Bølgernes bløde rul mod brændingen og dybgrønne tunneller gennem kystnær skov. På Gendarmstien vogtede de danske gendarmer fra 1920 til 1958 grænsen langs vandet. Her vandrer man tilbage i tiden med havet som blikkets trofaste anker.

Natur&Miljø september 2021,
Af Anne Anthon Andersen

Natten har spændt et slør ud over sundet. Tågedisen ligger tung, som havets dyne efter nattens sommerregn. Skyerne hænger i sorte pumper over lystbådehavnen i Høruphav, hvor vi – min kæreste og friluftsvejleder Jette Holm, naturfotograf Lars Aarø og jeg – starter dagens vandring. Gendarmstien i Sønderjylland går fra Skovby i Øst til Padborg i Vest, 84 kilometer langs nordsiden af Flensborg Fjord og den grænse, der blev draget i 1920 efter en folkeafstemning. Vi er i dag stået på ruten i Høruphav for at gå vestover – først fra Høruphav til Sønderborg. Så fra Egernsund til Sandager.

Fra et læskur på havnen spejder en voksfigur af en gendarm ud over sundet. På brystet hviler en kikkert, på bordet står drejetelefon og skrivemaskine. Fra 1920 til 1958 vogtede 50 gendarmer den dansk tyske grænse. I tjenesteboliger, placeret strategisk langs grænsen boede de med deres familier for at kunne holde øje med smuglere og kontrollere skibsfarten. Herfra vandrede de med deres tjenestehunde hver deres bid af Gendarmstien.

Vejrudsigten har lovet sol, men tordenen ruller i det fjerne, da vi skrår ind over et engstykke og bevæger os ad grusstien ind i skoven langs stranden. Under de dybgrønne træers bladtag løber første del af ruten. De høje slanke stammer lader blikket skue langt, på én gang frit og indrammet – det er som understøtter skovens ensartede kulisse det meditative i føddernes gentagende bevægelse – det ene skridt tager det andet, og åndedrættet følger roligt trop.

Efter et par kilometer drejer stien ud af skoven og op på et bakkedrag. Her er vilde brombær og stokroser, bindingsværk, stråtage og moderne parcelhuse i forskellige udtryk, men med samme bjergtagende udsigt over sundet og halvøen Kegnæs i horisonten.

Ruten skal vi ikke tænke over – for piktogrammerne med de blå gendarmer er spredt med rund hånd, og havet er hele tiden med os. Selv når stien slår smut op over bakkedraget ind mellem solmoden rug og markernes lyse bløde tæpper, kan vi hører havets sang neden for skrænten, og snart kan vi også lade blikket kaste anker i fjorden igen. Det er, som at vandre med havet i hånden.         

Svalerne flyver lavt og varsler mere vand fra oven, og vi møder et par gennemblødte vandrere, der ikke har været lige så heldige som vi; at gå i læ af skoven under sidste skylle. Da himlen igen åbner sig, er vi vandret ind i endnu en tunnel af skovens tætsluttende løv på en strækning, hvor 20 meter høje ege fuldender udtrykket: skovens katedral.

Stien stiger gennem skoven, op over en skrænt, hvor havet æder sig ind på skoven nedefra. Flere træer har allerede kastet sig i havet. Kun rødderne hænger tilbage som et varsel om havets overmagt. Et træ hælder i en 45 graders vinkel ud over sundet, som bukker det på sit dødsleje i et ydmygt tak for mange års fabelagtig udsigt.

Nedenfor skrænten svinger stien ind i et vådområde. Her er dunhamrer og bregner, svampe og skovsyre. En kakofoni af fuglestemmer. 1,2,3,4,5,6—7 synger gulspurven, mens gransangeren lægger baggrundsstemmen oppe fra de mørke graner. Skovspurven synger også et sted oppe over tæppet af næsten syntetisk grønne bregner, der lyser granskoven op nedefra.  

Efter 6 kilometers vandring drejer stien ud mod et lille fiskerleje og en hvidkalket stråtækt fiskerhytte på stranden. Her samlede Kong Frederik den 4. sine jagtfæller til frokost, når han holdt kongejagter i Sønderskoven. Tanken om frokost lokker, og stranden ligeså. Så vi slår os ned på et stykke drivtømmer, plukker strandarve i sandet og spiser den sprøde urt til vores æg og rugbrød, før vi begiver os videre mod Sønderborg.

Landskabet åbner sig op i en lys blød strandeng. Fra højdedraget kan vi se ind til Sønderborg by og helt ud til Dybbøl Mølle, hvor slaget i 1864 stod. Fra den 2. april til den 18. april regnede granater ned over skanserne, uden at danskerne havde mulighed for at svare igen, fordi de danske kanoner var for gammeldags. Således mistede Danmark to femtedele af landet til Tyskerne.

