Børn skal have frihed til at stikke af for at møde begejstringen og finde hjem i sig selv på egen hånd. Når vi kontrollerer børn, fratager vi dem eventyret, mødet med frygten og muligheden for at overvinde den.

Børn&Unge, juni 2022
Af Anne Anthon Andersen

Han kan stadig mærke vinden i ansigtet, asfaltens svien i hudafskrabningen på knæet. Han kan endnu høre gøgens kukken – lade sig bevæge af stemningen, som nattergalens sang lagde ind i ham som barn.
“Min barndom var sanseligt symbiotisk. Når det regnede udenfor, regnede det også inde i mig,” konstaterer han.

Knud Romer voksede op på 1960’ernes Falster i naturens vilde eventyr, fri fra de voksnes indblanding. Den frihed kunne noget, og det er fatalt, at børn ikke længere for alvor får lov til at opleve friheden på egen hånd, mener han.

Da han i et debatprogram på DR2 hos Clement Kjærsgaard brød ud i en lang tale med budskabet: Vi skal give børn barndommen tilbage, gik videoen viralt. Den fik 33.000 likes, flere tusinde kommentarer og er blevet vist over syv millioner gange. Budskabet ramte en fælles klangbund og længsel efter at sætte barndommen fri. Og frihed var et gennemgående træk i Romers egen barndom.  

Hans far gik på arbejde, og moderen passede sit, mens Knud Romer stak afsted på æblerov i nabohaverne. Sammen med vennerne sneg han sig igennem ’Rabarberkvarteret’, hvor de uartige drenge lå på lur. De løb ned til havnen, klatrede op på containerne. Fandt de en byggeplads, kravlede de op og gik armgang, som var det et klatrestativ.

I grusbunkerne fandt de tordensten og forstenede søpindsvin. I pløjemarkerne stenøkser eller pile-spidse. Og i skoven samlede de bær og nødder.

“Det meste af min barndom gik med at forvandle omgivelserne til en legeplads. Af og til undrer det mig, at vi overlevede. Selvom isen var tynd, løb vi ud på den. Vi faldt i havnen og ned fra træet, lavede huler i høstakkene og kunne let være blevet kvalt eller være sunket ned i det dybe vand”.

“Men vi gjorde det ikke, for vi lærte at kende grænsen. Den overvågning og kontrol med børn, der finder sted i dag, er ikke sund,” siger han.

Når mange børn er plaget af ængstelighed, kan man få tanken, at det er, fordi de ikke får lov til at møde frygten og lære at bemestre den, mener Knud Romer. For angst er en forestilling. Den eneste måde at overvinde den på er et realitetstjek.

“Børn skal lære, at de godt kan klare sig. Hvis ikke vi lader børn erfare frit, skaber vi frygtsomme børn og unge, der får diagnoser og medicin at klamre sig til. Børn har brug for at erfare, at smerte og angst er en del af livet”.

Vi lærer med vores sanser. Kroppen husker det, den har mærket, og børn skal slippes fri og have lov til at udforske og høste egne erfaringer, mener han.
“Det er farligt at slippe børn fri, for de kan komme til skade. Men hvis vi pakker dem ind, fratager vi dem muligheden for at lære at håndtere angsten, som er et grundvilkår i livet,” siger forfatteren og leverer pointen: Ligesom sanserne fornemmer angsten, er det også i sanserne, at erfaringen med at tæmme angsten lagrer sig.

Som børn gik Knud Romers døtre til fægtning på Hellerup Havn. Da han en dag sad på en bænk på havnen, mens pigerne fægtede, var han pludselig hensat til sin egen barndom: duften af saltvand fra havet og tjære fra bolværket. Lyden af det helt specielle ekko i en havn, og vanternes smæld mod masterne.

Han genkaldte sig, hvordan han som 10-årig lå på maven på molen med et rødspættehoved for enden af en snor. Hvordan solen varmede hans kind, mens han tilbragte dagen med at fiske krabber.

“Den dag i Hellerup Havn kom en mand forbi med en pibe i munden. Han sagde hej til mig, og det var, som om den gamle mand var mig. Da slog det mig, at tiden ikke er lineær – det er ikke den ene sommer efter den anden, men at det er én stor sommer, som går igennem os, som breder sig ud og bliver rigere og rigere som et æble, der bliver sødere og sødere. At vi nærmest vokser som et træ, der vokser opad og i bredden, snarere end fremadrettet. Oplevelserne, der lagrer sig i os, er ligesom ringe efter den sten, man kaster i vandet – jeg mærkede, at alle somrene i mig bredte sig som ringe. Jeg var både 60 og 10 år på én gang”.

Det er dét kraftfulde potentiale, som sansernes erindring har. Derfor er der meget at vinde ved at sætte børn fri. Og meget at tabe ved at fratage børn friheden.

