Han har i årevis fået børn til at interessere sig for biller, fugle og vilde dyr. Med børneprogrammer som ’Naturpatruljen’ og ’Dyr på hjernen’ er Sebastian Klein løbet ud i naturens eventyr for at se dem fra barnets perspektiv. Det har printet ham ind i børnenes bevidsthed som Danmarks naturnørd nummer ét. Som barn voksede han op i sin faders skygge, stak ud i naturen for at finde sig selv. Måske er det netop fra skyggen, han har hentet så træfsikkert et greb om sit barnlige publikum. Sebastian Klein har i den grad bevaret barnets uspolerede nysgerrighed. Han vil give børn og voksne naturoplevelser sammen.

Natur&Miljø marts 2019,
Af Anne Anthon Andersen

Når Sebastian Klein med sin far i hånden blev genkendt i Zoologisk Have eller Tivoli, var det, som åbnede sig en afgrund i ham. Ikke så meget fordi de blev genkendt af børn og voksne, som flokkedes omkring dem. Men fordi denne evindelige genkendelsesseance vækkede et stærkt ubehag i faderen; den på én gang artistisk udadvendte og blufærdigt sky skuespiller, forfatter, musiker og humorist Jesper Klein. Fordi ubehaget ligesom løb videre gennem deres håndflader og ind i barnet Sebastian, omkransede ham som en linse af is, han begyndte at se sig selv igennem. Alt i ham frøs til.
”Min fars ubehag ved genkendelsen smittede af på mig. Og jeg udviklede en bevidsthed om, at jeg blev set igennem, hvem min far var”, forklarer han. Det var ikke altid let at være søn af det berømte skuespillerpar Jesper Klein og Lykke Nielsen:
”Jeg hadede at stikke ud, hadede at mine forældre var så berømte. Ønskede mig bare en far, der arbejdede i en bank og en mor, der ikke var for smuk, at jeg hverken havde rødt hår eller kunne lide at se på fugle. Jeg ville allerhelst bare være som de andre, ønskede mig leverpostej, leverpostej, leverpostej”, konstaterer han.

I skolen var det et pres, at de andre elever ofte ville have ham til at sige eller gøre noget sjovt. Gjorde han det, kunne det også give problemer. Som den dag han i begejstring lod som om, at han akkompagnerede den Poul Kjøller-sang, vikaren spillede på klaveret, ved at lade sine fingre løbe over bordpladen. Irettesættelsen faldt prompte: ”Dét er irriterende. Også selv om man er Jesper Kleins søn”, skældte vikaren ud.
Kort efter forbød Sebastian sin far at komme på skolen. ”Det var som at have en elefant med i skole. Alting gik i stå”, siger han.

Naturen åbnede et rum
Sebastian Klein voksede op i en rød murstensvilla på Ove Billes Vej 13 på Amager. Her var flygel i stuen og franske døre. Violiner, trompeter og kontrabas. Shakespeares samlede værker i reolen. Når han ikke var ude og optræde, kunne Sebastian Klein som regel finde sin far bag skrivemaskinen, evigt klaprende i tasterne, altid i ét med frembringelsen af et tekststykke. Barndomshjemmet åndede underholdning, drama og voksenliv. En god del af det danske kulturparnas samledes om egetræsbordet til møder om faderens tv-, teater og filmprojekter.

Omkring huset voksede en tilgroet have. Det var ikke her, forældrene lagde deres kræfter. Men mange af Sebastians tidligste naturminder groede netop her. Som den vinterdag han fra stuevinduet så en flok fugle hoppe rundt i haven. De lignede solsorte, og så alligevel ikke. Hovederne var grå, ryggen brun, maven hvid og brystet plettet. Han kunne ikke huske at have set dem før, ville vide hvad det var for fugle og strøg op på loftet for at finde den røde fuglebog i faderens bogsamling. Det måtte være sjaggere, som var landet på deres vintertræk nordfra, læste han.

Sebastian Klein kan endnu huske, hvordan begejstringen over opdagelsen sendte ham direkte op til sin far, der sad fordybet i arbejdet ved skrivemaskinen. Han kan huske, hvordan faderen kiggede op, hvordan hans opdagelse åbnede en snak om sjaggerne, og hvordan stoltheden samlede sig i et lysende punkt i faderens øjne.
Her spirede fornemmelsen af, at naturen åbnede et rum til et sted, hvor han blev fremkaldt som mere og andet end Jesper Klein og Lykke Nielsens søn. Her var han Sebastian Klein.

Det var cirka samtidig, at interessen for dyreprogrammer greb ham. Fascinationen af tigre og geparders jagt på gazeller, som gled over tv-skærmen. Naturens drama. Fra bagsædet i bilen udspillede dramaet sig pludselig ”life”. En tårnfalk dykkede ned i græsset i rabatten og kom op med en mus i kløerne.
”Det her var bedre end tv. Jeg havde direkte og helt eksklusive rettigheder til naturens oplevelser”, siger han og rykker helt frem i sofaen. Tændt.

