Mange nyuddannede journalister drømmer om en fast stilling på et prestigefyldt medie. Men nogen har taget stolene fra dem. I stedet kaster de sig ud i freelancelivet. Næsten halvdelen af dem gør det, fordi de ikke ser andre muligheder. Nogle mister modet, før de finder balancen. Men andre skaber drømmejobbet
Journalisten, 24. april, 2013
Af Anne Anthon Andersen og Kathrine Storgaard Carlsen
Vi krydser hovedvejen og vandrer ind under skovens vinternøgne kroner. Foran os skråner skovbunden ned mod vandet. Anders Korsager Nielsen kunne gå turen gennem det nederste af Riis Skov med lukkede øjne. Adskillige timer og kilometer har han travet op og ned i skovens bakkede terræn, siden han i sommeren 2011 kunne skrive journalist på CV’et.
Når han ikke sad bøjet over ansøgninger og freelanceopgaver i lejligheden på den anden side af hovedvejen, var det her under trækronerne, han dagligt trådte dystre tanker og frustrationer ud af kroppen. Journalistuddannelsen skulle give adgang til at skrive fortællinger og portrættere mennesker, gerne i sportsspalterne på et dagblad. Det var allerede drømmen, før Anders påbegyndte journaliststudierne i Aarhus. Men som nyuddannet journalist lod drømmejobbet vente på sig.
»I begyndelsen drømte jeg stadig om et fast job som skrivende dagbladsjournalist. Jeg søgte og søgte, men var ikke i nærheden af noget som helst,« siger Anders Korsager Nielsen.
Både Kolding Ugeavis, BT i Århus, P4 Fyn, Kristeligt Dagblad, DR Nyheder og Berlingskes nye nyhedsbureau var blandt dem, der modtog ansøgninger fra Anders Korsager Nielsen. Efter fem måneder var han ikke nået længere end til en jobsamtale på Ugeavisen Ribe, som valgte at ansætte en anden.
Mens afslagene fortsat tikkede ind i mailboksen, mistede Anders troen på sig selv og fremtiden.
»Jeg var dybt deprimeret, meget gnaven og kunne slet ikke se lyset. Jeg kunne ikke få øje på mine forcer og ikke finde glæden i noget som helst,« forklarer Anders Korsager Nielsen.
Dengang lå freelancetilværelsen meget langt fra lige for.
»Det var afgjort af nød, da jeg efter et års tid valgte at kaste mig ud i det. Jeg følte, at det var den eneste mulighed, jeg havde for at vedligeholde min faglighed,« siger han.
På det punkt er Anders Korsager Nielsen ikke alene. Knap halvdelen af de nyuddannede, som netop nu træder deres første skridt i mediebranchen som freelancere, gør det, fordi de ikke oplever, at de har et andet valg. Det viser en undersøgelse, som Journalisten har foretaget blandt journalister og fotojournalister, der er dimitteret fra en af de fem journalistiske uddannelser på RUC, DMJX og SDU i perioden fra 2010 til sommeren 2012.
Anders Korsager Nielsen hadede at løfte røret og sælge sine ideer. Alligevel tvang han sig igennem opkaldene fra vinduespladsen i stuen i håb om at få et minimum af opgaver på blokken. Men interessen fra redaktører og arbejdsgivere kunne ligge på tastaturets escape-knap.
»Indimellem kunne jeg ikke sove om natten. Jeg kunne ikke få øje på andet end, at der jo ikke skete en skid. Selv om jeg godt kunne se, at der er krise, vendte jeg det hele indad: Hvad gør jeg galt?« rungede det evige spørgsmål i de tidlige morgentimer.
En aften lukkede Anders Korsager Nielsen ned for computeren og overgav sig til sofaen og et tv-program om kriseramte danskere. På skærmen satte livsglæde-coaches danskernes sindsstemninger i perspektiv.
Næste dag skrev han ’livsglæde’, ’coach’ og ’Aarhus’ i søgefeltet på Google. Det førte til syv dyrebare samtaler over de næste og første måneder af året.
»Det hjalp mig meget. Jeg genfandt troen på min journalistiske faglighed og fandt ud af, præcis hvor mine styrker ligger.«
Efter samtalerne med livsglædecoachen begyndte Anders Korsager Nielsen så småt at se muligheder. Da hans storebror bad ham levere et par artikler til et triatlonmagasin, han var ved at starte med en kammerat, fattede han mod.
»Selv om jeg ikke tror så meget på skæbnen, havde jeg en stærk fornemmelse af, at det her ville mig noget. Jeg følte, at her var en kæmpe chance for at få skrevet noget med min byline på.«
Anders Korsager Nielsen skrev to artikler og var klar til at levere igen til næste blad. Samtidig kom han igennem til et par nye kunder. Han fik et job som underviser i journalistik på den lokale ungdomsskole og skrev et par artikler til et nyt tillæg til MetroXpress.
