Hun er kendt for at udtale sig i medierne om alt fra haveterapi, urban farming, kommunikation, journalistik og skilsmisser til rejser, politik, bæredygtigt byggeri og burhøns. Og også for at skabe massiv opmærksomhed på sociale medier. I november 2013 blev udråbt til at være blandt de mest læste danske journalister på sociale medier. Kunsten er at kunne bruge det personlige professionelt, lyder hendes opskrift.

Kommunikationen.dk, februar 2014

Af Anne Anthon Andersen
03.02.14 – Skrevet af Anne Anthon Andersen

Det var ikke ligefrem, fordi det lå i kortene, dengang hun som 19-årig rykkede rødderne fra Tureby nær Haslev op for at slå sig ned i København: At hun skulle opbygge sig et trofast publikum af mere end 20.000 følgere på de sociale medier – Facebook, Pinterest, Instagram og Twitter – talerstole, der er med til at sikre, at hun kan leve af det, hun brænder for, styret af målet om at skabe en grønnere og bedre verden.
Signe Wenneberg var dengang med egne ord; ”bare en lille tøs fra Tureby. Jeg var vokset op langt ude i 27. kartoffelrække og havde intet netværk i København”.
Jeg er taget med kystbanen i håb om at blive klogere på, hvordan det er lykkedes hende at bygge så stærkt et brand op omkring en business, som på den ene side kan synes uformelt flagrende i mange retninger – og på den anden side stærkt autentisk, målrettet og båret af personligt engagement. Et brand som lader til at optimere mulighederne for at overlade roret for sin business til de personlige interessers kurs.

At turde turde  – frem for at jagte likes
Signe Wenneberg havde som 19-årig allerede budskaber på hjerte til et større publikum. Sammen med kollegerne på café Zeze fandt hun på at lave årlige ”Hot & Not” lister skruet sammen af sjove ordspil, og ”noget der rimede”. Til at begynde med sammen med stamgæsterne. Men en dag blev en dug med en nedgriflet liste rullet sammen, og hun cyklede ned til Politiken med den. Ugen efter fulgte læserne med i, hvad de på ZeZe synes var …”Hot eller Not”, og sådan fortsatte det i ni år.
Kort efter udskrev Politiken en kronik-konkurrence. Signe Wennebergs provokerende bud faldt i god jord, og hun vandt skrivekonkurrencen. Som bare 23-årig kunne hun læse sin tekst i avisen og oven i købet trykke hånd med chefredaktør Herbert Pundik og daværende kulturminister Grethe Rostbøll. Kort efter blev hun ansat på avisen og stod blandt andet for I-Byen klummen.
“Jeg tror, at det var, fordi jeg turde, at jeg vandt”, siger hun.
Når jeg gør det, er det sådan set ikke for at få likes. Det er jeg helt ligeglad med. Jeg tror ikke på jagten på likes, men på autentisk engagement
Og netop det; modet til at sige til og fra og at gøre det offentligt, er tilsyneladende stadig en stærk kraft bag de opdateringer, som over 9.000 følgere på hendes private Facebook-profil flittigt liker og kommenterer, når hun blandt andet siger fra over for redaktører og arbejdsgivere, der beder freelancere arbejde gratis eller ”hatte-dame”-projekter, der stempler skilsmissebørn som halve i en kampagne, der vil gøre ”dele-børn” til ”hele børn”.
“Når jeg gør det, er det sådan set ikke for at få likes. Det er jeg helt ligeglad med. Jeg tror ikke på jagten på likes, men på autentisk engagement. Jeg poster heller aldrig på snedige tidspunkter, selv om der jo er lavet analyser for, hvornår og hvordan, man får mest opmærksomhed. Jeg poster, når jeg har noget på hjerte. Søndag eller når som helst”. Ordene strømmer ud af hende på en måde, så man ikke er i tvivl.