Vi har taget plads i den lyse stue i villarækkehuset i Badensgade på Amager. Her, et par kilometer fra barndomshjemmet, bor Sebastian Klein med sin kone Rikke og deres to teenage-sønner. Et par stueplanter. Kaninen i haven, en kat og et par rotter i kælderen, som han af og til bruger i de shows, han turnerer landet rundt med, når han ikke laver tv-programmer eller skriver børnebøger, udgør matriklens eneste natur. Hvis det stod til ham alene, var de flyttet ud i naturen for længe siden. Men det gør det ikke, og Sebastian Klein har for længst slået sig til tåls med, at han må dyrke naturen på anden vis end at bo i den.

I barndomshjemmet var naturen en politisk sag på linje med andre kulturradikale dagsordener som kampen mod atomvåben. Naturen var en art teoretisk spørgsmål snarere end et praktisk foretagende.
”Mine forældre spurgte aldrig, om vi skulle tage en tur i skoven. Min far kunne godt lide at gå i Zoologisk Have, men det var ligesom dét”, forklarer han. Så Sebastian Klein cyklede selv på udflugter i naturen. Ofte til Amager Fælled for at se på fugle. Forældrene opmuntrede ham til at forfølge interessen, forærede ham fugle- og dyrebøger. Og når han foreslog, at de tog med, gjorde de også det. Smed cyklerne i kassevognen og kørte til Bognæs for at se sølvhejren eller til Gadstrup Mose for at finde silkehejren. Eller på bilferie til Pyrenæerne for at spotte en lammegrib. Men passionen var hans egen.
”Der var ingen tvivl om, at naturen var noget, jeg havde. Her var jeg ikke Jesper Kleins søn. Naturinteressen havde jeg for mig selv. Mine forældre bifaldt det, men det var ikke sådan, at de deltog. De tog mere med og ventede på mig”, forklarer han.

Som passionen voksede i ham, voksede også ønsket om at dele naturen med én, der var lige så begejstret for den som han selv. Det var klassekammeraten Casper. Sammen udviklede de allerede i løbet af de første skoleår en venskabelig konkurrence, dystede om viden og oplevelser.
Mens Sebastians største drøm var at se lammegribben, som han havde læst om, drømte Casper om at se den blå glente.

Sprang ud som fuglekigger
Interessen for fugle blev stadigt mere hemmelig. Da Sebastian Klein som 15-årig overtalte sin mor til, at de skulle gå ombord på Bornholmerfærgen fra København for at sejle til Christiansø og se på fugle, var det ikke noget, han talte højt om. Heller ikke selv om den 5. september 1987 viste sig at blive en helt speciel dag i Christiansøs historie, fordi vejrsituationen natten forinden havde fået en masse sjældne arter til at lande på øen.
”Jeg så både pileværling, lille rørsanger og hvidhalset fluesnapper. Jeg væltede rundt og så på fugle i de timer, vi var der og syntes, at det var evigt fantastisk. Men der var ikke nogen, der måtte vide noget. Jeg havde masser af ting gående imod mig i forvejen, jeg skulle fandeme ikke have nørd-prædikat også”, forklarer han.

En dag gik det galt. Sebastian Klein gik i 9. klasse. Det var i en dansk-time, at en flok traner landede lige uden for vinduet. De første traner han havde set. Han kunne ikke nå at stoppe sig selv, sprang op fra stolen i et glædesudbrud: ”Se! Der er traner”, råbte han.
”Jeg kan huske den rungende tavshed i klassen, før latteren brød ud. Alle grinede, også læreren. Jeg kunne ligeså godt have råbt: jeg er bøsse. Jeg sprang simpelthen ud. Fra den dag var jeg fuglekiggeren, tossen der kiggede på fugle”, konstaterer han.

Dengang var nørder ikke nogen, man hyldede på tv, og det virkede som noget nær selvmord at springe ud som naturnørd. Sebastian Klein begyndte at gå og dagdrømme om at være en ”badboy” med sort hår og motorcykel. Helst en af de hårde helte, der satte alt ind på at redde naturen. På tv blev han draget af, hvordan Greenpeace-aktivister satte livet på spil for at stoppe de sovjetskibe, der dumpede atomaffald i havene.
”Min drøm var i mange år, at jeg ville noget radikalt – være en helt med en sag. Og dengang var det børnelærdom, at atomkraft var det værste, som skulle bekæmpes. Hjemme var naturen også en politisk sag. Men jeg havde ikke ambitioner om at skulle følge i min fars fodspor. Alt i mig arbejdede på at træde ud af hans skygge, finde min egen vej”.

