Aftenens møde om middagsbordet skal bringe os tættere. Styrke familiefællesskabet. Men ofte drukner nærvær i larm og udmattelse. Nudging er måske vejen.

februar 2017,

Af Anne Anthon Andersen

En lang dag lakker mod enden, og vi er alle er trætte. Maden står på bordet og hele familien bænket om det. Nu skal vi have en hyggelig aften. Hører om drengenes og hinandens dag.

Men der er langt fra ro omkring den indiske butter chicken med naan brød, som min Mads har brugt den sidste lille times tid på at tilberede. Morgan og August skiftes til at spilde på bordet, tøjet og gulvet. Rejser sig i sæderne som i en anden konkurrence om, hvem der først kan komme op at stå oprejst på Trip Trap stolens øverste sæde. Triumferende svinger de hofterne i hver deres mavedans stadig stående, før de sætter trumf på og starter en Sisyfos-diskussion om, hvem af dem, der er søn af deres begges mor.”Min mor!” “Neeej miiiin mor!”

Min mand Mads og jeg forsøger at fange hinandens blikke og få ørenlyd med ønske om at dele oplevelser fra dagen. Det får kun støjniveauet til at rejse sig endnu højere.

Når trykket bliver for stort
Forleden forsøgte jeg som ofte før at fange drengenes humoristiske sans midt i den kakofoni af opadgående stemmer og almindeligt småbørnsspektakel midt i middagsmoradset. Metal mod porcelæn, plastkoppers vælten, lyden af mælk, der løb, først mod bordkanten, siden mod gulvet. Dryp- dryp – dryp. Dryp,dryp,dryp,dryp.

Forleden aften var sådan en aften. Og bedst som jeg havde sluppet målet om, at det ville lykkedes at vinde ørenlyd, var det, som løjede stormen over middagsbordet helt uventet pludseligt af.

Det begyndte cirka sådan her.

”Ved I hvad drenge!?” , sagde Mads, der havde nået punktet, lige før trykket bliver så stort, at dampen må ud og almindeligvis får ham til at brøle, nærmest dyrisk. Han glippede med øjnene på en måde, som jeg kender for at være ildevarslende.

Historien om to dejlige drenge
Så lænede han sig tilbage i sædet og fortsatte, men med en overraskende begejstring i stemmen:

”Jeg skal fortælle jer en historie. Er I med drenge? Den begynder sådan her!”

Skænderiet stoppede. Morgan løb tilbage til Trip Trap-stolen, som han var sprunget ned af for at stikke af til den anden ende af stuen. Klatrede op på sit sæde og satte sig til rette med albuerne i bordet, hovedet hvilende på skrå. ”…storie, far. Storie!”

”Hvad handler den om”, ville August vide.

”Den handler om to dejlige drenge…” fortsatte Mads.
Og så fulgte historien om to søde drenge og alle de ting, der kendetegner dem som de søde, betænksomme og afdæmpede drenge, de også er.

Og så var roen etableret. Mens jeg skyllede tallerkner af og nød den fortsat lave lydniveau, kunne jeg ikke lade være med at tænke: var det bare det? Var det lige effektiv nudging? Og hvorfor starter vi ikke bare altid aftensmåltidet med en lille opbyggelig historie.

Når jeg bladrer hukommelsen igennem, kan jeg faktisk ikke komme i tanke om ret mange scenarier, hvor en historie om dem selv ikke har ramt knappen, der får dem til at give efter, tage imod og lytte optaget af fortællingen. De elsker det. Det virker.

Er løsningen flere kærlige puf?
Nudging bliver ofte forklaret som et kærligt puf i den rigtige retning. Nudging dækker over en metode til at få mennesker til at ændre adfærd uden løftede pegefingre, tvang og påbud – med ved at puffe dem i en for dem selv fordelagtig retning.

Begrebet nudging blev for alvor populært, da  og er siden juristen Cass Sunstein og økonomen Richard Thaler med bogen Nudge: Improving Decisions About, Health and Happiness i 2008 fik nudge-bølgen til at rejse sig for siden for alvor at rulle. Siden har et hav af virksomheder nudget borgeres og patienter til at møde op til deres lægetider for nu bare at tage et par eksempler.

Brugere af begrebet nudging er med rette blevet kritiseret for at udvande det ved at bruge det i alt for mange sammenhænge.
Men måske er der nu alligevel god ræson i at bruge det, når det gælder påvirkningen af vores børns adfærd. For mit eget vedkommende kan jeg i hvert fald godt komme i tanke om et par scenarier, hvor jeg hellere ville have grebet til det kærlige, strategiske puf for at påvirke mine drenges adfærd, end det mere desperate råb og totale kontroltab.

Når hverdagsræset spidser til?
Måske er nudging slet ikke så tosset et greb mod familieræset. I hvert fald virker den kærlige historiefortælling ret godt ved middagsbordet. Også fordi vores drenge kan se det sjove i de karikerede artige hovedpersoner.

Hvordan forsøger I at finde familiero om middagsbordet (eller i det hele taget) i jeres familie?