Fodboldspiller Magnus Kaastrup har OCD, ADD og angst. Han har lært at bruge sin psykiske følsomhed som en styrke, og på fodboldbanen har diagnoserne bragt ham langt. Men kun fordi han er blevet set og anerkendt for den, han er. Psykisk sårbarhed rummer store potentialer, hvis vi som samfund sikrer de rette betingelser, mener han.

Socialt Indblik oktober 2022
Af Anne Anthon Andersen

Fodboldspiller Magnus Kaastrup gik i 4. klasse, da han fandt ud af, at det, der fik ham til at tænke og føle så intenst, kunne forklares med kemi i hjernen. Som 10-årig blev han diagnosticeret med den særlige variation af ADHD kaldet ADD (såkaldt stille ADD), OCD (trang til at udføre uønskede tvangshandlinger) og angst.

Her fik han forklaringen på det, der altid havde ligget i bevidstheden. For energien, følsomheden, perfektionismen og dedikationen til en passion lå i familien. Han havde set, hvordan hans ældre søstre og brødre forsvandt ind i det, de brændte for. Og han havde oplevet, hvordan hans mor ligesom gik i et med lærred, pensler og de malerier, hun lavede, når hun havde fri fra pædagogjobbet på skolen. Magnus Kaastrup havde også flere gange været vidne til, at moderen aldrig blev tilfreds. Malerierne kunne altid blive bedre, og når energien slap op efter en lang periode i 7. gear, kunne udmattelsen og depressionens mørke indhente hende.

Det var netop hans mor, der tog initiativ til, at Magnus Kaastrup blev udredt. Hun så, hvordan han begyndte at lave ritualer, før han kunne falde til ro i sin seng om aftenen, hvordan han skulle snøre sine sko på en helt bestemt måde, sige en remse i sengen, før han lagde sig til at sove, og hvordan hans ting skulle ligge på bestemte pladser. Men hun havde også noteret sig, hvordan han kunne forsvinde fuldstændig opslugt ind i ting, han brændte for – hvordan der ligesom opstod en usynlig væg mellem ham og verden, når han gik i ét med fodboldtræningen hjemme i parcelhushaven i Aarhus-forstaden Virring. Hun genkendte symptomerne fra sig selv.

Man kan kalde det modigt, at Magnus Kaastrup som 18-årig – på kanten af gennembrud – på vej mod sin livsdrøm som professionel fodboldspiller i toppen, vovede at dele sine tre diagnoser med pressen i et interview med en journalist fra fodboldsitet bold.dk, som spredte sig til en række andre medier. At han turde at spille sin sårbarhed frem i en macho- konkurrenceverden, hvor det at kunne kontrollere sine følelser bliver set som en vigtig forudsætning for at nå til tops.

Men egentlig var det til at starte med helt tilfældigt, at det skete. For Magnus Kaastrup har altid været åben omkring sine diagnoser – så da journalisten spurgte, om han måtte skrive om det, var det ikke et spørgsmål, han behøvede at tænke nærmere over. Selvfølgelig ville han fortælle. For erkendelse og åbenhed er en nødvendig del af rejsen, hvis man vil skabe et godt og sundt liv med diagnoser, mener Magnus Kaastrup.

Diagnoserne (OCD, ADD og angst) gav ham udfordringer, han skulle lære at navigere i – men mindst lige så vigtigt blev de et bærende fundament for, at han i så tidlig en alder var nået så langt, som han var i sin fodboldkarriere. Fordi han i en tidlig alder lærte at stå ved sig selv og bruge energien målrettet passionen.

Hvis han accepterede diagnoserne og brugte dem rigtigt, kunne de få ham endnu længere. Og det hjalp ikke at skamme sig over dem og gemme dem væk – for de var alligevel tydelige for omverdenen – så hvorfor ikke sætte ord på – og vise andre, at psykisk sårbarhed ikke er noget, man skal skamme sig over?

Siden han for et par år siden talte offentligt om sine diagnoser, er han kun blevet endnu mere overbevist om, at sagen er større end ham selv. Han ønsker at inspirere andre. I fodbold og elitesportsverdenen – og i samfundet generelt.

