Journalistik

“Jeg er nødt til at give naturen en stemme”

Naturfotograf Mikkel Jezequel

I barndommen blev naturen et nødvendigt tilflugtssted. Han kan stadig ikke leve uden. Naturfotograf Mikkel Jezequel ruller sig gerne i søle for at lugte af krondyr eller tager plads i en sø i tre dage for det rigtige motiv af en trane. Naturen har givet ham alt. Nu vil han give naturen en stemme.

Natur&Miljø september 2019,
Af Anne Anthon Andersen

Det var ikke let at være skoledrengen Mikkel Jezequel. Landsbyskolens slæng kunne være barske. Og når regnestykkerne dansede på papiret, bogstaverne fik vinger og baskede ud ad vinduet, gjorde hans tanker det samme. Han husker, hvordan skolens hårde kerne kunne finde på at spytte efter ham eller kaste rundt med hans ting. Skolebussen var ligesom ikke en mulighed. Så ville han hellere gå ad stien gennem skoven.

”Selvom jeg havde haft en forfærdelig dag i skolen, var det, som forsvandt alle bekymringer og mørke tanker, når jeg gik der gennem skoven. Bare duften af grannåle. Sanserne eksploderede. Det var som at blive renset”, forklarer han.

Han kunne vel have gået turen på tyve minutter. Men ofte tog det et par timer. Det bedste var at finde et fedt krat. Det åbnede et eventyr af opdagelser. Edderkopper, sommerfugle. Rådyr.
Én dag fandt han en død fasan, som han stegte, da han kom hjem. En anden dag åbnede hans mor madkassen og fandt en hugorm. Levende.
”Jeg lærte at være alene, og naturen var det bedste sted at være det. Men jeg bar også en længsel efter at dele begejstringen for naturen med andre”, forklarer han.
Hjemme i vestjyske Staby læste han National Geographic og drømte sig ud i artsrige regnskove. I weekenderne tog familien på tur til skov eller strand.

Mørkekammerets magi
Vinden har tegnet mørke zebra-striber i klitternes kridhvide tæppe. Mikkel Jezequel bevæger sig hjemmevant fremefter. ”Spor efter firben”, konstaterer han og bøjer sig ned. ”Der er en snyltehveps” eller ”Se lige den vippende vipstjert. Så er sommeren på vej”.

Foto: Niels Åge Skovbo. Fokus-foto.dk

Vi er kørt til Spidsbjerg Strand. Det var her, han fandt sine første firben. Her han lærte om myresyre og skovskarnsbasser på familieudflugterne. Vi lægger den svedne hede bag os, kravler op over klitten med sjælden østenvind i ryggen. Sandkorn på stille flugt følger os om anklerne ned på stranden. Dér ligger det. Havet. Blinker med sit store blå øje ud mod universet.

”Der er ikke noget så beroligende som havet. Det mærkede jeg tidligt i livet. Siden har jeg ikke kunne slippe det og lysten til at vække andres begejstring for de naturoplevelser, der har givet mig så meget”, forklarer han. Drømmen om at leve af at forevige de smukke oplevelser i naturen groede ind i ham netop her.

Det var på en tur ind til nabobyen Ulfborg, han tog det første skridt mod drømmen. Her lå en fotoforretning, og 13-årige Mikkel Jezequel gik ind og tilbød sin arbejdskraft. Kort efter var han ansat. Egentlig til at stå i butik, støvsuge og pudse vinduer. Men den kvindelige ejer så hurtigt hans interesse og tog ham med i mørkekammeret.
”Det var den vildeste legeplads. Magisk. Jeg kunne slet ikke fatte, at jeg endda fik penge for det”.

En dag kom en langhåret ældre herre ind i butikken. Han var en fast kunde, inkarneret naturfotograf og bekendt af butiksejeren.
”Det var tydeligt, at han tog fotografiet meget alvorligt, og at han kunne noget helt særligt. Vi faldt i snak, og kort efter inviterede han mig hjem og se lysbilleder”. De næste mange år cyklede Mikkel Jezequel to gange om ugen ud til Robert. Sammen tog de på udflugt med hver deres kamera.

Motiver fra drømmeland
Efter 10. klasse startede Mikkel Jezequel på Medieskolen i Viborg for at blive fotograf. Men da han skulle i lære, var der ingen pladser, og når han præsenterede studievejlederne for sin plan om at blive naturfotograf, sagde de: Glem det. Det kan du ikke leve af.

Han startede på HG som en slags plan B. Men fotografiet og naturen trak for hårdt i ham. Han vågnede om natten med kameraet mellem hænderne, billedet af et bestemt motiv i landskabet for sit indre. Næste dag kørte han ud til skoven, heden eller stranden i sit camouflagetøj for at forevige det motiv, han havde set for sig i bevidsthedens grænseland.

Foto: Niels Åge Skovbo. Fokus-foto.dk.

Vi træder ud af skoven. Heden åbner sig. Lyng og irgrønt bunddække knaser under fodsålerne, lyser landskabet op nedefra. Sandbanker skyder op. Han bøjer sig ned, lader fingrene løbe i bunddækket. Evigt på jagt efter nye motiver. Granerne i horisonten. I slanke lige linjer peger de mod himlen. Én sandbanke endnu. Så kan vi se det: landskabet han vågnede med printet på nethinden i vinter.

