For Paw Jakobsen sidder 20 års gammel krig stadig i knoglerne som en syl af afmagt. Han havde netop valgt at overgive sig til døden, da naturen greb ham. Nu er det fuglestemmer og skovens træer, der holder ham i live.

 

Natur&Miljø, september 2017
Af Anne Anthon Andersen   

Der er klamt og klaustrofobisk i bunkeren. Paw Jakobsen og hans soldaterkammerater ligger her på andet døgn, fanget i krydsild mellem serbere og kroater udenfor. Året er 1995, og de er udsendt for at skabe fred på Balkan. En mission som Paw Jakobsen beskriver som umulig:

”Vi måtte ikke forsvare os, men kun vifte med de blå flag. Bunkeren var bygget til at modstå beskydning fra lettere våben, ikke til at modstå træfninger fra mortér, kampvogne eller panserværnsraketter. Vi sad bare og ventede på at blive skudt ned. Den afmagt, jeg følte der, ligger grunden til alt det, jeg stadig slås med den dag i dag”.

Da krydsilden i området er løjet af, er 14 såret, to døde.

Her 20 år efter sidder oplevelserne stadig i ham. Paw Jakobsen er en af de mange soldaterveteraner, der lider af alvorlig PTSD. Og en af dem der har hentet styrke i naturen for ikke at opgive kampen mod invaliderende traumer og dyb depression. I dag er shelterture under åben himmel, duften af bark og smagen af friske bøgeskud nødvendigt kit i et liv, der let slår sprækker.

Med pistolen for panden
Året efter er det oplevelser fra tiden som sergent i Kroatien, der har efterladt varige ar på sjælen. Paw Jakobsen sidder hovedvagt med en kollega, da et par kroatiske soldater dukker op for at sælge dem spiritus og kvinder. De er ikke interesserede, forklarer de. Ud af øjenkrogen fornemmer han, at en af de kroatiske soldater trækker sin pistol fra hoften. Et splitsekund efter har han pistolen rettet mod panden på en meters afstand.

I hvad der føles som en evighed, kører en indre diskussion bag pandelappen. Skal han udløse maskingeværet, der vil rive kroaten midt over. Før han ved af det, har kollegaen ved hans side hævet sit gevær, og den kroatiske soldat ladet pistolen falde. Herefter begynder oplevelserne for alvor at følge med ind i nætterne.

Men det er først fem år efter, at episoden dukker op i de vågne tanker.

Paw Jakobsen er tilbage i Danmark. Han er en af de mange soldater, der efter missionerne på Balken blev afskediget pga. besparelser i forsvaret. For at holde traumerne på afstand, flygter han ind i arbejde. De første tre år natarbejde for et sikkerhedsfirma, de næste seks år som fængselsbetjent.

Sammenbrud og skånejob
Fængselsmiljøet er hårdkogt, og Paw Jakobsen modtager stadigt flere trusler fra frustrerede indsatte. En eftermiddag møder han en indsat på udgang i køen i Silvan. Hjertet banker i brystet, og han griber om skaftet på det stemmejern, han har i bæltet. ”Hvis der sker noget nu, trækker jeg og stikker det direkte i halsen på ham”, når han at tænke. Det er episoder som den, der får Paw Jakobsen til at erkende, at noget er galt.

Kort efter truer en indsat ham på en vagt i fængslet. ”Hvis du vil mig noget, så lad os klare den her med det samme mand til mand…?” hører han sig selv sige, mens han lægger overfaldsalarmen fra sig på bordet i cellen.

”Herefter går jeg direkte op til min chef og fortæller, hvad der er sket. Jeg bryder sammen på hendes kontor og græder fuldstændig ukontrolleret”, forklarer han.

Episoden i fængslet udløser akut psykologhjælp og et skånejob i Kriminalforsorgens sikkerhedsafdeling.

Selv om det er en lettelse at komme væk fra fængselsmiljøet, bliver lægeordineret antidepressiv medicin og psykologbehandling lige så nødvendige indslag i hverdagen som mad og drikke. Og en eftermiddag, som han ligger i fosterstilling på gulvet i den lille gang på førstesal, tager han beslutningen. Han kan ikke se anden udvej end at sætte punktum for sit eget liv.

