Som barn blev hun stemplet som uromager. Som teenager fulgte selvskade, selvmordsforsøg og selvmedicinering. Liv Louise Holm måtte helt ned på bunden af sig selv, før hun som voksen fik diagnosen ADHD. Hun har mistet tilliden til lægesystemet, og til de voksne der skulle passe på hende, men fundet sin egen vej til ro i nervesystemet. Igen og igen har skammen antændt angsten i brystet.

Socialt Indblik november 2022
Af Anne Anthon Andersen

Allerede i de tidlige skoleår var hun smerteligt bevidst om, at omgivelserne først og fremmest oplevede hende som et forstyrrende indslag. Hun var den eneste pige på den pæne privatskole, der blev sendt op til rektor. Og hun vidste præcis hvor mange knager der hang på gangen uden for klasselokalet.

Liv Louise Holm husker det som flere gange ugentligt, at hun tilbragte timerne udenfor døren.

”Jeg kunne ikke sidde stille, ikke koncentrere mig. Jeg var ret voldsom og fandt på alt muligt; dyppede tavlesvampen i vand, lagde tegnestifter på lærerens stol, satte knaldperler i døren, den slags narrestreger – måske for at finde en rolle, jeg kunne udfylde. Det var en ond spiral, for det blev også kammeraternes forventning til mig, at jeg var klassens klovn,” forklarer hun.

Lærerne mødte balladen med vrede, og sådan endte hun gang på gang udenfor døren med ryggen mod muren under rækken af knager. Det var her, angsten i brystet voksede frem.

”Jeg kan huske at stå derude og vide, at jeg skulle hjem og have mere skældud. Her oplevede jeg for første gang angstsymptomerne. Uroen, koldsveden, nervøsiteten. Jeg skammede mig meget over mig selv, for jeg kunne godt se, at det var forkert, det jeg gjorde, men jeg havde svært ved at handle anderledes – det var som en eksplosion af uro, som ville ud af min krop,” forklarer hun.

Også hjemme på landstedet vest for Roskilde satte den indre uro hende i evig bevægelse. Hendes fire år ældre søster og hendes venner syntes, at det var sjovt at få hende til at løbe 14 gange rundt om huset eller klatre op i flagstangen. Den efterfølgende hån og drillerier satte dybe spor i hendes selvopfattelse. Men når hun var i bevægelse, flyttede uroen ligesom ud af brystet.

Dengang anede hun ikke, at der var en logisk forklaring.

”Alle omkring mig vidste, at jeg var anderledes, men ingen talte om, at piger kunne have ADHD dengang. Jeg følte mig som én stor fejl. Det var en meget ensom følelse,” konstaterer hun.

Tabuets barndomsland

Når man har ADHD, er kroppen konstant på overarbejde, fordi nervesystemet er hyper følsomt over for ydre pres og stimuli. Gang på gang oplevede Liv, hvordan hendes møde med omverdenen fik hende til at eksplodere eller vende skammen mod sig selv. I dag kender hun den kemisk biologiske forklaring. Som barn og ung vendte hun det hele indad, tog selv skylden. Skammen blev det bærende credo i hendes livsfortælling.

”Der var virkelig mange episoder, hvor jeg blev skældt ud og bebrejdet. Nu ved jeg, at det var, fordi mit nervesystem blev så presset, at det til sidst ligesom brækkede sig indeni mig, og kroppen gav efter; måtte skyde eksplosionen fra sig,” forklarer hun.

Også på hjemmefronten var det tydeligt for Liv, at hendes udbrud gav anledning til konflikter. Og at det var svært for hendes forældre at håndtere dem.

”Det var ligesom ikke i deres bevidsthed, at der kunne være en forklaring på den vrede og sorg, der kom til udtryk”.

Fx den dag familien var ude og sejle kapsejlads på fjorden.

”Min søster blev ved med at stikke til mig for at få mig til at gå i udbrud. Måske fordi hun selv havde det svært og havde et behov for at nedgøre mig eller udstille mig. Den dag stoppede min mor hende og sagde, at jeg ikke kunne tåle det pres og den hån. Det var, som om, der lige i dér var en flig af forståelse. Som om hun et kort øjeblik så, hvordan jeg kæmpede, forstod at der var en sårbarhed i den kamp. Ellers var det ikke noget, vi talte om. Det var et tabu i familien, at jeg lavede ballade som en anden Emil fra Lønneberg,” forklarer hun.