Naturfotograf Mikkel Jezequel
Foto: Niels Åge Skovbo. Fokus-foto.dk

Lige her ville være det perfekte motiv til en trane. Den sprøde hedes lune bund og søens mørke i forgrunden. De stolte dybgrønne graner som bagtæppe. Så manglede han bare, at tranen skulle lande: ”Lige dér!” Han peger, viser mig motivet, som han så det i drømmeland. Og så var det jo bare at springe i vaders, sænke sig ned i vandet og vente. Tre dage lå han i vand til knæene, kulderystende, før det lykkedes.
”Jeg har en helt anden tålmodighed med naturen end med mennesker. Måske er det fordi, jeg er nødt til at give naturen en stemme”, forklarer han.

Lyset bliver blødt
Der gik ikke længe, før Handelskolen mistede tålmodigheden. Mikkel brugte for meget tid i naturen. Til gengæld fik han arbejde som portrætfotograf i en fotobutik i Holstebro. Og senere som pressefotograf på Dagbladet Ringkøbing Skjern.

Når han ikke tog billeder til avisen, søgte han ud i skoven. Sov derude i 14 dage for at få det helt rigtige billede af bæverens reddebyggeri. Rullede sig i krondyrenes sølehuller for at tilegne sig deres duft og adgang til at komme så tæt på som muligt.
”Måske var det også en reaktion på arbejdet på avisen i byen. Jeg arbejdede det meste af døgnet, tyggede koffeintyggegummi med hjertebanken. Klaustrofobien indhentede mig. Jeg var nødt til at komme ud i naturen, så snart jeg fik fri”.

Skyggerne fra skoletiden bor stadig i ham, glider ligesom frem i de rolige øjne, før han blinker dem væk, skyder dem fra sig, som man kaster en sten i havet. Målrettet med kroppens erfaring i at samle på kun smukke sten. Han vidste, at han var nødt til at lægge en ny plan for sit liv: Han ville fotografere, spise, sove, fotografere. I naturen. Alene.
Han har lige truffet beslutningen, da han møder Kamilla. Hun er journalist, og de falder i snak om naturen på en weekendvagt på avisen.
”Den dér ro, når skoven går i seng, og der bliver fuldstændig stille. Disen glider ind over landskabet, lyset bliver blødt. Der findes ikke noget renere”.

Det er sådanne stemninger, de deler og møder hinanden i. De har en fælles mission; at vække andres begejstring for naturen gennem billeder og ord, og den bliver de nødt til at forfølge. Kort efter starter de et fælles firma. De vil sælge natur-fotografier til boligen, udgive bøger og artikler, der skal give andre lyst til at opsøge den magi, de eventyr, naturen tilbyder. Give adgang til den klarhed i tankerne, den renselse, Mikkel Jezequel selv oplevede så stærkt, når han smed sig i det fede krat på vej hjem fra skole. Det er den følelse, han med sine fotos vil fremkalde.

Hver dag går han på jagt efter nye motiver, dyr og plantearter i de kendte vestjyske landskaber. For et par år siden købte han hus i barndomsbyen Staby. Lige overfor skolen. På væggene hænger eksempler på de natur-fotografier, han og Kamilla sælger. Et halvanden meter bredt panorama hænger over spisebordet: bløde hvide klitters uberørte landskab, hav og himmel på Spidsbjerg Strand.

Han rækker mig en bog med fotos, de har lavet sammen. Vesterhavsbilleder hedder den. Her er flere motiver af stranden. Badet i det bløde varme aftenlys, der lægger sig som et lunt tæppe over landskabet.
”Følelsen af den velkomne ensomhed. Her har gået nogen før dig, men snart viskes sporene bort af vinden, sandet ligger igen uberørt. Man kan være alene”, lyder billedteksten, som Kamilla har skrevet.

Foto: Niels Åge Skovbo. Fokus-foto.dk.

Den kan endnu indhente ham, den klaustrofobiske ensomhed i en menneskeflok. I naturen tager ensomheden en anden skikkelse. Smukkere. I naturen kan han vælge ensomheden til som et magisk helle, når han har brug for det. Det er den fortælling, han er nødt til at give vinger.

”Der er alt for mange, der ikke aner, hvor stærke kræfter og oplevelser, der venter på dem udenfor. Jeg føler mig heldig, at jeg fik adgang til naturens magi som barn. Jeg ville aldrig kunne leve uden, og jeg kan slet ikke lade være med at give naturen den stemme, jeg mener, den bør have”.           

#Styrket af naturen:
Vi taler ofte om, at vi mennesker skal passe på naturen. Men ofte er det naturen, der passer på os. Forskning viser, at naturen helbreder, har en positiv effekt på angst, stress og depression og i det hele taget gør os gladere. Natur&Miljø har mødt nogle af dem, der henter styrke i naturen.

Foto: Niels Åge Skovbo. Fokus-foto.dk

Relateret indhold

0 kommentarer

Skriv en kommentar