Hånden på vuggen
Sebastian Klein besluttede sig for at starte på lærerseminaret. Han ville formidle. Det vidste han. Gerne natur. Samtidig blev han kontaktet af DR, som ville høre, om han ville lave naturprogrammer til børn.
”Programfladen manglede unge værter, der vidste noget om natur. Pludselig var jeg den unge, der rent faktisk vidste noget om det her. Jeg så en åbning”, forklarer han.

På tv-skærmene tonede Sebastian Klein frem som dyrepasservikar med morgenhår. Han tog børnene i hånden og med på safari i Danmarks dyreparker for at søge svar på, om en pingvin kan få lungebetændelse, eller om en isbjørn kan dresseres. Til tider ligeså meningsfuldt gakket som hans far evnede at udfolde sig, optændt af passion, men glødende af sin egen indre ild. Drømmen om at gøre en forskel for den natur, der har givet ham så meget. Båret af missionen om at give børn og voksne naturoplevelser sammen, for at sprede frø, der skal vokse som evig kærlighed til naturen.
”Hånden på vuggen er den hånd, der styrer verden. Når jeg har muligheden for at henvende mig til vuggen og de mennesker, der ligger i den, har jeg mulighed for at få indflydelse på verdens fremtid. Jeg forsøger at vinde børns kærlighed til naturen. For vi beskytter kun dét, vi holder af. Og hvis vi skal beskytte naturen, skal så mange som muligt holde af den. Uden kærligheden til naturen er naturen prisgivet.”

På en måde kan det virke paradoksalt. Altid har han kæmpet for at træde ud af sin fars skygge. Nu er det ham selv, der ikke kan tage i Tivoli, Zoologisk Have eller Netto uden at blive genkendt. Ham der optræder og underholder, har svært ved at slippe tasterne, bliver suget ind i den bog, det foredrag eller det tv-manus han er ved at skrive.
”Jeg kan jo slet ikke fornægte, at jeg i den grad er gået i min fars fodspor på mange punkter. Har brugt ham, hentet inspiration, rådført mig med ham. Jeg kan føle, at det er skæbnens ironi, at jeg i så mange år har sagt, at jeg ikke skulle lave det, han lavede og så alligevel er endt med at gøre det; underholde.”

Men der er alligevel noget, der er grundlæggende anderledes. Når han med sine egne børn i Zoologisk Have bliver stoppet af folk, der vil have en autograf eller selfie, siger han med et smil og med det samme: JA.
”Mine børn skal ikke opleve det ubehag ved at blive genkendt på gaden, som jeg selv oplevede. At jeg er kendt, skal ikke blive noget fordækt”.
Sebastian Klein har bevaret det blik og den linse, han selv oplevede verden igennem som barn. Både fra skyggen og fra det rum, hvor hans eget selv blev fremkaldt; i naturen.
”Der er ingen tvivl om, at naturen var mit sted. Det var svært at være en lille dreng, der først og fremmest bliver set som sin berømte fars søn. Naturen var det rum, hvor jeg blev set som mig selv og fik anerkendelse for noget, der var suverænt mit eget”.

Det er, som har han fragtet børneperspektivet med sig. Som sidder 7-årige Sebastian, der blev opslugt af sjaggere og lammegribbe, løver, gazeller og havørne med ved bordet, når han sætter sig til tasterne for at skrive bogen om ”klamme dyr” eller udvikler idéer til endnu et tv-program med sin redaktør.
”Når jeg skriver, skriver jeg til mig selv. Jeg skriver de bøger og programmer, som jeg selv kunne have ønsket mig, da jeg var barn”, siger han. Og så skriver han i øvrigt også til de voksne. Fordi han ved, at det fedeste er, hvis man som barn får lov at dele begejstringen med sine forældre.

Blå bog:
Født 20. juli 1972. Tv-vært, forfatter, foredragsholder og ornitolog. Gift med lærer Rikke Klein og far til sønnerne Sylvester på 17 og Christoffer på 14. Søn af skuespillerparret Jesper Klein og Lykke Nielsen. Opvokset på Amager. Gik på den katolske privatskole Sankt Annæ Skole og Christianshavns Gymnasium. Siden startede han på læreseminaret, som han dog ikke færdiggjorde, da DR i 1996 hyrede ham som tv-vært for en række naturprogrammer for børn, blandt mange andre Naturpatruljen, Dyr på hjernen og Bidt, brændt og stukket. Han har udgivet stribevis af børnebøger om natur. Heriblandt serien om Danmarks farligste, vildeste, mærkeligste, mest gådefulde dyr. Udgav i 2016 den åbenhjertige fortælling Fra min faders skygge. Sebastian Klein har siddet i juryen for Danmarks Naturkanon, der i 2018 udpegede 15 danske natursteder med helt særlig værdi. Er i samarbejde med Danmarks Naturfredningsforening i gang med at udpege de 99 danske dyre- og plantearter, alle børn bør se, før de bliver voksne.