Lukas Vestergaard Andersen var godt i gang med sin dansekarriere, da en alvorlig motorcykelulykke slog ham i jorden. Måneders haveterapi og udsigt over Sydsjællands bakkede landskab gav ham langsomt balancen og dansen igen.

Natur&Mijø, marts 2018
Af Anne Anthon Andersen

Han kan huske, at han kørte fra danseskolen på sin motorcykel før tid den dag. Han kan huske, at han kørte en anden vej, end han plejede. At han så taxaen gasse op og køre tværs over fortovet fra en sidegade med ubetinget vigepligt. Følelsen af saltoerne over den sorte kølerhjelm og flyveturen gennem luften hænger løsere i erindringen. 15 meter fløj han. Det virker ligeså uvirkeligt som det, at han faktisk landede på benene den dag.
Lukas Vestergaard Andersen var 19 år og netop startet på Flow Dance Academy på Nørrebro. Han havde længe ønsket at gøre alvor af danseplanerne. Og det gik godt. Han fik ros og følte, at han var på rette vej.
Folk på gaden kom løbende til ulykkesstedet, mens taxachaufføren erkendte, at han havde glemt at orientere sig. Ambulancefolkene konstaterede overfladiske skrammer. Han kunne selv køre ind og blive tjekket på hospitalet, vurderede de.
”De rodede lidt med min arm for at tjekke, om den var brækket og gav mig en stivkrampevaccination. Det var det”, forklarer Lukas Vestergaard Andersen, da jeg møder ham i Myrup Bakkehus, det naturterapi og retrætehus i Myrup ved Næstved, som hans forældre netop var gået i gang med at etablere, få måneder forinden motorcykelulykken på Frederiksberg.
”Visionerne var der. Da Lukas kom til skade, blev det endnu mere vigtigt for os at etablere Myrup Bakkehus som tilbud til mennesker, der bliver ramt af traumer og har brug for naturens hjælp til heling”, forklarer Hilbert Andersen, som til daglig arbejder som fysioterapeut i Faxe Kommune, hvor han blandt andet hjælper folk med PTSD herunder traumatiserede soldater.

Det viser sig hurtigt, at der skal meget mere end en stivkrampevaccination til. I dagene efter ulykken dunker hovedet. Han er svimmel, og danseøvelser er helt uden for rækkevidde. En nat vågner han brat op fra et mareridt. ”Handlingsforløbet er sløret, men jeg vågner ved, at jeg i drømmen slår hovedet mod noget hårdt. Og da jeg finder motorcykelhjelmen frem, er mærkerne efter slaget tydelige”, forklarer han. Lukas Vestergaard Andersen får konstateret hjernerystelse og en piskesmældsskade.

”Verden omkring mig flyder ud og bliver ligesom for stor. Jeg får ondt i halsen og influenza. Mine læber sprækker, og al koncentration og overskud til at omgås andre mennesker forsvinder”, forklarer han.