Hendes far lagde til gengæld ikke skjul på, at han helst havde set, at hun havde været en dreng. Det var en stående joke i familien, at så skulle hun havde heddet Herluf.

”Herluf Holm”, konstaterer hun.

”Min far havde det svært med at tackle mig. Han var et stort forbillede for mig, og han opdrog mig som den dreng, han aldrig fik, men jeg lærte om håndværk ved at se ham arbejde, og han viste en vej i sin egen tilgang til livet, at man kan lykkes med at forfølge sine drømme, som han selv gjorde det. Han var en hårdhudet mand, men ambitioner og visioner manglede han ikke,” forklarer hun.

”Min far havde mange mantraer for livet ”Du er din egen lykkes smed” eller ”Er du Guds søn, så hjælp dig selv”. De mantraer har nok været med til at hive mig igennem mange uddannelser og givet mig høje ambitioner om at få det bedste ud af livet.”

Tog alle indtryk ind

Når hun ser tilbage, ser hun sin barndom som en evig kamp for at kompensere for skammen over det ukendte ”noget”, der tilsyneladende var galt med hende.

”Jeg kunne løbe stærkest i 100 meter, kaste længst med spyd, lægge alle drengene ned i arm. Jeg havde et ret stort behov for at være bedst og få anerkendelse. Se mig nu! Jeg kan godt! Det var jo for at kompensere for alt det, jeg ikke følte, jeg kunne magte indeni,” forklarer hun.

Der var også skoletimer, hvor hun følte sig på hjemmebane. Der var en lærer på skolen, som ligesom kunne se igennem den skal af oprør, der lagde sig i lag omkring hende. Fysik- og kemilæreren Kristian Denker var ung, nørdet og opslugt af sit fag.

”Han slap os fri, gav os lov til at lave noget vildt og spændende, at sætte ild til noget i forskellige forsøg for eksempel. Dét kunne fange mig.”

Kristian Denker så værdier i Liv og fik dem til at blomstre. I hans nærvær var der aldrig noget på spil, som fik nervesystemet til at dirre. Blækregning var også en disciplin, hun kunne fængsle opmærksomheden omkring.

”Her var der jo regler og rammer – her var et klart system, som hjalp mig til at skabe overblik”.

Uforudsigelighed var vanskelig, mødet med mange samtidige stimuli ligeså, fordi hun tog alle indtryk så direkte ind. Sociale sammenhænge drænede hende fuldstændig for energi.

Når hun kom hjem fra skole, var det første, hun gjorde at pakke en rygsæk for at stikke af i naturen. Hun byggede en tømmerflåde og sejlede afsted på åen, løb ud over markerne og byggede huler i de små samlinger af træer – skabte sine egne hemmelige ”heller”, frirum fra omverdenens pres på nerverne.

Teenageårene var et langt ridt mellem energiens eksplosion og forsøget på at finde ro. Sociale konflikter var fuldstændigt uoverskuelige. Fx bruddet med den første rigtige kæreste, hvor vreden kom som en tsunami, uvirkelig, uhyggelig og ustoppelig.

”Jeg var vel 14-15 år og kan huske, at jeg havde tanker om alt fra at brænde hans hjem ned og gøre alt muligt andet slemt. Jeg kunne slet ikke holde de her følelser ud og anede ikke, hvordan jeg skulle dele dem eller finde trøst. Jeg kunne godt mærke, at det her var ikke normalt,” forklarer hun.

Det var netop den slags frustrationens eksplosion over manglende forståelse og hjælp fra omverdenen, der senere fik hende til at ty til selvskade. Smerte kunne give en følelse ud af at slippe væk fra kroppens indre kaos. Hun faldt ned i stadigt dybere huller af afmægtighed, som fik hendes mor til at sende hende til psykolog, fordi hun ikke vidste, hvad hun skulle stille op.

Liv Louise Holm kan også huske, hvordan hun en dag, kort efter at hun havde fået kørekort, i et forsøg på at slippe ud af en familiekonflikt, startede bilen for så hurtigt som muligt at lægge hjemmet bag sig. Selvom det er 20 år siden, kan hun stadig genkalde sig følelsen af, hvordan alt ligesom trak sig sammen i brystet, og hun i udbruddets kropslige eksplosion trådte speederen i bund i indkørslen.

