Freelancejournalist og DJ Nanna Balslev fortæller både om sit private og professionelle liv på de sociale medier. Også om redaktøren, der ikke betaler, og da hun blev indlagt med en fødselsdepression.
Freelancegruppen.dk, juni 2015,
Af Anne Anthon Andersen
Hvordan bruger du de sociale medier til at gøre opmærksom på dit arbejde?
Jeg ville ønske, at jeg var mere tjekket og havde en strategi, men det har jeg ikke. Jeg bruger både Facebook som redskab til fx at efterlyse cases. Det er FB rigtigt god til, men selvfølgelig også til at gøre opmærksom på sig selv. Det handler meget om at finde en balance. På den ene side lever jeg af at skrive, og at folk ved, hvem jeg er, og hvad jeg kan. På den anden side tænker jeg meget over ikke hele tiden at skrive, se nu har jeg skrevet denne her artikel, se hvor god den er, men kun de artikler, hvor jeg ser, at der er et budskab, som jeg tænker er vigtigt for mange. Der skal være noget i det for modtageren.
Hvad er det godt at bruge Instagram til?
Instagram er godt som et visuelt medie, også fordi man kan bruge hashtags. Min arbejdsdag er ikke altid særlig visuelt. Men nu hvor jeg skal op og besøge The Color Run, som jeg laver PR for, på Island, er det fx oplagt at bruge Instagram til at skabe opmærksomhed.
Man skal tænke over, hvad det er for et brand, man har. Nu er mit firma jo meget mit navn, så mit arbejde er stærkt baseret på personlige relationer, som er afgørende for, at jeg får og sælger mine varer.
Produktion: Nanna Balslev
Hvad virker?
Det virker helt afgjort at skrive posts, som lægger op til debat og får folk til at skrive kommentarer. Den der post, der kun har til formål at vise; se mig, se hvor fedt mit arbejde er, fungerer ikke så godt. Det handler om at poste historier, der er større end en selv. Det er også ok at invitere til nye opgaver ved at gøre opmærksom på, hvad du i forvejen laver, at skrive, at du er åben for nye.
Hvad virker ikke?
Det virker ikke at sige; hey jeg har brug for et arbejde, please giv mig et arbejde. Og så skal man skal passe på med hele tiden at poste uden nogen form for filter. Man skal huske sin målgruppe. Hvorfor er det her relevant for andre? Ikke at ALT jeg poster er relevant, men jeg prøver at tænker over det. Hold igen med at bruge de sociale medier, særligt Facebook, som Google fx til overdreven efterspørgsel af cases.
Du er god til at skabe en fortløbende fortælling om dig selv privat og professionelt. Hvad har du gjort dig af overvejelser om det?
Der er nok nogen, der synes, at det er for privat, når jeg skriver om min datter. Med det er en stor del af mig at være mor. Derfor er det også en del af min profil på de sociale medier. Et eksempel: Da jeg for et par år siden blev indlagt med en fødselsdepression, som lagde mig ned i måneder, valgte jeg at skrive om det på Facebook. Jeg gjorde mig mange overvejelser om det, men valgte at gøre det. Dels følte jeg, at jeg var nødt til at fortælle, hvorfor jeg pludselig havde været fuldstændig væk fra de sociale medier så længe. Dels lever jeg af at interviewe folk og fortælle deres historier, også de hårde og udfordrende sider af livet. Så virkede det pludselig hyklerisk og dobbeltmoralsk ikke at fortælle mig egen fortælling om også det hårde. Jeg ved, at der er mange mødre, der bliver ramt af det samme. Jeg følte, at jeg skyldte dem at dele min historie. Og så ville jeg egentlig gerne være med til at bidrage til, at det at være sygemeldt med depression og stress ikke skal være tabubelagt. Jeg er stadig glad for, at jeg valgte at gøre det.
Hvorfor virker det at åbne op og være sig selv?
Der er jo ikke nogen mennesker, der bare er et flot cv eller et glansbillede. Jeg synes, det er afgørende at fremstå som et helt menneske på de sociale medier. Jeg vil hellere følge og have relationer og venner, der er mennesker, end venner der bare altid gør det perfekte. Sådan er det jo ikke at være menneske. Derfor tror jeg egentlig også, at det er en fordel, at jeg ofte er meget spontan på de sociale medier. Som når jeg skriver om, hvor hård en mandag morgen det har været, og at jeg ville ønske, jeg kunne starte forfra. Der er nok langt flere, der kan genkende den situation, end en fin og fornem kop kaffe på en fancy cafe.
Hvad betyder det for din forretning, at du er synlig på de sociale medier?
Jeg får mange henvendelser via Facebook. Både forespørgsler om artikler og pressemeddelelse og DJ-jobs. Redaktører skriver til mig på Facebook, så der kommer konkrete opgaver den vej. Og så betyder det noget, at folk får et indblik i, hvordan det er at arbejde som freelancer, og at det rent faktisk er et professionelt job og et aktivt valg at være freelancer. Så er det en fordel, at jeg kan invitere til fredagsøl på mit kontor og på den måde bruge de sociale medier som kanal for netværk face to face.
Hvilke konkrete råd har du til andre freelancere, der vil i gang med at skabe opmærksomhed via de sociale medier?
Tænk på Facebook som et netværk, der både kan bruges til at finde cases og til at skabe opmærksomhed. Husk at et netværk er et sted, hvor man både får, men også selv skal give, for at der kommer noget igen. Tænk over at det du skriver bliver læst af rigtigt mange mennesker.
Vær dig selv – vær menneske, giv noget af dig selv, også der hvor du ikke er glansbillede. Og tænk på hvor dine følgere vil kunne spejle sig i dine egne udfordringer eller mørke sider. Du må godt turde mene noget og lægge op til debat.