Naturen dæmper stress og beroliger sindet. Men hvor stærkt påvirker naturen børn og unges koncentration og evne til at lære? Og kan natur være et supplement til medicinering af børn med ADHD?
Hjerneforsker Matt P. Stevenson vil finde svaret.

Natur&Mijø marts 2018
Af Anne Anthon Andersen

Som barn legede han på klippevægge, for vild i Nebraskas bomuldsskove opslugt af de idéer og indskydelser, der fulgte med vinden i ansigtet og årstidens dufte. ”Skovene var mit rithalin. Naturen beroligede mig, hjalp mig til at fokusere og gjorde mig begejstret”, skriver den amerikanske forfatter, journalist og naturforkæmper Richard Louv i bogen Last Child in the Woods. Bogen problematiserer det faktum, at børn opholder sig stadigt mindre i naturen. Som en 4. klasses elev i San Diego ærligt formulerer det i bogen: ”Jeg vil helst lege indenfor, for det er der, alle stikkontakterne er”.

Teknologi og travlhed stjæler naturoplevelser fra nutidens børn, og det er fatalt, argumenterer Richard Louv. For studier viser, at naturen med stor sandsynlighed reducerer symptomer på ADHD og styrker børns koncentration og modstandsdygtighed overfor stress og depression, skriver han i bogen, der er udgivet i 17 lande og har skabt fundament for en international bevægelse, der vil give børn og familier mere natur.

Teknologitrætte hjerner
Selvfølgelig påvirker naturen børn positivt, tænkte newzealandske Matt P. Stevenson, da han pløjede sig igennem Richard Louvs bestseller tilbage i 2011. Han var lige kommet til Danmark med en mastergrad i psykologi fra University of Otago i New Zealand og speciale i hjerneprocesser hos børn med ADHD. Nu overvejede han at lave et større studie, der skulle kortlægge, hvordan naturen kan styrke børns opmærksomhed, hukommelse og indlæring.

”Vi er stadig langt fra videnskabeligt at forstå, hvordan vi kan bruge naturen i arbejdet med børns sundhed og evne til at lære”, forklarer han om, hvorfor han satte sig for at gøre netop det; sammensætte et studie med både medicinske data og opmærksomhedstests for at undersøge, hvordan naturen kan hjælpe børn til at lære.
”Børn leger mindre udendørs end tidligere generationer. Samtidig skal børns hjerner arbejde hårdere end nogensinde før med al den teknologi og information, de er udsat for,” forklarer han.
Derfor består de Ph.D.-studier, han udfører ved Københavns Universitet og Skovskolen i Nødebo, både af tests af børn med og uden ADHD og deres evne til at koncentrere sig og lære efter gåture i henholdsvis by og natur.

Natur mindsker facitpres
Da biologilærer Charlotte Vestergaard hørte Matt P. Stevenson fortælle om sin forskning i radioen, ringede hun straks og meldte sine biologihold på Næstved Friskole til at deltage som forsøgspersoner. I mere end ti år har hun lavet udeskoleprojekter med skolens elever.
”Jeg mærker tydeligt, hvordan naturen påvirker børnene. De bliver gladere, mere nysgerrige efter at lære og slipper det pres om facit, som ellers kan tynge. I naturen bliver det hele mere sanseligt”, forklarer Charlotte Vestergaard, som håber, at projektet skaber viden og fakta, der kan understøtte argumenterne for at rykke undervisningen ud i naturen.

I caféen på Næstved Ungdomsskole, som ligger i centrum af Næstved by, sidder eleverne klar og lytter til Charlotte Vestergaards instrukser til dagens tests. Matt P. Stevenson rækker hende en liste med navne på de børn, der skal testes. Kasper er den første, der ifører sig briller, der skal kortlægge hans øjenbevægelser på en tur gennem byen.
Netop forskellen på hvordan børn reagerer på ophold i byrum og natur er centralt for forskningsprojektet. Tidligere forskning viser, at de sanseindtryk, der møder os i byen, sætter kroppen i beredskab og gør det vanskeligere at fokusere og finde dyb koncentration, mens naturoplevelser beroliger sanserne og styrker evnen til fordybelse.