Da han for et par måneder siden var på opgave for Triatleten, var det med en garvet freelancefotograf som makker. Efter opgaven satte de sig på fotografens kontor og lagde en fælles plan for, hvilke opgaver og kunder de ville gå efter. Da Anders Korsager Nielsen dagen efter ringede til Dansk Idrætsforbund, solgte han for første gang sin ide med det samme.
»Det viste sig, at redaktøren havde læst Triatleten og genkendte mit navn. Han sagde, at han rigtigt gerne ville bruge os. Det får mig til at tænke: ’OK, det er ikke helt umuligt, det jeg har gang i’,« fortæller han.
Vi slår os ned på en bænk helt nede ved vandkanten. Bølgerne skyller ind over stranden, og Anders læner sig bagover. Han misser mod solen, lader stilheden råde, før han langsomt vender tilbage.
»Fremtiden er enormt spændende,« siger han så. »Jeg kan slet ikke vente. Nu glæder jeg mig jo til det hele. Det alt sammen.« Han smiler skævt. ”Det er ikke længere træls at stå op, for nu ved jeg, hvad jeg skal lave. Jeg ved, at jeg med det, jeg laver, er med til at skabe min egen arbejdsplads. Det gør mig stolt.«
I en svinestald i Sønder Felding, 105 kilometer sydvest for Aarhus Bugt, strinter et fuldvoksent slagtesvin Astrid Dalum op ad benene. I jagten på et unikt billede til Polfoto er den nyuddannede fotograf sprunget ind i folden til 30 slagtesvin, der grynter, skubber – og tømmer blæren, hvor det passer dem. Det er tredje gang inden for samme uge, at et af de landsdækkende dagblade sender Astrid Dalum, der fejrede sin afgang fra DMJX med dåsebajere og champagne i januar 2012, på opgave i en jysk svinestald.
Seks måneder tidligere sad hun i sin lille Nørrebro-lejlighed og redigerede en fotoserie med danske kusser til femte udgave af ‘Kvinde kend din krop’ på sin Mac.
På skrivebordet ved siden af lå Politiken med et af Astrid Dalums reportagefotos af indiske rugemødre på forsiden. Sin prisvindende hovedopgave ‘Jeg er en kvinde’ havde hun lige sendt til en udstilling i Sverige.
Men selv om Astrid Dalum havde endnu et par spændende freelance-opgaver i sigte, var hun stadig på supplerende dagpenge og havde ikke fundet fodfæste på arbejdsmarkedet i København. Og hun fandt ingen mening i at kaste sig ind i konkurrencen med de mange freelancefotografer med base i hovedstaden.
»Som nyuddannet fotojournalist må du kæmpe ekstra hårdt, hvis du vil ind på markedet i København. Du skal både være superdygtig og ekstremt god til at markedsføre dig selv. Jeg blev mere og mere overbevist om, at jeg ville få flere freelanceopgaver, hvis jeg flyttede væk fra de andre,« siger Astrid Dalum.
1. juli 2012 tog hun springet. Astrid Dalum solgte alle sine møbler og flyttede så langt vestpå, at venner uden bil må blaffe de sidste 10 kilometer, hvis de vil besøge hende.
Bag vindblæste klitrækker på den to kilometer smalle marehalmsdækkede tange, der skiller Vesterhavet fra Ringkøbing Fjord, ligger Skodbjerge. Det er her, 10 kilometer syd for Hvide Sande, foran en lånt 100 m2 stor træhytte med græs på taget og harer i haven, Astrid Dalum parkerede sin sorte VW Polo og flyttede ind med sit kameraudstyr.
Men der gik flere uger, før de danske dagbladsredaktioner fik at vide, at Astrid Dalum gerne ville sælge billeder til dem fra Vestjylland. I træhytten var der nemlig hverken fastnettelefon eller internetforbindelse. Og mobilabonnementet hos Teleselskabet 3 måtte erstattes med ét hos TDC, før hun kunne modtage opkald.
14.august sendte Astrid Dalum sin første mail fra det vestjyske. Foruden hendes mobilnummer og mailadresse modtog en række billedredaktører et kort over den jyske vestkyst med Hvide Sande og omegn i midten. Så ved de i hvert fald, hvor hun har slået sig ned.
Politikens billedredaktør var den første, der sendte bud over mobilen. Han manglede fotos til en reportage om deponering af atomaffald i Skive og Thiese. Billederne af vestjyske modstandere af atomaffald i baghaven blev startskuddet til en freelancekarriere, som Astrid Dalum aldrig havde turdet drømme om.
