Journalistik

I skal åbne afvisningens gyldne port

Afvisninger kan efterlade os i et eksistentielt mørke. Men afvisninger gør os også kreative, åbner oversete gyldne porte, mener professor i kreativitet, Lene Tanggaard. Hun vil bære afvisningens potentiale frem i lyset. For uden afvisninger bliver vi grå og grænseløse. Pædagoger er afgørende medspillere i kampen for at lære børn at omfavne et NEJ.

Af Anne Anthon Andersen,
Børn&Unge 6. oktober 2020

Hun var en verdensstjerne og et forskningsmæssigt forbillede. Lene Tanggaard havde fulgt den amerikanske antropolog Jean Lave i årevis, og var i gang med at skrive sin ph.d.-afhandling med solidt afsæt i hendes forskning.

Det ultimative ville være at møde hende, så de kunne drøfte forskningen. Så Lene Tanggaard sendte Jean Lave en mail og spurgte, om hun ville mødes.

Hun fik intet svar. Heller ikke da hun sendte hende endnu en mail. Og endnu en. Men hun købte alligevel en flybillet og rejste til University of California Berkeley nær San Fransisco, hvor Jean Lave holder til som professor.

»Jeg gik ind i receptionen og sagde, at jeg skulle tale med Jean Lave. Det kunne de ikke hjælpe med, når ikke jeg havde en aftale, men jeg kunne opholde mig på biblioteket, lød beskeden. Så det gjorde jeg, og herfra skrev jeg en mail til hende igen: Nu er jeg her!,« forklarer Lene Tanggaard.

Hun er rektor ved Designskolen i Kolding, psykolog og forsker i kreativitet og aktuel med bogen ”Det kreative NEJ – om at bruge afvisningen som drivkraft. Her argumenterer hun for, at afvisningen er en afgørende forudsætning for vores kreativitet og evne til at definere, hvem vi er og ikke er.

Og det har vi som aldrig før brug for i et moderne liv, der på den ene side bilder os ind, at alt er muligt, hvis blot vi hver især gør os umage, men samtidig er et ”adgangssamfund”, hvor afvisningen er indbygget i en samfundsstruktur, som vi ikke selv er herre over, mener hun.

Foto: Jens Hasse.

Mindre stress, mere mening
Vi har aftalt at mødes på Café Katz med udsigt til Frederiksholms kanal og Christiansborg. Hun kommer fra et møde på ”Borgen”, hvor hun har bidraget med sin viden om, hvordan karakterer påvirker læring og kreativ tænkning.

Hun kommer ikke til tiden. Caféen er tom, og de 15 minutter, der når at gå, før hun pludselig fejer gennem cafélokalet som en kærkommen svalende sommervind, føles lange. Jeg når lige at møde frygten for, at hun har glemt mig – at glide ind i afvisningens skyggeland.      

»Afvisninger er forbundet til anerkendelse. De kan få os til at føle, at vi ikke er vigtige og gode nok. Derfor kan de ramme os hårdt,« forklarer hun, da vi har hilst varmt, og hun er landet i stolen.

Afvisninger kan gro ind i os, vokse ind i den kerne, der udgør vores identitet og blive den prisme, vi ser os selv igennem. Men vores dystre forhold til afvisningen – vores berøringsangst med at tage imod og levere afvisninger er et problem, mener hun.

For i afvisningen ligger et gyldent potentiale. Afvisningen kan give os blik for nye muligheder, gøre os kreative og klogere på os selv. De kan hjælpe os til at definere, hvem vi er, sætte grænser og skabe et liv med mere mindre stress, mere mening. Og retning. Hvis vi bliver bedre til at forstå, at afvisningen ikke pr. definition er personlig.

Afvisninger skal omfavnes tidligt
Lene Tanggaard kunne også have taget de manglende svar fra sit store idol Jean Lave som en afvisning. Lade dem bore sig ind som pile i sindet med den sviende følelse af at blive miskendt, usynliggjort, som afvisninger ofte efterlader.

»Det var måske en form for barnlig naivitet. Og måske er det netop den, vi kan vinde ved at holde fast ved i stedet for at analysere så meget og lade afvisningerne glide ind. Nogle gange er afvisningen jo kun tilsyneladende – noget vi selv oplever.«

Når stadigt flere børn og unge bliver ramt af stress, depression og andre psykiske udfordringer, er det blandt andet, fordi afvisningerne rammer dem på deres identitet, argumenterer Lene Tanggaard. De har fået en oplevelse af, at alt er muligt, og at deres succes i livet alene afhænger af de valg, de træffer, deres individuelle præstationer. Hvis de gør det godt nok, får de ja. Men sådan er det jo ikke. Og derfor skal vi hjælpe børn til at omfavne afvisningen.