”Jeg havde pakket mine ting og ville bare væk fra dem, som så mig som en stor fejl. Jeg var lige ved at køre min søster ned, fordi hun stod i vejen. Jeg kunne ikke holde mit udbrud nede. Den slags episoder har sat sig i min krop. Her gik det op for mig, at det er unormalt – ingen andre reagerede så voldsomt,” siger hun.

Tårnhøje ambitioner

Liv Louise Holm havde i flere år døjet med voldsom hovedpine. Da hun startede på Handelsskolen, blev den nærmest kronisk, ofte som anfald af migræne. Men disciplinen drev hende til at blive ved:

”Jeg måtte bare ikke fejle. For da ville jeg jo bekræfte mig og menneskene omkring mig i, at jeg ikke var god nok.”

Det var hos lægen til en konsultation om hovedpinen, at hun som 17-årig første gang blev præsenteret for begrebet ADHD. Som et forsøg på at hjælpe sendte lægen Liv og hendes forældre til et foredrag om ADHD.

”Det var vel i den bedste mening og for at hjælpe. Men så sad jeg der som hende ADHD-pigen mellem mine forældre. Det var dobbelt svært. Jeg kan huske, at jeg sad og håbede, at foredraget ville give dem forståelse. Men det virkede helt omvendt. For jeg følte, at skammen bare voksede. Nu fik de jo at vide, at det var et handicap, jeg havde. Det var sådanne ord, der blev sat på. Jeg fik fornemmelsen af, at de tænkte; nå, så er det løb ligesom kørt. Det var virkelig forfærdeligt,” forklarer hun.

Det var måske derfor, at hun efterfølgende reagerede ved at forsøge at tale sine symptomer ned for at overbevise dem om, at det slet ikke var så slemt.

”Jeg ville skåne mine forældre for at berolige dem”.

Foredraget blev et vildspor, for hun blev ikke udredt for ADHD. Forskningen viser netop, at forældres skam gør, at mange kvinder først sent i deres voksenliv bliver udredt for ADHD, og at kvinder i gennemsnit bliver udredt 9 år senere end drenge/mænd, som det bliver beskrevet i artiklen ”Kvinders ADHD rummer flere og ukendte lag”.

Liv Louise Holms kamp for anerkendelse fortsatte og manifesterede sig i tårnhøje ambitioner – hun kastede sig ud i sejlsport og skiløb på eliteplan. Når kroppens energidepot slap op, blev hun indhentet af depressioner. Dybere og tungere blev mørket og migrænerne.

Sammen med et par kammerater begyndte Liv Louise Holm at selvmedicinere sig og eksperimentere med alkohol og forskellige piller og stoffer. Selvmedicineringen gav ro, men også nye udfordringer – for pludselig oplevede hun episoder, hvor hun ikke kunne stole på sine sanser. Hun startede i et længere forløb i psykiatrien, samtaler med både psykiatere og psykologer og samtalegrupper.

”Jeg fik alle mulige diagnoser kastet ned i hatten. Borderline, bipolar, skizofren. Ikke en eneste nævnte ADHD. Og jeg følte mig ikke hjulpet, snarere stemplet som vanvittig. Det var bare mere brænde på mit kæmpe indre bål af skam,” siger hun.

Kom igen i næste uge

Oplevelsen af ikke at blive grebet i psykiatrien, gjorde hende desperat. Hun begyndte at skære dybere i sine underarme. Selvmordstankerne buldrede i hende, den dag hun som 20-årig i et råb om hjælp gik til sin læge.

”Tårerne stod ud af hovedet på mig. Jeg rystede, da jeg fortalte ham, at jeg simpelthen ikke kunne være i mig selv, og at jeg havde lyst til at begå selvmord,” siger hun, tager ligesom tilløb i sig selv, før hun fortsætter:

”Han lænede sig frem mod mig og sagde; ”jeg kan høre, at det vist kræver en længere samtale. Så hvad siger du til, at du får en tid i næste uge. Så kan vi tale sammen dér”.

Den oplevelse fik Liv Louise Holm til at miste al tillid til lægesystemet.

”Jeg blev så vred og ked af det. Jeg følte mig så ydmyget, rejste mig op og gik. Man sætter sig jo ikke i en stol foran en læge og fortæller, at man har lyst til at gå ud og begå selvmord for sjov,” siger hun.

