Jyllands-Posten, Information og BT. Fagbladet 3F, Psykologi og Ugeavisen Ribe. Joan Ørting trænger igennem helt ud i nicher og lokale afkroge. Pressemeddelelser har hun aldrig brugt, og journalisterne kender hun ikke. Men hvad er det så, hun kan, der giver hende så meget taletid i medierne? Kommunikationen.dk har sat Joan Ørting i stævne for at søge svar på, hvordan man havner badet i medieopmærksomhed i en grad, så det er muligt at åbne landets største terapeutuddannelse med fulde huse fra dag ét.
Kommunikationen.dk, 6. august 2013
Af Anne Anthon Andersen
Første gang Joan Ørting blev ringet op af en journalist, som ville have hende til at udtale sig, var det i TV-Avisen, hun skulle kommentere et indslag om utroskab.
Det er rundt regnet ti år siden, og hun var netop blevet færdiguddannet sexolog. Dengang var hun langt fra begejstret ved udsigten til at skulle tale til kameraet i tv-studiet.
“Min første reaktion var: Det har jeg ikke tid til. Jeg har ikke noget tøj at tage på. Jeg har ikke fået farvet hår. Det tør jeg slet ikke. Jeg havde på ingen måde lyst til at flytte mig ud af min comfort-zone. Jeg ville ligge derhjemme og se en serie med en pose vingummi”, husker Joan Ørting. ”Undskyldningerne stod i kø”.
Hun smiler det der på en gang uskyldige, men samtidigt frækt flirtende smil, som signalerer, at alt kan ske. Og det lader til, at det kan det for Joan Ørting.
Medieomtale trak fulde huse
Som hun sidder her på terrassen i baghaven til sin sexologskole i Wildersgade på Christianshavn, er hun dybt taknemmelig over, at hun alligevel greb chancen. Sagde ja og kørte ind til DR Byen for at gå på. Siden er optræden i medierne blevet en obligatorisk del af hverdagen. Hun har været fast indslag i Go Morgen Danmark, udtalt sig om sex i alderdommen i Fyens Stiftstidende og midaldrendes manglende sexlyst i Information.
Skriver man Joan Ørting i søgefeltet på Infomedia dukker rundt regnet 600 hits op på bare det sidste år. Det er de færreste, der ikke ved, hvem Joan Ørting er, og medieopmærksomheden har bragt hendes forretning langt. Den tæller både sexolog- og terapeut-uddannelser med skoler i Århus, Ribe og København, hendes foredragsvirksomhed, bogudgivelser og som seneste skud på stammen: produktion af erotiske massageolier.
“Når jeg kan åbne Danmarks største terapeut- og sexologuddannelse, og pladserne bliver revet væk med det samme, har det da helt klart at gøre med den massive opmærksomhed, jeg får af medierne, siger hun. Alligevel har det aldrig været en bevidst strategi at blive synlig i medierne”, fastholder Joan Ørting.
Vigtigt ikke at please
Hun er kørt fra Langeland, hvor hun bor, for at mødes og er blevet lidt forsinket. Iført kort kjole, løse lokker og et bredt smil, bruser hun gennem undervisningssalen og ud på terrassen, hvor vi slår os ned. I favnen har hun både telefon, neglelakfjerner, ny lyserød lak og vatrondeller.
Efter at hun havde været i studiet i TV-Avisen for første gang, var det TV2, der ville have hende til at stille op til et program, der hed Praktikanten. Her skulle hun som sexolog i praktik på en skønhedsklinik, der foretog plastikoperationer. Så inviterede Ole Steffensen hende i Go’ Morgen Danmark studiet. Her skulle hun sammen med forfatter og debattør Knud Romer udtale sig om en ny teenagetrend, som fik helt unge piger til at iføre sig t-shirts med provokerende budskaber som: ”I’m a sex doll” eller ”Fuck me”. Og pludselig havde hun en aftale om at gå på med et fast Go’ Morgen Danmark tema hver eneste fredag.