»Hvis vi vil forebygge, at børn og unge bliver ramt af stress, depression og mistrivsel, bør vi starte med at lære dem, at afvisningen, fravalget – nej’et ikke er en trussel mod deres eksistens.«

Med bogen vil hun give NEJ’et og afvisningen en renæssance. Vores forhold til afvisningen formes tidligt. Derfor er pædagogerne vigtige medspillere i at lære børn ikke at lade sig slå ud af afvisningen.

Grænseløshed kalder på afvisninger
Der har sneget sig en grænseløshed ind i opdragelsen. Mange forældre har fået svært ved at trække grænser, sige NEJ. De er snarere venner med deres børn, end de er forældre. Det er blandt andet grænsesætninger og manglende tillid, der udfordrer forældresamarbejdet i daginstitutionerne, viser et større forskningsprojekt om forældresamarbejde, Lene Tanggaard har udført med kollegaer på Aalborg Universitet.

Foto: Jens Hasse.

Måske er det frygten for sammenbruddet, der har skabt vanskelige betingelser for NEJ’et i forældremunde og for tilliden i og rammesætningen af forældresamarbejdet i daginstitutionen. Det er et paradoks, mener Lene Tanggaard. For i virkeligheden er det netop i det sammenbrud, der kan følge med afvisningen, at den kreative tænkning går i gang. Vi har ganske enkelt brug for NEJ, hvis vi vil tænke nyt, skabe de bedste forudsætninger for kreativ skaben.

»Som en kvinde, jeg mødte til en workshop, sagde det: man lærer mest af fejl – der hvor man møder modstand. Der begynder jeg for alvor at arbejde kreativt. Hvis alting bare kører, bliver vi aldrig korrigeret. Da bliver vi aldrig klogere. Derfor er nej’et godt.« 

Samtidig gør nej’et det muligt at mærke sig selv. For hvis vi lader børn leve et grænseløst liv, vil de komme til at føle sig usynlige. Det er det, der får børn til at søge og overskride grænser. Barnet søger instinktivt mod nej’et, fordi det gør dem trygge, når voksne trækker grænser for dem. Derfor bor der også en omsorg i afvisningens nej, forklarer Lene Tanggaard.

»Hvis man vil hjælpe børn til at mærke, at nej’et ikke er personligt, ikke truer deres eksistens, er krammet og kroppen det bedste redskab. For et nej formidlet med en krammer skaber en fysisk grænsedragning, der gør afvisningen eksistentielt tryg.« 

Ægte fællesskaber gør nej’erne ufarlige
Når vi grundlæggende er trygge, er det lettere at acceptere et nej. Som ung spillede Lene Tanggaard både håndbold og basket. Her oplevede hun, hvordan det stærke forpligtende fællesskab rustede hende mod nederlag. »Vi vandt, og vi tabte, var sammen om både at lykkes og fejle. Vi så hinanden svede, grine og græde i omklædningsrummet bagefter. Den type fællesskaber er der blevet forsvindende få af, og det er fatalt, for da finder vi ikke ud af, at vi ikke er alene om det, hvis vi føler, at vi ikke har styr på tingene. Vi har behov for at få øje på, at tingene også bare er svære nogle gange.«

Afvisninger får os til at føle, at vi har fejlet. I mødet med afvisningen placerer vi ofte skylden hos os selv. Derfor er vi nødt til at lære at se, at vi ikke altid selv er herre over det, der sker. At der er strukturer, der trækker grænser for os, og at vi sjældent er alene om at lykkes. Derfor skal vi hjælpe børn ind i fællesskaber, hvor de er sammen om at skabe og deler både succes og fiasko.

»Jeg tror virkelig meget på helt ”old school” værkstedspædagogik. Høns man skal passe, planter man skal dyrke. Hvis gulerødderne ikke lykkes, er det ikke nødvendigvis, fordi man ikke var god nok til at gøde dem. Det kan også være, fordi det pludselig begyndte at regne i tre uger. Eller fordi der ikke var nok sol,« siger hun.

På den måde kan det at mødes om at skabe noget give den praktiske erfaring af, at det ikke nødvendigvis er den enkelte, der fejler, men at der er nogle betingelser i verden, der ligger uden for den enkelte, som spiller ind. Man kan være verdens bedste landmand og alligevel få en dårlig høst.

