Årstiderne er vigtige for mennesket, fordi de minder os om, at vi er en del af et kredsløb, der er langt større end os selv. Her i Æblehuset har årstiderne fået større indflydelse end nogensinde før. På godt og ondt. Det kræver tålmodig omstilling at underlægge sig naturen. Men det sætter os også fri. For giver man den plads, giver naturen så uendeligt meget igen.

 

Marts 2016,

Af Anne Anthon Andersen

Der er stadig morgener, hvor is må skrabes af bilruderne, brændeovnen fodres før ungerne. Hvor rimfrosten rasler fra grene, som giver sig. Men denne uge varslede for alvor overgang.

Vi vågnede til fuglestemmer og orange morgensol over markerne. Lavt lys gennem mælkehvid morgendis. Kun kirketaget brød op gennem den tætte hvide dyne over engen, som jeg en af dagene løb min obligatoriske morgentur langs læbæltet nede ved hestene, ad markvejen ned mod vandløbet, hvor okserne snart bliver lukket på græs. En måneds tid eller to går der vel, før de ankommer for at græsse, helt indtil efteråret kommer. Hestene på nabomarken ligeså.

Derfor skaber naturen ro

Årstidernes særlige måde at ramme livet ind på. Det er endnu en gave, som livet her i Æblehuset har givet os. For et par uger siden interviewede jeg ph.d. og forsker i terapihavers effekt på mennesker Ulrik Sidenius ved Københavns Universitet til en artikel om, hvordan naturen påvirker og hjælper os mennesker. Et blik på naturen er et for mennesket afgørende blik på livets gang.

”Årstidernes skiften og naturens cyklusser er vigtige for os, fordi de minder os om, at vi er en del af et kredsløb, der er større end os selv”, forklarede han blandt andet som en del af svaret på, hvorfor man kan opleve det som en seriøs mangel, når de pludselig ikke er der, årstiderne. Om hvordan man kan finde ro og rytme i deres måde at sætte dagsordenen på. Da vi boede i Californien for en tid, blev det for alvor tydeligt for mig, hvor stor betydning de har for mig, årstiderne. Høj sol og sommer var skønt. Men klimaets stort set konstante vejrlig skabte et underligt diffust forhold til tiden. Den forankring som årstiderne skaber med deres krav til omstilling, at indrette sig på naturens betingelser – det at der er en tid for strand og en tid for stearinlys og striktrøjer, plaider og ild i pejsen. Det at der er noget større end dig, der udstikker rammer. Naturens rytmiske genkendelighed. Den er der for mig, og ifølge Ulrik Sidenius noget almenmenneskeligt tryghedsskabende i.

Afgrødernes tid

Her i Æblehuset får årstiderne i endnu højere grad lov til at ramme vores liv ind. Med selvforsyningen følger et naturligt fokus på tidspunkter og cyklusser. Vi ved, at hønsene velsigner os med friske æg fra februar, at marts står på kultivering af jord, klargøring af bede og forspiring i et hav af krukker, og at det sidst i maj er tid til at flytte de forspirede tomatplanter ud på friland. At vi kan begynde at høste de første salathoveder og gulerødder i juni. At solbærbusken bugner i juli, og at i hvert fald en weekend i september er øremærket mosteriet, når vi skal moste litervis af gylden æblemost. At efterårsmånederne der kommer efter er tiden for at fylde på glas og sætte på hylder i fadeburet. At sylte bær og henkoge de sidste tomater, der kun nåede at blive grønne.

Når muld er guld

Kalenderen skriver marts, og i denne weekenden stod den på forberedelse. Sidste års dyrkning og høst har lært os, hvad det betyder at kultivere vores jorde og at sikre køkkenhaven rigeligt sol. Derfor bestod forarbejdet til optimering af køkkenhaven mod mere selvforsyning i træfældning allerede i september. I denne weekend var forårsklargøring nummer et at vende jorden i vores højbede, så den bliver iltet og tilpas luftig. Som hovedregel skal tung lerjord løftes og løsnet i to spadestiks dybde, mens almindelig muldjord blot skal vendes let. Er jorden for tung, kan man med fordel tilføre lidt grus. I år skal vi ramme den perfekt muldede jordkrumme. Det har August og jeg lovet hinanden. Allerede sidste år, da han var bare tre år, var han dybt optaget af at så og dyrke jorden. I år er han også en stor hjælp i det forberedende gravearbejde. Hans opgave var at gå jorden igennem for sten og grave godt i dybden, hvor jeg havde løsnet jorden med greben.

Mads og Morgan tog sig af vores nye stykke land – hjørnet hvor vi sidste år havde træer og buske. De godt 50 kvadratmeter skal renses for sten, ukrudt og rester af rødder. Rives og jævnes og gøres klar til såning. Fældningen skænkede os, ud over den ekstra jord, en glædelig overraskelse. Under en klynge buske og en jordhøj, dukkede en gammel gemt vinkælder frem. Den har vi her i weekenden gravet fri. 2,5 meter stikker den i dybden som en gave i bæredygtighedens navn.

Plads til hjemmebryg

Den nye kælder kommer til at spille en afgørende rolle i projekt selvforsyning. For det kræver kølig opbevaringsplads – og meget af den – at opbevare de afgrøder, som skal række langt ind i efteråret, syltede såvel som friske. Med jorden som køleelement kræver den oven i købet ingen energi at holde kølig. Og så har vi netop besluttet at udvide produktionen med hjemmelavet ølbrygning. Så mellem æbler, most, rodfrugter, græskar, kartofler og syltede pærer, bær og blommer skal også blive plads til en række selvkapslede flasker.

Der er masser af forberedelser, benarbejde, planlægning og tålmodig venten, før vi skal høste frugter og dråber af det alt sammen. Jeg glæder mig til det hele. Det er ufatteligt, så meget naturen giver os, når vi passer på den, giver den opmærksomhed og tid.