Jeg tør at sige min mening skarpt, nogle vil sige sort hvidt, og på ganske få linjer. I medieverdenen skal man virkelig turde at lave en overskrift
“Da jeg får en platform som brevkasseredaktør på BT, kører medietoget bare. Der var jeg 41 år, og kan jeg huske, at jeg tænkte; gudskelov jeg ikke er ung. For så havde jeg nok ikke turde at springe på.
Det skal man gøre”, lyder rådet fra Joan Ørting. Og det på en måde hvor man tør miste fodfæstet og sige noget, som skiller vandene og bliver elsket af nogle, hadet af andre.
For det er i virkeligheden her, og lige her, hendes største styrke i forhold til medierne ligger, hvis man spørger hende selv.
“Jeg tør at sige min mening skarpt, nogle vil sige sort hvidt, og på ganske få linjer. I medieverdenen skal man virkelig turde at lave en overskrift, som man kan få ballade for. Du er nødt til at risikere, at folk ikke kan lide dig. Måske er der 30-40 procent af Danmarks befolkning, der ikke kan lide mig og synes, at jeg er for meget. Det skal man kunne deale med”.
For meget for far
Det har Joan Ørting gjort mange gange. For snart fire år siden skabte hendes udtalelser om utroskab så voldsomme reaktioner, at det blev for meget for selv hendes far.
Det var, efter at hun offentlig havde fortalt, at hun havde en australsk elsker ved siden af sin mand Carsten Islington.
“Jeg syntes, at det gav god mening at præsentere det som et eksempel på, at det at have en elsker ikke behøver at være utroskab. Det var der mange, der ikke kunne håndtere. En af dem var min far. Han sendte mig et brev, hvor han skrev, at han ikke længere ville have mig i sit liv”.
I flere måneder efter betød udtalelserne, at Joan Ørtings mand, Carsten Islington, som lever af at fortælle historier og holde foredrag, ikke kunne optræde til et eneste arrangement uden at skulle bruge den første halve time til at forsvare sin mandighed og forklare, hvordan han kunne acceptere, at hans kone var ham utro – og så endda offentligt.
“Selv nede i Brugsen på Langeland opstod der en underlig tavshed omkring os”. Men selv om det ikke var videre behageligt, er det er en af de ting, der følger med, hvis man vil trænge så massivt igennem med sit budskab, som det er lykkedes hende, mener Joan Ørting.
“Det handler om, at folk skal vide, hvem du er. Du er nødt til at holde fast i dig selv og dine vurderinger, også selv om de ikke er populære. Journalister elsker, når du skærer ind til benet og leverer noget hårdtslående, og det harmonerer ikke med udtalelser, der pleaser alle”, siger hun.
Teaterscenen fra barn
Egentlig har det altid ligget i kortene, at Joan Ørting skulle mestre evnen at træde ind i rampelyset. Og fastholde det omkring sig.
Fra hun var 10 år, har hun arbejdet med at gå på scenen. Først på teatret Gawenda i Gladsaxe, hvor hun senere blev teaterlærer. Dernæst som assistent på Betty Nansen Teatret, og sidst da hun startede sit eget teaterselskab, som optrådte på landets flygtningecentre.
Derfor er Joan Ørting egentlig heller ikke overrasket over, at hendes navn her cirka 10 år, efter at hun for første gang udtalte sig i medierne, dukker op rundt regnet 594 gange på det seneste år, når man søger det på Infomedia.
“Alt hvad jeg har lavet i mit liv, falder så godt i tråd med det. Jeg har lavet teater fra jeg var 5, og har hele livet været vant til at befinde mig på en scene. I virkeligheden gider jeg det ikke rigtig. Jeg elsker jo at bo isoleret helt nede på Langeland, at gå rundt i haven i mine gummistøvler og være miss nobody”.
