At være nær, være på, være fader og modermøtrik i familieforetagendet kræver, at vi af og til logger ud. Stikker af og smager eskapismens sødme. Suger solenergi og inhalerer den rene frie fjeldluft i dybe drag. Vores vinterferie var på mange måder en bouillonterning af de udfordringer og glæder, der er grundelementer i projekt bæredygtig familie. Udmattende og fuld af forvirrende lykke.
februar 2016,
Af Anne Anthon Andersen
Vi ved det godt, allerede da vi bestiller rejsen. At der er forventninger og virkelighed. Og at de to størrelser oftest er forskellige fra hinanden. Selvfølgelig gør vi det. Der er skiferier, som vi kender dem, fra før vi blev en familie. Dengang var vi altid på ski. Ferier omgivet af sne og bjerge. Fart, forkælelse og forelskelse var en obligatorisk del af februar. Kærestetid. At mærke luften under skiene i hop mellem niveauforskelle på pisten, køre om kap mod bunden, at bygge en snestol og holde i hånden der et sted midt i ingenting, tosomhed, frihed.
I ÅR ER DET FEM ÅR SIDEN, vi sidst var af sted. Det var, mens August tog form i min mave. Vi tog til norske Fefor. For første gang mod nord, for første gang på langren sammen. Vi vidste, at skiferierne snart blev ganske anderledes for en årerække, at vi ikke ville kunne fortsætte vores individualistiske parløb som pisternes fartdjævle, men glædede os samtidig til at have børnene med på en måde, som også de kunne være en del af. At dele det under, det er at stå på ski, omgivet af bjerge, fjelde og sne. Den berusende oplevelse af at være højt hævet over hverdagen og verden og at opleve det alt sammen set med deres øjne. At møde alt det ellers så velkendte på ny, som kun samværet med børn, man er tæt på, tillader det.
Nu skulle det være. Så vi pakkede bilen, kørte på Oslofærgen for at drage videre mod smukke Fefor. Det knap hundrede år gamle højfjeldshotel med udsigt over Feforvandet en times kørsel nord for Lillehammer. Vi havde snakket meget om skiløb. Om udsigten, hotellets pool med udsigt over frossent vand, solnedgang og eftermiddage med kage, kakao, brætspil pejsestuelykke. Forventningerne var høje – også i børnehøjde.
SOM VI KØRTE GENNEM ALT DET PUDDERHVIDE, langstrakte søer bredte sig ud under os til højre, frosne under et tæppe af sne, drengene sovende på bagsædet, var alt ved det gamle. Samme stilhed og den følelse kun tavse trætoppe kaster af sig, mens vi lagde Oslo bag os.
Der er noget rensende ved at køre igennem det norske vinterlandskab. Skråninger beklædt af mørke graner der bliver ved.
August der vågner på bagsædet. Gnider sig i øjnene og udbryder: ”sne!” Betragter de stejle klippevægge der rejser sig fra vejkanten, frosne vandløb, lange istapper i lag. ”Se!” ”Det ligner vandfald” ”Hvad er det?” En boblen i brystet ved at mærke begejstringen i ham. Skyerne sejlede lavt og let, ned mellem bjergsider, hen over isen, gennemsigtige. En kalden på stilhed. Også sjælens. Det meditative over bjergkædernes bagtæppe. Sne der fyger.
Så sol. Høj og klar. Alt står skarpere, renere frem.
Alt bliver lys.
Så storm og virvlende sne, udviskede konturer. Det er, som trykker himlen sig mod jorden.
Alt bliver hvidt.
På den måde bliver naturen i Norge så tydeligt et spejl af sindet. For mig er det ret rammende, indrammende for, hvordan det er at være familie på ferie. Familie på fuldtid på jagt efter indfrielse af individuelle såvel som fælles drømme og ønsker. Det som ferie handler om.
Der er brødrekærlighedskram en masse og kælketure, spontan tak for mad og bæren tallerkner ud af bordet til tjenerne, som falder i svime, den totale udmattelse klokken lige efter aftensmad og dreng der nægter at sove i et skab af indvendig kahyt på en vippende Oslofærge. Klaustrofobi af højeste kaliber.
Vi trækker hver vores pulk, hver vores dreng på turen om Feforvandet. På fjerdedagen må vi tilbagelægge nogle kilometers løjper, så vi kan vende tilbage til hotellet med kroppene fulde af skiløb. Det er stærkt udfordrende ikke blot at kunne give los og løbe solen ned.
DET ENE ØJEBLIK KÆMPER TANKERNE mod et altoverskyggende øredøvende: Hvorfor?!! som gennemborer skønheden, mens stilheden over søen brister af vores yngste halvandetårige Morgans gennemborende skrig fra pulken bag mig. Vi er på fjerdedagen og på vej rundt om Feforvandet på en god 10 kilometers strækning med en dreng hver i pulk bag os, trækkende som stædige slædehunde i heftigt håb om, at de før eller siden overgiver sig til søvnen. Vi vil have en dag sammen med ski under fødderne og skiløb i kroppene, når dagen går på hæld.
Det andet øjeblik flyder alt over af lykke der på løjpen med August foran mig stavrende af sted i sporet på ski for allerførste gang, mens solen glimter i nyfalden sne. Selv 10 meters stigning i sildeben med August mellem benene, ski der krydser og adskillige styrt er en fryd. ”V”, ”v”, ”v”. ”V”, ”v”, ”v”, siger vi i kor igen og igen på vej mod toppen.
“Mor! Jeg har det; vi finder på noget, der starter med v”, siger August.
”Hvad med Vilde Venner?”, foreslår drengen Gudhjælpemig, mens vi okser af sted op af fjeldet.
Eller ”vilje”, tænker jeg ved mig selv, mens jeg stemmer i vores tostemmige ”Vilde Venner”, videre op.
OG DET ER VEL LIGE PRÆCIS DET, DER ER MENINGEN med det alt sammen og svaret på det indtrængende HVORFOR?, som rejser sig mellem os og skriger os ind i ansigtet så stejlt og køligt og nøgent som klippevægge adskillige gange undervejs på denne rejse i ferie- forventninger og frustrationernes brogede land.
VILJE! Og ligeså stålsat er svaret – denne vores vilje og insisteren på at udleve drømmene – også selv om de er mere krævende, og ændrede, nu hvor vi er blevet en familie. Vi vil leve det liv, vi drømmer om. Og vi vil vise vores børn, at realisering af drømme kræver vilje.
Det var med sitrende bevægelser, jeg for første gang spændte skistøvlerne på August fødder. Hjalp ham med at klikke i bindingerne. Et par sekunder stod spændingen mellem os intakt, før en mur af skrål og skrig brød illusionen om den romantiske fuldt ud lykkelige første gang på ski.
Dagen efter ramte stemningsskiftet lige så brat efter bare et par hundrede meter i sporene og adskillige styrt.
”Jeg anede ikke, at det var SÅ dejligt at stå på ski!”, sang August med en blanding af overraskelse, stolthed og lykke i stemmen.
Sejr. Og det her var en af dem, der ramte rent i det punkt af lykke, jeg fornemmer er pejlemærket i vores bestræbelser på at leve det bæredygtige familieliv. Lige her på løjpen fandt vi alle sporene i drømmen, som vi deler. Drømmen om det bæredygtige familieliv. I Æblehuset, på højfjeldet og alle andre steder derude i verden.
God vinterferie til alle, der er så heldige at have den i udsigt.
Anne