Det er blevet for let at smide et filter på et foto og sende det af sted på de sociale medier, mener freelancefotograf og underviser i fotografisk storytelling Poul Madsen. Synd. For det stærke billede er guld i en tid, hvor der er rift om opmærksomheden. Det handler om at overraske, at dyrke detaljen, om plots og storytelling. Det kræver brud med klassiske regler for journalistikken, og at du er parat til at give noget af dig selv.
Freelancegruppen.dk, juni 2015
Af Anne Anthon Andersen
Hvad er de tre vigtigste råd, du giver dine studerende, når du underviser i storytelling på sociale medier?
1. At åbne stærkt. Det handler om at åbne med et foto, video, lyd eller tekst, der vækker en nysgerrighed hos følgeren. Nye mediebrugere har meget lidt tålmodighed. For bare fem år siden talte vi om, at man skulle fange publikum inden for 30 sekunder. Nu har vi nærmere 10 sekunder.
Den virkningsfulde åbning afhænger af historien og mediet. Det kan fx være et citat eller et billede, der ikke er så let at afkode – fx ved at være taget fra en overraskende vinkel, et super close-up eller makroperspektiv. Det bliver en detalje, som trækker publikum ind i fortællingen –han eller hun skal tænke: hvad sker der så? Det kan også være en lyd, som er vanskelig at placere og afkode.
2. At have overraskelser parat. Tænk i tilbageholdelse af information, i cliffhangers og plots. Også selv om det er en kort tekst i en posts. Vend nyhedstrekanten på hovedet og tænk i, hvordan du holder din modtagers opmærksomhed stangen hele vejen igennem ved at skabe en rød tråd.
3. At kondensere og komprimere fortællingen. Skær helt ind til benet. Det er vanskeligt at plotte så godt, at du kan holde folk fanget i længere end et par minutter. Det er vigtigere at have noget kort og stærkt end langt og løst. Spørg hele tiden: hvad er argumentet for at læse videre?
Hvorfor er det vigtigt at kommunikere ved hjælp af billeder?
Internettet er et ekstremt visuelt medie. Et godt billede fanger lettere opmærksomhed end tekst. Det fungerer ofte som et interessefangende element, som får følgerne til at læse teksten.
Hvilke råd har du til dem af os, der ikke er professionelle fotografer?
Et af problemerne ved fx Instagram er, at det er blevet lidt for let bare at tage et billede og smide et filter på. Det kan let blive for tomt og indholdsløst. Det handler først og fremmest om at bruge kameraet på en mere utraditionel måde. Forsøg dig med at skifte vinkel. Det er den største udfordring for amatørfotografer. Tænk mere kreativt. Hvad hvis du tog billedet helt nede på jorden og fangede motivet eller situationen derfra? Hvordan kan du bryde ud af boksen og anskue situationen på en helt anden måde, end vi er vant til at se den på?
Hvordan skaber man den stærke storytelling på de sociale medier?
Hvis man skal have succes med det, skal man have en form for strategi. Både i forhold til tidspunktet man poster på, målgruppe og værdier. Man er nødt til at sætte dig ind i fx Facebooks algoritmer. Det er mange gange den omvendte skabelon, man arbejder ud fra som nyhedsjournalist. Man er nødt til at zoome ud og forsøge at se sine posts fra fugleperspektiv – forsøge at skabe sammenhæng i sine post, poste med samme frekvens. Man får et stærkere produkt ved at have en plan for narrativet i den række af posts, man vil udgive over fx den kommende måned.
Det handler også om at skabe et community – et fællesskab af følgere i sin fortælling, hvor man selv bliver en karakter, som interagere med følgerne i fællesskabet og indgår i en løbende debat om konkrete værdier.
Hvad er det billeder og videoer kan tilføje et brand på sociale medier?
Det handler om at skabe gennemsigtighed og ærlighed, om at skabe en autentisk fortælling med nærvær. Der kan reklamebranchen lærer af journalistikken. Når god storytelling virker for mig, handler det om billeder, der har en universel fortælling – et budskab som kan give folk en følelse af genkendelse – de skal kunne spejle sig i fortællingen og det, du giver af dig selv. Det handler om at finde ind til værdier, som mange måske føler er ved at gå tabt. Vi sidder mere og mere foran skærmen. Det får os til i højere grad at søge tilbage til en følelse af fællesskab og værdier at være fælles om – vi har brug for at spejle os i hinanden som mennesker. Det kan de sociale medier tilbyde os. Og vi kan endda få følelsen fra netop bag hver vores skærm. I stedet for at gå ind og drikke den kop kaffe med naboen.
Hvilke faldgrupper er der?
Der er en risiko for, at det jeg uploader kan blive misbrugt. Du overgiver dine rettigheder. Fx som fotograf. Pas på at billedet ikke bliver for let og ligegyldigt. Det skal kunne mærkes. Først da får det værdi. Ellers drukner det.