Stadig mere forskning viser, at naturen helbreder og forebygger, har en positiv effekt på angst, stress og depression og i det hele taget gør os gladere. At dyrke naturen kræver ikke nødvendigvis en større køkkenhave. Det er let at forspire egne afgrøder. Men det er ved at være nu, du skal i gang.

Af Anne Anthon Andersen,

april 2016

Jeg stikker spaden igennem den fedtede muld, stiller mig på bladet og sender den så dybt, jeg kan komme. Placerer næste stik i forlængelse af det første. Sådan fortsætter jeg. Stiller spaden fra mig og bakser det meterlange armeringsjern op på kanten og ned i rillen, jeg har gravet. Fylder op med jord, mens kirkeklokkerne ringer til gudstjeneste fra den anden side af engen.

Søndag i april.

Jeg stopper mit foretagende, dvæler ved øjeblikket og fyldes af følelsen, omtrent som når Anne Linnet lægger stemme til. Af at tiden står stille. På en søndag morgen i april, mens jeg vågner med dagen og havearbejdet. Den ro der trænger ind i sindet, vandspejlet der står så stille nede på engen, mens jeg gør køkkenhaven klar til de ærter på friland, der om et par måneder vil klatre og sno sig ind og ud af felterne og dekorere det gamle rustne armeringsjern. Tanker om alle de hvide blomster, der bliver.

Armeringsjern er oplagte at bruge som en art afgrødernes klatrevæg. Særligt ærter og stangbønner vil gerne have noget at vokse op ad. Det spiller ingen rolle, om armeringsjernet er en smule rustent. Så det er let at klunse fra et byggeprojekt og er oplagt at bruge som klatrestativ op ad murværket i den mindre altanhave.

Fordi naturen helbreder

Jeg har været så heldig at klunse mine hos en nabo. Så slap han for at fragte det til genbrugsstationen. Og jeg for at køre og købe. Sådan giver bytte- og deleøkonomien så god mening i både fællesskabets og bæredygtighedens navn her i vores lille landsbysamfund. De anden dag fik vi en hel spand jordskokker fra en anden nabo, som af og til får æg fra os den modsatte vej.

I sidste uge besøgte jeg en klog ung kvinde. Hun er draget af naturen som jeg selv. Jeg besøgte hende på Skovskolen i nordsjællandske Nødebo, hvor jeg interviewede hende til en artikel, jeg er ved at skrive. Den handler om, hvordan naturen kan hjælpe os, og om hvordan hun som Have- og Parkingeniør har en mission om at ville give mennesker mere af den natur, hun selv er så afhængig af. Hun gjorde sig mange kloge betragtninger om naturen. Om hvordan den renser hendes sind. Og om hvordan hun ønsker, at den skal berige mange andres. Vi snakkede om vigtigheden at træer i byen, hvordan man sikrer dem de bedste betingelser, om den dybe ro, det giver at omgive sig med natur, om ældgamle bøgetræer og træernes fascinerende evne til at overleve og helbrede sig selv.

Stadig mere forskning viser, at naturen helbreder, ikke bare sig selv, men også os mennesker. Ligesom ophold i naturen er med til at forebygge en række sygdomme, har en positiv effekt på angst, stress og depression og i det hele taget gør os gladere. Jeg mærker det tydeligt. Der er intet, der kan berolige mit rastløse pendul af et sind mere effektivt end at vandre ud af markvejen, betragte trætoppene med stjernehimlen som bagtæppe som det sidste, før jeg går til ro om aftenen. Det at gå ud gennem landskabet, mærke aftenluften om anklerne. Betragte mørket som langsomt lægger sig over markerne til hestenes langsomme tyggen græs i skumringen. At starte dagen, hvor gårsdagen sluttede. Uden døre. Den endnu kølige morgenluft, mirabellen som lyser hvidt fra græsoverdrevet langs markvejen. Forårets ætsende lys spredt ud over landet. Her står alt åbent, rent.

Du bliver afhængig

Jeg har så meget at takke naturen omkring os for. Udsigten, oplevelserne, høsten, glæden, roen. Jeg kunne blive ved. Denne dybe lykkefølelse giver mig lyst til at give naturen opmærksomhed, og at dele denne opmærksomhed med mine drenge. Derfor er de med til at stikke frø i jorden, til at plante træer og vande. Nu er det endelig tid til for alvor at forspire. Kirsebærtomater, chili, porer og græskar er allerede i gang i vindueskarmene. Det er så fascinerende, hvor lidt der i virkeligheden skal til for at dyrke sine egne grøntsager. Lidt pottemuld, et lille frø, en plastikpotte, æggebakke eller anden potteløsning og en vindueskarm med sol. En håndfuld uger senere er en fin lille spirer vokset sig stor nok til at blive plantet om og komme på friland uden for. Og du behøver ikke en egentlig køkkenhave. En lille sydvendt altan og en større plastikspand er nok, hvis du bor i lejlighed i byen. Selv dyrkede jeg tomater helt ind i oktober på vores altan på 4. sal, da vi boede i byen. Så har du mod på det, er det bare om at komme i gang. Mit bedste bud er, at du bliver afhængig af at kunne høste dine egne lækre sager – og se dem gro.

Min mand Mads og jeg bruger som rigtigt mange andre virkelig mange arbejdstimer bag skærmen og inden døre i selskab med abstrakte problemstillinger, udregninger og akademia. Når vi logger af, trækker naturen i os som modvægt. De praktiske gøremål og den klarhed, som det mere konkrete arbejde med frembringelserne uden døre. Nu strækker lyset sig efterhånden så langt ind i aftenen, at vi når i haven, når drengene er puttet til et par timers haveterapeutisk afvikling af dagens abstraktioner på kontoret og alle de obligatoriske familieforpligtelser. Når hverdagen kører på de høje nagler, er det helt overvældende, så stor healende kraft en tur i haven kan have.

Selv ude i de mørkeste afkroge af mig selv, selv efter blålige nætter trænger alt det grønne ind. Og nu kommer lyset, snart varmen også. Hver dag betragter jeg knopperne på vores kæmpe bøge. Det er lige om lidt, de åbner sig. Lige om lidt.