Alligevel er det ikke, fordi hun som sådan nyder og opsøger at være der, hvor hun bliver set, fordi hun er kendt. Joan Ørting er ikke typen, der dukker op til adskillige receptioner og premiere for at ryste hånd og drikke champagne med de rigtige mennesker.
“I virkeligheden gider jeg det ikke rigtig. Jeg elsker jo at bo isoleret helt nede på Langeland, at gå rundt i haven i mine gummistøvler og være miss nobody.
Netværket holder hun helst ved lige ved selv at invitere folk – fx i lokalerne inden for, som lægger rum til hendes sexolog og terapeutuddannelse.
“Jeg gør intet aktivt i forhold til networking andet end at holde mine kurser og temaaftener herinde en gang om måneden”, siger hun.
“Jeg tror, at en af de ting, jeg gør rigtigt er, at jeg altid forsøger at give noget, en oplevelse, en bog eller et gratis foredrag. Jeg føler, at jeg har meget at give. Det, tror jeg, virker mere ægte i et netværk”.
Tror ikke på pressestrategier
Selv om det ofte sker, at telefonen i det lyserøde plastcover ringer med en journalist i den anden ende, er det hverken strategiske presselister eller venner på redaktionerne, der driver Joan Ørtings adgang til medierne.
“Jeg kender aldrig de journalister, der ringer til mig. Det er slet ikke sådan, at jeg har en journalist, jeg kan ringe til på en række medier. Jeg har aldrig været strateg eller haft et bevidst mål om at blive synlig. Derhjemme er jeg en af dem, der trækker gardinerne for og ikke fra”.
Joan Ørting er af den overbevisning, at pressens opmærksomhed ganske enkelt skyldes den hun er.
Drop pressemeddelelser. Jeg tror, det er langt bedre givet ud at arbejde med sig selv
“Jeg står ved den, jeg er, og journalisterne bruger mig, fordi jeg formår at være autentisk uden at sløre noget. Jeg siger fx, at det er svært at blive liderlig kl. 22:45, og er kendt for at sige tingene lige ud”, siger hun:
“Drop pressemeddelelser. Jeg tror, det er langt bedre givet ud at arbejde med sig selv. Man er jo selv det redskab, man er nødt til at bruge aktivt, hvis man vil trænge igennem. Brug kroppen, forlad hovedet og tal til følelserne”.
Hende med pigekjolerne
Interviewet er ved at være slut. Joan Ørting har for længst fået både renset og lakeret alle ti fingernegle, siddet og strittet med dem, til de blev tørre.
Hun følger mig ud til hoveddøren for at sige farvel. Før døren lukker mellem os, griber hun et postkort fra en kortholder på væggen.
“Og så har jeg for resten også de her”. Hun stikker mig kortet. Det er et fotografi af hende selv, siddende ved et sminkebord med parfumer, make-up og smykker iført en af sine kjoler. I spejlbilledet kigger hun genert ned. Som en anden prinsesse. Postkortet er en del af et samarbejde, Joan Ørting er indgået med tøjdesigneren Johanne Helger Lund, som Joan Ørting er model og ambassadør for. Bag på postkortet står blandt andet:
“Joan Ørting er en fantastisk dejlig stjerne-kransekagefigur for Ecouture” (…) og ”alle lægger mærke til Joan”.
“Det er en vigtig del af det hele”, siger hun, før hun giver mig hånden.
“Jeg er hende med pigekjolerne og det løse, røde hår. Så ved de ligesom, hvor de har mig”, smiler hun.
Få hul igennem og undgå at blive lagt på køl
Vil du gerne have større succes med at udtale dig i medierne og råd til, hvordan du undgår at havne som den udslidte kilde på udskifterbænken? Følgende guide bygger på råd fra Charlotte Wien, der forsker i eksperter og andre kilders optræden i medierne samt fra redaktør Martin Aagaard fra Politiken. Vi har også spurgt to kendte mediedarlings: sexolog Joan Ørting og professor i finansiering på CBS Jesper Rangvid, der begge får masser af taletid i pressen.