Da han selv fik børn, var det ham magtpåliggende at lade dem smage sansernes paradis. Derfor købte han et lille hus på den yderste spids af næsset Østerhøj på Sydsjælland. Han viser det maleri, han har fået lavet af huset og jollen, der ligger til mellem bådebro og siv i vigen nedenfor.

“Det er skønt som paradis på jord,” siger han og sender et længselsfuldt blik mod maleriet over briksen i stuen.

I piratjollen ’Liv’ tog han sine piger med på sansernes sejlads. De krydsede gennem vigen, spejdede efter havørne i Bøgeskoven inde på land.

“Da jeg satte mig i båden og sejlede, var jeg selv 14-15 år igen. Det var ikke en bevidst hukommelse, men kroppen, der huskede, hvordan det var at glide gennem bølgerne. De følelsesmættede nærsanselige oplevelser lever i os som erindringsspor. Når man bliver ældre, kan man som en honningbi suge det op igen for et kort øjeblik og således bære oplevelserne som et smykke med sig hele livet”.

For Knud Romer blev det en sport at slippe for sine forældre. Han blev fri og til sig selv i kraft af de oplevelser, han opsøgte på egen hånd. Han betragter det som den største gave, at hans forældre ikke beskæftigede sig nævneværdigt med ham.

“Hvis vi hele tiden styrer børns tid, ødelægger vi det vigtigste fundament for læring. Børn skal have lov til at fare vild uden en målsætning. Vi skal give børnene barndommen tilbage,” siger han.

Den institutionalisering af barndommen, der har fundet sted, er katastrofal, mener Knud Romer. For vi er endt med at underkaste barndommen en økonomisk rationalitet. Folkeskolereformen er et godt eksempel: Tiden skal udnyttes optimalt. Selv frikvarteret er nogle steder blevet inddraget til styret leg, mens de kreative fag må argumentere for deres nytteværdi.

“Pludselig blev musik betragtet som et redskab til at styrke børns koncentration og evne til at organisere. Men musik er jo et mål i sig selv. Børn er et mål i sig selv,” råber han ud i stuen.

Når børn i børnehaven skal lære at læse, fordi de ikke må spilde tiden og sakke bagud i det globale kapløb om plus på bundlinjen, og når de bliver præsenteret for begrebet uddannelsesgevinst (den forventede livsindkomst), når de skal vælge uddannelse, er det et ensporet syn på livet styret af økonomisk tænkning. Og det presser børn og unge unødvendigt hårdt, mener han.

“Det kunne jo være, at der fandtes andre mål end materiel rigdom. Et rigt liv? En rig oplevelse? Problemet med uddannelsessystemets logik er, at alt andet end arbejde bliver betragtet som spild af tid. Er det det, vi vil lære vores børn,” spørger han.

Der er ingen tvivl hos Knud Romer om, at topstyringen har taget autonomien fra pædagogerne. Kravene starter alt for langt fra børn og pædagoger, når de udgår fra OECD, ministerkontorer og kommunale beslutningstagere.

“Det fratager jo pædagogerne mulighed for at tage afsæt i børnene. En god pædagog tvinger ikke barnet, men giver det mulighed for at følge sin nysgerrighed. Det er danske pædagoger eksperter i, og de skal have frihed til at følge deres faglighed,” siger han og kommer med denne opfordring til pædagogerne:

“Bare gør det, I tror på, også hvis det kræver, at I begår civil ulydighed. Giv børnene barndommen tilbage. Jo flere, der gør det, jo bedre”.

Der er brug for, at pædagogerne kæmper for at åbne det vindue, der udvider børns horisont, mener han. For at finde hjem i sig selv, må man først sættes fri.

Han griber sin MacBook fra sofabordet, lægger sig på ryggen i sofaen med den lysende skærm hvilende på brystet.

“Det var en leg for mig at få alt til at rime som barn. Min vej i livet har vel i den grad fulgt denne begejstrings spor,” siger han, før han læser de 24 vers på rim, han har skrevet i weekenden.

Et vers til hver dag i december frem mod juleaften. Det er planen, at de skal udkomme som julekalender i bogform før næste jul.

“Det vigtigste er, at børn finder ud af, hvad der begejstrer dem. Dygtige pædagoger er de bedste til at støtte børn i at finde begejstringens vej”.

Om Knud Romer:
Født 1960 og opvokset på Falster.

Forfatter, debattør og kulturanmelder fx i tv-programmet Smagsdommerne på DR2 og som vært på radioprogrammet Romerriget, der blev sendt på Radio24syv.

Udgav i 2006 sin debutroman ’Den som blinker er bange for døden’, hvor han beskriver sin opvækst i Nykøbing Falster.

Hans erindringer fortsætter i romanen ’Kort over paradis’, som udkom i 2018. Senest har han i 2021 udgivet romanen ’Pigen i violinen’.