed ind i ham, som var svær at udfylde. Gymnasietiden var et maraton uden ro. Når han ikke var i skole, arbejdede han på et lager, tog direkte ud for at drikke øl.

”Hvis jeg ikke var i gang, blev jeg grebet af en voldsom rastløshed. Jeg arbejdede meget, drak mere og mere og kunne ikke falde til ro uden alkoholen”.

Da studenterhuen var hjemme, rejste han til Israel som volontør i en kibbutz for at dyrke kollektivismen, indgå i det arbejdende fællesskab. Her plukkede han appelsiner og citroner, samlede æg fra hønsene. Men så snart hænderne slap arbejdet, greb de flasken. Forelskelsen i en engelsk kvinde druknede i alkohol, og rejsen efter en ny begyndelse blev endnu et fald. Men i faldet vågnede en ny erkendelse.

”Når jeg var i gang – grebet af skaberkraft – kunne jeg skyde trangen til at drikke fra mig. Jeg havde oplevet håndværket som stedfortræder for alkoholen. Jeg vidste, at jeg var nødt til at give håndværket og naturen en central plads i mit liv”, forklarer han.

Så snart hænderne slap arbejdet, greb de flasken. Forelskelsen i en engelsk kvinde druknede i alkohol, og rejsen efter en ny begyndelse blev endnu et fald. Men i faldet vågnede en ny erkendelse.

Lindy Wilhardt gik i gang med at uddanne sig til møbelsnedker. Men der var ikke langt fra værkstedet til værtshuset.
”Da det gik op for mig, at jeg kunne tømme en hel kasse Carlsberg Ice nede på Café Runddelen, kunne jeg jo godt se, at det ikke kunne fortsætte den vej”, konstaterer han.

Trangen til at være noget for andre vågnede i ham. Men det var også længslen efter at skabe sit eget nære fællesskab, der kaldte. Ønsket om at stifte familie. Efter fem måneders intensivt arbejde, studier og druk, rejste han til Gran Canaria for at puste ud. Her mødte han en kvinde, som han havde lyst til at se igen, da han var landet hjemme i København.

”Hun ringede og spurgte, om vi skulle gå i biografen. Jeg var på værtshus, men tog afsted med det samme. Da vi mødtes, konfronterede hun mig med mit skyggeland. ’Du opfører dig som en alkoholiker, sagde hun’, og jeg tænkte: Det her skal være løgn. Hvis jeg ville have kone og børn og skabe min egen familie, kunne jeg ikke under nogle omstændigheder træde i min fars fodspor”.

I lysningen blegner mørket
Lindy Wilhardt fik en idé: Hvis han startede på læreseminaret, kunne han tage børn og unge med ind håndværkets magiske rum. Så han begyndte at læse til lærer med fagene billedkunst og sløjd. Det travle studieliv i byen – afstanden til naturen – gjorde det svært at finde ro og mental luft.
”Jeg savnede fællesskabet, bylivet stressede mig, og jeg forsøgte at dulme rastløsheden. Jeg lod mig suge ind i arbejdet, knoklede 16 timer i døgnet og flyttede ind på seminariet.”

Her mødte han Mette, der havde billedkunst som hovedfag. Sammen flyttede de ind i lærerboligen, der hørte til behandlingshjemmet ved Jægerspris Slot, hvor Mette arbejdede.

”Vi var i værkstedet sammen, vandrede rundt i skoven. Det var vidunderligt.” Her fik de sammen datteren Karoline. De mødtes om håndværket og skaberkraften; malede, byggede, brolagde og opdragede Karoline og senere sønnen Tore i håndværkets navn.

I værkstedet finder Lindy Wilhardt altid ro. Foto: Matthew James.

Da skilsmissen ramte, og Lindy Wilhardt mistede sit job, flyttede han ud i skoven. Når krisen indhenter kroppen, handler den per instinkt.
Lindy Wilhardt lejede sig ind i savværkshuset ved Eriksholm Gods. Her søgte han ind i håndværkets refugium.