Kommunikationen.dk, august 2013
Af Anne Anthon Andersen
1. Grib bolden når den kommer Hvis du for alvor vil trænge igennem til medierne kræver det ofte mere, end du selv kan forberede, planlægge og træne dig til. Du skal ramme en trend i tiden for at slå igennem som mediedarling, lyder vurderingen fra Charlotte Wien, der har forsket i eksperter og andre kilders optræden i medierne. Derfor er det med at gribe bolden, når den kommer og så vidt muligt forsøge at time de første udtalelser på et tidspunkt, hvor netop din ekspertise som kilde er ”hot-stuff” for medierne.
2. Hav mod til at blive upopulær Spørger man Joan Ørting til hendes succes med at trænge igennem i medierne, ligger svaret først og fremmest i ærlighed og modet til at levere budskaber, som langt fra alle bryder sig om at høre. - Lad være med at forsøge at please alle. Du hverken kan eller skal opnå alles accept. Du risikerer bare at gøre dit budskab så nuanceret, at det bliver uinteressant for journalisten, fordi det bliver svært at vinkle på i en artikel, et indslag eller en udsendelse, siger hun.
3. Tal i billeder og korte citater
Husk at journalister altid har begrænset plads til at fortælle historien. Hellere lidt sort hvidt end for mange nuancer. Journalisten har altid en vinkel, som dine udtalelser skal passe ind i.
Jo mere billedligt du formulerer dine udtalelser, jo stærkere virker de ofte som citat. Ved at tale i billedlige eksempler demonstrerer du lettere, at der er hold i dine argumenter og undgår, at dine udtalelser bliver tomme floskler.
4. Hav noget på hjerte
Tal til følelserne ved altid at overveje, hvordan du kan formulere dit budskab, så det rammer ikke bare hjernen, men også hjertet. Det virker stærkest, hvis du formår med både sprog og fremtoning at vise, at du selv brænder for sagen. Det gør budskabet klarere og lettere at huske.
– Man kan lære en masse kommunikative greb, men grundlæggende handler det om at have de personlige evner og det engagement, der gør, at man brænder igennem. Det er nok svært at træne sig til. Man skal brænde for sagen. Det kan både journalister, seere, lyttere og læsere mærke. Det virker simpelthen, siger forsker i finansiering på CBS, Jesper Rangvid, som er blevet flittigt citeret i medierne de seneste år.
5. Sig fra
Hvis journalister vil have dig til at udtale dig om problemstillinger eller sager, der ligger uden for dit kerneområde og det, du vil kendes for at vide noget om, bør du sige nej til at udtale dig.
– Jo mere journalisterne bruger de samme kilder igen og igen og bruger dem på kanten af deres faglighed, jo mere udvander det de kilder, siger Charlotte Wien.
Derfor er det afgørende som kilde at kunne sige fra over for at udtale sig om emner, der ligger for meget på grænsen af ens faglighed, vurderer hun.
– Ellers kan man ende på udskiftningsbænken, fordi der opstår en uskreven regel om, at nu har man været lige lovlig meget på.
6. Henvis til andre, som ved mere
Hvis journalister henvender sig for få dig til at levere kommentarer til emner, der falder uden for dit kerneområde, bør du henvise dem til andre, der ved mere på området. Har du navn og kontaktoplysninger på en konkret kilde, kan du hjælpe journalisten videre ved at give ham eller hende oplysningerne. De vil føle det som en hjælp, da de er interesserede i at bruge en bred vifte af kilder.
– Vær ikke bange for at gå i glemmebogen, fordi du siger til journalisten, at det her falder uden for dit stofområde. Han skal nok ringe igen en anden gang, siger Martin Aagaard, redaktør på Politiken.