Liv gik direkte fra lægen hjem og slugte et glas piller.

”Det var et kæmpe råb om hjælp. Jeg havde sådan brug for, at der var nogen, der kom og holdt om mig”.

Efter udpumpningen på hospitalet, kom hun på et ophold på Lolland, hvor hun skulle udredes og trappes ud af al den vanedannende medicin, hun havde fået af lægen for at dæmpe sin uro. Her mødte hun alt fra hardcore stofbrugere, for hvem stofafhængigheden havde ødelagt deres liv til unge på hendes egen alder, der kæmpede for at kunne holde ud at være i deres liv.

”Det var helt sikkert godt for mig at se. Man kan kalde det en ”reality lussing”. For jeg blev vækket i min selvmedlidenhedshistorie. Jeg var så sovset ind i min egen kamp. Mit ophold gav mig mod på, at jeg havde noget at redde,” forklarer hun.

Den indre, usynlige fjende

Som led i opholdet mødte Liv Louise Holm en omsorgsfuld kvindelig terapeut, som hjalp hende til at forstå hendes indre dæmoner og systematikken i hendes reaktioner.

Da hun kom tilbage fra opholdet på Lolland, får hun en tid hos en psykiater, der så hendes udfordring og mødte hende.

”Jeg kan huske, hvordan stolen, jeg sad i til samtalen med ham, bare knirkede helt vildt, fordi jeg kørte rundt i sædet. Og jeg kan huske, hvordan han mødte og anerkendte mig ved at sige, at han godt kunne se på mig, at jeg havde meget svær ADHD,” forklarer hun.

Liv Louise Holm var igennem en masse tests, før det blev afgjort, hvilken medicin hun skulle tage. Hun kan stadig huske roen, der bredte sig i kroppen første gang, hun havde taget den. Hun sad hjemme i sin sofa og kunne pludselig koncentrere sig om det, hun så i fjernsynet.

”Det var en helt vild følelse at opleve, hvordan det kunne føles at være i min egen krop. Det gav mig indblik i en slags normaltilstand, så jeg bedre kunne mærke, når jeg skulle være opmærksom på mine reaktionsmønstre og indlærte overlevelse strategier, som jeg skulle være opmærksom på. Det var den største åbenbaring for mig,” forklarer hun.

Liv Louise Holm er bare én ud af adskillige kvinder med ADHD, der først får hjælp som voksne efter det meste af deres liv at have kæmpet med de ofte ekstreme udfordringer, som ADHD’en giver dem. Mange tager som Liv Louise Holm skylden på sig, maskerer deres symptomer og kæmper en hård kamp for at leve op til omverdenens forventninger til dem. ADHD’en bliver en indre fjende, og for omverdenen usynlig modstander. Derfor falder ADHD-kvinder ofte igennem systemet.

En hårfin balancegang

Siden hun fik diagnosen, har hun kæmpet for at skabe et liv i balance, finde strategier der kan dæmpe ADHD’ens symptomer Da først hun forstod, hvad ADHD’en gjorde ved hende, kunne hun tage kontrol med de symptomer, der tidligere styrede hende.

Hun fandt fx ud af, at hun var nødt til at arbejde med sin passion og i omgivelser, der beroliger hendes nervesystem. I en blindgyde må man se sig tilbage for at finde vej. Og det er et godt råd til andre med ADHD at tænke tilbage på, hvad de søgte ro i som børn, mener hun.

”Hvad var det, der gjorde dig glad i din barndom, hvor var dit helle?”

For Liv Louise Holm var det i hulerne, hun byggede i naturen, håndværket hun fordybede sig i, dyrene hun drog omsorg for og passede på. Og så vidste hun, at hun fungerede bedst, når hun oplevede selv at have styringen med det, hun lavede.

Da hun som 18-årig startede op som selvstændig med hånden på roret i sit eget rengøringsfirma, var det netop for selv at kunne skabe den struktur og styring med arbejdslivet, hun havde brug for. Men efter en dyb stressrelateret depression, måtte hun erkende, at hun var nødt til at arbejde med sin passion – de beroligende rammer, hun havde søgt ind i allerede som barn, og som hun også havde oplevet, at hendes farmor havde søgt for at finde balance i livet.

