Vi må erkende vores indbyrdes afhængighed. Kun da kan vi gribe hinanden, når vi falder. Og det gør mange af os, lyder budskabet fra stressforsker Pernille Steen Pedersen, der selv er evigt angst for at blive afhængig af andres anerkendelse.

Børn&Unge, oktober 2021
Af Anne Anthon Andersen

Hun har det svært med det. At stille op til et interview, der ikke alene handler om hendes forskning – dele fortællingen om, hvorfor hun har dedikeret livet til at skabe viden og værktøjer, der kan forebygge stress.

Hun tager imod i entréen til parcelhuset i Solrød Strand, men forsvinder hurtigt gennem gangen ud i køkkenet.

“Vi lever i en tid, hvor vi investerer meget af os selv i arbejdet. Og det er blandt andet det, der kan trigge vores stress. Det er en hårfin balance og en livslang rejse at finde det produktive forhold til den anerkendelse, vi er så afhængige af,” siger hun.

“Vi vil anerkendes: Men når vi bliver det, er der altid en risiko for at blive afhængig – det kan få os til at overpræstere, og når vi bliver stressede, mister vi evnen til at tage imod anerkendelser fra andre. For nogle kan dette fremprovokere en følelse af skam, og det er det mønster, jeg vil skabe et sprog for, at vi i fællesskab kan bryde,” forklarer hun.

Hun taler, som hun bevæger sig; som en levende tornado, der søger at sprede sit budskab så bredt som muligt. Ordene falder som perler sendt ned ad en lodret snor. Man får lyst til at holde den vandret for at sikre alt guldet.

Når hun har svært ved at tale om sig selv, handler det også om anerkendelse:
“Jeg er grundangst for at blive afhængig af, at andre skal kunne lide mig,” konstaterer hun.

Pernille Steen Pedersen har interviewet adskillige stressramte offentligt ansatte og fundet et mønster, der forklarer, hvorfor det er så forskelligt, hvad der udløser stress.

Det kan være krævende forældres til tider urimelige krav, det at være alene med 18 børn på legepladsen og ude af stand til at leve op til sin faglighed, en konflikt med en kollega eller noget helt tredje, der bliver dråben, der får bægret til at flyde over. Forud for stress-sygemeldingen oplever mange tvivl og usikkerhed.

Derfor er et af de vigtige redskaber, hun præsenterer i sin nye bog Stress og skam i arbejdslivet – en guide til fælles forebyggelse at lære at agere vikar for hinandens dømmekraft. Vi skal blive bedre til at tale om de svære og skamfulde følelser med hinanden, forklarer hun:

“Hvis vi tør se vores afhængighed af hinanden i øjnene, kan vi støtte hinanden ved at vikariere for hinandens dømmekraft, når vi i stressede situationer mister den. Det kræver, at vi kender hinandens triggerpunkter, og ved hvordan vi bedst bliver mødt, når vi bliver udsat for pres. Det kan skabe et fælles sprog, som er altafgørende”.

I ph.d.-afhandlingen, der udkom som bogen ”Slip stressen ud af skammekrogen”, forklarede hun, hvilken afgørende rolle skam over ikke at leve op til egne og andres forventninger spiller i udviklingen af stress.

Siden har hun rejst landet rundt med foredrag, udviklet dilemmakort og hjulpet offentligt ansatte med at skabe et fælles sprog for anerkendelse.

“Mit største ønske er at vække nysgerrighed efter at blive klogere på hinanden. Først da kan vi forebygge og bearbejde stress i arbejdslivet,” forklarer hun.

Pernille Steen Pedersen er netop blevet indstillet til Copenhagen Business Schools formidlingspris. Og så er vi tilbage ved den svære anerkendelse.
“Jeg har fået meget anerkendelse i mit liv, men egentlig ofte haft lidt svært ved at tage imod den,” siger hun med et løft i tonelejet, som går det først nu op for hende, at det er sådan, det er.  

Midt i en sætning rejser hun sig fra spisebordsstolen og forsvinder ind i stuen for at fiske et gammelt eksemplar af Weekendavisen frem fra en stak, hun har samlet de sidste 10 år. Det er et interview med forfatteren Søren Ulrik Thomsen, som taler om sine erfaringer med psykoanalyse. Flere steder i teksten har hun markeret afsnit, hun vil huske:
“Se nu her: Det handler om at skabe et sprog for noget ikke-sprogligt,” læser hun. Det er lige præcis det sprog for stress, hun mener, at vi mangler, og som hun hver dag hver dag bestræber sig på at kvalificere.

Forskningen viser, at stress bunder i det livsvilkår, at vi er afhængige af hinandens anerkendelse. “Meningen med alt det, et menneske gør, ligger i, hvad det betyder for andre,” som den tyske sociolog Norbert Elias formulerer det.

Fordi vi er afhængige af hinanden, har vi brug for skammen som en adfærdsregulerende mekanisme, der advarer os mod handlinger, der kan føre til social udstødelse. Måske er det derfor, hun har så svært ved at modtage priser og ros for sine individuelle præstationer.

Pernille Steen Pedersen var flittig og dygtig i skolen. Men når hendes præstationer blev fremhævet og rost foran resten af klassen, voksede modviljen i hende.

