Tidligere var jeg ofte kaldet af længsel. Længslen efter andre steder. Oplevelser, udfordringer, andre mennesker. Det ofte ansigtsløse andet. Forestillingerne om at flytte på landet, væk fra byen og alle dens muligheder for afstikkere rummede også frygten for at miste mulighederne for spontane afstikkere. Men længslen efter ud rummer en lige så afgørende længsel efter hjem. Det har livet i Æblehuset i overmål bevist.
Juni 2016,
Af Anne Anthon Andersen
Det er, som går en stille hvisken gennem mig i disse midsommerdage. Draget af aftenlyset er jeg nødt til at vandre dagens foretagsomhed ud af kroppen, før jeg kan gå til ro. Måske rundt om engen og ud langs overdrevet – måske ud til vindmøllen, hvor markvejen ender, og et sprødt endnu dybgrønt tæppe af duvende kornstrå tager over. Men mere skal der ikke til.
Der har altid boet en rastløshed i mig. En inciterende energi som kræver afløb – kropslig bevægelse og praktiske gøremål – særligt ved midsommer løber den som en indre steppebrand. Et kroppens krav om spontan udflugt. Afstikkere og afveje. Eskapismens sødme. Tidligere har jeg tilskrevet den gener, sådan noget som nedarvet personlighed – sammensætning af kromosomer, DNA. Siden har erfaringerne snarere peget på mere formbare størrelser, sådan noget som sindstilstande og følelser af at høre til.
At tage ud handler ligeså meget om at komme hjem. Om den følelse af samhørighed og ro, der bor, hvor hjem er. Den følelse har jeg, lige så længe jeg kan huske, drømt om at skabe for min egen familie en dag. Det er i den grad den, der er motivationens motor i vores projekt bæredygtigt familieliv på landet. Og målt på både min egen og resten af familiens temperament og behov for evige udflugter, jagt på oplevelser uden for matriklen, har livet på landet leveret en ny, men naturlig dvælen ved her og nu, det som omgiver os, hvor vi er og bor. Morgan indlemmer hver dag nye ord i sit hastigt voksende ordforråd for tiden. Blandt dem han bruger oftest er HJEMME. “Hjemme!” udbryder han med tydelig begejstring fra sit barnesæde, så snart vi triller ind i indkørslen. Ved spisebordet fortsætter en helt lille remse: “Mor hjemme”, “far hjemme”, Augus hjemme!”, “mig hjemme”, siger han stolt og peger på os på skift. Det er først nu, hvor jeg skriver dette, at det går op for mig, hvorfor det rammer så rent og lyst et punkt i mig, når han siger det. Han føler sig åbenlyst hjemme og begejstres ved følelsen, som han endda stolt sætter ord på.
Som barn af en skilsmisse var jeg altid på vej, altid afsted mellem to huse, uden et egentligt hjem. Hjem var min kuffert – en masse genstande jeg havde til opgave at holde styr på, snarere end en base for ro – en stabil modvægt til udflugten. Måske derfor har trangen til at drage ud potentielt først og fremmest handlet om trangen til at finde hjem. Dette asymmetriske behov for et hjem og en base – iblandet rastløshedens konstante søgen ud og andre steder – oplever jeg også hos andre, jeg kender, som har været delt mellem to hjem, to mennesker, da de var børn.
For et par måneder siden interviewede jeg en psykolog til et tema til pædagogernes fagblad Børn&Unge, som handlede om netop skilsmisse. Han har i mange år kørt samtaleterapeutiske forløb for børn, der har oplevet, at deres familie er gået i opløsning – når et familiemedlem er gået bort, eller forældre er gået fra hinanden. Børn der har mistet deres hjem, som det var.
Han forklarede trangen til at finde hjem som en logisk dragning mod stabilitet efter at have befundet sig i det konstant flydende – i evig bevægelse. Han fortalte om en kvinde, han havde haft adskillige samtaler med, og som havde besluttet for sig selv og sin familie, at hun skulle og ville bo og blive i det hus, hun havde købt som ganske ung i resten af sit liv. Det var hun sikker på. Som barn havde hun selvfølgelig levet et liv, hvor hun med sine forældre var flyttet fra det ene hus til det andet i ét væk, aldrig oplevet at slå sig ned et sted. Denne fortælling vækkede genklang i mig.
Det er præcis sådanne tanker, jeg har om vores liv her i Æblehuset. Det er her, vi skal bo og blive. Her vi skal slå rødder, vokse med stedet, huset og opgaverne. Drømmene.
Før vi flyttede hertil, var jeg ofte kaldet af længsel. Længslen efter andre steder. Oplevelser, udfordringer. Andre mennesker. Det ofte ansigtsløse andet. Og forestillingerne om at flytte på landet og ud – væk fra byen og alle dens muligheder for afstikkere – rummede også frygten for at miste netop det: mit afløb for rastøse impulser og mulighed for hurtigt at stikke af, ud og afsted.
Men trangen til afstikkere er blegnet betragteligt, siden vi landede her på matriklen for nu snart halvandet år siden. Længslen er flyttet ud. Mærkværdigt nok. Og så alligevel ikke. For hvis længslen efter at drage ud er et spejl af længslen efter at finde hjem, giver det alt sammen mening endda. Æblehuset er i den grad blevet vores hjem – og base for ro og refleksion. Måske derfor skal der ikke mere end en gåtur ud til vindmøllen for enden af markvejen og tilbage igen for at etablere følelsen af at vende hjem.
