Først som voksen fandt naturformidler Liv Holm forklaringen på den sitren i benene, der fik klasselokalet til at føles som et glasbur. Tordnende ADHD og et stærkt instinkt mod at leve i 7. gear. I dag hjælper hun børn og voksne ved at bringe dem i kontakt med naturen, lade dem finde hjem i sig selv. 

Natur&Miljø september 2020,
Af Anne Anthon Andersen

Hun vidste, præcis hvor mange knager der var på gangen uden for klasselokalet. Bag skrivebordet i klassen var det, som lukkede rummet sig som en glasklokke omkring hende. Hun havde ligesom ild i benene.
”Jeg havde svært ved at sidde stille, drømte mig væk og ud. Tænkte på alt det spændende, jeg skulle lave, når jeg kom hjem i haven. De dyr, jeg skulle redde og den nye hule, jeg havde bygget”, forklarer hun.

Vi har taget plads i hendes stue i det stråtækte skovløberhus ved skovbrynet i midtsjællandske Hvalsø. Her hænger dyreskind og drømmefangere på væggene, duft af røgelse og dyrepels i luften. På spisebordet danser flammerne fra et fad med et helt lille bål af bloklys. 

Den indre ild kunne få hende til at stikke af, når skolen var på tur, varme dørhåndtaget til klassen med en lighter eller tisse på tavlesvampen, når de skulle have en lærer, hun ikke kunne lide.
”Det var en vildskab, som hverken jeg selv eller lærerne kunne tæmme. I virkeligheden ønskede jeg bare at blive mødt og accepteret”, siger hun.

Hjemme på landstedet nær Kattinge havde forældrene travlt med hvert deres selvstændige arbejdsliv. Fulde af engagement og skabertrang, drevet af deres indre ild.

Så Liv Holm stak ofte af på eventyr i sin egen verden. Med en kælk under armen eller i en sæbekassebil, hun havde bygget. Med sig hjem havde hun som regel en masse dyr. Egern eller pindsvin. En skildpadde hun havde fundet i en sø inde i Roskilde. Eller en svane, hun ville redde, fordi den virkede syg. Den fangede hun ind i en papkasse, så den ikke gjorde for meget modstand på hjemturen.

Hjemme på gården lagde hun den i hønsehuset, hvor hendes mor fik et chok, da hun skulle give hønsene mad næste morgen. En anden gang indrettede hun et helt lille hjem til en større musefamilie i postkassen.

”Min mor havde travlt med at putte mig i sådan nogle søde kjoler, og det gjorde jeg ret meget oprør mod. På den måde var jeg nok lidt besværlig”, konstaterer hun med den lige linje i replikken, der bor i betragtninger, som har vævet sig ind i sindet, er blevet en del af det.

Magisk morild og ro
Der var en lærer på skolen, som ligesom kunne se igennem den skal af oprør, der lagde sig i lag omkring hende. Fysik- og kemilæreren Kristian Denker var ung, nørdet og opslugt af sit fag.

”Han slap os fri, gav os lov til at lave noget vildt og spændende, at sætte ild til noget i forskellige forsøg for eksempel. Dét kunne fange mig”, smiler hun, så øjnene lyser som sole i stjernestormens epicenter.

Selvom hun stadig tilbragte en del af timerne på skolens gange, spirede en fornemmelse af, at der visse steder i verden var plads til vildskab. At der måske lå et potentiale i hendes 7. gear.

Lykken var at løbe mod fjordens åbne vidder, langt ud i naboskoven, klatre op i et træ. Her fik hun vinger, herfra var barndommens udsigt lys som gyldent sommerkorn, markerne mulighedernes land. På hjemvejen strøg hun ofte forbi naboen, som var tømrer og havde et magisk værksted. Bare duften af frisk savsmuld og den stille forestilling, det var at se ham fremtrylle det ene og andet af planker af træ.

Hun byggede sin egen tømmerflåde, sejlede ned ad Lejre Å eller ud til den lille ø i grusgravens dybe vand for at tænde et bål. Sommerferierne tilbragte hun på sin onkels landsted. Her var hun med til at høste, blev givet ansvar for at bidrage til fællesskabet.

Efter skole lagde hun ofte vejen forbi farmoren på Vindingevej i Roskilde.
”Hun var en virkelig sej dame. Hun talte og sang til sine planter som det mest naturlige i verden. Hun inspirerede mig og fik mig til at acceptere mit særegne væsen”.

Fjordens blanke vandspejl på lune sommeraftener forstærkede fornemmelsen af at kaste anker i naturen. Algernes magiske gnistrende lys i mørket, som stjerneskud i fjordens favn.

”Jeg kan tydeligt huske første gang, jeg så morild. Den sagte glidende bevægelse gennem stille vand. Det var, som åbnede der sig en lem til en indre ro. Det gik op for mig, at der var en adgang til noget helt særligt her”.