“Jeg kan stadig mærke fornemmelsen i maven fra dengang, min lærer roste mig til skyerne, mens min klassekammerat blev forbigået, selvom hun kæmpede langt hårdere end jeg. Det var dybt uretfærdigt og vel egentlig også et udtryk for skam,” husker hun.

Hendes mor var lægesekretær, faderen psykolog med egen praksis i parcelhuset i Køge. Hjemmet var trygt og levende, for det meste fyldt med mennesker, kærlighed og plads til at have venner på besøg.  

“Jeg var nok nørdet og klarede mig godt i skolen, men karakterer var ikke noget, mine forældre gik op i. Man fik ros for at være et godt menneske og hjælpe dem, der ikke havde de samme forudsætninger”.

Selv med topkarakterer som statskundskaber var det en kamp at få fodfæste på arbejdsmarkedet. Arbejdsløsheden blandt akademikere var tårnhøj i 2001, da hun var færdiguddannet. Efter 1 år og over 100 ansøgninger fik hun job i Beskæftigelsesministeriet.   

I Arbejdsskadestyrelsen læste hun flere hundrede sager om psykiske arbejdsskader. Der tegnede sig et billede af mennesker, der følte sig udenfor arbejdsfællesskabet, alene og misforstået. Mennesker der længtes efter anerkendelse.

“Det var tydeligt, at der var så mange følelser på spil under de sygdomsforløb, der slet ikke var fokus på i sagsbehandlingen,” forklarer hun og kommer i tanke om et af sine forskningsinterview med en stresssyg kvinde, der illustrerer pointen.

Til en sygefraværssamtale fortalte kvinden sin leder, at det havde ramt hende, at hun ikke havde fået sendt blomster, når det var almindelig praksis på kontoret ved længerevarende sygdom. Hun var også blevet flyttet til en ny plads, da hun kom tilbage fra sin sygemelding. Lederens svar minder endnu Pernille Steen Pedersen om, hvor vigtig hendes mission er. ”Det kan man da ikke blive syg af,” lød svaret.

Hun hæver stemmen og lader håndfladen lande på bordet: ”Det ikke at få en blomst og blive flyttet til en ny plads på kontoret siger alt om et sårbart forhold til fællesskabet – at skammen er i spil. Det kan man godt blive syg af!,” tordner hun.

“Hvis man ikke stiller spørgsmål og er nysgerrig efter at finde ud af, hvad der ligger under stressen, kommer man den aldrig til livs”.

Efter 10 år i Beskæftigelsesministeriet besluttede hun, at hun var nødt til at frembringe viden og skabe de værktøjer, som manglede; hun ville skrive Ph.d. med fokus på god ledelse i forhold til stress.

Det er misforstået og farligt, når vi gør stress til et individuelt anliggende, mener Pernille Steen Pedersen. For da overser vi præmissen:

“Stress handler ikke kun om strukturelle forhold, men også om kampen for anerkendelse fra fællesskabet. Og selv hvis fællesskabet forsøger at anerkende den stressede, er det langt fra sikkert, at den stressede tager imod, fordi skammen blokerer for anerkendelsen,” forklarer hun.   

Det er det budskab, hun gør alt, hvad hun kan for at udbrede – aftenerne i denne uge er godt fyldt op med foredrag.

Når hun vægrer sig mod at træde op på podiet og modtage formidlingsprisen, er det måske et ubevidst forsvar mod at blive afhængig af den anerkendelse, hun ved, at mange ender med at bukke under af at jagte. Men det er også et statement forankret i den viden, hun har frembragt om stærke fællesskabers værn mod stress.

“Vi skal ikke kåre månedens medarbejder. Vi skal mødes om månedens dilemma. Vi er alle sammen vigtige. Kun i erkendelsen af vores indbyrdes afhængighed kan vi forebygge og ruste os mod stress”.

Mens vi venter på revolutionen og bedre normeringer, er vejen at vove at blotte sig, turde at tabe ansigt og vise os frem som mennesker. Kun da kan vi gribe hinanden, når vi falder. For det gør vi.
“Jeg tror det er frugtbart at se stress som noget, der kommer til at ramme mange. Hvis vi vil have dygtige pædagoger, der giver meget af sig selv, bliver vi også nødt til at give plads til laguner, hvor vi har tid til at lære hinandens reaktionsmønstre at kende,” siger hun: 

Om Pernille Steen Pedersen
Pernille Steen Pedersen (f1976) er Ph.d. og adjunkt på Institut for Ledelse, Politik og Filosofi på Copenhagen Business School. Her har hun i 10 år forsket i stress og ledelse.

Hendes ph.d. udkom i bogform med titlen Slip stressen ud af skammekrogen og fik stor opmærksomhed – særligt for det nybrud i forskningen – at det er følelsen af skam, der udløser og fastholder alvorlig stress.

Stress er ikke et individuelt anliggende, men en udfordring, vi kun kan løse i fællesskab, lyder et af hendes hovedbudskaber. Derfor har hun udviklet dilemmakort, som skal hjælpe medarbejdere og ledere til at skabe et fælles sprog for anerkendelse.

Forud for sit virke som forsker var hun i 10 år ansat i Beskæftigelsesministeriet, hvor hun arbejdede med sygefravær, blandt andet forårsaget af stress. Aktuel med bogen Stress og skam i arbejdslivet – en guide til fælles forebyggelse.