”Da jeg forstod, hvad det var, jeg havde med mig og forsøgte at finde forbilleder indenfor sporten, jeg kunne spejle mig i, var det meget svært at finde nogle, der stod frem med det. Jeg vil vise andre psykisk sårbare, at der også kan være fordele, hvis de lærer sig selv at kende og tør være åbne om, hvad de har brug for, for at trives med deres diagnoser. Første skridt er at tale om det”.

Hvis vi taler åbent om psykiske diagnoser, anerkender dem og hjælper mennesker med psykiske diagnoser til at skabe de optimale rammer for at leve med dem, kan vi transformere mange af udfordringerne til styrker, mener Magnus Kaastrup.

Magnus Kaastrup kalder selv sig selv for heldig, at han havde tryghed og mennesker, der forstod og rummede ham, som langt fra alle har. Han håber, at hans fortælling kan inspirere andre til at skabe de bedst mulige betingelser for at vende psykiske udfordringer til styrker. Og at den kan være et eksempel på, at der er meget at vinde, hvis vi som samfund får skabt den anerkendelse og indsigt i psykiske diagnoser, som gør, at det ikke kun er de heldige forundt at blive grebet og støttet til at finde sig til rette i livet.

Omsorg og anerkendelse

Det allervigtigste er at blive set og anerkendt af de nære voksne. At den psykiske sårbarhed ikke bliver gjort til et problem.

Magnus Kaastrups mor var pædagog på skolen, hvor han gik, og var med til at støtte ham på en måde, så han ikke følte sig forkert. Og han havde lærere, der så ham, rummede hans udfordringer og fik ham til at føle sig mødt og accepteret.

”Min mor er lige så følsom som mig, og hun overøsede mig med en bunke af kærlighed,” forklarer han. Fx tog Magnus Kaastrups mor ham med til motorikkursus, der lærte ham, hvordan kropslig aktivitet kunne berolige et uroligt sind.

”Jeg kan huske, at jeg blev taget væk fra skolen en dag, men det blev gjort til noget hyggeligt og spændende. Og vi talte helt åbent om det,” siger han.

Børnepsykiater Jane Kraft ved psykiatrien i Risskov ved Aarhus var også et af de mennesker, der fik stor betydning for, at han følte sig hjulpet og mødt. Hun hjalp ham med koncentrationsøvelser og til at træne at gøre sig umage.

”Hun mødte mig i øjenhøjde, anerkendte hvad jeg havde lyst til, og at jeg var i gang med en fodboldkarriere – samtalerne med hende handlede om meget mere end at udskrive medicin,” forklarer han.

Magnus Kaastrup beskriver trygheden i sin opvækst præget af meget tætte familierelationer og et nært lokalsamfund. Det at hans mor var pædagog på skolen, at hans moster var lærer der, og at også hans kusine gik der var med til at skabe en bund af ro, som han havde stærkt brug for.

”Alle vidste, at jeg nogle gange havde brug for et ekstra frikvarter – at jeg måtte ud og løbe energien ud af kroppen,” siger han og understreger, at det er netop den accept og rummelighed fra omgivelserne, han advokerer for, at andre med psykisk sårbarhed mødes med.

Rastløsheden, energiens sus gennem kroppen, gjorde det svært at koncentrere sig, hvis det ikke for alvor var noget, han brændte for. Og det at han følte andre menneskers sindsstemninger så stærkt, tærede på kræfterne og kunne kalde angsten frem.

”Jeg tog ofte rollen som klassens klovn – det var min måde at tage ansvar for stemningen på, fordi jeg følte de andre så stærkt. Sådan var jeg dengang, og er det egentlig stadig i omklædningsrummet. Jeg vil bare skabe god energi. Jeg kan godt forstå, at det kan være forstyrrende i et klasselokale. Men man skal passe meget på med at problematisere – for man får let følsomme ADD’ere til at føle sig forkerte,” siger han.

Matematiktimerne var de værste. Når man har ADD og OCD er man ofte perfektionist, overdrevent detaljeorienteret – og har et stort behov for, at tingene giver mening. Gør de det ikke, kommer man på massivt overarbejde.