På terrassen med udsigt til et tæppe af skov, snittede han skeer og skåle, spændte flitsbuer og byggede kajakker.
”Det blev tydeligt for mig, at håndværket ligesom lagde en ro ind kroppen og sindet. Og selvom nedturen var hårdere end nogensinde før, faldt jeg ikke i. Jeg holdt trangen til at drikke på afstand. Det lykkedes at lade alkoholen stå”, forklarer han.

Fagfolk kalder det lysning, når de sorteste tanker for en stund trækker sig tilbage, lukker lyset ind i sindet.

”Det er, som trækker håndværket mellem hænderne, skabelsesprocessen, alle tanker til sig”, forklarer han om, hvorfor håndværket har vundet over alkoholen de gange, hvor den har haft greb om ham.

I håndværket bor frigørelsen
Det var med ønsket om at forstå denne håndværkets kraftfulde virkning, at han begyndte at studere, hvordan og hvorfor det kunne påvirke ham så stærkt. Han tog på kursus med kunsthåndværker, psykolog og ph.d. Anne Kirketerp, der forsker i håndværkets påvirkning af psyken.

Her fandt han ud af, at det at fordybe sig i sin passion og frembringe noget konkret påvirker kemien i hjernen: får den til at producere dopamin og serotonin, som dulmer stress og angst, sender en beroligende strøm af tilfredshedens glæde gennem kroppen.

Kurset gav ham viden og ord for det, kroppen og sindet for længst havde lært ham. Det er den viden og de erfaringer, han de sidste mange år har brugt, når han har undervist unge med forskellige udfordringer i håndværk på Center for Specialundervisning i Holbæk.

I skolens værksteder laver de alskens håndværk, ligesom de flytter håndværket ud i naturen, bygger et shelter for at gå til ro sammen her for natten.
”Min fornemmeste opgave er at hjælpe de unge til at finde ro og glæde, at indvie dem i, hvordan håndværket kan mindske stress og rastløshed og skabe et åndehul i en kaotisk og udfordrende verden.”

For håndværk åbner et rum for fordybelse og anerkendelse, som kan ændre livsbetingelser; give mennesker redskaber til at mestre livet. Det er det, hans eget liv har lært ham og det han oplever, når de mest udfordrede unge glemmer vreden og deres impulser for at forsvinde ind i et avanceret japansk perlebroderi, når de fryser i rummet i så ren koncentration, at lyset i lokalet går ud, og de dybe åndedrag tager over. Dét vidner om noget om håndværkets frigørende kræfter, mener han.    

”Man kan ikke erobre fortiden tilbage, ikke skrive sin historie om, men man kan lytte til kroppens instinkt i stedet for at forsøge at flygte fra omstændigheder, man ikke kan flygte fra. Det var dybtliggende overlevelsesinstinkter, der sendte mig ud i naturen og ind i håndværkets frirum allerede som barn. Naturhåndværket bliver ved med at redde mig. Derfor er jeg nødt til at give dets magi videre til andre.”

Styrket af natur:
Vi taler ofte om, at vi mennesker skal passe på naturen. Men ofte er det naturen, der passer på os. Forskning viser, at naturen helbreder, har en positiv effekt på angst, stress og depression og i det hele taget gør os gladere. Natur & Miljø har mødt nogle af dem, der henter styrke i naturen.

Håndværk åbner et rum for fordybelse og anerkendelse, som kan ændre livsbetingelser, give mennesker redskaber til at mestre livet, oplever Lindy Wilhardt, der selv har hentet styrke i naturhåndværket i sit livs mørke perioder. I dag underviser han unge med forskellige udfordringer i håndværk på Center for Specialundervisning i Holbæk. Foto: Matthew James.

Relateret indhold

0 kommentarer

Skriv en kommentar