Farmoren havde lært hende om planter og forbundethed med naturen. Det fik hende til at tage gartner- og naturvejlederuddannelse. Og da hun i 2017 startede virksomheden Wedonature, var det netop for at skabe et arbejdsliv omkring sin passion, forankret i værdier, hun kan stå inde for og med mulighed for at skabe sin egen struktur og rammer, der sikrer, at hun kan holde balancen.

”Det handler om at ramme den hårfine balance mellem introverte opgaver og opgaver, hvor jeg er på med andre mennesker,” forklarer hun.

Hun lever, arbejder og holder til i skovløberhuset på grænsen til Bidstrup Skovene i Hvalsø, omgivet af sine hunde, høns og katte. Her laver hun events i naturen, kurser i håndværk, sankning og mad over bål. Hun laver skov og naturpleje og tager børn, unge og voksne med psykiske og sociale udfordringer med ud i naturen. For et par år siden valgte hun at tage terapeutuddannelsen Systemisk Opstilling – som led i sin egen terapi, men også for at få værktøjer til at hjælpe mennesker til at forstå de fælder og uhensigtsmæssige overlevelsesstrategier, der følger med konstant at være på overarbejde som barn og ung. Hun hjælper dem ved at identificere gentagne mønstre og kortlægge, hvor de kommer fra.

I dag ved hun, at ADHD’en giver hende mange styrker. I dag er det en stærk kvinde, sejlivet ud over det sædvanlige, hun ser i omverdenens spejl. Hun går jævnligt på jagt og flår selv byttet, smeder sit eget værktøj, bygger sit eget værksted og kalder sig selv for viking. Hun har ikke lyst til at fortælle samarbejdspartnere og kunder om sin diagnose. Det er ikke længere relevant, mener hun. For hendes diagnose har gjort hende til en slags hundredemetermester i at bygge struktur og klarhed, fordi ADHD’en har tvunget hende til at blive ekstremt klog på sine behov og strategier.

”Hvis jeg sagde det højt, tror jeg straks, at de ville tænke i skånehensyn og særbehandling. Det ville få mig til at føle mig forkert. Skamfuld. Og det er jo skammen, jeg har kæmpet med hele mit liv. Jeg vil ikke have særbehandling! For jeg er ekstremt dygtig, når bare jeg har mulighed for at strukturere mig selv og mine opgaver.

Men det er da en interessant tanke, mener hun. For hvis vi for alvor vil bryde med den cirkel af skam, der har været den bærende røde tråd i hendes og andre oversete ADHD’eres livsfortælling, skal vi jo starte et sted. Omverdenen skal se ressourcerne i stedet for en diagnose. Mennesker med ADHD er ikke deres diagnose, men den er en del af deres fortælling. Og skammen den værste fjende, medgiver hun.

”Jeg føler mig faktisk som et overmenneske. Jeg ved, at når jeg bruger ADHD’ens energi rigtigt, kan jeg være en multimaskine, der er fuldstændig eminent til fordybelse og vedholdende produktion. Det er jo også det, der gør, at jeg er blevet så god til håndværk. Jeg forsvinder fuldstændig i det, jeg laver eller i de mennesker, jeg står overfor,” forklarer hun.

Spotter stress på afstand

ADHD’ens energirus er ikke uden konsekvenser. Der er dybt at falde, når kræfterne slipper op. Det er bare ikke den fortælling, hun har lyst til at dele. For det er noget, hun kan tackle, når hun mærker, at energien slipper op. Og netop kompleksiteten gør det udfordrende, mener Liv Louise Holm. For som ADHD’er har man hverken brug for, at omverdenen, familien, vennerne eller arbejdspladsen stempler én som medarbejderen med utømmelige energidepoter, som man kan kaste alverdens arbejdsopgaver efter eller en sårbar medarbejder, der kræver skånehensyn.

Virkeligheden er mere kompleks og nuanceret. Og problemet er måske snarere det, at vi propper mennesker i alt for stereotype og firkantede kasser, argumenterer Liv Louise Holm:

”Mennesker med ADHD er jo både helt vildt gode til at koncentrere sig og helt vildt dårlige til det. Det afhænger af opgaven. For mennesker med ADHD er helt ekstremt gode til at fordybe sig i deres passion”.

Også hvad angår stress, er det dobbelt. Mennesker med ADHD er ekstremt påvirkelige overfor stress. Det kan man jo vælge at se som en svaghed, men man kan også se det som en kæmpe styrke, mener Liv Louise Holm.