Netværkenes kraft
Vi sidder i hendes villa-køkken i Ordrup. I ly for den isnende kulde, der løber langs fortove og mure og står gennem alting derude. Med sort the på kanden og udsigt til den have, der når årstiden tillader det, danner rammen om en række af de haveprojekter og workshops, hun brænder for, og som med tiden er blevet et solidt ben i forretningen Signe Wenneberg & Co.
Med Kroniken i Politiken og forelskelse i faget retorik fra første øjeblik blev Signe Wenneberg hooked på at tage ordet og bruge det offentligt. Hun blev hentet fra Politiken til TV2 og senere til konsulentvirksomheden Kjaer&Kjærulf. Og da hun for nu 12 år siden gik selvstændig, gjorde det massive netværk på de sociale medier, at hun aldrig savnede kolleger eller sparring. Her havde hun det perfekte ”intranet”.
Men det er ikke kun på nettet, hun deltager i og opfinder diverse netværk. Wenneberg er optaget af de muligheder professionelle netværk kaster af sig. Hun deltager i både blandede og rene kvindenetværk og beslutter, efter at have mødt og talt med USA’s tidligere udenrigsminister i København, at skabe et netværk i hendes ånd. Derfor begynder hun uopfordret at skrive rundt til seje og dygtige kvinder i erhvervslivet og kunstens verden. Vil de være med til at mødes, lære af hinanden og dele erfaringer? Det bliver til kvindenetværket Albrightgruppen, som jævnligt mødes – både i virkeligheden og i lukkede grupper på sociale netværk, hvor de deler viden og hjælper hinanden.
Måtte finde et stofområde 20 m fra sofaen
Det er den erfaring, hun tager med sig, og som sammen med de retoriske grundprincipper tegner dna’et i den rådgivning, hun arbejder med dagligt. Men det er i mindst lige så høj grad de spor og langt fra lige og matchende skinner, livet lægger ud for hende, der baner en rute, som ikke ligefrem rimer på strategisk plan. – Alt er foregået fuldkommen tilfældigt, forklarer hun.
Som da virkeligheden rammer, og hendes 2-årige søn får diabetes og må have insulinindsprøjtninger og obligatoriske blodprøver otte gange i døgnet. Eller senere da samme søn må ligge syg i månedsvis med benet brækket.

“Jeg kunne ikke komme ud og løse opgaver for mine kunder, og jeg var lige gået selvstændig. Jeg manglede seriøst penge efter en gennemgribende istandsættelse af huset og tænkte; OK, jeg må finde et stofområde, som ligger i en radius af cirka tyve meter fra sofaen, hvor min søn ligger de næste måneder”.

Hendes blik lander i den vintergolde have udenfor et øjeblik, før hun fortsætter.
“Enten bliver det køkkenet eller noget i haven, som helt ærligt lignede noget, der var løgn. Der lå containere, et par køkkener, et helt tag, fliser, toiletter, væltede træer og faldstammer overalt”.
“Men så gik det op for mig, at hvis jeg så rent journalistisk på det, var det da en sindssygt god historie, hvis det kunne blive til en god have. Så kunne alt jo blive til en god have”, griner hun.
Hun ringede til Gyldendal. Kort efter stod hun med et forskud og en opgave om at skrive havebogen, som hun solgte til forlæggerne som den nødvendige guide til de botaniske analfabeter.
“Det var jo ligesom præmissen. Selv vidste jeg ikke meget om haver dengang, bortset fra det, jeg havde med mig hjemme fra min barndomshave i skoven”.
Bogen blev en bestseller og pludselig blev hun udnævnt som haveekspert.
“Journalister begyndte at ringe og interviewe mig om haver og planter. Hver gang rettede jeg det, når de citerede mig som haveekspert. Jeg blev spurgt, om jeg ville lave have-tv, have-brevkasser, og siden har jeg holdt et hav af have-kurser og have-foredrag. Så haven voksede til at blive et stort ben i min forretning. Jeg tror jeg har lavet 8-9 havebøger i alt nu, og nu må de sådan set godt kalde mig haveekspert”, siger hun.

En tilfældig høne

Som havevært på DR med egne program-rækker og ”ekspert” i både Aftenshowet og Go-Morgen-Danmark blev det pludselig helt normalt, at et filmhold rykkede ind for at låne haven til optagelser. Alligevel studsede hun, da en sms fra en redaktør på DR en aften tikkede ind med ordene: ”Er det okay, at jeg kommer forbi i morgen tidlig kl. 9 med en burhøne, der hedder Maggie og en lastbilschauffør, der hedder Kurt?”
Optagelserne med burhønen og Kurt var til programmet ”Flid, fedt og flæskesteg” på DR2, som handlede om at befri en burhøne. Og da holdet var færdige med optagelserne, vidste de ikke, hvad de skulle stille op med hønen og lod den blive i Signes hønsegård.
“Jeg anede ikke, hvad jeg skulle med den. Du lukker jo ikke bare en fremmed høne ind i en hønsegård! Men jeg regnede faktisk ikke med, at den ville overleve”. Hvad Signe ikke vidste dengang var, at burhønen Maggie senere ville komme til at fylde betragteligt i hendes liv.

“Jeg var noget så gammeldags som socialt indigneret. Jeg var faktisk ikke vild med det, men jeg oplevede, at vi var nået til et punkt, hvor alt handlede om friværdi, fladskærme og retten til at have et fedt samtalekøkken”.