Den ene dag sender Jyllands-Posten hende til DM i bordtennis i Herning. Fra Esbjerg leverer hun fotos fra en fodboldkamp mellem Sønderjyske og Esbjerg til Polfoto. I Ry fotograferer hun Lars Lilholt til Ekstra Bladets weekendtillæg, og når de fastansatte fotografer på Dagbladet Ringkøbing-Skjern sygemelder sig eller har for travlt, ringer redaktionschefen efter Astrid Dalum. Når mørket omslutter klitlandskabet omkring træhytten syd for Hvide Sande, fører hun regnskab og sender sine billeder igennem Photoshop. Efter ni måneder i Vestjylland har Astrid Dalum ikke længere tal på, hvor mange svinestalde og nordjyske frikirker hun har stukket sit kamera ind i.
I dag arbejder hun gennemsnitligt 10 timer dagligt, mindst fem dage om ugen. Weekendavisen er den eneste landsdækkende avis, Astrid Dalum ikke har leveret til endnu. Og hendes omsætning er nu så høj, at hun kan spare op til både ferier og agurketidsmånederne, hvor hun forventer færre arbejdsdage.
»Det er virkelig gået over al forventning. Jeg er vild med at fotografere svinestalde, og jeg synes, det er vanvittigt privilegeret, at jeg kan drøne rundt i Jylland og møde så mange forskellige mennesker og verdener,« siger Astrid Dalum.
Hun savner at bo tæt på sine venner og fotografkolleger, som hun kan sparre med. Men hovedstaden og den københavnerbaserede mediebranche længes Astrid ikke tilbage til.
»I mediebranchen er der en stærk tendens til at tro, at København er verdens navle. Men Danmark er så meget større end det. Det er vigtigt, at alle fotografer ikke bor i København,« siger hun.
Højt hævet over Aarhus bycentrum, med udsigt til røde teglsten og domkirketårnet skråt fremme, lægger fotojournalist Christian Brandt sidste hånd på en video, han har produceret for Museum Sønderjylland. Morgenen har han brugt på at video- og billedredigere for en århusiansk koncertarrangør. Christian Brandt har arbejdet som selvstændig freelance-fotograf og grafiker, siden han i sommeren 2010 afleverede sin hovedopgave på DMJX i Aarhus. Han besluttede hurtigt at gå sin egen vej frem for at jagte et af de få faste lønmodtagerjobs som fotojournalist.
»Jeg forsøgte at vende det hele lidt på hovedet. Mange af mine medstuderende er nok mere idealistiske og fokuserer på klassiske dagbladshistorier med mennesker og følelser. De opgaver er bare svære at leve af,« siger han og viser rundt i de store lyse loftslokaler, hvor han lejer en kontorplads. Beslutningen om at investere i kontorfællesskabet blev den logiske konsekvens af, at arbejde og fritid gled sammen i en stor tåget klump, og at kæresten begyndte at brokke sig over, at Christian var for kedelig at komme hjem til.
Det var primært klassiske dagbladsopgaver til blandt andre Fyens Stiftstidende, Jyllands-Posten, Vejle Amts Folkeblad og Århus Stiftstidende, han havde kastet timer efter at opstøve og udføre.
En sensommeraften satte han sig sammen med sin kæreste på altanen hjemme i Hasle. Erkendelsen af, at dagbladene er en blindgyde, fæstnede sig langsomt, som de talte sig gennem aftenen. Christian Brandt brugte alt for meget tid på at jagte de forsvindende få opgaver, der var at komme efter hos dagbladene. Det blev de enige om. Et par timer senere havde de lagt en plan. Inden for to år skulle Christian have skaffet en kundekreds og opgaver, der sikrede ham en månedlig indtægt svarende til en fastansats.
»Hvis ikke jeg kan leve af det, vil jeg hellere lave noget andet. Så vigtigt er det heller ikke, at det er fotorelateret det hele,« siger han.
Derfor gik Christian Brandt nu benhårdt efter at tænke i business. Dagbladene holdt han op med at opsøge for i stedet at kaste sig over lokale virksomheder. Det førte blandt andet til en video om affaldssortering til Reno Syd, videoer og fotos til Østjysk Energi og Forsvarets Rekruttering.
Businessstrategien gav pote. Efter et par måneder vinkede han farvel til dagpengene, og han kan i dag skrive alt fra kommunikationsbureauer til renovationsfirmaer på listen over de mere end 30 forskellige kunder, han arbejder for.