På Handelskolen trådte hun ind i en alvor og ud af barndommens land. Det var, som lukkede skoleburet sig igen om hende. Men her kunne hun ligesom ikke tilbringe tiden med at tælle knagerækker på gangen. Det, der startede som en voldsom hovedpine, udviklede sig til depression, og pludselig sad hun foran en psykiater, der gav hende en forklaring på den udbrydertrang, der altid havde rullet i blodet.

”Jeg havde tordnende ADHD. Det gik op for mig, at der var en logisk forklaring, men herfra var der endnu langt igen”.

Naturens valium
I det spirende voksenlivs krav til præstation, manifesterede vildskabens energi sig i tårnhøje ambitioner. Liv Holm kastede sig ud i sejlsport og skiløb på eliteplan.

”I dag kan jeg godt se, at alle projekterne, min ekstreme målrettethed i alting, var et forsøg på at skabe en afstand til alt det nærvær, den intensitet jeg lever livet med”, siger hun.

Livet i 7. gear kørte hurtigt og godt, til det pludselig blev umuligt at finde bremsen. For at finde ro forsøgte hun at medicinere sig selv. Selvmedicineringen blev den bro, hun var nødt til at bygge i jagten på fastland fra oprørt hav, men også en hårfin balancegang, og en dag vågnede hun med udsigt til hvide vægge på psykiatrisk skadestue. Herfra gik turen til Lolland og otte måneders afstand til det, der var. I en blindgyde må man se sig tilbage for at finde ud.

”Den kvindelige terapeut, jeg gik hos, brød alle murene i mig ned. Jeg måtte bygge mig selv op fra bunden. Det blev tydeligere for mig end nogensinde, hvor afhængig jeg er af naturen. Hvis jeg skulle leve så stærkt og intenst, som jeg gør, havde jeg brug for at være i nærkontakt med den”.

Hun uddannede sig til gartner for at sikre jordforbindelsen. Men selv om hun nød det grønne selskab, savnede hun kontakten til mennesker, følelsen af at gøre en forskel for nogen. At fortælle historier som morfaren havde inspireret til ved at optage hendes fortællinger på kassettebånd, da hun var barn. Så da hun fik mulighed for at arbejde i Sagnlandet Lejre et par dage om ugen, besluttede hun sig for at uddanne sig til naturvejleder på Skovskolen.

”I Sagnlandet mødte jeg Jutta. Hun så mig og hjalp mig til at sætte ord på mine værdier. Hun fremkaldte min trang til at fortælle, styrkede mig i troen på, at jeg er god til det. Og så var der det at være ude hele tiden, at mærke luften, iklæde sig duften af bål. Jeg genkendte noget trygt fra barndommen, fandt ligesom tilbage til mig selv”.

Særligt børnene oplever hun en direkte adgang til. Måske mærker de instinktivt, at hendes selvforglemmelse er ægte, måske spejler hendes legende tilgang til naturen, iført dyreskind og ansigtsmaling, deres måde at lade sig opsluge af nu’et på.

Måske er det dét, der får dem til at glemme deres i-pads og i stedet forsvinde ind i de historier, hun pakker viden om naturen ind i. Dét der den dag i skoven fik en 7-årig pige til at åbne sig for hende.

Lærerne havde ellers fortalt, at pigen ikke talte. Men da Liv tog hende i hånden, fortalte om træerne og de dyr, de så på vejen, udbrød hun pludselig: ”Hold op hvor er det spændende, det her!”. Det er sådanne oplevelser, der bekræfter hende i, at hun gør en forskel.

Med suget fra opvinden vågner drømmen om at leve af at inspirere andre til at mærke sig selv i naturen. Det bliver kimen til virksomheden We do nature, hvor hun i nu fire år har taget børn og voksne med ud i naturen.

Hun laver undervisningsforløb for skoler, selvudviklingskurser og workshops i forskelligt håndværk. Alt sammen for at give folk oplevelser i naturen, der hjælper dem til at mærke sig selv og erkende, hvor meget styrke, der er at hente her.

”Jeg har brugt mange kræfter på at forsøge at passe ind i én lang flugt fra den, jeg er. Det var først, da jeg stod helt ude på kanten, at det for alvor gik op for mig, at det ikke nytter at flygte. Det var, som blev jeg hjemkaldt af naturen. Uden den var jeg her ikke i dag. Naturen lukker ned for alle forstyrrelser. I skoven kan man altid komme, som man er. Den erkendelse er jeg nødt til at give videre til andre, der er faret vild, så de kan finde hjem i sig selv, lade sig hjemkalde af naturen”.

Styrket af natur:

Vi taler ofte om, at vi mennesker skal passe på naturen. Men ofte er det naturen, der passer på os. Forskning viser, at naturen helbreder, har en positiv effekt på angst, stress og depression og i det hele taget gør os gladere. Natur & Miljø har mødt nogle af dem, der henter styrke i naturen.