For det er jo netop denne følsomhed, der får hende til at sige fra overfor urimelige betingelser, før resten af holdet bag en tidsoptimistisk disponeret arbejdsopgave går ned med stress. Hun har lært at spotte stressen på afstand.

”Selv andres stress påvirker mig, så reelt er jeg en hammergod indikator på mine kollegaers eller klienters stress, for jeg siger fra, før jeg går ned, hvor andre bare går ned.”

”Man kan sige, at min ADHD har givet mig en blindhed. Men den blindhed har gjort, at mine øvrige sanser har været på massivt overarbejde. Det har skærpet dem helt vildt. Det har jeg efterhånden lært at bruge konstruktivt. Det er jo det, der gør, at jeg er blevet så god til at afkode mennesker og stemninger eller gennemskue andres behov eller situation,” forklarer hun.

I dag bruger hun sensitiviteten som en styrke. Både i arbejdet med sårbare børn og unge, som hun laver naturpædagogisk arbejde med. Når hun laver teambuilding i naturen med organisationer og virksomheder eller har klienter i sin terapeutiske praksis.

Menneskelige spejl kan bryde skammen

Det har været afgørende at lære at forstå den blomstrende uro i brystet. Lære at komme angsten og de depressive tanker i møde, før de vokser sig op over hende.

”Jeg har lært at fjerne mig fra epicentret, gå væk fra situationen, stoppe op. Og jeg har lært at bygge en benhård disciplin og struktur omkring mit liv og arbejde – en kalender, der sikrer mig at være på forkant med tingene,” siger hun, men understreger, at hun ville jeg ønske, at hun var blevet mødt af et voksent menneske, som havde kunne sætte ord på nogle af de ting, hun i så mange år har kæmpet i blinde mod.

Det at få stillet diagnosen ADHD er vigtigt for at kunne forstå, hvordan ADHD’en påvirker kemien i hjernen og nervesystemet. Men det er lige så vigtigt at finde nogen, man kan spejle sig i, så man kan få hjælp til at forstå sig selv og sætte andre mere positive ord på den livsfortælling, der for mange ADHD’ere tidligere har haft en dyb grundtone af skam, mener Liv Louise Holm.

”Tænk hvis vi som samfund kunne tage livtag med skammen, så vi kunne få øje på alle ressourcerne, der bor i mennesker, der går og skammer sig og bliver syge af ikke at få lov at leve i rammer, de trives under,” siger hun.

Hun er ikke i tvivl om, at skammen og følelsen af at være forkert og uønsket har været hendes største udfordring i at finde ro med sig selv. Det er derfor, at det er vigtigt for hende at møde de psykisk og socialt sårbare, hun arbejder med i naturen, helt anderledes imødekommende, end hun selv blev mødt.

Som pigen med Asperger syndrom, der forleden dag nægtede at være en del af gruppen, insisterede på at blive siddende på en træstub for sig selv, på afstand af fællesskabet.

”I stedet for at møde hende med skyld, skam og skældud over, at hun ikke deltog i aktiviteten, spurgte jeg hende, om hun ikke ville med mig hen at hente vand. For det var tydeligt at hun ikke trives i at sidde og føle sig forkert i sin inaktivere mellem resten af flokken. Det ville hun gerne. Hun ville jo godt være med, men havde bare brug for at blive mødt og taget i hånden”, siger hun.

Vi bliver nødt til at forstå, hvor ødelæggende det er for mennesker at blive mødt med skyld og skam. For det sender folk på evig flugt fra sig selv og massivt overarbejde i kampen for at bevise deres værd, argumenterer Liv Louise Holm:

”Jeg oplever det som selvhealing at hjælpe andre til at skyde skammen fra sig. Men det er også en måde at tvinge mig til at blive ved med at holde balancen i mit eget liv, bryde med min egen skamfulde selvfortælling,” siger hun:

”Skyld og skam er gift for et nervesystem med ADHD. Jeg ville ønske, at nogen havde taget mig i hånden, fortalt mig, at jeg var okay som barn. Jeg har ADHD, men jeg er ikke ADHD. Jeg har en historier og den er en del af mig, jeg vælger selv hvilken historie jeg vil fortælle mig selv og omverdenen fremover.