»Det er da ikke super sexet at lave billeder til en virksomhed, der laver gyllehåndtering, men det er en opgave, det er værd at køre efter, når man kan køre hjem og have lavet en måneds omsætning på en uge. Sådan tror jeg man er nødt til at tænke, hvis man vil have det til at løbe rundt.«
Derfor er det også et hav af forskelligartede opgaver, der indtil videre er rullet over skrivebordet i hjørnekontoret på toppen af Aarhus.
»De mest spændende opgaver, jeg har lavet, er langtfra traditionelt journalistiske,« siger han og klikker en opgave, leveret til Øhavsmuseet i Faaborg frem på skærmen. En slags skattejagt, hvor museumsgæster ved at filme en række QR-koder på historiske steder i Faaborg tages med på en video-fortælling om en kriminalgåde fra 1900-tallet. Den digitale skattejagt har ført flere museumsopgaver med sig. For tiden udvikler Christian Brandt en applikation, der inviterer museumsgæster til at lege lægdommere og træffe beslutninger i fiktive retssager.
Christian Brandt er lykkelig for, at han investerede i et kontorfællesskab.
»Havde jeg siddet derhjemme, var der hurtigt gået otte timer, uden at jeg havde løftet blikket fra arbejdet. Det holder jo slet ikke i længden. Kontorfællesskabet opfylder et helt essentielt identitetsbehov for en professionel tilgang til arbejdet. Lidt ligesom at glide i et lækkert jakkesæt, når man skal til fest,« siger han.
Argentinske flaskevine i lange lige rækker ligger klar til at blive skænket på glas. Klokken 17 rækker Jonas Wisbech Vange ud efter dagens første flaske bag disken på vinbaren Malbeck i Istedgade.
Han har netop taget hul på anden etape af sin arbejdsdag. Den første er gået med finpudsning af et længere portræt af tennisspilleren Kristian Pless til Euroman ved skrivebordet hjemme i lejligheden i Nordvest.
Et arbejdsliv delt mellem freelancejournalistik og vin-udskænkning har været Jonas Wisbech Vanges hverdag, siden han i starten af 2012 dimitterede som journalist fra DMJX.
»Jeg tænker enormt meget over de ting, jeg skriver. Når jeg eksempelvis har været i gang med det her portræt til Euroman, har jeg stort set ikke haft andet i tankerne end det,« siger han.
Derfor har Jonas Wisbech Vange valgt at fastholde sit studiejob på vinbaren. Han vil have råd til ikke at gå på kompromis med den journalistiske kvalitet.
»Journalistik er for mig mere end et job. Jeg elsker at skrive, skrive om og skære til, blive ved og ved og ved. Som fuldtidsfreelancer vil jeg skulle gå på kompromis. Det er lidt for tidligt, at der går rugbrøds- og levebrødsjournalist i mig,« siger han.
Studietiden på DMJX afsluttede Jonas Wisbech Vange med at skrive en bog om Anker Jørgensen. Da brevet fra A-kassen kort efter dumpede ind ad brevsprækken, tænkte han: “Fandeme nej”.
Jonas ville fortsætte med at lægge sjæl og store ambitioner i sine tekster. Han brændte for meget for de lange skæbne- og menneskefortællinger, som han dvælede ved i praktikken på Dagbladenes Bureau og dyrkede som forfatter til ‘Anker Jørgensen og det forunderlige liv’.
Derfor tog han en hurtig beslutning. Dagpengene blev valgt fra, og Jonas fortsatte med at skænke vin for bargæsterne på Istedgade 30 timer om ugen.
Det giver ham den økonomiske sikkerhed, der gør det muligt at udleve de journalistiske ambitioner, som mange nyuddannede journalister skruer ned for i en tid, hvor de store avishuse sparer.
Aftenens første bargæster er for længst rykket ind på de hyldelignende siddepladser i vinbaren. De drikker Malbeck-druevin, mens argentinske zarzuela-rytmer strømmer fra højtaleranlægget.
»Egentlig er det enormt rart at lande hernede efter at have siddet og nørklet med mine tekster alene. Her udfylder jeg jo bare en rolle og lukker helt ned for selvbevidstheden,« siger han.
Selv om redaktøren for Ud & Se lige har udtrykt interesse for Jonas’ pen, og selv om Jonas har freelance-opgaver for Dagbladenes Bureau og Euroman, har han stadig ikke mod på at skippe vinudskænkningen og gøre freelanceriet til sin levevej.
»Det her med at kaste sig ud uden sikkerhedsnet og leve med den her enorme usikkerhed, er jeg ikke klar til. Det stiller krav til at have styr på virkelig mange ting – et konstant flow af ideer til synopser, fakturaer og skat. Det vil blive alt for meget forretning,« siger Jonas Wisbech Vange, før han igen vender opmærksomheden mod vinbargæsterne på Istedgade.