Men der findes endnu kun få studier, der undersøger, hvordan by og natur påvirker børns opmærksomhed, koncentration og evne til at lære. Matt P. Stevenson går endnu videre og sammenligner naturens påvirkning af børn med og uden ADHD.
”Så sidder brillerne. Nu skal vi bare ud og gå”, siger han og følger Kasper ned ad hovedgaden gennem morgentrafikken. En bil holder i tomgang. En anden accelererer og kører hurtigt frem, som de krydser vejen. Kaspers blik flakker mellem vejskilte, fortovskanter og butiksruder og søger hurtigt bagud, når biler gasser op eller passerer.

Gule fisk på hjernen
En del af undersøgelsens formål er at teste hypotesen om, at oplevelser i byens rum rammer opmærksomheden hårdt og stjæler den, mens naturens elementer virker blødere og beroliger sindet.
Tilbage på Ungdomsskolen sætter Matt P. Stevenson et hold elever i gang med hver deres kognitive test. Mellem bogreoler, mikrofonstativer, malerpensler og lyskæder, har han indrettet et lille kontrolrum til formålet. En pige spørger, hvorfor de skal lave testen.

”Det kan jeg ikke forklare nu”, svarer han. En del af pointen med forsøget er netop, at testpersonerne ved så lidt som muligt for ikke at påvirke resultaterne. Derfor interviewer han ikke børnene om deres oplevelser. Han tester alene deres evne til at koncentrere sig og reagere på spørgsmål før og efter en gåtur i byrum og natur. Og han måler deres øjenbevægelser undervejs.  Sidste uge var de på gåtur i naturen. I dag er det byrummet, men testen, de bliver udsat for, er den samme.

”Kan I huske sidste uges test?”, spørger han. ”Tag hænderne op på hovedet, så ingen skriver, mens jeg taler”, instruerer han, før end han siger en talrække, som børnene skal nedskrive. Talrækkerne bliver længere og længere og skal gøre børnene mentalt trætte, før den egentlige test, der går du på at klikke hurtigt og rigtigt på en række gule fisk, der toner frem på skærmen.

Da testen er færdig, går de en tur i byen, mens Matt P. Stevenson spørger dem, hvad de ser, hører, dufter og oplever.
”Solarium”, ”røg”, ”karry”. ”Benzin”, ”skilte”, ”cyklister”, lyder det, som børnegruppen vandrer gennem byen.
Efter gåturen bliver de endnu engang bedt om at følge med på hver deres computerskærm og klikke på de fisk, de får besked på at udpege.
”Husk at det både gælder om at svare hurtigt og rigtigt”, forklarer Matt P. Stevenson.

Naturen som medspiller
Naturvejleder Kristian Vittrup er ikke i tvivl om, at naturen hjælper børn og unge med ADHD til at lære. Hver torsdag underviser han en gruppe udskolingselever fra Hjørringskolen, som har ADHD og svært ved at koncentrere sig i det traditionelle klasserum. Sammen kører de ud til Tornby Klitplantage og vikingelandsbyen Yxengård, som de unge er med til at bygge uden hverken søm eller skruer. Alt er tappet og dyvlet og bygget af skovens træer. De er her hele dagen. Brygger kaffe overbål, kløver brænde, lægger tag på hytterne. Lerkliner vægge og pudser dem op.

”Al tømmer har elever selv fældet, slæbt ud af skoven og hugget til”, forklarer Kristian Vittrup.
I vikingelandsbyen har de også haft besøg af Matt P. Stevenson, som løbende tester elevernes evne til at koncentrere sig efter undervisning i klasserummet, og efter torsdagsundervinsingen i naturen.

For selv om de tager ADHD-medicin, har de stadig svært ved at tøjre opmærksomheden til et projekt ad gangen. Håbet er at skabe viden om, hvorvidt naturen kan være et gavnligt supplement til medicinering.
”I skoven er der et mærkbart andet konfliktniveau – en ro og fordybelse vi ikke oplever i den almindelige undervisning”, forklarer Kristian Vittrup.

I Yxengård lærer de at fælde træer og lade dem falde rigtigt, hugge tømmer og tænde bål i regnvejr. De lærer om vinkler, geometri og fysik, men med afsæt i konkrete opgaver i naturen, som gør det lettere for eleverne at forstå, hvad de kan bruge undervisningen til.
”Jeg blev engang stillet spørgsmålet: Kunne det ikke give børnene det samme, hvis du byggede legehuse med dem inde i en fabrikshal? Det sagde jeg nej til. Naturen er en kæmpe medspiller i at give dem ro. I naturen bliver de tvunget til at give sig hen og være i nuet. Her møder vi dem med noget, der fanger dem, fordi mennesket er genetisk forbundet med naturen, tror jeg”, siger Kristian Vittrup.