”Jeg er egentlig mest af alt lettet. Det fylder mig med overskud at fortælle det til min kæreste Pernille. For første gang i mange år føler jeg en glæde ved at træffe en beslutning”, forklarer han stille.

”Men da jeg fortæller hende det, bliver jeg samtidig klar over, at jeg ikke kan tillade mig at bede hende acceptere min beslutning. Det bliver på mange måder et vendepunkt”.

At finde hjem
Da Pernille en dag viser ham et opslag på Facebook om et naturprojekt under overskriften ’Veteraner i det faggrønne’, beslutter han at give det en chance. De er 12 veteraner, der bliver udtaget til projektet, som skal give soldaterveteraner nyt mod på livet gennem oplevelser i naturen. Ud over undervisning om friluftsliv, træfældning og naturpleje på Skovskolen i Nødebo, tager de på udflugt i de svenske skove. Paw Jakobsen glæder sig pludselig til at skulle hjemmefra.

En aften mens de sidder om bålet, får han lyst til at gå en tur alene i mørket. Ved en lille bæk sætter han sig op ad et stengærde, lytter til bækkens rislen.

”Alene den simple lyd fra bækken virker så stærkt på mig, uden at jeg behøver at gøre noget for det. Her får jeg oplevelsen af at finde hjem, af at jeg føler mig tryg i naturen”, forklarer han.

Her søger tankerne tilbage til barndommen i Skagen. Skovturene. Hvordan han sammen med forældrene og sin tvillingesøster samlede rødder og mos til juledekorationer i december. Lyset der stod smukt ned mellem træernes slanke stammer. Den eventyrlyst der ramte ham i skovbunden. Dragningen mod bare at gå på opdagelse, og alle de gange han for vild og fandt hjem.

”Naturen har lært mig så meget. Jeg lærte at skelne fuglene fra hinanden, og hvilke bær jeg kunne spise. Her ved bækken blev jeg ekstra taknemmelig for, at mine forældre gav mig den stærke tilknytning til naturen. Havde jeg ikke haft den, havde jeg ikke vidst, at jeg kunne søge naturens hjælp i mit sygdomsforløb. Jeg lærte at bruge naturen og passe på den, men også at den passede på mig allerede dengang”, forklarer han.

Lettere at give slip
Også hjemme i Glostrup blev lange gåture i Vestskoven en fast del af dagen. En gang gik han under trækronerne helt fra Roskilde.

”Pludselig kunne jeg ikke holde mig væk fra skoven”.

Lyset når glimtvis ned mellem de høje ranke fyrretræsstammer, mulden giver sig under fodsålerne. Paw fører an på en af de utallige stier, han har trådt gennem skoven, som grænser op til huset. Altid med en lille sav i rygsækken, til at beskære træer. Knagerækkerne i entréen har han hentet med hjem fra skoven, slebet glatte, så farver og knaster står skulpturelt frem fra væggen i entreen.

”Herude er det lettere for mig at give slip og græde, hvis jeg har brug for det. Naturen bringer mig i en ren tilstand. Det kan være det bløde tæppe af bøgeblade, hvor dufte og lyde træder stærkere frem”, forklarer han.

Bjælkehusets stue på førstesal er fyldt med grønne planter. I lyset fra vinduet står en helt lille skov af orkideer og spirende trompettræer. Huset har han bygget for også hjemme at være omgivet af natur og stammer. Det giver mening med livet at pleje bjælkerne, kløve brænde eller at vande planter for at se dem gro, oplever Paw Jakobsen. Når han passer på naturen, hjælper den ham til at passe på sig selv.

 

Styrket af natur:
Vi taler ofte om, at vi mennesker skal passe på naturen. Men ofte er det naturen, der passer på os. Forskning viser, at naturen helbreder, har en positiv effekt på angst, stress og depression og i det hele taget gør os gladere. Natur & Miljø har mødt nogle af dem, der henter styrke i naturen.