”Min OCD og ADD gør, at jeg har enormt svært ved at sortere. Jeg vil have alle detaljer med. Jeg mister let overblikket, hvis jeg ikke forstår formålet. Så raser tankerne afsted på alt muligt andet. Så kan jeg simpelthen ikke holde koncentrationen” forklarer han.

Det var en udfordring i matematik, fordi han ikke forstod reglerne. Men på fodboldbanen, hvor reglerne er tydelige, og passionen fængsler opmærksomheden, bliver alle diagnosernes plusser bragt i spil:

”Vi, der har de her diagnoser, er sindssygt talentfulde, hvis vi får lov til at bruge vores drive og energi i noget, vi brænder for. Det kræver rammer, tid og tryghed. Som med mig og fodbolden. Jeg brænder for fodbolden og vil dø for den. Jeg tror på, at vi, der har OCD og ADD er født med en gave, men vi skal forstå os selv, lære at bruge den rigtigt,” siger han.

Magnus Kaastrup mener selv, at han var heldig at få de rammer, men har set masser af eksempler på kammerater og bekendte i omgangskredsen, der ikke havde det. At det at han kom fra et trygt lokalsamfund og en familie rundet af ydmyghed, taknemmelighed og benene plantet solidt på jorden.

”Flere af dem er endt i et misbrug, fordi de ikke har fået hjælp til at forstå deres udfordringer, fordi deres forældre har været berørings angste og skudt udfordringerne fra sig – det har været tabu at have et barn med sådanne udfordringer. Jeg har set mange, der er begyndt at medicinere sig selv, fordi de ikke har fået lov at bruge deres talenter – har følt sig forkerte – at de ikke passede ind”.

At blive mødt som sig selv

Det afgørende spring i erkendelsen af at være okay – også med alle ritualerne og bekymringstanker kom i 8. klasse. Her flyttede Magnus Kaastrup fra Virring til Aarhus, hvor han startede på en eliteskole forbundet til AGF. Her begyndte han så småt at vinde styringen med ritualer og tvangshandlinger, så de ikke styrede ham.

Dansk og klasselærerne Christina Thorsen, som var gift med fodboldspilleren Klaus Thomsen, forstod hans drøm.

”Men hun forstod også stressen, presset. Fra første dag mødte hun mig med et smil og spurgte altid ind til, hvordan det gik med min fodbold. Hun forstod, at det var den vej, jeg ville gå, og accepterede at fodbolden for mig kom før skolen. Rummede at jeg nogle gange kom for sent i skole pga. fodbolden og bakkede mig op, da jeg fik tilbudt en fuldtidskontrakt,” forklarer han og fortsætter:

”Jeg kan decideret huske, at hun sagde; Magnus, du har et stort talent. Det skal du bruge. Hun mødte mig, som om hun var min egen mor. Hvis der ikke er nogen, der møder en med tryghed, er det svært. Man er jo bare et barn, der søger at passe ind og blive anerkendt. Hvis vi alle blev mødt med sådan en anerkendelse og opbakning, ville langt flere få mulighed for at udnytte deres diagnoser.”

Derfor er det så afgørende, at børn med diagnoser bliver udredt. Selv har han taget medicin, siden han var 10 år, men der skal følge mere end medicin og diagnose med. Det er også vigtigt at få lov at dyrke en passion, mener Magnus Kaastrup:

“Hvis passionen var blevet taget fra mig, og det var blevet behandlet som tabu, og jeg ikke havde den støtte og opbakning fra min familie, så kunne jeg også have gået den vej som jeg har set andre gøre. Når psykiske diagnoser bliver ignoreret og nægtet anerkendt, kan det gå helt galt”, siger han.

Og den erkendelse skal starte hos de voksne, der er tæt på barnet, mener Magnus Kastrup: Forældre, lærere, trænere.

Mentaltræneren Kim Boje, som han blev tilknyttet for halvandet år siden, og hans søn Mikkel Boye, har spillet en afgørende rolle:

”Han har hjulpet mig til at forstå rigtigt mange ting og givet mig redskaber til at vende mine udfordringer til styrker først og fremmest ved at forstå og acceptere dem. De første 0-7 år er udslagsgivende for resten af dit liv. Den angst, min mor videreførte til mig, måtte jeg lære at håndtere,” så den ikke slog mig ud, men motiverede mig på en konstruktiv måde.