I værkstedet kan man tydeliggøre processen – at vejen og ikke alene målet er en del af værket. Værkstedet er ikke selvcentreret, men et fælles rum, en art sund udstilling af de barske realiteter – også alt det, der ikke lykkes. Og så er vi tilbage til potentialet i omklædningsrummet.

Nej er at turde træffe valg
For et par år siden fulgte Lene Tanggaard, som led i et forskningsprojekt, en designer, der havde fået til opgave at redesigne Bjørn Wiinblad i en serie til Rosendal. Designeren havde fået adgang til Bjørn Wiinblads hus og arkiv – en endeløs inspiration.

»Hun lærte mig, at det vigtigste i en kreativ proces ikke er at få idéer, men at træffe valg, afvise idéer og sige nej. Det var de idéer, hun afviste, der definerede hendes endelige streg og udtryk.«

Lene Tanggaard håber, at hun kan være med til at give NEJ’et et bedre ry – gøre det legitimt at sige nej, og samtidig med god ret sige, at det er vejen til mere kreativitet. Vi har alle generelt brug for at blive bedre til at sige nej uden at skulle undskylde og forklare og skamme os over det.

»For vi kan ikke det hele. Vi har brug for at fordybe os. Jeg møder pædagoger, der føler sig ramt af en lind strøm af skiftende ønsker og krav fra forældre og en kommunalforvaltning, der presser på med til nye pædagogiske tiltag og eksperimenter, der skal prøves af. Her kan NEJ’et være nødvendigt. NEJ’et kan være en strategi til at prioritere det vigtigste, give plads til det, vi står for.«

Ligesådan var det givetvis en strategi, at Jean Lave aldrig svarede på de mails, hun sendte dengang, har hun tænkt, som hun skrev bogen. For skulle hun besvare dem alle, ville det sluge hendes tid og fokus, hun ville miste sig selv. Som Lene Tanggaard skriver i bogen ”Hvis man tager alt ind, er det umuligt at være nogen”.

Men hun er nu glad for, at hun alligevel ikke tog det som en afvisning dengang, men bare rejste afsted.
For da hun skrev fra biblioteket på Berkely, svarede Jean Lave med det samme og foreslog, at de skulle mødes på hendes stamcafé.

»Det gjorde vi så, og hun spurgte: nå hvad er du så optaget af?« 

Lene Tanggaard håber, at hun med bogen kan inspirere flere til ikke at lade sig begrænse af afvisningerne – at se dem som en port til nye muligheder i stedet for personlige nederlag – og at hun kan være med til at sætte skub i, hvordan vi hjælper børn og unge til at omfavne de nej’er og afvisninger, der er en del af det, at være menneske.
»Hvis jeg havde ladet de manglende svar glide ind i sindet, kunne jeg have brugt dem til at konkludere, at jeg ikke var betydningsfuld nok, at det, jeg lavede, ikke var vigtigt, og jeg kunne have lært mig selv, at det ikke nytter noget at skrive til verdensstjerner, for de svarer alligevel ikke. Jeg vil gerne have, at der er flere, der gør lidt som jeg gjorde dengang – stopper med at opleve afvisningen som en afvisning af deres person. Da åbner afvisningen ikke en dør til mørket, men en port til nye gyldne muligheder.«  

Om forskeren:
Lene Tanggaard var Danmarks yngste kvindelige professor nogensinde, da hun fik sit professorat i 2008.  Hun er professor i pædagogisk psykologi ved Institut for Aalborg Universitet og siden 1. januar 2020 rektor for Designskolen i Kolding. Hun forsker i kreativitet og læring og er forfatter til en række populærvidenskabelige bøger blandt andre: ”I bad med Picasso – sådan bliver du mere kreativ” (2015), der har ligget på bestsellerlisten. Lene Tanggaard arbejder for at gøre forskningen relevant og anvendelig i praksis og bidrager med sin viden om kreativitet og psykologi som foredragsholder og i en række bestyrelser. Hun har en stærk stemme på Christiansborg, hvor hun bidrager med sin viden i politiske drøftelser af læring og uddannelse og har modtaget en række priser, bl.a. som årets forfatter ved Aalborg Universitetsforlag, Nordjysk Universitetsfonds Innovationspris og Gyldendals Formidlingspris sammen med sin tidligere kollega Svend Brinkmann. Aktuel med bogen ”Det kreative NEJ – om at bruge afvisninger som drivkraft”.

Hvorfor bør vi aftabuisere afvisningen?
Den modstand, vi møder i afvisningen, tvinger os til at tænke og finde på, at være kreative og finde nye veje. Samtidig er de grænser, vi selv trækker i en afvisning, med til at definere, hvem vi er.   

Relateret indhold

0 kommentarer

Skriv en kommentar