Indkøb, madlavning og madpakker. Tøjvask, travlhed og træthed. Ofte føles det, som om hverdagenes familietid fosser gennem timeglasset. I juni måned har vi indført tre benspænd, der skal give os mere familietid sammen i hverdagene.

juni 2017,
Af Anne Anthon Andersen

Dengang min førstefødte søn August endnu var baby, og jeg hver eneste dag og nat tilbragte et betragteligt antal timer med ham ved brystet, kunne den nye familietid sagtens føles lang. Med det nye moderskab fulgte en masse forpligtelser, der trak os ned i tempo. Det var, som fik tiden pludselig en helt ny og anden langstrakt karakter – jeg skulle i den grad vænne mig til at leve i lavere gear og havde så afgjort vanskeligt ved at forlige mig med tilstanden – slow living.

Jeg kan huske, hvordan familiens ældre mødre mødte mig som barslende i en art nostalgisk nedsmeltning – hvordan deres blikke svømmede væk i ren og stærk længsel mod tiden, da de selv havde et barn ved brystet.

”Nyd det. For Guds skyld NYD det! Det er så uendeligt kort tid, de er små! Tiden går så stærkt. Pludselig skal han konfirmeres”, lød deres evige messen.
Jeg kan huske, at jeg høfligt svarede noget i retning af: ja ja, og selvfølgelig, men at jeg faktisk havde svært ved at forholde mig til følelsen af tid, der gik hurtigt. Selv om jeg var fuld af lykke, var timerne, dage og nætter længere end nogensinde før.

Vil fortrydelsen siden indhente mig?
Selvfølgelig vidste jeg godt, at de havde ret. Og selvfølgelig havde de det.
Om få måneder starter August i skole, og det er helt ufatteligt, at han snart fylder 6 år.

Det er den største kliché, og den mest skræmmende sandhed: tiden løber, og det er på en og samme tid skræmmende og befriende, at de, før vi ser os om, flyver fra reden, ungerne. Til hverdag kan jeg godt blive grebet af pletvis panik over den sag. For hvorfor tilbringer vi så mange timer af hverdagen hver for sig – i institution og med at arbejde hver for sig?

Og vil fortrydelse over dette faktum siden indhente mig? Hvorfor havde vi ikke mere hverdagstid sammen? Hvorfor var de få timer om dagen, vi havde sammen, så fulde af andre praktiske gøremål? Hvorfor al den madlavning, oprydning og andre anstrengelser, når vi i virkeligheden bare burde være sammen?

Med tiden som dommer
Da vi flyttede på landet og i Æblehuset for et par år siden, var det også drevet af ønsket om at få mere tid sammen. Det var som om det at komme på afstand af byens inciterende rytme – evige tilbud om aktivitet og eskapisme, lydene, bilerne, menneskene, pulsen – som om afstanden til det i sig selv, skubbede tiden ind i en anden og langsommere rytme.

Jeg kan huske, at det de første par måneder, vi boede her, føltes lidt som at være i sommerhus. Lidt som at være på ferie. Måske var det nyhedens interesse – det ikke at kende destinationen, som når man rejser ud for at erobre nyt land. Måske var det stilheden, vidderne, naturens skønhed. Det at blikket ganske enkelt havde længere at løbe på, før det blev stoppet af et fixpunkt i horisonten. Skønheden i alt det grønne, eventyret i at skulle lære nye mennesker at kende. At der skulle gå en hel time mellem at bussens dieselmotor trak forbi i svinget, hvor vi bor.

Jeg tror, at der var mange grunde. Men jeg husker roen i, at tiden på magisk vis fik mindre at skulle have sagt som dommer for vores måde at leve på.

Sommereuforiens smittende effekt
Den danske sommer kan gøre det samme ved os. Lyset. Solen. De længere aftener. Al den ekstra energi, solens stråler beriger os med. Sommeren kan skabe den forskydning af hverdagens ritualer, der sætter os fri.

Sommer er strandture, sand mellem tæer, spontanitet og senere aftenritualer. Følelsen af at alt er muligt. Det helt oplagte i at holde en fest på en tirsdag.

Sommeren kan være en tiltrængt påmindelse om, at vi selv sætter tiden. Selv bestemmer hvad vi vil bruge den på. Som vi selv definerer, hvad vi ikke vil tildele vores dyrebare hverdagstimer af familietid.

Ofte er det vejret, som gør udfaldet. Det at solen varmer, der inviterer os til at slække tøjlerne, gør os villige til at give lidt mere los. Sommeren kan også være lunefuld. Lade vente på sig og os i stikken. Lad det ikke være op til sommervejret at diktere, at I får al den glæde ud af sommermånederne, som følger med sommereuforiens smittende effekt.

Her i Æblehuset har vi valgt at lade os styre af tre sikre benspænd, der vil give os mere løse rammer og mere tid til at nyde sommerens første måned sammen, en art forskud på ferieglæderne. Vi har indført tre regler for ugen, som minimerer aftenpraktikken betragteligt og sikrer udflugter og anderledes middage med mindre oprydning.

De kommer her:

1.    Drop aftensmaden hjemme og nyd den ude (gerne også udendørs) mindst to hverdagsaftener om ugen.
2.    Lav mad over bål eller på anden interimistisk vis i haven sammen med ungerne mindst en gang om ugen.
3.    Tag en eftermiddag eller aften på stranden, i skoven eller et andet sted på udflugt væk fra praktiske pligter mindst en gang om ugen.

Hvad gør I for at forsøde hverdage og sommeraftener og for at vinde mere tid til at være sammen?