Og så er der sportsdirektøren PC, som så og forstod ham, da han som 16-årig debuterede hos AGF.

”Han forstod, at mine følelsesudbrud og kropslige udtryk for frustration, det jeg kalder spansk attitude, ikke var et udtryk for dedikation og ikke dårlig opførsel. Han tog mig med op kontoret og talte stille og roligt med mig, mødte mig med anerkendelse, hvor andre ville have straffet det”.

”Også han er en af de voksne, der har støttet mig, hjulpet mig til at hvile mere i mig selv,” siger Magnus Kaastrup.   

Angsten er stadig den, han kæmper mest med.

I den helt spæde start af karrieren, gjorde den ham så nervøs, at han blev sorteret fra til talenttræning i Silkeborg og prøvetræning i AC Horsens.

Da Magnus Kaastrup begyndte at tage medicin som 10-årig, ændrede hans liv sig fuldstændigt. Medicinen lægger en dæmper på angsten, som giver mod og fokus. Men medicinen gør det ikke alene. Lige så afgørende er accepten fra omverdenen og åbenheden om at diagnoserne er en del af ham, som han er nødt til at acceptere og give plads til.

Men det var også den støtte og tryghed, han mødte fra moderen, som så og forstod hans følelser og tanker.

”Jeg kan huske, at jeg lå i sengen en aften med uro, var nede over at blive sorteret fra igen, og jeg kan huske, at min mor sagde til mig, at jeg ikke måtte gå ned med flaget over det her,” siger han.

”Hun sagde, at hvis det virkelig var fodbolden, jeg vil, måtte jeg tro på det og mig selv, være stærk og bruge energien som en ekstra styrke,” forklarer han.

Den ekstra manna

Dedikationen er en af styrkerne. Magnus Kaastrup har aldrig rørt alkohol. Det er et valg, han har truffet, fordi passionen for fodbold og ønsket om at klare sig godt har vundet over trangen til fest og beruselse.

”Det er en vilje og en rygrad, der følger med. Hvis man giver mennesker med ADD og OCD lov til at forfølge deres passion, nørder de ofte helt vildt, fordi de evner at fokusere deres opmærksomhed og skubbe alt andet til side for at fordybe sig i det, de brænder for,” forklarer han.

Magnus Kaastrup spiser stort set heller aldrig sukker og har ikke problemer med at følge en streng diæt, hvis den kan forbedre hans muligheder på fodboldbanen.

Men det kræver bevidsthed, balance, social tryghed at holde balancen, så ritualerne ikke bliver tvangsprægede.

Som 12-13-årig var der en periode, hvor de tvangsprægede ritualer kammede over.

”Jeg begyndte at isolere mig og ville kun spise pasta inden træning. Jeg skulle bede på en helt bestemt måde i min seng, før jeg kunne lægge mig til at sove. Jeg gjorde det i hemmelighed, og hvis jeg blev afbrudt, skulle jeg begynde helt forfra. Jeg bildte mig ind, at kun hvis jeg gjorde det, ville fodboldkampen, jeg skulle spille i morgen, gå godt”.

Efter en kamp i Thisted, som gik forfærdeligt, udviklede Magnus Kaastrup som U 15 spiller et helt vildt udstrækningsprogram, som han begyndte at dyrke som et nyt ritual. Det var også blevet et fast ritual at tage aftenbønnen med på banen. Når han havde bundet skoene og rettet på benskinnerne, skulle han gentage et mantra for sig selv 5 gange, før han kunne løbe ind på banen.

”Det blev bare for vildt og helt sygt. Det styrede mig og forstærkede angsten,” forklarer han.

Det var en dokumentarfilm om målmand Kasper Schmeichel, der hjalp ham til at få bugt med tvangen i ritualerne. Sammen med sin mor så han filmen, hvor fodboldforbilledet forklarede om sine ritualer, om hvor meget de havde styret ham, og om den dag, det gik op for ham, at de ikke havde nogen effekt på hans spil, fordi klubben kom for sent afsted med bussen, og han ikke kunne nå at lave dem, men alligevel parerede de fleste bolde og spillede en blændende kamp.