Håbet er medicin N
Selv er han lystfisker og jæger, vokset op i spejderbevægelsen og afhængig af naturens fravær af distraktion. At være ”offgridd”, som han formulerer det.
”Jeg er sikker på, at vi kommer et langt stykke af vejen med natur. Og jeg er sikker på, at hvis man får set lidt på, hvordan vi indretter læringen for ADHD-elever, så kan man reducere brugen af medicin ved hjælp af naturen”, siger Kristian Vittrup.

Han har mødt masser af elever med ADHD, som er blevet hjulpet af deres medicin.
Men ved at deltage i forskningsprojektet håber han, som Charlotte Vestergaard fra Næstved, at høste viden og argumenter, der kan slå en streg under det, han allerede med al sin erfaring ved: At naturen er en fundamental faktor i succesfuldt arbejde med børn, der har vanskeligt ved at lære ved at lytte til, hvad læreren siger fra tavlen bag katederet. For hvem det at sidde stille på en stol i sig selv er en nærmest umulig øvelse.

Umodne børnehjerner
Der er stadig et par måneder til, at Matt P. Stevenson kan gøre endeligt status på projektet til august, men med afsæt i delkonklusionerne undervejs, kan han allerede nu drage overordnede konklusioner.
Studiet af Friskoleeleverne i Næstved viser, at naturen har en klar effekt. Efter gåturene i naturen var eleverne tydeligt bedre til at fastholde koncentrationen og svare rigtigt i testen sammenlignet med efter gåturen i byen.
Men effekten er ikke den samme, som tidligere forskning har vist med voksne.

Forklaringen er, at børn og voksne bruger naturen meget forskelligt. Voksne søger ofte ud i naturen med et bevidst mål om at slappe af og hente energi i naturen. Den bevidsthed har børn ikke. Men jo større erfaring børn har med naturen, desto større sandsynlighed er der, for at naturen kan styrke deres koncentration og indlæring, vurderer Matt P. Stevenson: ”Det ser ud som om, at børn skal vænne sig til naturen, før de kan opnå genoprettende oplevelser i naturen”.

Til gengæld har studiet endnu ikke entydigt bekræftet, at naturen har effekt på ADHD-børns koncentration og indlæring. Men det betyder ikke nødvendigvis, at effekten ikke er der. For der er en række forklaringer, vurderer Matt P. Stevenson. Dels at de børn, han har testet i New Zealand som del af studiet, måske netop ikke har haft tilstrækkeligt kendskab til naturen. Dels at han ikke har testet nok børn.
”Det betyder ikke nødvendigvis, at der ikke er en effekt at finde. Men blot at min metode ikke har kunne finde den. Min metode har skabt viden om vigtige forhold, man skal tage hensyn til, når man undersøger naturens effekt på børn. Forældre, pædagoger og lærere ser hver dag effekter af naturen og tror på den. Men det er ikke nok til at overbevise psykiatere og det mentale sundhedssystem. De skal have evidensbaserede resultater”. Det stiller skrappe krav til metoden og øger risikoen for ikke at kunne dokumentere tilstrækkelig effekt, men det betyder også, at han kan bruge sine resultater, uanset om de bekræfter eller afviser hypotesen.
”Med små justeringer i metoden kan jeg lave mine kommende studier endnu stærkere”, forklarer han. Han vil bruge resultaterne til at forfine metoden og gennemføre flere og mere solide studier. Dem er der brug for, for mange har høje forventninger til hans forskning. Ikke alene de, der tror på, at naturen kan hjælpe børn med ADHD, men også de, som er kritiske overfor, om naturen nu også har effekt. Som han formulerer det:
”Det er så mange mennesker, der har interesser i at sælge medicinen”.
Men modstanden mod alternative behandlingsmetoder er ikke ny. Den ligner den modstand, man så, da man i 1950’erne begyndte at behandle ADHD med rithalin, forklarer han:
”Der var mange, der syntes, at det var helt åndsvagt, at en enkelte pille skulle kunne erstatte eller supplere psykiatriske kognitive behandlinger. Måske er det samme skepsis, vi ser i dag. Det er helt naturligt, at mange stiller kritiske spørgsmål til en ny alternativ form for behandling. Sådan er det også med naturens medicin”.