Tilskuer uden balance
Når han kæmper sig ind til danseskolen, er det for at se med fra sidelinjen. Byens indtryk suger den sidste energi, og da kommunen afviser at give ham sygedagpenge, fordi han har fået udbetalt penge i erstatning for motorcyklen, bliver bylivet for stor en kraftanstrengelse. Lukas Vestergaard Andersen erkender, at han er nødt til at sygemelde sig fra danseakademiet.
”Herfra er der ligesom ingen anden vej. Det er, som kalder naturen mig hjem”, forklarer han.
Som barn voksede Lukas Vestergaard Andersen op på bare tæer. Han hjalp sine forældre med at grave kartofler frem af køkkenhavens sorte muld, klatrede i det østrigske kæmpefyrretræ, der stadig strækker sig mod himlen i bunden af haven, plukkede solbær, skovjordbær og blomsterbuketter til sin mor.
”Når vi var afsted på tur, var det almindeligt, at min mor stoppede op og lærte mig navnene på de fugle, der kom til syne i landskabet. Helt håndgribeligt følte jeg mig vel egentlig altid omfavnet af træer, beroliget af vindens visken i trækronerne”, forklarer han, som vi begiver os mellem de slanke søjlegraner i det bakkede landskab.
Midt i angsten for aldrig at komme til at danse og stå på hovedet igen, dukkede barndommens fornemmelser af græs under bare tæer op. Han tillod sig at vågne langsomt i forårets endnu blege lys på terrassen. Med ryggen mod brombærkrattet og udsigt til trampolinen, som stadig står i barndomshaven. Da han en dag forsøgte at balancere på trampolinens ramme, blev han ved med at falde ned.
”Det var fremmed og angstprovokerende, at jeg pludselig ikke engang kunne holde balancen i en øvelse, jeg har lavet, siden jeg var helt lille eller noget så elementært som at stå på hovedet. Min krop gjorde modstand mod alle former for kraftfulde bevægelser”, forklarer han.
Der går uger og måneder. Mennesker og dans er stadig uoverskueligt, da han en forårsmorgen får øje på et levende bælte af myrer, der snurrer omkring stammen på et kirsebærtræ. Træet plantede han med sin morfar som barn – af kirsebærsten, de samlede på en tur i Sverige. Han begynder at eksperimentere med metoder til at lede myrerne væk fra stammen.
”Det var mere et naturligt instinkt end et egentligt valg for mig at vende min opmærksomhed mod naturen. Det føltes som det eneste rigtige for mig i et forsøg på at bygge noget op”.

Wake up call fra naturen
Naturprojekterne leder ham længere op i haven, hvor han bygger et levende hegn af syrenbuskenes grene og et stengærde for foden af skråningen til Myrup Bakkehus.
”Det var, som om den energi, jeg havde givet naturen, kom tilbage til mig. Mit overskud blev større. Langsomt kunne jeg vende mig mod verden igen”, forklarer han, som vi bevæger os gennem det skovbevoksede bakkedrag, hvorfra blikket får friløb langt ud over ådalen.
”Månederne gik, og under almindelige omstændigheder i byen, ville det have stresset mig, at jeg ikke vidste, hvornår jeg ville blive mig selv igen. Men her i de stille naturprojekter, samlede jeg kræfter til at vende tilbage til omverdenen i et tempo, som min krop kunne være med på”, forklarer han.
Lukas Vestergaard Andersen begynder så småt at danse igen. Han flytter tilbage til København. Men månederne i naturen har ændret hans måde at være i byen på. Han opsøger byens grønne åndehuller og fylder soveværelset hjemme i lejligheden op med planter for at minde sig selv om den styrke, han har hentet i naturen.
Knap halvandet år efter ulykken bliver han tilbudt at deltage i prøverne til den prestigefulde danseforestilling Nøddeknækkeren, instrueret af Steen Koerner. Og efter et par måneder danser han i december med i forestillingen på Dokken, som trækker fulde huse.
”Jeg ville ikke have klaret det uden naturens hjælp. Hele min krop fortalte mig, at det var den eneste vej. I sundhedssystemet blev jeg mødt af et krav om at blive rask så hurtigt som muligt. Naturen forventede ikke noget af mig, men gav mig ro og styrke til at mærke, hvad jeg havde brug for”. Ulykken og de mange måneders naturterapi i det bakkede sydsjællandske morænelandskab har aflejret vigtige erkendelser om det liv, han vil leve. Som han formulerer det, da vi når toppen af bakkedraget og bænken, hvor han har brugt adskillige timer de sidste par år.
”Både ulykken og min tilflugt til naturen gav mig et wake up call, mindede mig om, at jeg ikke er udødelig og gjorde mig ydmyg. Jeg har fået et stærkere blik for det vigtigste i livet. For mig er det at leve tæt på naturen og den ro, den giver mig, så jeg en dag kan give glæden ved naturen videre til mine egne børn”.

Styrket af naturen:
Vi taler ofte om, at vi mennesker skal passe på naturen. Men ofte er det naturen, der passer på os. Forskning viser, at naturen helbreder, har en positiv effekt på angst, stress og depression og i det hele taget gør os gladere. Natur & Miljø har mødt nogle af dem, der henter styrke i naturen.