”Det hjalp mig at se. For ham kunne jeg jo spejle mig i,” forklarer Magnus Kaastrup.

Efterfølgende begyndte han at google fodboldspillere og sportsstjerner med psykiske diagnoser. Nogle måtte der da være, tænkte han.

”De eneste, jeg kunne finde, var den engelske fodboldspiller David Beckham og basketball legenden Michael Jordan. Men jeg har aldrig hørt, nogen tale sådan rigtigt åbent om det. Det vil jeg gerne være med til at ændre. Jeg vil gerne hjælpe andre psykisk sårbare til at forstå, hvordan de kan bruge deres særegne egenskaber. Kampen for bedre liv for psykisk sårbare er også en kamp for åbenhed, tolerance, rammer og rummelighed. Den kamp bør vi tage for de psykisk sårbare, men også for samfundets skyld,” siger han.

”Åbenhed kan gøre os til bedre mennesker. Rigtig ofte ser folk ned på os. Dem, der ikke får hjælp til at acceptere, forstå og bruge deres psykiske udfordringer som en styrke, bliver holdt nede og ude. Jeg har valgt at tale om det for min egen skyld, men også for min familie og alle dem, der ikke har samme muligheder. Jeg har en platform, jeg kan tale fra. Den er jeg nødt til at bruge,” forklarer han.

Tvangshandlingerne kan stadig gribe ham – angsten ligeså, men han begynder også at samle på eksempler på, at han lykkes uden at have lavet sine ritualer.

En del af løsningen for Magnus Kaastrup har været at erstatte ritualerne med rutiner. Og det er virksomt. For mennesker med OCD, ADD og angst har brug for forudsigelighed og rutiner. Og det bør samfundets institutioner, skoler og arbejdspladser i højere grad give plads til, mener han.

Ikke et spørgsmål om særbehandling

Det var hverken strategisk eller forberedt, at Magnus Kaastrup dengang i 2019 fortalte en journalist fra bold.dk om sine diagnoser.

”Jeg have ikke tænkt på det som vindue for medieomtale. Jeg har altid joket med mine diagnoser – taget pis på det – også i omklædningsrummet. Så alle ved det godt”, siger han.

Reaktionerne fra holdkammerater og i det hele var taget positive. Også mange udenfor fodboldverdenen skrev til ham efterfølgende: Både teenagere og voksne var blevet rørt over, at han vovede at levere budskabet offentligt.

”Det er jeg sindssygt taknemmelig for. For fodbold er jo på mange måder, som mange andre brancher, en konkurrencepræget verden, hvor følelser og sårbarhed bliver set som en svaghed, det gælder om at vinde kontrol over.”

Det er det, han ønsker at være med til at ændre:

”Det handler ikke om særbehandling. Det handler om at se på det hele menneske. Vi bør skabe plads til energi, glæde, karisma. Hvis alle trives og bliver anerkendt og mødt, som de er, præsterer alle bedre, individuelt og i fællesskab. Og det gælder både på fodboldbanen, i skolen, arbejdslivet og privat. Det er mennesker, der skaber resultater, derfor kan vi ikke bare fokusere på optimering og bundlinje, uden at have det hele menneske med i ligningen.”

Vi bør blive bedre til at acceptere dem, der skiller sig ud.

Selv har han oplevet at skille sig ud, siden han var barn. Den manglende koncentration i matematiktimerne, det nørdede fokus på fodbolden, som udelukkede interesse i kærester, alkohol, sociale medier og fester som teenagekammeraterne.

Og hvordan er det så helt konkret, han kan bruge diagnoserne som styrker i sin fodbold?

OCD’en gør ham i stand til at terpe og træne til perfektion. ADD gør ham ekstremt følsom. De stærke følelser gør, at han giver sig fuldt ud for sin passion.

Angsten kan få ham til at presse sig selv, men tvinger ham også til at leve et planlagt liv med sunde rutiner, og forpligter ham til at passe på sig selv og holde fokus – at flytte sig fra det, der truer ham.

”Mine mentaltrænere, specielt Kim Boje, vil ikke høre ordet diagnoser. Han mener, at de skal omtales som talenter. At det er en gave, jeg har fået, der skal tales i positiv retning.”