Aksel og Solvej på 8 og 10 stikker ofte på udflugt i skoven på egen hånd. Gevinsten ved at sætte dem fri er langt større end risikoen. Børnene skal hjælpes på vej, men uden formål og plan. Alt for ofte spoiler de voksne børnenes eventyr i naturen, mener deres mor Thilde Thode Jensen.

Natur&Miljø juni 2021,
Af Anne Anthon Andersen

Egentlig har hun slet ikke tænkt så meget over det, der kunne gå galt. Aksel og Solvej var ikke mere end 4 og 6 år, da deres mor Thilde Thode Jensen første gang pakkede en rygsæk med kiks og saftevand og lod dem løbe fra haven og ud i skoven eller ud på markerne, der omkranser hjemmet i Nationalpark Skjoldungernes land på Gevninge Overdrev nær Roskilde.
”Det er vigtigt for mig at give mine børn lov til at udforske naturen på egen hånd og forære dem det eventyr, der følger med. Det viser dem, at jeg har tillid til, at de kan tage ansvar og klare sig selv. Mine børn skal opleve det frie eventyr i naturen”, siger hun.

Sammen med vennerne i nordjyske Brønderslev løb Thilde Thode Jensen selv ofte på rulleskøjter i en radius på flere kilometer fra hjemmet uden hverken GPS eller mobiltelefon, da hun var barn i 1990’erne. Om sommeren sprang de fra klitterne ned over stranden for at bade i havet, mens forældrene lå oppe på stranden, eller løb til byen med penge på lommen for at snolde, uden at der var voksne med.

”Vi vidste godt, at vi skulle se os for, når vi skulle over vejen. Og at vi ikke skulle gå længere ud, end til navlen. Man skar sig på marehalmen. Men så lærte man, at det er skarpt. Jeg kan stadig huske den magiske følelse af, at stranden var vores andet hjem”, forklarer hun.    

Her er man fri 

Den frihedsfølelse og selvstændighed er det vigtigt at huske at give vores børn i en tid, hvor voksenstyring og skemalagt hverdag beslaglægger langt størstedelen af børnenes tid, mener Thilde Thode Jensen, der er i gang med at uddanne sig til natur- og kulturformidler på Skovskolen for at dygtiggøre sig i blandt andet facilitering af naturoplevelser for børn.

”Kom vi skal denne vej”, siger Aksel, der i dag er 10 år, og fører an mod lågen i bunden af haven. 8-årige søster Solvej følger hurtigt trop, overhaler og løber langs skovbrynet.

”Her er man fri. Her kan vi selv bestemme”, synger hun og løber i forvejen ind i skoven, hvor myggene danser tæt i træernes skygge.

Aksel gør holdt ved en stor mosset sten langs stien.

”Derinde har vi bygget en sej hule”, siger han og peger ind i skoven. ”Vi vidste ikke lige, hvad vi skulle lave derhjemme. Men så pakkede vi en rygsæk og tog afsted”.

”Ja, for så kunne vi sidde og tale om alt muligt hemmeligt”, forklarer Solvej.

Dybere inde i skoven løber den lille sti ud i et bredere spor, som deler sig i to. Aksel og Solvej diskuterer retningen.

”Vi går ned til træstammen, hvor vi havde Albert og Markus med”, foreslår Aksel, og Solvej overvejer et øjeblik, før hun følger med.

”Stop! Der er noget, der pusler i krattet”, siger Aksel og bøjer sig ned i knæ for at undersøge sagen i det høje græs.

”Måske er det en slange, der ligger og soler sig”. Men så forsvinder lyden længere ind i buskadset, og de beslutter at lade slangen hvile sig i fred.

Senere er det en summende guldsmeds dronelignende bevægelser, der fanger opmærksomheden.
”Se! En guldsmed. Nej, der er to! Det er sådanne oplevelser, man får her i skoven. Det er bare om at komme afsted”, konstaterer Aksel, da han hjemmevant guider turen tilbage mod huset

Eventyret viser vej

”Der er mange forældre, der er utrygge ved at lade deres børn lege i naturen på egen hånd. Hvad tænker du om det?”, spørger jeg.

”Det er da mærkeligt”, siger han og rynker brynene. ”For de fleste voksne har selv fået lov til at lege alene i naturen, da de var børn. Man skal bare følge stierne. Jeg har aldrig været bange for at fare vild”, lyder hans svar.

Thilde Thode Jensen har da også mødt forældre, der syntes, at hun var for letsindig.

”Men mine børn har jo fundet ud af det. Og det vidste jeg, at de kunne”, siger hun.

”Hvordan klarede I jer selv uden voksen indblanding som børn, og hvordan føltes det at blive sluppet fri?”, har hun besvaret de bekymrede indvendinger.

Når der har været dage, hvor i-pads har trukket i ungerne, og hun har ville lokke dem med ud, har hun bevidst aldrig mødt dem med formaninger.

”Dengang jeg var barn, der spillede vi ikke computer. Der løb vi bare ud og legede og brugte vores fantasi i naturen”, karikerer hun en klassiske forældre-formaning.

”Jeg tror ikke på moraliseren. For hvad skal børnene bruge det til?”

Hvis vi vil have vores børn til at slippe mobiltelefoner og i-pads og lege mere udenfor, må vi også turde give dem det ansvar at tage på eventyr på egen hånd. Og så skal vi som voksne facilitere det, mener hun:
”Tag dem med ud og giv dem et fiskenet. Men lad være med at ville styre det og fortælle dem for meget om alt det, de kan finde. Det er en spoiler. Så dræber man ligesom skattejagten og eventyret”.

Hvis hun selv inviterer Aksel og Solvej til en fælles udflugt, er det som oftest let at hjælpe motivationen på vej.

”Når det har regnet, laver vi ofte frø race eller går ud og mærker regnens kølighed. I december måned går vi på jagt efter mos og kogler til juledekorationer i mørket iført pandelamper. Jeg elsker de stemninger, natur skaber”.

Når først de er afsted, overtager nysgerrigheden, og eventyrlysten viser vej.

Thilde Thode Jensen sender helt bevidst aldrig Aksel og Solvej afsted med et formål. Nogle gange er eventyret bare at sidde og spise en kiks i skovbunden for så at vende hjem igen.

”Selvfølgelig er jeg også blevet grebet af moderinstinktet; tænk hvis de falder og brækker et ben. Men gevinsten ved at sætte dem fri og give dem det eventyr er langt større end risikoen”.