De bliver bredt eksponeret. Journalisterne ringer ivrigt og lader dem udtale sig om stort set hvad som helst. Men hvad kræver det at blive en populær kilde i pressen – en såkaldt mediedarling? Det kræver hårdt arbejde, personlighed og held, vurderer forskere. Og er man ikke omhyggelig med rollen, ryger man hurtigt af medietoget igen, lyder det fra en mediedarling, en medieforsker og en redaktør på Politiken.

Kommunikationen.dk, august 2013
Af Anne Anthon Andersen

De tæller blandt andre navne som Joan Ørting, Steen Bocian og Arne Astrup. De er kendt for deres massive tilstedeværelse som kilder i medierne. Og mens professionelle kommunikationsfolk kører de helt store pressestrategier i stilling for at trænge igennem, tager de tilsyneladende bare telefonen, når den ringer. Men hvordan havner de såkaldte mediedarlings så solidt placeret i mediernes rampelys?
“Meget beror på tilfælde og en stor del netværk. Få af dem er kommet sovende til det. Dels kræver det en del minglen rundt til receptioner og snakke med de rigtige folk. Og så skal den sidde i skabet, når kameraet ruller. Man kan ikke sætte sig på sit kontor og planlægge, at nu vil jeg være mediedarling”, siger lektor ved institut for Journalistik på Syddansk Universitet Charlotte Wien, der har forsket i eksperter og andre kilders optræden i medierne.
Man kan ikke sætte sig på sit kontor og planlægge, at nu vil jeg være mediedarling
På den måde er det ikke kun båret af flid og dygtighed, men også en god portion held og et spørgsmål om, om man rammer ned i en trend, der er det optimale afsæt for, at journalisterne får øjnene op for en, lyder hendes vurdering.

Hold fast i fokus
Jesper Rangvid, forsker i finansiering på CBS, er en af dem, der har mærket mediernes massive efterspørgsel. Da finanskrisen for alvor tog fart tilbage i 2008 til 2011, blev journalisterne over en bred kam hurtigt glade for hans måde at sige tingene på.
“Jeg tror, at de oplevede, at jeg kunne levere citater om økonomi og især finanskrisen, som både hr. og fru Hansen og politiske beslutningstagere kunne forstå. Pludselig blev jeg også spurgt til alt muligt andet end mit kerneområde, såsom efterlønsordninger og skattereformer”, siger Jesper Rangvid.
Pludselig blev jeg også spurgt til alt muligt andet end mit kerneområde
Egentlig er han overbevist om, at det i første omgang var tilfældigt, at det lige var ham, journalisten fandt på kildelisten over CBS forskere. Derfor havde han heller ikke gjort sig de store overvejelser om sin fremtidige profil som mediedarling. Men det bør man gøre, når man for alvor træder ud i medielandskabet, lyder rådet fra Jesper Rangvid, som i dag forsøger at begrænse sin optræden i medierne, fordi den simpelthen greb om sig – tog for meget tid fra forskning og kom til at handle om alt for meget forskelligt.
“Det handler om at bevare fokus på sit eget område. Min oplevelse er, at man skal være rigtigt god til at sige nej til at udtale sig, hvis det er en område, man ikke ved nok om. Når ekspertkilder udtaler sig om noget, ens mor kunne have sagt, er det svært at blive ved med at fremstå som den seriøse ekspert”, siger Jesper Rangvid.

Sat på bænken
Det er netop, hvad der sker, når redaktionerne dømmer udskiftning. Og det gør de engang imellem, når bestemte kilder har været for meget på.
“Jo mere journalisterne bruger de samme igen og igen og bruger dem på kanten af deres faglighed, jo mere udvander det kilden”, siger Charlotte Wien.
Derfor er det vigtigt som kilde at sige fra overfor at udtale sig om emner, der ligger for meget på grænsen af ens faglighed, vurderer hun.
“Ellers kan man ende på udskiftningsbænken, fordi der opstår en uskreven regel om, at nu har man været lige lovlig meget på”.
Der opstår en uskreven regel om, at nu har man været lige lovlig meget på
Den oplevelse kan redaktør på Politiken, Martin Aagaard godt genkende. Som avisens faste mand på EU-stoffet i Bruxelles har han i flere år været vant til netop at tænke i, hvordan han bedst brugte det begrænsede antal kilder, der formår at oversætte EU-stoffet til en dansk kontekst og afveje, at en kilde ikke bliver overbrugt. Det sker, at kilder bliver lagt på køl for en tid.
“Det er da noget, vi ofte snakker om på redaktionen. Kan vi ikke gøre noget for at finde en anden til at udtale sig om det her?”, forklarer Martin Aagaard.

“Der er kun få danske EU-eksperter, der følger så meget med i dagsordenen i Bruxelles, at de kan og vil udtale sig fra dag til dag om komplicerede sager. Marlene Wind er en af de få. Derfor blev hun på et tidspunkt overbrugt, fordi alle ringede til hende. Når en kilde bliver brugt for meget til et emne, forsvinder vigtige nuancer, fordi kilderne også har deres egne mærkesager og kæpheste. Artiklerne bliver mere interessante, når journalisten bruger en større variation af kilder, der har forskellige syn på sagen”, siger han.
“Hvis man skal sætte sig lidt op på den høje hest, er vi jo som journalister enige om, at vi er nødt til at repræsentere et bredt udsnit af kilder. En redaktør noterer sig, at nu har vi brugt ham eller hende lige vel meget. Så må vi lige lede lidt grundigere for at finde en anden”.

Fristende at høste opmærksomhed
Ifølge Charlotte Wien skal også kilderne selv blive bedre til at sige nej.

- Mange er for dårlige til at sige fra, fordi det er alt for fristende at høste medieopmærksomheden, siger hun.
Martin Aagaard oplever da også, at det kan være svært for kilderne at administrere at blive på deres eget fagområde, når journalisterne henvender sig. Hans råd til kilder, der vil undgå at blive lagt på køl, fordi de simpelthen er blevet brugt for meget, er at sende bolden videre.
Noget af det bedste, man som kilde kan gøre, er at henvise til en kollega på området
– Noget af det bedste, man som kilde kan gøre, er at henvise til en kollega på området. Meget gerne med et andet synspunkt. På den måde er man med til at sikre, at flere kilder bliver hørt og kan samtidig undgå at blive slidt som kilde, siger han.
“Vi skal nok ringe igen”
Og man skal ikke være bange for, at det afholder journalisten fra at ringe en anden gang, mener han.
– Journalisterne skal nok ringe igen. Man skal endelig ikke tøve med at sige; jeg står over i dag, men ring igen en anden gang, siger Martin Aagaard, der er enig i, at der ofte opstår situationer, hvor kilder bør sige fra, når de bliver spurgt på grænsen af, hvad de er kvalificeret til.
Det var præcis, hvad Jesper Rangvid oplevede, da han for alvor havde fået et navn som ekspert i medierne.
“Jeg blev simpelthen nødt til at stoppe op og lave nogle aftaler med mig selv. Én ting er at komme bredt ud i medierne. En anden er at udtale sig om det, der er ens specifikke område. Hvis man vil være seriøs ekspert på sit område, synes jeg ikke, at man bør udtale sig om alt. Der kommer et tidspunkt, hvor kæden knækker”, siger han.