For familien Midtgaard og Sohn er de sydfynske markers vidder og skovlandskabet omkring hjemmet mere et uimodståeligt instinkt end et valg. Naturens vildskab og nattens blæksorte mørke løfter himlen, åbenbarer muligheder og giver ro til at forfølge drømmene i fællesskab.

Natur&Miljø juni 2017,
Af Anne Anthon Andersen

Skovbundens nærmest syntetiske tæppe af mos giver sig blødt under støvlernes såler, som de bevæger sig ned mod den lille lysning i skoven, hvor vandet fra åen risler igennem landskabet. Lyset rammer i spredte glimt mellem træernes stammer.

Her i det knasende løv går Luise Midtgaard, hendes mand Jeppe Sohn og deres drenge Nor og Birk ofte på opdagelse i naturen til lyden af rovfuglenes sporadiske kalden fra oven.

For Luise Midtgaard og Jeppe Sohn har det aldrig virket ligeså naturligt at lade sig rive med af en leg med en togbane på stuegulvet, som det har været en selvfølge at forsvinde langt ind i studiet af et dyrekranium, en svamp eller en håndfuld snegle, familien har fundet i skoven. Det kan til gengæld trække både dem og drengene Nor på 7 og Birk på 4 dybt ind i en legende opdagelsesrejse, der sætter tiden i stå.

”Vi er fælles om at være fascineret af naturen. Det kan være at finde et kranium, koge det af og studere det. Eller vi kan sidde på gulvet og nærstudere snegle med drengene i timevis. I naturen møder vi børnenes nysgerrighed. Det er vildt, hvor meget vi har til fælles her”, forklarer Luise Midtgaard.

Jeppe Sohn og Luise Midtgaard har aldrig været i tvivl om, at naturen var en nødvendig ingrediens i det familieliv, de ville skabe. Så før de gik i gang med at stifte familie, kørte de rundt på Fyn i den varevogn, de havde indrettet med seng bag bagsmækken, for at finde en grund med åbne vidder, vild skov og naturlig uorden. Et sted hvor naturen kunne sætte dem fri.

”Vi kunne næsten ikke komme langt nok væk fra byen. Det var i høj grad den vilde og utæmmede natur, der trak i os”, forklarer Jeppe Sohn.

At udvide perspektivet
Da de parkerede på gårdspladsen mellem de tre hvidkalkede længer i sydfynske Mynderup Hestehave, var de forelskede på stedet. Haven var et stort vildnis. Meterhøje brændenælder, rå murstensvægge uden isolering, gavle indpakket i presenning og frost på indersiden af vinduerne var ubetydelige detaljer, når blot adgangen til de to tønder land, markerne til alle sider, gamle bærbuske og træer var en del af pakken. De så et drømmepalads af dimensioner.

Det første de gjorde, var at plante en ny allé af egetræer, som de fik i bryllupsgave. Træerne skulle have mere plads i deres liv, end de havde, da de boede i Saxogade i København. Derfor virkede det næsten symbolsk, da naboen fra en nærliggende gård kom forbi med et birketræ på sin rendegraver.
”Jeg er vild med træer. Måske kommer det fra min tid som møbelsnedker. Ønsket om at kende alle sorter fra hinanden, studere barken og bladene”, forklarer Jeppe Sohn. Og så et det et spørgsmål om den grundlæggende tålmodighed, det vækker at vente på, at de træer, man planter, vokser sig store:

”Som menneske kan man lære ufatteligt meget af at vente på naturen – at slå sig til tåls med, at naturen går sin egen gang”. Det er også den følelse af aldrig at kunne forudsige oplevelserne i naturen, der fremkalder den stærke lykkerus, hver eneste gang et dådyr pludselig springer ind i hans synsfelt på turen gennem skoven til stationen om morgenen.
”Det overrasker mig lige meget hver gang, hvor stærk den følelse er, og hvor glad jeg bliver”, siger han.

At møde mørket
Og så er der mørket. Fireårige Birk har altid været tiltrukket af at gå på opdagelse på egen hånd. Som den vinteraften, hvor han insisterede på at gå ud i mørket fra annekset og de 50 meter op til hovedhuset, mens han spillede på sin lille guitar. Fuldstændig tryg ved ikke at kunne se, hvad der mødte ham. Situationer som den overbeviser dem endnu mere om, hvor meget naturen giver deres familie.

”Det naturlige mørke herude rummer så stor en gave. I mørket bliver man lille og ydmyg. At lære at overgive sig til sig mørket er også at lære at overgive sig til omgivelserne, slippe kontrollen over alt det, vi alligevel ikke kan kontrollere”, forklarer Luise Midtgaard som også selv oplever, hvordan mørket sender hende helt ned på jorden. Som lyset og landskabet gør det om dagen. Idéerne flyder lettere, tankerne i det hele taget, når vindens trækninger gennem kornet, spredte fugleformationer på himlen er det mest forstyrrende i kulissen.

Til daglig skaber hun idéer til udstillinger, installationer og kulisser til teatre, museer, byrum og børnehaver som selvstændig scenograf – oftest fra sin arbejdsplads med kig ud over markerne, mens Jeppe kører til Odense for at programmere for Jysk Fynske Medier.
”Naturen kræver eller forventer ikke noget af os. Den lader idéerne komme fra os selv. Det gør det lettere at drømme og tænke kreativt”, siger hun.

Naturen har ingen pris
For syvårige Nor har stjernehimlen altid haft en særlig tiltrækning. Da han var fire, var hans største drøm at få lov til at opleve Skt Laurentti Tårer – den storm af stjerneskud, der fylder himmelrummet ved midnat hvert år i midten af august. Da han var fem, blev drømmen til virkelighed, da familien delte oplevelsen fra hver sin havestol i nattemørket.

”De unikke oplevelser, naturen giver en, kan man hverken købe sig til eller selv bestemme, at man vil have. Man kan ønske sig dem og vente tålmodigt. De er uden for vores kontrol”, siger Luise Midtgaard. Og det er en af naturens største gaver til børneopdragelsen, oplever Luise Midtgaard og Jeppe Sohn. Som de rytmer i året, der altid minder om, at der kommer en anden tid, når det hele virker koldt og klamt og kuldegysende.

”Selv når bøgetræet står nøgent og ensomt i landskabet, er det ikke svært at huske, at det snart begynder at krible og myldre igen. Sommeren er aldrig fuldstændig uden for rækkevidde. Naturen går sin gang helt uden at man skal gøre andet end at overgive sig til den”, siger Luise Midtgaard.

Børnene overgiver sig i den grad til naturen og henter inspiration i den.
”Drengene er med i de projekter, vi laver, hvis de har lyst, og hvis ikke et klatretræ eller en bærbusk vinder kampen om deres interesse. Jeg håber, at de kommer til at forstå, hvor rig naturen er, at det er den, vi kommer af og er forbundet med. Og at de altid vil gå på oplevelse og hente styrke i naturen”.

Styrket af natur:
Vi taler ofte om, at vi mennesker skal passe på naturen. Men ofte er det naturen, der passer på os. Forskning viser, at naturen helbreder, har en positiv effekt på angst, stress og depression og i det hele taget gør os gladere. Natur & Miljø har mødt nogle af dem, der henter styrke i naturen.