For enden af strandengen løber stien forbi Sønderborg Marina. Vi har parkeret en bil ved havnen, så vi kan springe et stykke af ruten over og fortsætte til fods fra Egernsund og nå at vandre endnu en 10 km strækning af ruten på samme dag.

Vi kører til Egernsund og sætter bilen ved lystbådehavnen Marina Minde. Herfra skal vi gå gennem hjertet af den teglværksindustri, der i mange år brødfødte befolkningen. Både kvinder og børn hjalp til, så ofte arbejdede hele familier på teglværkerne, hvor fremstillingen af mursten og tegl helt frem til midten af 1900-tallet foregik ved håndkraft.

Stranden er fyldt med stykker af teglsten i forskellige former og nuancer – havet har slebet dem glatte som smykker, og sådan ligger de her og minder om den stolte industri, der dannede grundlag for Egernsund. Højt hævet over sundet hviler Egernsund Kirke og den gamle bykerne, der som et levende showroom viser de forskellige teglværkers bedrifter. Rødflammede og gyldne, gule og brune sten. Ved Egernsund broen, som vi vandrer over, ligger de to teglværker, der stadig producerer tegl.

Det sidste stykke mod Sandager kan vi gå på stranden. Husene på skråningen mod sundet er en spraglet mangfoldighed af arkitekttegnet nybyggeri og gamle bindingsværks perler. Flere steder minder de gamle fyrboliger om, at teglværksindustrien også skabte travlhed på vandet.

I dag er fritidssejlerfolket i overtal. Den ene sejlbåd efter den anden glider gennem sundet, som er særligt attraktivt for sejlere – fordi her er mange havne, og fordi sundet er omsluttet af land på begge sider – Danmark mod Nord og Tyskland mod Syd.

Stranden her var frem til genforeningen i 1920 et yndet tilflugtssted for byens folk og tyske kunstnere, som tog hertil for at hente inspiration. Egernsundmalerne portrætterede den kystnære natur og de mange teglværker og udgjorde en kunstnerkoloni, som i dag er glemt i Danmark, men som i Tyskland bliver husket og hyldet på linje med de danske Skagensmalere. På Teglværksmuseet Cathrinesminde kan man opleve 50 af Egernsundmalernes værker.

På en lille bro med en fiskerkutter for enden vidner et håndskrevet skilt om, at man kan købe fisk, som lokale fiskere har bragt i land. ”Fisk sælges” Hus nr. 15” står der på skiltet. Her er stadig plads til tilværelsens enkelthed, som den var engang. Det sidste stykke går mellem siv, forbi Sandager Camping. Der er sumpet i vandkanten fleres steder langs ruten, så vandtæt fodtøj er en fordel.

I Sandager rammer vi parkeringspladsen, hvor vi har parkeret bil nummer to. Otte timers vandring har vi tilbagelagt på dagens to etaper. Gendarmstien kalder på mere, er vi enige om, som vi hviler på hver sin sten i vandkanten. Selvom den friske luft har sat sig i kroppen, er vi ikke for alvor trætte. Måske er det regnen, der har klaret luften. Måske er det det, at vi har haft havet med hele vejen. Med havet i hånden kan man blive ved med at gå.

GENDARMSTIEN

Gendarmstien strækker sig med sine 84 kilometer fra Skovby i Øst til Padborg i Vest. Her er shelterpladser undervejs og mange lystbådehavne, hvor man kan tanke vand. På strandetapen fra Høruphav til Gammelmark kan man blandt andet opleve:

Trillen:
Oplev vådområdet Trillens rige fugleliv. Fra fugletårnet i den lille bevoksning helt ude ved vandet, kan man overskue hele området. Mange forskellige fuglearter holder til her fx gråstrubet lappedykker, stor skallesluger og trold- og taffelænder.

Sønderskov:
Her er er høje bøgestammer, mosset skovbund som gløder grønt, den lille indlandssø Fredsmaj og en svimlende udsigt fra stykket på skrænten, hvor havet æder sig ind på skoven nedefra.

Fiskerhytten:
Når Kong Frederik den 4. holdt sine kongejagter i skoven, blev frokosten spist her i hytten, som har været et yndet tilflugtsmål. I dag er fiskerhytten privat bolig.

Sønderborg Slot:
Slottet blev grundlagt omkring år 1200 og udviklede sig gennem middelalderen til en af landets stærkeste borge. Efter ”Slaget ved Dybbøl” og tabet af Sønderjylland blev det brugt som preussisk kaserne. I dag er det museum for Sønderjyllands historie fra 1500-tallet frem til i dag.     

Dybbøl Mølle:
Dybbøl Banke var i 1864 skueplads for ”Slaget ved Dybbøl”, hvor Danmark med ét mistede to femtedele af landet til tyskerne. Den danske hær lå i skanserne ved Dybbøl, mens de preussiske tropper havde opstilling ved Gammelmark på Broagerland.