I 2008, lige før finanskrisen, vælger Signe Wenneberg at gå ind i politik og stiller op for Socialdemokratiet.
“Jeg var noget så gammeldags som socialt indigneret. Jeg var faktisk ikke vild med det, men jeg oplevede, at vi var nået til et punkt, hvor alt handlede om friværdi, fladskærme og retten til at have et fedt samtalekøkken. Vi var holdt op med at snakke om det vigtige. Jeg kunne ikke lade være”, stiger det op af hende som fra en bund af stadigt ulmende gløder.
”Det er ikke gratis at redde verden”
Hun havde netop sagt sit job som direktør for et medie- og kommunikationsbureau op for igen at hellige sig sit eget firma og de meningsfulde projekter.

“Det var et virkelig altruistisk projekt og for min virksomhed en på alle måder dårlig idé. Mine største og faste kunder sagde mig op én efter én. Det ville de ikke være med til. Men så blev jeg stædig. Jeg tænkte: Nå, men det er jo ikke gratis at redde verden. Den må jeg bare æde”, siger Signe Wenneberg.
Valgkampen satte ind, og det var op ad bakke som selvstændig med flygtende kunder og aften på aften med vælgermøder, lange dage på gaden og politisk kampagnearbejde uden løn. Signe Wenneberg måtte spænde livremmen ind, låne penge af sin storebror og flytte kontoret hjem i privaten, for at få foretagendet til at hænge sammen.
En aften efter et vælgermøde landede hun på fortrappen hjemme i den lune septemberaften og faldt i staver med udsigt til hønsegården. Da gav synet af den efterladte burhøne hende en idé.
“Jeg sidder her, opstillet for Socialdemokraterne, og pludselig slår det mig, at jeg faktisk aldrig har mødt en burhøne, altså en rigtig ‘working class hero’, der arbejder 24 timer i døgnet badet i elektrisk lys

“Jeg sidder her, opstillet for Socialdemokraterne, og pludselig slår det mig, at jeg faktisk aldrig har mødt en burhøne, altså en rigtig working class hero, der arbejder 24 timer i døgnet badet i elektrisk lys, sådan helt ’Bangladesh style’ ude på hønsefabrikkerne”.

“Der midt i valgkampen stod hun pludselig foran mig som et lysende eksempel på de hardcore fabriksarbejdere – dyrene – vi har i Danmark. Det blev jeg simpelthen nødt til at skrive om”.
Hun gik direkte ind til computeren og skrev et blog-indlæg om, at hun havde mødt en ægte hønse-helt. Også i Ugebladet Søndag kunne læserne følge burhønen Maggie, der satte gang i en lavine af fanpost. Det var her, hun besluttede at oprette Facebookgruppen: Burhønsenes Befrielsesfond for at administrere de spørgsmål og kommentarer, der rullede ind.

’Se mig, hør mig’ virker ikke. Du skal være menneske
Signe Wenneberg blev ikke valgt ind i Folketinget – hun manglede 300 stemmer for at blive valgt i den konservativt dominerede Gentofte-kreds. Til gengæld tiltrak burhønen Maggie sig massiv opmærksomhed og over 10.000 medlemmer, førte til samarbejder med Danmarks Naturfredningsforening, Dyrenes Beskyttelse og optræden i Deadline-studiet.
Og Burhønsenes Befrielsesfront er et rigtig godt eksempel på, hvordan man bygger meningsfulde bevægelser på sociale medier, mener Wenneberg.

“Det handler om at være menneske. Det, jeg oplever, er jo hverken værre eller bedre, end hvad andre mennesker oplever. Forskellen er, at jeg bruger det professionelt”.

“Det, jeg oplever, er jo hverken værre eller bedre, end hvad andre mennesker oplever. Forskellen er, at jeg bruger det professionelt”.
“Vi skal se statusopdateringen som en talerstol: Et sted hvor man ved hjælp af ethos, logos og patos skaber sig det, vi i dag kalder et brand – hvor vi gør os til talspersoner for værdier og sager, vi ønsker at skabe opmærksomhed om blandt tilhørerne”, siger hun og sender en tanke til Aristoteles og forelæsningerne dengang på Retorik og Københavns Universitet.
“Retorik handler jo grundlæggende om at have hjertet med og vinde tilslutning via hensigtsmæssig kommunikation. Aristoteles ville have elsket Facebook. For Facebook handler om at stille sig op på en talerstol og skaffe sig så mange tilhørere som muligt; såkaldte ’mediators of change’”.
“Jo mere folk taler om værdier, og jo mere de har hjertet med, desto flere likes får de. Det forsøger jeg at forklare mine kunder. Det er, når vi kommunikerer autentisk, at det virker. Konkurrencer, og ’se mig, hør mig’  virker ikke. Heller ikke når man gerne vil sælge noget eller skabe opmærksomhed omkring et produkt eller en sag”.